She don't like the lights (Harry Styles)

Harry Styles er en verdenskendt solo artist. Audrey Harris er en normal pige, som hjælper i teateret, hvor hun gør rent. En dag kommer Harry tilfældig forbi teateret for at spørge om vej. Audrey bliver hurtigt fanget af hans grønne, skinnende øjne. Dagen efter er Harrys hund løbet væk, hvad sker der når Audrey tilfældigvis var ved at køre den ned, og skulle aflevere hunden til dens ejer igen, som hun på dette tidspunkt ikke vidste var Harry? De klikker hurtigt sammen, og dette er kun starten på deres forhold. De forelsker sig hurtigt, og Audrey skal nu vænne sig til at have kamera efter sig hvor end hun går, da det indebager når man er sammen med en kendt. Hvad hvis hun ikke bryder sig om rampelyset? Det at være i fokus, er ikke hende. Vil dette være med til at ødelægge deres forhold?

86Likes
130Kommentarer
19597Visninger
AA

48. Kapitel 47.

- Er du spændt? sagde Kenny efter mange minutters stilhed. Jeg nikkede ihærdigt og han smilede.
- Du ved slet ikke hvad du skal vel? spurgte han så mistænkeligt.
- Nej, og jeg kan slet ikke vente, svarede jeg ivrigt og Kenny fniste. Elevatorens døre åbnede og vi gik ind. Kenny trykkede på den øverste knap af dem alle som førte op til etage 102, som også var den øverste. Da store Kenny og lille mig stod inde i elevatoren kunne jeg ikke lade vær' med at tænke på Harry. Han havde nemlig fortalt hvor klaustrofobisk han var og hvor meget han hadede elevatorer. 
- Godt Harry ikke er her, sagde jeg så og Kenny kiggede grinende på mig.
- Ja for søren. Der var engang hvor han skulle op på etage 72 på et hotel i Kina, hvor han klamrede sig til mig hele vejen op med lukkede øjne. Det var så sjovt, så hvis I en dag kommer ind på det emne, så mob ham lidt med den historie, sagde Kenny grinende og jeg fnisede. Så havde Harry måske ikke noget med det at gøre nu hvor han jo ikke kunne køre i elevator, og jeg kunne heller ikke forestille mig at han havde taget trapperne op til etage 102.  
Ding sagde elevatoren da den stoppede ved etage 102. Dørene åbnede sig og en lang gang strakte sig foran os. Kenny gik foran mig mens jeg fulgte efter. For enden af gangen var der en stor sort dør med et skilt på. På skiltet stod der: "Ingen adgang," men Kenny han åbnede døren uden problemer og en hård vind ramte vores ansigter. Der var tåget udenfor og jeg kunne derfor kun se 2 meter frem. Det var stoppet med at regne kunne jeg se.
 
- Gå derud og vent, sagde han så og begyndte at puffe mig ligeså stille derud. Jeg kiggede skrækslagent på ham for jeg havde ikke tænkt mig at gå derud, da jeg led en smule af højdeskræk. Noget jeg havde fundet ud af fornylig hvor min far havde hevet mig op til hans arbejde som lå på 31 etage. Der var virkelig langt ned og mine hænder blev helt svedige, kan jeg huske. Ikke rart. 
Kenny puffede stille til mig igen.
- Ej, sagde jeg nervøst.
- Rolig nu… Stol på mig, sagde han så og jeg kiggede nervøst derud igen. Måske skulle jeg bare gøre det?
- Lov mig at jeg ikke dør, sagde jeg skrækslagent. Kenny grinede.
- Der sker ikke noget
- Lov det! kommanderede jeg og Kenny grinede igen.
- Jeg lover at du ikke dør, Audrey. Gå nu bare derud, sagde han så og denne gang skubbede han mig nærmest ud. Jeg stod nu udenfor og jeg kunne intet se andet end det jeg stod på, som var beton.
- Held og lykke, sagde Kenny beroligende inden han lukkede dagen efter ham.
Åh nej. Tænk hvis jeg kommer til at gå ud over kanten eller sådan noget. Tænk hvis jeg dør. Åh nej. Alle de ting der kunne ske virvlede rundt i mine tanker og det kunne slet ikke stoppe. Jeg turde slet ikke bevæge mig. Jeg stod bomstille på stedet. Jeg skulle lige til at gå i panik da jeg pludselig kunne høre en syngende stemme. Det kom bag fra mig og jeg vendte mig hurtigt om. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...