She don't like the lights (Harry Styles)

Harry Styles er en verdenskendt solo artist. Audrey Harris er en normal pige, som hjælper i teateret, hvor hun gør rent. En dag kommer Harry tilfældig forbi teateret for at spørge om vej. Audrey bliver hurtigt fanget af hans grønne, skinnende øjne. Dagen efter er Harrys hund løbet væk, hvad sker der når Audrey tilfældigvis var ved at køre den ned, og skulle aflevere hunden til dens ejer igen, som hun på dette tidspunkt ikke vidste var Harry? De klikker hurtigt sammen, og dette er kun starten på deres forhold. De forelsker sig hurtigt, og Audrey skal nu vænne sig til at have kamera efter sig hvor end hun går, da det indebager når man er sammen med en kendt. Hvad hvis hun ikke bryder sig om rampelyset? Det at være i fokus, er ikke hende. Vil dette være med til at ødelægge deres forhold?

86Likes
130Kommentarer
19587Visninger
AA

88. Epilog - Kapitel 87.

To mennesker. De så unge ud. Meget yngre end os i hvert fald. De sad hvor vi havde siddet. Hvor vi havde delt vores kys og latter. De smilede og kyssede hinanden intenst. De kiggede på solnedgangen og det fik mig til at tænke på hende. På hende jeg havde delt mit liv med. Hende jeg havde været alt igennem med. Hende der havde givet mig mine to skønne børn som senere havde givet mig fem dejlige børnebørn. Hende der havde accepteret mig selvom jeg var den jeg var. 
Jeg tænkte tilbage på første gang vi mødtes. Hvor smuk hun var. Hvor meget jeg havde lyst til at se hende igen og hvor mange gange jeg sagde til mig selv at hun ikke kunne lide mig. Selvom hun havde sagt flere gange at hun ikke forstod hvorfor jeg havde valgt hende tænkte jeg præcist det samme om mig. Hvorfor lige mig? En så smuk pige havde da fortjent bedre? Men som årene gik overbeviste hun mig om at hun var den eneste ene. Vi var ikke perfekte. Ikke nogen af os. Hverken mig eller hende, men vi var perfekte sammen og det var det der betød noget. 
Siden vi var unge havde vi aftalt at vi ville blive gamle sammen. At vi ville blive gift og få børn. Vi blev gift. Vi fik børn. Vi blev ikke gamle sammen. At den ulykke den dag skulle ødelægge mit liv var jeg ikke klar over. At hun blev taget fra mig den dag, forstod jeg stadig ikke. Hun var i mine tanker hver dag.
Ved tanken om hende fældede jeg en tåre. Solen spejlede sig i havet og jeg tog en dyb indånding af den lune luft. Jeg kiggede op mod himlen og smilede så. 
- Jeg vil altid elske dig, Audrey, hviskede jeg op imod himlen. En brise ramte mig og jeg følte at hun var ved min side. At hun rørte ved mit hår den måde som hun plejede.
Jeg kiggede en sidste gang på de to unge mennesker. Så meget kærlighed. Jeg smilede for mig selv og endnu en tåre landte på min kind.
Jeg begyndte at gå op imod vejen imens solen langsomt forsvandt i vandet. 
__________________________________________________________________
Sidste kapitel i den her historie. Vil I ikke være nogle engle at skrive hvad I har synes om historien og om i er tilfredse med slutningen? Jeg synes det skulle være noget der rundede den af, men som samtidig lod jeres hjerne til at tænke videre over det. Hvad synes i?
Og tusind millioner gange tak for at I har læst med. I er fantastiske! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...