She don't like the lights (Harry Styles)

Harry Styles er en verdenskendt solo artist. Audrey Harris er en normal pige, som hjælper i teateret, hvor hun gør rent. En dag kommer Harry tilfældig forbi teateret for at spørge om vej. Audrey bliver hurtigt fanget af hans grønne, skinnende øjne. Dagen efter er Harrys hund løbet væk, hvad sker der når Audrey tilfældigvis var ved at køre den ned, og skulle aflevere hunden til dens ejer igen, som hun på dette tidspunkt ikke vidste var Harry? De klikker hurtigt sammen, og dette er kun starten på deres forhold. De forelsker sig hurtigt, og Audrey skal nu vænne sig til at have kamera efter sig hvor end hun går, da det indebager når man er sammen med en kendt. Hvad hvis hun ikke bryder sig om rampelyset? Det at være i fokus, er ikke hende. Vil dette være med til at ødelægge deres forhold?

85Likes
130Kommentarer
19639Visninger
AA

31. Kapitel 30.

Audrey's synsvinkel
- Tak for idag, Harry. Det var en fornøjelse! sagde Michael til Harry og de krammede farvel.
- Vi ses, sagde Harry og vi forlod lokalet. 
- Har du kedet dig rigtig meget? spurgte Harry om da vi var kommet udenfor. Det var allerede mørkt og jeg havde ingen tidsfornemmelse.
- Nejnej, det var helt fint! sagde jeg og smilede.
- Godt nok.
Jeg skulle til at tage i bilhåndtaget da Harry tog fat i min hånd. Jeg vendte mig om og kiggede undrende på ham.
- Skal vi ikke hjem eller hvad? spurgte jeg undrende om og Harry kiggede alvorligt på mig.
- Audrey?
- Harry? svarede jeg drilsk. Han grinede en smule.
- Jeg tænkte bare…. Hvad foregår der egentlig? Du ved, imellem os? spurgte han så om og jeg kiggede smilende på ham. Præcis det jeg havde tænkt på, men jeg anede det ikke selv. Jeg ville jo gerne være hans kæreste, men hvordan skulle man så lige sige det?
- Ehm.. startede jeg, men jeg vidste simpelthen ikke hvad jeg skulle svare. 
- Er vi…. kærester eller hvad? afbrød han og jeg kunne se at han rødmede en lille smule. Perfekt.
Jeg smilede sødt til ham og kyssede ham blidt på munden.
- Er det et ja? spurgte han så og jeg nikkede. Selvfølgelig var det et ja. Han var lige sådan en dreng jeg havde ledt efter. 
- Jeg kører dig hjem, sagde han og vi satte os ind i bilen og kørte hjem.
 
Det var mandag morgen og jeg skulle hente Oliver. Jeg havde ikke snakket med ham siden han bare var gået da jeg fortalte at jeg stadig så Harry, men nu ville jeg prøve at snakke med ham og finde ud af hvad i al verden der foregik.
Jeg bankede på og han åbnede døren. 
- Hej Oli, sagde jeg og han kiggede ligeglad på mig. Jeg sukkede.
- Prøv at hør, Oliver. Jeg er skide træt af at du altid skal være så pisse sur hver eneste gang vi er sammen. Jeg har ikke set dig smile i flere dage og jeg savner den gamle Oliver. Hvad fanden er der galt?? sagde vredt og han kiggede rasende på mig. Jeg skulle bare ud med det.
- Jeg er forelsket i dig, okay? Er det, det du vil høre? råbte han så tilbage og gik forbi mig og tog sin cykel. Han satte sig op på den og cyklede sin vej. Jeg stod tilbage med åben mund og en hjerne fyldt med forvirrede tanker.
Var Oliver forelsket i mig? Min bedste ven? Jeg havde haft et crush på ham en gang, men så mødte jeg Harry, og alt hvad jeg tænkte om Oliver forsvandt bare.
 
Det hele gav lige pludselig mening. Han havde virket så jaloux når jeg havde snakket om Harry og jeg. Jeg sukkede højlydt og skatede hen til skolen. Hvorfor skulle han også lige blive forelsket i mig? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...