She don't like the lights (Harry Styles)

Harry Styles er en verdenskendt solo artist. Audrey Harris er en normal pige, som hjælper i teateret, hvor hun gør rent. En dag kommer Harry tilfældig forbi teateret for at spørge om vej. Audrey bliver hurtigt fanget af hans grønne, skinnende øjne. Dagen efter er Harrys hund løbet væk, hvad sker der når Audrey tilfældigvis var ved at køre den ned, og skulle aflevere hunden til dens ejer igen, som hun på dette tidspunkt ikke vidste var Harry? De klikker hurtigt sammen, og dette er kun starten på deres forhold. De forelsker sig hurtigt, og Audrey skal nu vænne sig til at have kamera efter sig hvor end hun går, da det indebager når man er sammen med en kendt. Hvad hvis hun ikke bryder sig om rampelyset? Det at være i fokus, er ikke hende. Vil dette være med til at ødelægge deres forhold?

86Likes
130Kommentarer
19579Visninger
AA

47. Kapitel 46.

Koncerten var fantastisk. Publikum virkede også meget begejstret, men det var de jo altid. Harry optrådte perfekt, i mine øjne! Han kom svedig ned fra scenen og gik sammen med Poul, Liam og Simon direkte ud i bilerne, da der havde været advarsel om en kæmpe fanskare der ventede udenfor sammen med endnu flere paparazzier. For sikkerhedsmæssige årsager ville de så få Harry ud i bilerne inden publikum havde nået at komme ud. Anne og jeg selv blev fulgt ud i en anden bil, af Kenny, 10 minutter efter Harry's bil var kørt. Jeg forstod ikke helt konceptet, men det virkede fordi der var ikke en eneste fan eller paparazzi da vi kørte.
Kenny styrede bilen, Anne sad på forsædet og jeg sad på bagsædet. Der begyndte at falde dråber ned på forruden og det stod pludselig ned i stænger. Jeg kiggede ud af vinduet og studerede det regnfyldte New York. Folk på gaderne gik rundt i store regnfrakker og med store paraplyer. Det hele virkede bare så trist når det regnede.
Jeg ville gerne have set mere af New York, men jeg kunne også godt forstå hvorfor vi ikke kunne. Harry kunne jo ikke gå udenfor en dør for hans Stylers ville overfalde ham. Vi havde egentlig aldrig snakket om hvordan han havde det med det. Vi havde kun snakket om hvor meget jeg hadede det, at jeg slet ikke havde ladet ham snakke. Jeg fik lidt dårlig samvittighed, og det hjalp ikke at regnen blev ved. 
- Sikke det regner, sagde Anne og rev mig ud af mine tanker. Min iphone vibrerede pludselig i mit skød. Jeg havde modtaget en besked fra Harry.
"Kom I ordentligt ud?" skrev han og jeg svarede.
"Ja, vi sidder i bilen på vej til lufthavnen, i regnvejr!" svarede jeg og lagde mobilen tilbage i mit skød. Ikke lang tid efter fik jeg svar fra Harry.
"Ja, det regner godt nok meget. Savner dig allerede" skrev han så og jeg smilede.
"Jeg savner også dig" svarede jeg, stadig med et smil om munden. 
Pludselig stoppede bilen og jeg kiggede undrende ud af ruden. Vi holdte foran en kæmpe bygning hvor jeg ikke kunne se toppen af den. Det her var da ikke lufthavnen? Jeg kiggede undrende på Kenny. 
- Hvad skal vi? spurgte jeg undrende og kiggede ud igennem forruden. Vi holdte på en gade med en masse bygninger på begge sider. Det lignede vi stadig var i New York. Kenny smilede mistænkeligt til mig og åbnede døren. Det øsede stadig ned. Kenny kom over til min side af bilen og åbnede døren. Han havde en paraply i hånden og holdte den for mig så jeg ikke blev våd. Jeg steg forsigtigt ud, da jeg ikke anede hvad vi skulle, og jeg hadede virkelig når jeg ikke vidste hvad der foregik. Anne blev siddende og det hele blev mere og mere underligt. Jeg blev helt spændt. Hvad var det dog jeg skulle? Jeg kunne ikke gøre andet end at følge tavs med Kenny. 
Jeg måbede da jeg pludselig opdagede hvad det var for en bygning vi var stoppet foran. Den berømte turistattraktion, The Empire State Building, tårnede op foran os med sine 381 meter. Den var meget større i virkeligheden end på billeder, og jeg havde altid ønsket mig at se den. Kenny begyndte at gå hen imod indgangen til bygningen og jeg fulgte måbende med. Skulle vi derind? Jeg spurgte ikke om noget som helst fordi jeg vidste at jeg intet svar ville få. Bag alle mine tanker kunne jeg ikke lade vær' med at tænke om Harry måske havde en finger med i spillet på en eller anden måde. 
Som jeg havde ønsket så inderligt åbnede Kenny døren for mig ind til bygningen. En stor hall kom til syne med guldbeklædte vægge og gulv. Det hele udstrålede bare perfektion. Jeg kiggede beundrende omkring. Der var ikke et øje, som undrede mig virkelig meget da det var midt på dagen og der altid plejede at være proppet. 
Et museum om selve bygningen var der en stor port ind til, til venstre og til højre en masse billetluger hvor man købte billetter til at komme op i bygningen og nyde den (tror jeg) smukke udsigt. Kenny fortsatte lige ud og en elevator dukkede op foran os. Kenny trykkede på knappen så elevatoren ville komme ned. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...