She don't like the lights (Harry Styles)

Harry Styles er en verdenskendt solo artist. Audrey Harris er en normal pige, som hjælper i teateret, hvor hun gør rent. En dag kommer Harry tilfældig forbi teateret for at spørge om vej. Audrey bliver hurtigt fanget af hans grønne, skinnende øjne. Dagen efter er Harrys hund løbet væk, hvad sker der når Audrey tilfældigvis var ved at køre den ned, og skulle aflevere hunden til dens ejer igen, som hun på dette tidspunkt ikke vidste var Harry? De klikker hurtigt sammen, og dette er kun starten på deres forhold. De forelsker sig hurtigt, og Audrey skal nu vænne sig til at have kamera efter sig hvor end hun går, da det indebager når man er sammen med en kendt. Hvad hvis hun ikke bryder sig om rampelyset? Det at være i fokus, er ikke hende. Vil dette være med til at ødelægge deres forhold?

86Likes
130Kommentarer
19597Visninger
AA

11. Kapitel 10.

- Du er i avisen.
Oliver smed ugebladet foran mig. Jeg kiggede undrende på ham og så ned på avisen. Overskriften sagde: Styles har haft besøg af mystisk blond pige, læs mere på side 2
Et sug udviklede sig i min mavesæk. Åh nej. Jeg skyndte mig panisk at åbne avisen op på side 2. Et stort billede af mig inde i min røde mercedes dukkede op. Jeg måbede.
- Nå Audrey. Hvad lavede du igår? spurgte Oliver og satte sig på kanten af min seng. 
Jeg kiggede måbende på ham.
- Jeg var jo bare inde for at aflevere hans hund.
Da jeg sagde det følte jeg lidt at jeg løj overfor Oliver. Jeg havde jo ikke kun afleveret hans hund. Vi havde sludret hele dagen, og jeg havde faktisk nydt hans selskab.
- og hvad mere? spurgte Oliver og kiggede afventende på mig. Jeg prøvede virkelig at skjule mine røde kinder men Oliver så det og han brød ud i latter. Jeg tog den nærmeste pude og kastede den grinende i hovedet på ham. 
- Hvad lavede i ellers?
Han kunne altid læse mig som en åben bog og det irriterede mig for vildt.
- Vi snakkede bare, okay? Ikke andet, sagde jeg og rejste mig fra sengen.
Oliver kiggede nysgerrigt på mig.
- Ikke andet? spurgte han med et smil om munden.
- Stop nu bare, Oliver.
Han grinede af mit surmulende ansigt. 
- Faktisk aftalte vi at mødes igen, sagde jeg uden at kunne skjule min glæde.
Oliver smilede. 
- Fik du hans nummer? spurgte han så og kiggede ned i gulvet.
- Næh…
Det gjorde jeg faktisk ikke. Hvordan havde jeg tænkt at jeg skulle kunne få fat på ham? 
- Måske skulle jeg også bare droppe det, sukkede jeg og satte mig ved siden af Oliver på kanten af min seng.
- Måske er det bare bedst sådan, sagde Oliver med en smule medlidenhed i stemmen.
- Tja, du har nok ret. Han er jo også kendt. Hvad tænkte jeg overhovedet på? spurgte jeg mig selv.
Oliver grinede af mig.
- Vil du med på McDonalds? spurgte Oliver så, helt spontant.
- Det ved du jeg vil, sagde jeg grinende og vi rejste os fra sengen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...