She don't like the lights (Harry Styles)

Harry Styles er en verdenskendt solo artist. Audrey Harris er en normal pige, som hjælper i teateret, hvor hun gør rent. En dag kommer Harry tilfældig forbi teateret for at spørge om vej. Audrey bliver hurtigt fanget af hans grønne, skinnende øjne. Dagen efter er Harrys hund løbet væk, hvad sker der når Audrey tilfældigvis var ved at køre den ned, og skulle aflevere hunden til dens ejer igen, som hun på dette tidspunkt ikke vidste var Harry? De klikker hurtigt sammen, og dette er kun starten på deres forhold. De forelsker sig hurtigt, og Audrey skal nu vænne sig til at have kamera efter sig hvor end hun går, da det indebager når man er sammen med en kendt. Hvad hvis hun ikke bryder sig om rampelyset? Det at være i fokus, er ikke hende. Vil dette være med til at ødelægge deres forhold?

85Likes
130Kommentarer
19664Visninger
AA

62. Kapitel 61.

Vi fik vores bagage og satte vores næser mod ankomsthallen. Dørene åbnede af sig selv foran os og en masse mennesker rettede deres blik mod os. Flere fra klassen fandt hurtigt deres forældre og jeg spejdede ud over menneskerne og fik øje på mine bagerst. De vinkede storsmilende og jeg løb ned til dem med mine kufferter bag mig. Da jeg kom tættere på kunne jeg se Poul ogå var der og ved siden af ham, stod Harry. Med sine solbriller, cap og hætte på så folk ikke ville genkende ham. Han smilede da han så mig. 
- Hej skatter, sagde min mor og trak mig ind i et kæmpe kram. 
- Åh hvor har jeg savnet dig! hviskede min mor til mig.
- I lige måde, sagde jeg og gav også min far et kæmpe kram.
- Hej prinsesse. Var det en god tur? spurgte han og jeg nikkede og gik straks hen til Harry.
- Hej smukke, sagde han sødt og jeg hoppede ind i hans åbne arme. Han svingede mig en omgang rundt og efter lang tids venten plantede jeg endelig mine læber på hans. Et kys jeg havde længtes efter. 
- Jeg har savnet dig så meget, sagde Harry og tog en tot hår fra mit ansigt om bag mit øre. 
- I lige måde, svarede jeg og kyssede ham blidt på munden.
- Var du ikke I Tyskland? spurgte jeg, da han i går skrev at hans promotour var kommet til Tyskland og at han var der.
- Jo, men jeg blev nødt til at se dig. Jeg er også lige kommet, sagde han sødt og jeg smilede. Jeg lagde først nu mærke til de næsten sorte totter hår der stak ud under hans kasket.
- Ej, må jeg se dit hår? spurgte jeg ivrigt og var lige ved at rive kasketten af hans hoved, men kom hurtigt i tanke om at folk så måske ville genkende ham. Folk havde allerede kigget lidt, men ingen havde været ovre.
- Vi må nok hellere gå, sagde Poul og min mor nikkede.
- Ja selvfølgelig, sagde min far og vi fulgte efter Poul der kiggede spejdende rundt, med det blik han altid bar når han var på job.
Den kendte sorte range rover holdte lige uden foran lufthavnen, og de lorte paparazzier havde selvfølgelig snuset sig frem til os, så de stod klar med kameraerne og begyndte at tage billeder af os. Min mor tog en arm om mig og smilede til mig.
- Du er stærk, Audrey, hviskede hun til mig og det fik mig til at smile. Vi satte os ind i bilen og kørte afsted hurtigt. 
 
Poul og min far sad på forsædet, mens Harry, min mor og jeg selv var på bagsædet. Mig i midten, Harry på min ene side og min mor på den anden side. Harrys fugtige læber mod min kind kunne pludselig mærkes og hans hånd gled ned i min. Jeg kiggede smilende på ham.
- Jeg har savnet dig så meget! sagde han og kyssede mig på næsen.
- I lige måde, svarede jeg smilende. 
- Hey, må jeg se dit hår nu? spurgte jeg spændt og Harry tog sin cap af. 
- Dine krøller er tilbage! hvinede jeg og efterlignede hans fans. Alle i bilen grinede. Harry's hår var næsten sort og hans populærer krøller, og en smule hairflip var tilbage efter en del tid med tilbagesat hår. Det klædte ham faktisk.
- Det klæder dig, sagde jeg og han smilede skævt.
- Hvornår skal du tilbage igen? spurgte jeg og den ellers sjove stemning blev trist. Harry kiggede trist på mig og klemte min hånd.
- I aften, men vi kan være sammen hele dagen! Han prøvede at gøre mig glad og for at gøre ham glad tvang jeg et smil frem, men det nåede aldrig helt mine øjne.
- Hvor skal du så hen bagefter? spurgte jeg og kiggede ud af forruden.
- Japan, jeg ved godt det er langt væk, men jeg skal nok ringe hver aften, sagde han for ikke at såre mig. Jeg grinede stille og kiggede ham i øjnene.
- Harry, det er helt fint. Lad os nu bare nyde den tid vi har nu, sagde jeg stille, så hele bilen ikke kunne høre med, men jeg var overbevist om at de alle sad og lyttede. 
Harry smilede og kyssede mig blidt på munden.
- Skal i hjem til dig Audrey? spurgte Poul om.
- Ja, svarede jeg og Poul nikkede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...