She don't like the lights (Harry Styles)

Harry Styles er en verdenskendt solo artist. Audrey Harris er en normal pige, som hjælper i teateret, hvor hun gør rent. En dag kommer Harry tilfældig forbi teateret for at spørge om vej. Audrey bliver hurtigt fanget af hans grønne, skinnende øjne. Dagen efter er Harrys hund løbet væk, hvad sker der når Audrey tilfældigvis var ved at køre den ned, og skulle aflevere hunden til dens ejer igen, som hun på dette tidspunkt ikke vidste var Harry? De klikker hurtigt sammen, og dette er kun starten på deres forhold. De forelsker sig hurtigt, og Audrey skal nu vænne sig til at have kamera efter sig hvor end hun går, da det indebager når man er sammen med en kendt. Hvad hvis hun ikke bryder sig om rampelyset? Det at være i fokus, er ikke hende. Vil dette være med til at ødelægge deres forhold?

85Likes
130Kommentarer
19654Visninger
AA

34. Kapitel 33.

Jeg sad og dampede lidt af og besluttede mig så for at ringe til Harry. 
- Hej søde, svarede han og han lød overraskende frisk til trods for at klokken var kvart i 7 om morgenen. 
- Harry? Oliver har fortalt alle at det er mig! sagde jeg stadig ophidset.
- Nå, sagde han bare.
- Nå? Er det, det eneste du har at sige? spurgte jeg vredt.
- Audrey… På et eller andet tidspunkt ville de jo alligevel finde ud af at det var dig. Det var bare et spørgsmål om tid før det kom ud, sagde han roligt.
Det havde han jo egentlig ret i. De var jo alligevel så tæt på at finde ud af at det var mig. Jeg var ikke forberedt.
- Du har ret. Jeg var bare ikke forberedt på at det allerede var nu, sagde jeg og sukkede.
- Det er min fejl. Jeg skulle have forberedt dig! Undskyld. Kan jeg ikke komme forbi i morgen og så kan vi snakke? Jeg savner dig, sagde han og jeg begyndte at smile.
- Jooo, svarede jeg og grinede lidt.
- Savner du ikke mig? spurgte Harry om og lavede babystemme.
- Joooo, jeg gør, sagde jeg og vi grinede.
- Du kan lige nå at sove 10 minutter inden du skal op, sagde Harry så og jeg grinede.
- Wow. Så kan jeg rigtig blive udhvilet, sagde jeg sarkastisk og Harry grinede.
- Men har du tænkt dig at tage i skole? spurgte han om og jeg trak på skuldrene, selvom han ikke kunne se det.
- Det ved jeg ikke. Jeg skal først lige have talt med mine forældre om det hele, svarede jeg.
- God idé. Vi ses, smukke
Han lagde på og jeg smed telefonen fra mig. Jeg kunne ikke nå at sove så jeg åbnede min computer og gik på twitter igen. Jeg undgik at kigge på beskederne fra Harry's fans og skrev i stedet for et tweet: Føler jeg mister alle omkring mig. Må ikke lade det ske!
Kun få sekunder efter fik jeg retweets og svar. Jeg lod mig selv kigge på et svar: Lige meget hvad vil vi altid støtte dig, fordi du gør Harry glad
Det varmede mit hjerte. Måske var alle derude ikke sure på mig, men kunne rent faktisk godt lide mig. Jeg smilede ved tanken. 
 
Jeg måtte hellere fortælle mine forældre om det hele. Jeg kunne jo ikke gå i skole nu hvor alle behandlede mig som en kendt. Jeg gik med langsomme skridt ud i køkkenet hvor min mor og far sad og læste morgenavisen. Min mor kiggede op på mig da jeg trådte ind.
- Godmorgen skat. Har du sovet godt? spurgte hun om og smilede. Jeg nikkede og satte mig ned på stolen ved siden af hende. Den tale jeg havde øvet mig på hundredevis af gange havde jeg fuldstændig glemt. Typisk. Jeg rømmede mig og de kiggede begge på mig.
- Hvad sker der, Audrey? spurgte min far om da han så mit alvorlige ansigtsudtryk.
- Jeg har øvet mig på hvad jeg skulle sige, hele morgenen, men jeg har glemt det hele. Men altså. I ved jo godt at Harry og jeg har været meget sammen her på det sidste, og vi er på en måde blevet kærester…
Min mor hvinede og rejste sig op fra stolen og krammede mig hårdt.
- Mor, jeg er altså ikke færdig, sagde jeg og hun slap mig.
- Vores lille pige har fået en kæreste, hvinede hun men satte sig til sidst ned og lyttede med.
- Og Harry han er jo på en måde Harry Styles, altså han er verdenskendt, og nu har paparazzierne og resten af verdenen ligesom fundet ud af at vi er kærester, så der er paparazzier uanset hvor jeg går hen…..
Jeg tog en dyb indånding og kiggede forventningsfuldt på dem. Min far kiggede med et tomt blik på mig mens min mor smilede.
- Jamen, hvad gør vi så? sagde min far så.
- Du kan jo ikke tage i skole, fortsatte han.
- Skatter. Bliv hjemme og så finder vi ud af det når vi kommer hjem fra arbejde, sagde min mor og kiggede medfølende på mig.
- Tak, i er de bedste! sagde jeg og kyssede dem begge på kinden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...