She don't like the lights (Harry Styles)

Harry Styles er en verdenskendt solo artist. Audrey Harris er en normal pige, som hjælper i teateret, hvor hun gør rent. En dag kommer Harry tilfældig forbi teateret for at spørge om vej. Audrey bliver hurtigt fanget af hans grønne, skinnende øjne. Dagen efter er Harrys hund løbet væk, hvad sker der når Audrey tilfældigvis var ved at køre den ned, og skulle aflevere hunden til dens ejer igen, som hun på dette tidspunkt ikke vidste var Harry? De klikker hurtigt sammen, og dette er kun starten på deres forhold. De forelsker sig hurtigt, og Audrey skal nu vænne sig til at have kamera efter sig hvor end hun går, da det indebager når man er sammen med en kendt. Hvad hvis hun ikke bryder sig om rampelyset? Det at være i fokus, er ikke hende. Vil dette være med til at ødelægge deres forhold?

85Likes
130Kommentarer
19661Visninger
AA

83. Kapitel 82.

Klokken viste at den var 5 minutter over otte da jeg forlod mit hus. Jeg havde helt glemt tiden fordi, da jeg var kommet halvvejs fandt jeg ud af at jeg havde glemt Harry's gave, og blev nødt til at gå tilbage igen. Jeg småløb nu ned mod stranden for ikke at komme alt for sent. Jeg havde besluttet mig for ikke at tage mit skateboard derned da jeg så skulle slæbe på det.
Vi havde aftalt at mødes ved den store parkeringsplads foran stranden. Det tog mig under 5 minutter at lunte derned og en frisk brise ramte mit ansigt og fik mit hår til at flagre om ørerne på mig da jeg kom rundt om hjørnet og stranden strakte sig foran mig. Jeg kunne se en silhuet som tilsyneladende var Harry. Jeg gik derover med sommerfugle i maven og han vendte sig om da han hørte mine skridt. Hans smilende ansigt mødte mit og fik mig til at smile. Jeg stoppede en meter foran ham og i et sekund, som føltes som flere minutter, kiggede vi bare på hinanden. 
- Skal vi gå en tur? spurgte Harry så og jeg nikkede og fulgte med ned i sandet. Det hele var lidt akavet, hvilket var vildt underligt nu hvor vi havde kendt hinanden i næsten et år. At se hinanden igen var bare lidt akavet, efter vores skænderi.
Vi gik ned til vandkanten og begyndte at gå langs den. Der var en stilhed imellem os som føltedes umulig at bryde, men Harry prøvede alligevel.
- Du ser godt ud, sagde han sødt og kiggede smilende på mig. 
- I lige måde, svarede jeg og rødmede en smule.Han havde et par joggingbukser på, en sort t-shirt, en sweatshit med lynlås og et par solbriller på. Hans hår var lettere pjusket og han så betuttet ud. Lige sådan som jeg kunne lide det. Vi fortsatte ned af stranden.
- Vil du have din gave? spurgte jeg så om da vi var nået lidt længere ned og Harry nikkede stille.
- Ja da, svarede han.
- Skal vi sætte os? spurgte han så og pegede ned i sandet. Jeg nikkede og vi satte os skulder mod skulder og kiggede ud mod havet. Jeg tog den firkantede pakke frem fra min jakkelomme. Den havde akkurat kunnet være der. Harry kiggede på den firkantede pakke og smilede. Jeg gav ham den og kiggede spændt på mens han åbnede den. Da papiret var væk og han nu kunne se hvad det forestillede kiggede han trist på mig.
- Det er alt for meget, sagde han og jeg rystede på hovedet.
- Det er min måde at sige undskyld for at jeg har været verdens dårligste kæreste, sagde jeg og Harry tog uret på. 
- Det klæder dig, sagde jeg og han smilede til mig. Hans øjne forsvandt ind i mine og vores hoveder flyttede sig tættere mod hinanden. Harry plantede blidt sine læber på mine og fyrværkeri sprang i min mave. Harry lagde forsigtigt hans hånd på min kind og jeg tog mine hænder om nakken på Harry. Vores kys udviklede sig til et let snav og jeg følte mig hel igen. Som om at de to uger med tårer var ligegyldigt nu, fordi nu havde jeg alt hvad jeg behøvede. Vi trak os ud af kysset og smilede til hinanden. 
- Det var min måde at sige at jeg elsker dig, sagde Harry sødt og drejede hovedet en smule på skrå imens han studerede mit ansigt. Et ægtepar hånd i hånd passerede os og jeg smilede af dem.
- Det er os to en dag, sagde Harry og jeg kiggede tilbage i hans varme, brune øjne. Jeg kyssede ham blidt på munden.
- Jeg vil gerne synge en sang for dig, et cover af en af Justin Biebers sange, rødmede Harry.
- Hvad handler den om? spurgte jeg så og Harry smilede skævt.
- Den handler om vores forhold og om alle kameraerne. Den hedder "She Don't Like The Lights" sagde han. Jeg var spændt på at høre den, jeg lyttede ikke rigtig til Justins musik, så jeg havde aldrig hørt den før. Harry tog en dyb indånding og begyndte så at synge. Hans smukke stemme gav mig gåsehud.
 
She don't like the flash, wanna keep us in the dark
She don't like the fame, baby when we're miles apart
And she getting to the point where it's too much for he
And she wanna throw us all away, it's too much for he
She can't hide away cause the world knows who we are

 
……….
Jeg lyttede til teksten og kunne tydeligt spejle mig selv i den. Det var lige sådan jeg havde det. Harry sad og sang en sang, som beskrev præcis hvordan jeg havde det. Ham Justin er ikke helt ringe. 
 
She's giving ultimatums, she don't like this life
She said if I loved her, I'd give it up won't think twice
I can't do that
And it's getting to the point where it's too much for he

 
……
Mit hjerte bankede derud af imens jeg lyttede til Harrys intense stemme. Han havde flettet sine fingre ind i mine og sang ud mod havet.
En tåre havde passeret min kind da teksten virkelig rørte mig.
 
Why can't I choose between the two
One of the nights I'll run right now
I wish she could see, how good this can be
I hope she will wait a little bit longer
Cause I don't wanna live life, without her by my side
Cause she gets the light that's in me
But she don't like the lights

 
…….
 
Harry sluttede af og jeg sad med tårer trillende ned af mine kinder, men med et smil på. Harry kiggede på mig.
- Du skal da ikke græde, sagde han og han trak mig ind til ham.
- Det var virkelig smukt, sagde jeg smilende stadig med fugtige øjne.
- Synes du? Det betyder virkelig meget at du kan lide den, sagde han og jeg nikkede.
- Den var fantastisk, svarede jeg og kyssede ham blidt på munden.
- Du skal ikke droppe din karriere, Harry! Jeg elsker når du synger og jeg har hadet mig selv lige siden jeg fik dig til at vælge… Jeg bliver hos dig. Uanset hvad. Jeg må tage det sure med det søde, sagde jeg så. Jeg havde gået i lang tid og ville have sagt det og nu fik jeg det endelig sagt til ham. Han skulle ikke droppe det han havde brugt så mange år på at opbygge, for mig. Det ville ikke være fair. Jeg ville blive hos ham uanset hvad fordi jeg elskede ham. Han drejede sit hoved på skrå og smilede til mig. Han tog sin hånd op til min kind og kærtegnede den.
- Du skal ikke undskylde. Det er lige meget nu hvor jeg har dig tilbage, men jeg er glad for at du siger det, sagde han og strøg en finger over mine læber. Jeg smilede sødt til ham og legede lidt med sandet med min hånd. 
- Og jeg elsker uret, sagde han så grinende og jeg kiggede op i Harrys øjne.
- Det var godt, svarede jeg og kiggede ned i sandet igen. Harry lagde en hånd på min skulder og skubbede mig langsomt bagover så jeg nu lå ned. Selvom vi var i starten af februar var sandet forholdsvis lunt. Han bed sig blidt i læben da han stod oven over mig.
- Jeg elsker dig… Så simpelt som det lyder så elsker jeg dig, sagde Harry smilede og jeg lagde en hånd om hans nakke og trak hans hoved mod mit.
- Jeg elsker også dig. Så simpelt som det end lyder, gentog jeg Harry og vi smilede til hinanden inden vores læber igen blev genforenet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...