She don't like the lights (Harry Styles)

Harry Styles er en verdenskendt solo artist. Audrey Harris er en normal pige, som hjælper i teateret, hvor hun gør rent. En dag kommer Harry tilfældig forbi teateret for at spørge om vej. Audrey bliver hurtigt fanget af hans grønne, skinnende øjne. Dagen efter er Harrys hund løbet væk, hvad sker der når Audrey tilfældigvis var ved at køre den ned, og skulle aflevere hunden til dens ejer igen, som hun på dette tidspunkt ikke vidste var Harry? De klikker hurtigt sammen, og dette er kun starten på deres forhold. De forelsker sig hurtigt, og Audrey skal nu vænne sig til at have kamera efter sig hvor end hun går, da det indebager når man er sammen med en kendt. Hvad hvis hun ikke bryder sig om rampelyset? Det at være i fokus, er ikke hende. Vil dette være med til at ødelægge deres forhold?

85Likes
130Kommentarer
19680Visninger
AA

59. Kapitel 58.

Eiffeltårnet tårnede frem foran os.
- Det var det jeg sagde, sagde Oliver meget stolt over at kunne finde vej.
- Du så god, sagde jeg drillende og han grinede. 
Der var pludselig en der prikkede mig på skulderen og jeg vendte mig undrende om. En ung pige på min alder stod og kiggede spændt på mig. 
- Undskyld, men er du ikke Harry Styles's kæreste? spurgte hun pludselig om med en fransk accent og jeg blev helt overrasket. Det havde jeg ikke regnet med.
- Ehm, jo, svarede jeg og smilede venligt til hende. 
- Må jeg ikke få et billede med dig? spurgte hun og smilede virkelig stort. Jeg kiggede hen mod Oliver der stod og smilede af episoden.
- Jo selvfølgelig, svarede jeg og hun tog sin iphone frem og tog et billede.
- Tusind tak. Jeg elsker dig! Hils Harry fra Madeleine, vil du ikke nok? spurgte hun og jeg smilede.
- Jeg elsker også dig og jo selvfølgelig! Skal du se ham når han kommer til Frankrig? spurgte jeg sødt om. Jeg elskede at kommunikere med Harrys fans. De var altid så søde og venlige.
- Ja! sagde hun. Hun var en lille smule nervøs og det gjorde hendes stemme skinger.
- Det var godt! Det var rigtig hyggeligt at møde dig, sagde jeg sødt og gav hende et venligt kram.
- I lige måde! sagde hun og smilede stort. Det strålede ud af hendes øjne at hun var lykkelig, og det gjorde mig virkelig glad. 
- Hej hej Madeleine, sagde jeg og gik hen mod Eiffeltårnet.
- Du har fans i Frankrig! sagde Oliver grinende og fulgte efter mig.
- Hun var da sød, svarede jeg.
- Bestemt, sagde Oliver og nikkede. 
Det havde virkelig gjort min dag meget bedre. 
 
Klokken var ved at være 16 så Oliver og jeg gik tilbage mod bussen. Da vi nærmede os bussen så jeg et hold paparazzier der stod henne ved bussen. Jeg spærrede øjnene op og angsten røg frem i mig. Jeg fik kvalme og jeg havde mest af alt lyst til at flygte langt, langt væk. Jeg stoppede op og kiggede hen mod bussen.
- Åh nej.
Oliver havde også set det.
- Hvad gør vi? spurgte Oliver og kiggede hen mod bussen. 
Jeg tog en dyb indånding.
- Jeg bliver nødt til at se min frygt i øjnene og bare gå smilende derhen. De skal ikke ødelægge min dag! sagde jeg og gik med bestemte skridt mod bussen hvor paparazzierne én efter én opdagede mig. Oliver gik tæt op af mig for at beskytte mig. Jeg smilede fremad og begyndte at snakke helt normalt med Oliver. De kom tættere på og blitzerne blændede mig næsten. Folk på pladsen begyndte at kigge og der blev hurtigt dannet en glokreds om os.
- Hvordan går det?
- Det går godt! svarede jeg uden nogen følelse i stemmen.
- Hvor er Harry? spurgte en anden.
- Har i slået op? spurgte en tredje. Spørgsmålene blev for grænseoverskridende og mit smil forsvandt igen. Katherine stod foran bussens dør og kunne godt se hvad der foregik. Jeg skyndte mig at hoppe ind i bussen efterfulgt at Oliver.
- Der er ikke mere at se her! råbte Katherine ud over dem alle. Jeg satte mig inderst og kiggede ud af ruden. Paparazzierne dukkede op på den side også og begyndte at tage billeder af mig gennem ruden. Oliver rakte ind over mig og trak gardinerne fra.
- Tænk hvad folk får penge for, man! sagde Oliver. Jeg kunne godt høre at han var irriteret.
- Jeg forstår ikke hvordan du kan holde det ud! sagde Oliver og kiggede på mig.
- Det kan jeg heller ikke, sagde jeg og kiggede ned i sædet. Jeg havde bare lyst til at græde. Oliver tog mig ind til sig og trøstede mig. Jeg holdte tårerne inde selvom det var svært.
- Er du okay, Audrey?
Jeg kiggede op og Klerk fra min klasse kiggede medfølende på mig. Han havde aldrig snakket til mig. Han var forholdvis høj, en smule ranglet, grønne store øjne, store runde briller og sort hår. Han mindede mig lidt om Harry Potter og deres udseende var næsten identisk. Jeg smilede.
- Ja, tak! svarede jeg og han nikkede og gik videre ned i bussen.
- Det var da sødt af ham, sagde Oliver og jeg nikkede. 
- Jeg savner Harry, sagde jeg og kiggede på Oliver. Han smilede medfølende til mig.
- Du ser ham nok snart! trøstede Oliver og jeg smilede. 
- Tak! sagde jeg. Jeg var taknemmelig. Oliver kunne altid få mig til at smile når jeg var trist. Det var derfor jeg elskede ham som en bedsteven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...