She don't like the lights (Harry Styles)

Harry Styles er en verdenskendt solo artist. Audrey Harris er en normal pige, som hjælper i teateret, hvor hun gør rent. En dag kommer Harry tilfældig forbi teateret for at spørge om vej. Audrey bliver hurtigt fanget af hans grønne, skinnende øjne. Dagen efter er Harrys hund løbet væk, hvad sker der når Audrey tilfældigvis var ved at køre den ned, og skulle aflevere hunden til dens ejer igen, som hun på dette tidspunkt ikke vidste var Harry? De klikker hurtigt sammen, og dette er kun starten på deres forhold. De forelsker sig hurtigt, og Audrey skal nu vænne sig til at have kamera efter sig hvor end hun går, da det indebager når man er sammen med en kendt. Hvad hvis hun ikke bryder sig om rampelyset? Det at være i fokus, er ikke hende. Vil dette være med til at ødelægge deres forhold?

85Likes
130Kommentarer
19612Visninger
AA

26. Kapitel 25.

Harry åbnede bildøren til bagsædet og jeg satte mig ind. To mænd kiggede smilende på mig. Den ene tynd og med skæg og den anden lidt mere buttet og med gråt hår.
- Du må være Audrey, sagde den tynde med skæg.
- Ja, det er mig, svarede jeg og smilede usikkert. Jeg anede ikke hvem det var men gik ud fra det var Simon og Poul som Harry havde fortalt om.
- Jeg hedder Simon og er Harry's manager og det her er Poul, Harry's bodyguard, men han er slet ikke så sur som han ser ud, sagde han grinende og kiggede over på den gråhårede mand, som hed Poul.
- Jeg er endnu mere sur end jeg ser ud, sagde han og kiggede alvorligt på mig. Jeg blev en smule bange et kort øjeblik men han brød så ud i latter.
- Han laver bare sjov med dig, sagde Harry der lige havde sat sig på pladsen ved siden af mig.
- Okay, sagde jeg halvtgrinende. Jeg var lidt nervøs i deres selskab.
- Nå skal vi køre? spurgte Simon og satte bilen i gang.
 
Bilen stoppede op 10 minutter senere. Poul startede med at stige ud og lige da han åbnede døren, kunne jeg høre pigeskrig. De var langt væk kunne jeg høre, men det gippede alligevel i mig. Tænk hvis jeg kvajede mig foran dem, eller hvis de kastede noget efter mig. Kunne de finde på sådan noget? Harry så hvor skræmt jeg så ud.
- Du skal ikke være nervøs. Du går med Simon ind af bagindgangen så I ikke behøver at gå forbi dem, sagde han og smilede betryggende til mig.
Så kunne de i det mindste ikke smide ting på mig. Poul åbnede døren i min side og jeg sted ud. Harry fulgte lige efter. Et kæmpe hegn + vagter skilte os og fansene. De stod omkring 50 meter væk og de kiggede hen mod hovedindgangen, hvor de regnede med at Harry ville komme hen.
- Vi ses derinde, sagde Simon og gik hen til mig.
- Ja, vi ses, svarede Harry tilbage og smilede sødt til mig.
- Vi går hurtigt forbi, Harry. Du har ikke så meget tid, kunne jeg høre Poul sige til Harry mens de gik over mod fansene. Simon og jeg gik ind igennem en bagindgang. Lige inden Simon lukkede døren efter os kunne jeg høre fansene gå amok. De havde nok set Harry nu. 
- Vildt ikke? spurgte Simon og kiggede på mig.
- Meget! sagde jeg og smilede.
Vi gik ned af en lang gang og igennem en masse døre. Jeg havde hurtigt mistet orienteringen, så jeg anede ikke hvor vi var. Simon åbnede en blå dør og et stort rum viste sig. Et kæmpe stort bord med spejl stod op af væggen. Et walk-in-closet var placeret i den ene ende af lokalet og i den anden var der en masse sofaer. En masse mennesker havde placeret sig i de sofaer, mens nogen andre stod over ved garderoben. Jeg ville skyde på at der var omkring 30 mennesker. Jeg havde aldrig set dem før. Kun en af dem kunne jeg kende. Anne. Hun sad ved siden af en mørk, stor mand og de sad og grinede. Alles blikke blev rettet mod os da vi trådte ind. 
- Hej, det her er Audrey. Harry's veninde, sagde han og folk smilede venligt til mig. Det var som om at de alle sammen godt vidste at jeg var den "mystiske blonde pige". Men bortset fra det, så de alle sammen meget imødekommende ud.
- Det her er Harry's crew. Du kan jo lige gå rundt og sige hej, hviskede Simon til mig og jeg kiggede nervøst på ham. Inden jeg nåede med at begynde min goddag-runde kom Anne smilende hen til mig. Hun gav mig et kærligt kram.
- Hej Audrey, det her er Kenny. Han hjælper Simon og Harry med at arrangere hans nye tour, sagde hun og den store mand, som hed Kenny, gav mig hånden.
- Goddag, Audrey. Hyggeligt endelig at møde den "mystiske blonde pige", sagde han og grinede en smule. 
- Lad os gå videre, sagde hun og kiggede undskyldende på mig.
- Han plejer ikke at være sådan, hviskede hun til mig og hentydede til hans direktehed omkring at jeg var den "mystiske blonde pige".
Jeg smilede.
- Det er helt okay. Jeg er jo den "mystiske blonde pige", sagde jeg og grinede. Anne grinede også lidt og hun præsenterede mig for resten.
Efter at jeg var blevet præsenteret til samtlige 30 mennesker så jeg at Harry var kommet ind i rummet. Jeg havde slet ikke lagt mærke til det, fordi jeg var så travlt optaget af at snakke med alle de andre. Harry kiggede på mig og gik så smilende hen til mig.
- Nå, har du fået hilst på dem alle? spurgte han da han stod foran mig. Han smilede charmerende til mig.
- Ja. Din mor præsenterede mig for dem alle, sagde jeg og smilede tilbage.
- Hvordan gik det med fansene? spurgte jeg interesseret.
- Som sædvanlig. Smil, vink og gå, sagde han og jeg grinede.
- Det lyder da ikke så svært, sagde jeg drillende og grinede videre.
- Det er faktisk sværere end det ser ud, sagde Harry, også drillende og grinede med.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...