She don't like the lights (Harry Styles)

Harry Styles er en verdenskendt solo artist. Audrey Harris er en normal pige, som hjælper i teateret, hvor hun gør rent. En dag kommer Harry tilfældig forbi teateret for at spørge om vej. Audrey bliver hurtigt fanget af hans grønne, skinnende øjne. Dagen efter er Harrys hund løbet væk, hvad sker der når Audrey tilfældigvis var ved at køre den ned, og skulle aflevere hunden til dens ejer igen, som hun på dette tidspunkt ikke vidste var Harry? De klikker hurtigt sammen, og dette er kun starten på deres forhold. De forelsker sig hurtigt, og Audrey skal nu vænne sig til at have kamera efter sig hvor end hun går, da det indebager når man er sammen med en kendt. Hvad hvis hun ikke bryder sig om rampelyset? Det at være i fokus, er ikke hende. Vil dette være med til at ødelægge deres forhold?

85Likes
130Kommentarer
19661Visninger
AA

39. Kapitel 38.

Efter en halv time stoppede limousinen igen og den her gang var der ingen larm da chaufføren steg ud. Harry havde været hemmelighedsfuld hele aftenen, så jeg var meget spændt på hvad han havde fundet på. Jeg prøvede at kigge ud igennem vinduerne men det var så mørkt at jeg slet ikke kunne se noget.
- Du skal have det her på, sagde han og jeg vendte mit hoved imod ham. Han sad med et sort tørklæde og rakte det frem mod mig. Jeg smilede forventningsfuldt og lod Harry binde det om mine øjne. Jeg kunne intet se. 
Jeg kunne høre at døren bagi blev åbnet og Harry begyndte at føre mig afsted.
- Bare stol på mig, hviskede han i mit øre så jeg fik gåsehud. Jeg nikkede bare men var ellers tavs fordi jeg var så spændt. Jeg kunne mærke en kølig vind mod mig da vi havde forladt bilen. Der blev pludselig fuldstændig stille. Det eneste jeg kunne høre var vinden og knaset fra vores fødder når vi betrådte grusstien. Pludselig stoppede Harry op og begyndte at binde tørklædet af.
- Luk øjnene, hviskede han og gav mig gåsehud endnu en gang. Jeg lukkede dem som han havde sagt da han tog bindet væk fra mine øjne. 
- Okay. Nu må du kigge, sagde han og jeg åbnede langsomt mine øjne.
Den smukkeste udsigt jeg nogensinde havde set strakte sig frem foran mig. Vi var på et bjerg af en slags og stod nu med front mod en by der var lyst op af tusinde lamper. Havet glinsede i baggrunden og solen var lige på kanten til at gå ned. Det var det smukkeste jeg nogensinde havde set.
- Wow, var det eneste jeg kunne sige. Det var så fantastisk smukt at man ikke engang kunne kalde det smukt. Jeg kunne høre at Harry begyndte at smile og han tog sine arme om mig så han krammede mig bagfra. Vi stod sådan lidt og beundrede den flotte solnedgang og nød hinandens selskab.
- Der er aldrig nogen dreng der har gjort sådan noget for mig, indrømmede jeg og Harry kyssede min kind, stadig med armene om mig. 
- Du fortjener det bedste, hviskede han og jeg drejede mig rundt og lagde mine arme om hans nakke. Vores ansigter var helt tætte.
- Vil du høre en hemmelighed? sagde Harry ligepludselig, og jeg nikkede stille.
- Jeg har aldrig nogensinde været så forelsket i en pige, som jeg er i dig, sagde han og jeg kunne ane en smule rødme i hans kinder. Jeg smilede og blev også en smule forlegen.
- Vil du høre en hemmelighed? efterabede jeg og Harry nikkede smilende.
- Jeg har aldrig været forelsket før, sagde jeg så, og det var en sandhed. Den følelse jeg følte indeni havde jeg aldrig nogensinde følt før. Der var noget inde i mig der hele tiden holdte mig glad og hele tiden mindede mig om at det hele nok skulle gå. Når jeg ikke var sammen med Harry savnede jeg ham. Det måtte da være forelskelse.
Harry plantede sine læber på mine med et smil og vi kyssede lidenskabeligt.
Da vi trak os fra hinanden var solen gået ned og blæsten var taget til.
- Skal vi tage hjem? sagde Harry og jeg nikkede. Hånd i hånd traskede vi hen til limousinen som ville køre mig hjem..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...