She don't like the lights (Harry Styles)

Harry Styles er en verdenskendt solo artist. Audrey Harris er en normal pige, som hjælper i teateret, hvor hun gør rent. En dag kommer Harry tilfældig forbi teateret for at spørge om vej. Audrey bliver hurtigt fanget af hans grønne, skinnende øjne. Dagen efter er Harrys hund løbet væk, hvad sker der når Audrey tilfældigvis var ved at køre den ned, og skulle aflevere hunden til dens ejer igen, som hun på dette tidspunkt ikke vidste var Harry? De klikker hurtigt sammen, og dette er kun starten på deres forhold. De forelsker sig hurtigt, og Audrey skal nu vænne sig til at have kamera efter sig hvor end hun går, da det indebager når man er sammen med en kendt. Hvad hvis hun ikke bryder sig om rampelyset? Det at være i fokus, er ikke hende. Vil dette være med til at ødelægge deres forhold?

85Likes
130Kommentarer
19639Visninger
AA

19. Kapitel 18.

Døren til førersædet blev pludselig revet op og Harry skyndte sig at sætte sig ind. Han satte nøglen i og kørte hurtigt afsted. Han kiggede over på mig og begyndte pludselig at grine.
- Du behøver altså ikke at gemme dig mere. Vinduerne er sorte udefra, så de ville alligevel ikke have set dig, sagde han grinende. Jeg følte mig helt dum og satte mig hurtigt op grinende.
- Hvad skete der? spurgte jeg så og vi stoppede med at grine.
- Der var bare pludselig rigtig mange. Poul havde advaret mig, sagde han så lavt at det lød som om han snakkede med sig selv.
- Hvem er Poul? spurgte jeg nysgerrigt.
- Min bodyguard, svarede Harry så. Jeg nikkede og kiggede ud mod vejen. Selvfølgelig havde han en bodyguard.
Vi kørte i stilhed.
- Hvorfor er du egentlig her i Florida? spurgte jeg så og brød stilheden. Harry kiggede over på mig og smilede.
- Jeg købte huset og besluttede mig for at holde lidt fri inden jeg skal indspille min nye cd, sagde han tilfredst.
- Hvad skal din nye cd så hedde? spurgte jeg og prøvede at virke interesseret.
- Midnight Memories, svarede han.
- Fedt, sagde jeg og Harry smilede til mig.
- Jeg skal lige ind og købe noget mælk og noget slik, sagde han så og drejede ind på parkeringspladsen ved supermarkedet.
Harry åbnede handskerummet og fiskede et par sorte solbriller magen til hans egne, frem.
- Her. Tag dem på, sagde han så og gav mig dem i hånden. Jeg kiggede undrende på ham men tog dem så på.
Han åbnede døren og gik ud. Jeg blev siddende i bilen. Harry åbnede døren i min side.
- Skal jeg med? spurgte jeg forvirret.
-Ja, hvis du vil? sagde han så og halvgrinede.
Jeg nikkede. Jeg havde ikke lige regnet med at han ville ses med mig i offentligheden. Men jeg følte mig smigret over at han ville. Harry tog min hånd og hjalp mig ud af bilen. Han slap min hånd og vi gik ind mod supermarkedet.
Ud af øjenkrogen kunne jeg se en mand stå ved en stor sort bil og kigge mistænksomt på os. Han gjorde mig utilpas og jeg rykkede et skridt tættere på Harry. 
Vi fik betalt for mælken og slikket og vi gik ud af butikken. Pludselig stod der 10 mænd omkring os med kæmpe kameraer i deres hænder. Harry tog min hånd og jeg holdte godt fast.
- Dater i?
- Hvem er hun, Harry?
- Er i forelskede?
- Hvad hedder du?
Mændene råbte i munden på hinanden og jeg blev virkelig irriteret på dem. Hvis Harry ikke havde holdt min hånd og beroliget mig på den måde var jeg eksploderet.
Vi gik hånd i hånd hen til bilen mens blitzerne forfulgte os. Harry åbnede døren til mig og jeg satte mig ind. Mændene tog billeder ind i bilen og jeg tog min hånd op foran ansigtet. Harry satte sig ind og kørte afsted. Væk fra de irriterende mænd.
 
Jeg tog solbrillerne af og kiggede på Harry.
- Er det dem der forfølger dig hver eneste dag? spurgte jeg, stadig oprevet efter episoden.
- Jep. Paparazzier, sagde han, helt afslappet. Hvordan kunne han ikke være sur?
- Hvorfor er du ikke sur? spurgte jeg undrende. Harry grinede og kiggede så på mig.
- Jeg er vant til dem, sagde han så og smilede til mig. Jeg rystede på hovedet. Det kunne jeg ikke forstå. Harry så hvor oprevet jeg var og lagde hans hånd på mit lår.
- Det er okay Audrey. Man vænner sig til dem, sagde han beroligende og smilede til mig.
Jeg smilede igen, stadig ikke overbevist.
- Hvorfor siger du ikke stop til dem?
Jeg blev ved. Harry sukkede og kiggede så på mig.
- Det virker ikke. Det er deres job. Sådan er det bare. Det er hvad der sker når man er kendt, sagde han så og kiggede på mig. Jeg kunne se i hans øjne at han bedte om at jeg lod den ligge. For hans skyld spurgte jeg ikke om mere. Vi kørte i stilhed hjem til Harry.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...