She don't like the lights (Harry Styles)

Harry Styles er en verdenskendt solo artist. Audrey Harris er en normal pige, som hjælper i teateret, hvor hun gør rent. En dag kommer Harry tilfældig forbi teateret for at spørge om vej. Audrey bliver hurtigt fanget af hans grønne, skinnende øjne. Dagen efter er Harrys hund løbet væk, hvad sker der når Audrey tilfældigvis var ved at køre den ned, og skulle aflevere hunden til dens ejer igen, som hun på dette tidspunkt ikke vidste var Harry? De klikker hurtigt sammen, og dette er kun starten på deres forhold. De forelsker sig hurtigt, og Audrey skal nu vænne sig til at have kamera efter sig hvor end hun går, da det indebager når man er sammen med en kendt. Hvad hvis hun ikke bryder sig om rampelyset? Det at være i fokus, er ikke hende. Vil dette være med til at ødelægge deres forhold?

85Likes
130Kommentarer
19617Visninger
AA

33. Kapitel 32.

Jeg tog et varmt bad ligeså snart jeg trådte ind af døren. Jeg havde brug for at skylle alt det lort væk. Jeg trådte tilfreds ud af badet og tog et håndklæde om mig. Jeg gik ind på mit værelse, satte mig på min seng og tændte for min Mac Book.
Jeg startede med at gå på facebook og opdagede at mine notifikationer var overbombet, ligesom mine beskeder og venneanmodninger. Jeg fik helt ondt i hovedet af bare at se på det. Jeg skyndte mig at logge ud og gå ind på Twitter. Jeg havde aldrig før brugt det, men tænkte at jeg lige ville se om jeg så også havde fået mange followers derinde. Om jeg havde. Jeg havde fået 10.000+. Det var sindssygt. Tænk at bare på en dag kunne folk finde mig alle steder. Jeg tjekkede mine mentions og så at mange folk havde skrevet grimme ting om mig. Selvom jeg vidste at jeg ville blive vred og ked af det læste jeg det alligevel.
"Harry er bedre tjent uden dig"
"Jeg kommer og dræber dig"
"Stylers kommer og smadrer dig mens du mindst venter det!"
Jeg blev meget skræmt af deres beskeder og en tåre landede på min kind. Hvorfor var folk så onde? Hvad havde jeg gjort dem? Jeg kunne ikke mere og lukkede computeren hårdt sammen. Jeg kravlede under min dyne og faldt i søvn med lyset tændt.  
 
Jeg vågnede ved at min telefon lyste og vibrerede. Det var stadig mørkt udenfor, og mit vækeur viste 6.30. Hvem ringede dog på dette tidspunkt? Jeg fik min hånd løftet hen til natbordet og tog telefonen slapt op til øret uden at kigge på displayet.
- Hallo? sagde jeg med en træt og ør stemme.
- Undskyld.
Det var Oliver. Jeg satte mig hurtigt op i sengen og tændte min natlampe som var placeret på mit natbord.
- Oliver? spurgte jeg om selvom jeg godt kunne høre at det var ham.
- Undskyld, Audrey, sagde han igen og jeg rynkede mine bryn.
- Du har ikke noget at sige undskyld for, sagde jeg medfølende.
- Jo, der er
Han lød meget trist og det lød som om han var på randen til at græde. 
- Du kan ikke gøre for de følelser du føler, Oliver.
- Det er ikke det
- Hvad? Nu er jeg helt forvirret, sagde jeg og ventede på svar der kunne besvare alle de spørgsmål der fløj rundt i mit hoved.
- Det var mig, sagde han så og jeg tror han græd en lille smule.
- Hvad var dig? Fortæl nu hvad det er! sagde jeg hårdt, lidt for hårdt for jeg kunne høre at han hulkede meget lavt.
- Det var mig der fortalte hele skolen og pressen at du er hende. Det var mig der sagde hvem du var og hvor du gik i skole henne. Jeg gjorde det fordi jeg var vred. Eller nej… Jeg var jaloux, indrømmede han og han sukkede.
En vrede som jeg aldrig havde følt før brusede frem i mig og jeg havde lyst til at bande af Oliver, men det eneste der kom ud var:
- Hvorfor?
- Jeg ville ødelægge det for dig og Harry, fordi jeg vil have dig, indrømmede han igen og jeg blev endnu mere vred. 
- Undskyld, sagde han igen.
- Jeg kan simpelthen ikke tale med dig ligenu, sagde jeg vredt og lagde på.
Hvad fanden tænker han på? At fortælle pressen hvem jeg er og hvor jeg befinder mig!?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...