She don't like the lights (Harry Styles)

Harry Styles er en verdenskendt solo artist. Audrey Harris er en normal pige, som hjælper i teateret, hvor hun gør rent. En dag kommer Harry tilfældig forbi teateret for at spørge om vej. Audrey bliver hurtigt fanget af hans grønne, skinnende øjne. Dagen efter er Harrys hund løbet væk, hvad sker der når Audrey tilfældigvis var ved at køre den ned, og skulle aflevere hunden til dens ejer igen, som hun på dette tidspunkt ikke vidste var Harry? De klikker hurtigt sammen, og dette er kun starten på deres forhold. De forelsker sig hurtigt, og Audrey skal nu vænne sig til at have kamera efter sig hvor end hun går, da det indebager når man er sammen med en kendt. Hvad hvis hun ikke bryder sig om rampelyset? Det at være i fokus, er ikke hende. Vil dette være med til at ødelægge deres forhold?

85Likes
130Kommentarer
19648Visninger
AA

14. Kapitel 13.

Jeg satte mig op og fik øje på en sorthåret dame. Hun kiggede smilende på os.
- Mor? sagde Harry så og rejste sig op. Jeg kunne ane en lille rødmen i hans kinder, ligesom i mine. Hans mor? Fuck hvor pinligt. Jeg rejste mig også op og børstede det værste skidt af mig efter jeg havde ligget på jorden. Jeg smilede sødt til (åbenbart) hans mor. 
- Og hvem er så din veninde? spurgte Harry's mor og hentydede til mig.
- Åh ja, det her er Audrey, sagde Harry og præsenterede mig. Jeg smilede og mumlede et lille "hej". 
- Hej Audrey. Hyggeligt at møde dig. Jeg hedder Anne og jeg er Harry's mor, sagde hun smilende og kiggede så på Harry.
- Jeg kom bare for at hente de der ting fra loftet, sagde hun og Harry nikkede for at bekræfte at han godt vidste hvad hun snakkede om. 
- Kan jeg evt. komme over med det senere? sagde han så og Anne nikkede.
- Ja selvfølgelig. Du har jo også gæster. Vi ses måske igen Audrey. Hej, hej.
Hun forsvandt ind i huset.
Harry vendte sig om mod mig igen og kiggede lumsk på mig.
- Nå, hvor kom vi fra?
Han løb over til mig og begyndte at kilde mig igen. Han stoppede pludselig og kiggede mig så dybt i øjnene.
- Din mor er sød, sagde jeg så lige pludselig. Harry grinte lidt af mig.
- Ja, hun er dejlig, sagde han så og grinede lidt mere. Jeg smilede af ham. Hvorfor var han så forfærdelig sød? Og så forbandet flot?
Han begyndte pludselig at smile helt vildt.
- Hvad er der? spurgte jeg undrende.
- Dine øjne. De er virkelig smukke.
Jeg smilede et smil så stort at det næsten ikke kunne blive større. Jeg rødmede en smule og lagde mit hoved på hans skulder fordi jeg blev genert.
- Du behøver ikke blive genert. Det er bare mig, sagde han så og jeg kiggede op i hans øjne.
Bare ham? Hvordan skulle jeg fortolke det? Jeg begyndte at blive en smule nervøs af at han stod så tæt på mig. Tænk hvis jeg kom i trance lige pludselig. Jeg brød vores øjenkontakt og løb over mod basketbolden. Jeg tog den op i mine hænder og skød mod målet. Jeg ramte lige ned i kurven og jeg vendte mig smilende om mod Harry.
- Skal vi tage en kamp til? spurgte jeg så og Harry nikkede smilende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...