She don't like the lights (Harry Styles)

Harry Styles er en verdenskendt solo artist. Audrey Harris er en normal pige, som hjælper i teateret, hvor hun gør rent. En dag kommer Harry tilfældig forbi teateret for at spørge om vej. Audrey bliver hurtigt fanget af hans grønne, skinnende øjne. Dagen efter er Harrys hund løbet væk, hvad sker der når Audrey tilfældigvis var ved at køre den ned, og skulle aflevere hunden til dens ejer igen, som hun på dette tidspunkt ikke vidste var Harry? De klikker hurtigt sammen, og dette er kun starten på deres forhold. De forelsker sig hurtigt, og Audrey skal nu vænne sig til at have kamera efter sig hvor end hun går, da det indebager når man er sammen med en kendt. Hvad hvis hun ikke bryder sig om rampelyset? Det at være i fokus, er ikke hende. Vil dette være med til at ødelægge deres forhold?

85Likes
130Kommentarer
19670Visninger
AA

16. Kapitel 15.

Oliver var på tværs resten af dagen så jeg smuttede hjem tidligt. Han var slet ikke til at holde ud at være sammen med når han var sådan. Gaderne var tomme nu. Jeg tog min hvide iphone som jeg tilfredst havde dekoreret med klistermærker frem og kiggede på det digitale ur. Den viste 21.34. Okay, så havde jeg alligevel været hos Oliver i et stykke tid. Jeg trak på skuldrene og fortsatte ned af den tomme vej. Solen var på vej ned og det fik lygtepælene til at kaste skygger. Jeg skuttede mig da et vindpust passerede. 
Jeg tog mine høretelefoner i ørerne og startede musikken på min iphone. En sang med Greenday begyndte. Jeg tog hætten på min trøje over hovedet da det var ved at blive småkoldt. Da der jo kun var 3 huse imellem Oliver og jeg besluttede jeg mig for at gå en omvej. Jeg kunne ikke lige overskue mine glade forældre lige nu. Jeg drejede væk fra vejen og ned mod havnen. 
Jo tættere på havnen jeg kom jo mere kunne jeg høre skrigene fra de sultne måger. Solen stod lavt på himlen og havet dækkede halvdelen af den. Jeg traskede ned på stranden og satte mig langsomt ned i sandet. Solen fik himlen til at være helt lyserød. Det var virkelig smukt.
Pludselig kunne jeg mærke en hånd på min skulder. Jeg vendte mig forskrækket om. I ren forskrækkelse rev jeg mine høretelefoner ud. Et par brune øjne stirrede på mig. Et par brune hundeøjne. Hailey. Og ved siden af. Harry. Selvfølgelig. Jeg smilede til dem.
- Gud hej, sagde jeg og virkede overrasket.
- Hej.
Stilhed. Ingen sagde noget.
- Ville det være okay hvis jeg satte mig? spurgte Harry så lige pludselig og jeg nikkede. Harry satte sig tæt op af mig så jeg kunne mærke varmen fra hans arm. 
Stilhed igen. Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige.
- Det er smukt, sagde Harry så og afbrød stilheden.
- Meget
Hele situationen var bare akavet. Pludselig kunne jeg mærke en hånd langsomt tage fat i min. Jeg kiggede ned og så Harry's hånd ligge i min.
Jeg følte med et noget tryghed som jeg ikke havde følt før, men jeg følte også ubehag. At have en dreng i hånden var ikke noget jeg havde prøvet før, og specielt ikke med verdens mest kendte stjerne. 
- Hvad har vi egentlig gang i? spurgte jeg så og tog min hånd til mig. Ikke for at være ondskabsfuld, men jeg blev nødt til at have nogle ting på plads først.
- Hvad mener du?
Harry kiggede forvirret på mig.
- Du ved. Dine blikke. Din hånd i min. At vi har hængt ud en masse her på det seneste.
Harry sukkede og kiggede ud mod solen som næsten var væk nu.
- Jeg ved det ikke, sagde han så.
Han ved det ikke? 
- Du gør bare et eller andet ved mig, sagde han så og kiggede på mig.
Jeg rødmede og kiggede ned i jorden. Og jeg som troede at det var mig der gjorde noget ved ham. Jeg anede ikke hvad jeg skulle svare. Solen var nu helt væk og det var næsten helt mørkt.
- Jeg må hellere tage hjem, sagde jeg så endelig og rejste mig op. Det var det eneste jeg kunne komme på. Kikset jeg var. Harry nikkede og rejste sig også op.
- Skal jeg ikke følge dig hjem? spurgte Harry så og smilede svagt til mig.
- Nej, det er okay. Ellers tak, svarede jeg. Jeg havde brug for at tænke. For mig selv.
Jeg begyndte at gå væk da Harry pludselig råbte noget.
- Vi ses i morgen! råbte han og vinkede til mig. Jeg grinede for mig selv og vinkede tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...