She don't like the lights (Harry Styles)

Harry Styles er en verdenskendt solo artist. Audrey Harris er en normal pige, som hjælper i teateret, hvor hun gør rent. En dag kommer Harry tilfældig forbi teateret for at spørge om vej. Audrey bliver hurtigt fanget af hans grønne, skinnende øjne. Dagen efter er Harrys hund løbet væk, hvad sker der når Audrey tilfældigvis var ved at køre den ned, og skulle aflevere hunden til dens ejer igen, som hun på dette tidspunkt ikke vidste var Harry? De klikker hurtigt sammen, og dette er kun starten på deres forhold. De forelsker sig hurtigt, og Audrey skal nu vænne sig til at have kamera efter sig hvor end hun går, da det indebager når man er sammen med en kendt. Hvad hvis hun ikke bryder sig om rampelyset? Det at være i fokus, er ikke hende. Vil dette være med til at ødelægge deres forhold?

85Likes
130Kommentarer
19673Visninger
AA

51. Kapitel 50.

Ligeså snart jeg kom hjem ringede jeg Harry op. Han skulle vide alt det med Oliver.
- Hey smukke, sagde Harry's charmerende stemme i den anden ende.
- Hej Harry, svarede jeg sødt.
- Hvad så?
- Oliver og jeg er blevet gode venner igen, sagde jeg, spændt på hvad han ville svare.
- Hmm, sagde han og han lød ikke særlig glad.
- Hvorfor siger du det sådan? spurgte jeg undrende og en smule irriteret.
- Jeg ved jo at han er forelsket i dig, sagde Harry og han lød trist.
- Nej han er ej Harry… Du kan sguda stole på mig, sagde jeg ophidset. 
- Jaja, det ved jeg godt, sagde han opgivende.
- Jeg ringede egentlig bare for at sige at hele vores klasse skal til Paris efter jul og Oliver og jeg skal bo på samme værelse, sagde jeg så og ventede bare på en jalouxbemærkning.
- Det lyder hyggeligt, sagde Harry til min store overraskelse.
- Har du ikke noget imod det? spurgte jeg undrende.
- Nej, som du selv sagde, jeg stoler på dig, svarede han og jeg smilede.
- Tak Harry. Kan jeg komme forbi? spurgte jeg.
- Ja selvfølgelig, men jeg skal altså ud og købe ind om lidt.
- Fint nok. Jeg kører nu
- Vi ses smukke
 
Supermarkedet var fyldt med mennesker og det gjorde mig nervøs. Poul var ikke med os idag da vi regnede med at vi godt kunne klare os selv. Harry havde cap, hætte og solbriller på og jeg havde et par solbriller på, i håb om at ingen ville genkende os. 
- Hvad skal vi købe? spurgte jeg nysgerrigt og kiggede på Harry, mens vi kiggede os lidt omkring i butikken.
- Vi skal have noget slik og sodavand, sagde Harry og grinede da han godt kunne høre hvor usundt det lød.
- Du bliver fed, sagde jeg drillende og nev ham i maven.
- Hey, sagde han og grinede. 
Vi gik mod slikafdelingen og der stod 2 teenagepiger. Da de så os skubbede den ene til den anden og de kiggede begge på os. Jeg prøvede at ignorere dem men pludselig stod de ved siden af os.
- Er du Harry Styles? spurgte den ene med en rystende stemme. Harry smilede til hende.
- Ja
- Må jeg få et billede? spurgte hun og Harry nikkede.
- Jeg kan tage det, tilbød jeg og tog imod pigens iphone. Begge piger stillede sig op på hver deres side af Harry og jeg tog billedet.
- Perfekt, sagde Harry og de krammede ham farvel. Vi tog det slik og sodavand vi skulle have og gik ned mod kassen.
Rygtet havde selvfølgelig spredt sig så da vi kom ud stod der mænd med deres store kameraer. Harry tog hårdt fat i min hånd og vi gik med faste skridt mod Harry's bil. De fulgte efter os og de samme spørgsmål blev kastet mod os. De begyndte at komme tættere på og jeg følte mig klaustrofobisk. Jeg blev ør oveni hovedet og havde lyst til bare at sparke dem alle sammen væk. Jeg skyndte mig ind i bilen og vi var hurtigt væk derfra. Angsten var der stadig. Det havde jeg ikke prøvet før. Når jeg var kommet væk fra dem plejede angsten at forsvinde men idag blev den der. Jeg kunne mærke tårerne presse på.
- Er du okay? spurgte Harry da han så hvor bange jeg var. Jeg rystede på hovedet og tårer begyndte at løbe ned af mine kinder. Harry lagde en hånd på mit lår og kørte hurtigt ind til siden. Han vendte sig i sædet og kiggede bekymrende på mig. 
- Jeg kan ikke mere, indrømmede jeg. Harry kiggede undrende på mig mens han nussede mit lår kærligt.
- Alle de mennesker, alle de spørgsmål. Jeg kan ikke mere.
Tårene strømmede frem.
- Det er okay. Du skal bare vænne dig til dem, sagde Harry trøstende.
- Jeg kan ikke vænne mig til dem.. Jeg har prøvet, græd jeg og Harry sukkede.
- Hvad betyder det her så? spurgte Harry og jeg kunne høre at han gerne ville have en beslutning.
- Jeg ved godt at jeg er totalt egoistisk når jeg siger det her men… Hvis du virkelig elskede mig, så ville du vælge mig, sagde jeg grædende. Jeg hadede mig selv for at stille ham i det dilemma, men jeg kunne bare ikke mere. Mit bære var flødet over. 
- Jeg elsker jo dig, men jeg elsker også min karriere, og der er ingen af delene jeg ville kunne leve uden. Hvis du virkelig elskede mig, ville du ikke stille mig i et dilemma der ikke kan løses, sagde Harry og han var på randen til at græde kunne jeg se. Jeg fik det virkelig dårligt over det jeg havde sagt.
- Undskyld. Det skulle jeg ikke have gjort, sagde jeg stadig grædende.
- Jeg hjælper dig igennem det hele, okay? Jeg vil altid stå ved din side når det bliver svært, sagde Harry og et lille smil kom frem på mine læber. Harry kiggede forventende på mig. Han ville have jeg skulle fortælle hvad jeg var kommet frem til. I stedet for at svare kyssede jeg ham. Jeg kunne ikke forlade denne fantastiske dreng. Det kunne jeg bare ikke. Han var den eneste jeg nogensinde havde elsket, og at give slip på ham ville være at grave sin egen grav. 
- Jeg elsker dig, og jeg vil aldrig give slip, sagde jeg og Harry lagde sine læber mod mine.
- Jeg elsker også dig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...