my sister's death

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 apr. 2014
  • Opdateret: 29 apr. 2014
  • Status: Igang
den handler om en pige der vil kæmpe for det hun tror mest på for at for retfærdighed hendes største ønske er at få hendes søster tilbage eller idet mindste sørger for at hun aldrig vil blive glemt af nogle som helst

2Likes
0Kommentarer
169Visninger
AA

3. Sandheden der dræbte

Hun stod op af muren i den øde gyde, da hun høre en stemme "Anastasia hvad er det du laver her? det er altså for koldt til at være ude" hun vender sig om med et sæt og ser den lille vendkendte pige men hvad lavede hun her det var for farligt og så lige på denne tid af døgnet men uden videre siger hun "Isabell hvad laver du dog her? du... øh.... du må skynde dig hjem og... øm... jeg ringer til Justin så kan han komme og hente dig" hendes øjne begyndte at flimre på en mærkelig måde og hendes vejrtrækning skiftede pludselig hun tog sin mobil og vender sig med et ryk om mod muren igen knytter den en næve bider tænderene hårdt sammen og prøver at skrive en sms da Isabell pludselig igen siger noget "men jeg vil ikke hjem jeg vil blive her hos dig" "Nej! du må hjem jeg er bange for at jeg kommer til at såre dig" siger hun bekømret og meget bestemt men der er noget ved hendes stemme der havde ændret sig hun var ikke blid og sød længer hun var hård og mente hvert et ord 100% hun vender sig om mod den lille pige men det var ikke kun hendes stemme der havde ændret sig hendes ellers mukke lyseblå øjne havde fået sådan et mærkeligt skær hun ville til at sende sms´en til Justin da Isabell tog mobilen ud af hånden på hende "Anastasia jeg ved at du aldrig ville såre mig på nogen måder men jeg kan se det er vigtigt for at jeg kommer væk så jeg sender beskeden for dig" og med de ord trykkede hun på send knappen. Anastasia lukker sine øjne et par minutter men bliver afbrudt af nogle skridt hun åbner øjne med et sæt men nu var alt anderledes hendes øjne var næsten røde nogle af hendes tænder var blevet skarpe på sådan en mærkelig måde hun vender blikket mod lyden af skridt det var Justin han ville til at stoppe hende i det hun ville til at sige men nåede det ikke før hun var i gang "Isabell det var ikke meningen du skulle se mig på denne her måde men" længer nåede hun ikke før Isabell afbrød hende med et stort kram den lille pige knugede sig ind til hende mens hun visker i Anastasia's øre ''det er ok jeg ved at du aldrig ville gøre mig noget og det er faktisk temmelig sejt'' hun knuger den lille pige endnu mere ind til sig og svare ''du har ret jeg vil aldrig såre dig eller gøre dig fortræd'' hun tager den lille pige ud fra sig og spørger hende ''synes du virkelig det er sejt at jeg er sådan her?'' Isabell nikker så tager hun den lille pige op i sin favn og går hen til Justin han lægger armen om hendes skulder de går stille og roligt hen til enden, men idet de træder ud af gyden høre de en stemme sige ''se hvem vi har her, er det ikke lille uskyldige Anastasia.. og prøv og se hvad hun har med til os, vores aftens mad'' der træder en dreng frem nok omtrent Anastasia's alder med de samme træk men hans øjne var onde og dræbende, han havde et lumsk smil på hans læber og et død indbringende grin det blonde hår der faldt ned i panden som eller fik ham til at virke så charmerende, havde nu er grusom effekt. Anastasia så på ham med kolde øjne som om hun ikke kendte ham og svarede i et håne tonefald '' og se hvem vi har her, Stefan hyggeligt at se dig igen, hvor har du dog været? måtte du ikke komme ud var'' der gled et smil over hende's læber lagde hovedet lidt på skrå og krydsede armene før hun forsatte ''når ja det er jo også rigtigt, du kunne jo ikke vel, for din lille ring var jo i stykker ikke og hvem var det nu der ødelagde den var, ja hvem var skyld i det, vis du ikke kan huske det. Så TABTE du til arr hvem var det nu når ja MIG. En ting til vi du så meget som røre Isabell lader jeg dig ikke overleve denne gang'' det sidste var ikke i det håne tonefald hun havde brugt før hun mente det for alvor. Der var tavshed kun vinden tude da Stefan pludselig afbrød den ''Når hvordan kan det være man pludselig er så kæphøj du mørkets jæger'' det ord slog ned i hende og hendes øjne blev som lyn hun kaster sig mod ham Justin tager Isabell til sig Stefan er væltet han lægger på ryggen med Anastasia oven på sig kampen er løs det ene slag efter det andet der vises ingen nåde der løber tårer langs Isabells kinder hun ønsker ikke at se sin søster slås på denne måde hvor det gælder liv eller død endelig Stefan stå mod muren med Anastasias hånd mod hans hals ''få Isabelle væk herfra nu!'' hendes stemme er fast ikke et sekund fjerne hun sine øjne fra Stefan, Justin prøver at få den lille pige med sig men hendes skrig lydes ''NEJ, JEG VIL IKKE, LAD MIG BLIVE, ELLER JEG BIDER DIG'' tårer løber langs hendes kinder mens hun kæmper hårdt imod Justins greb ''Isabell gå NU!'' hun lød snarer vred end bestemt nu ''NEJ, JEG VIL IKKE!'' heler ikke Isabell ville give sig Anastasias øjne var stadig låst i Stefans, hun strammer langsomt sit greb om hans blege hals han kæmper for at slippe hendes greb men uden held da stemmer lyder bag dem ''der er de jeg sagde jo der var vampyrer her'' i et kort sekund mister Anastasia koncentrationen og Stefan er væk kun hun står nu tilbage med folkene der er dukket op hendes øjne er fyldt af skræk før nogle når at reagere kaster en person en pind gennem luften den rammer Anastasia i maven hendes skrig lyder og hun falder mod jorden nu lydes Isabells skrig også hun vrider sig fri og løber mod sin søster der lægger på jorden hun falder på knæ synet at hendes søster der lægger for døden for øjne af hende, vrede vokser i hendes lille krop hun vender sig mod folkene ''hvad tror i lige i har gang i. I har lige dræbt min søster jeg vil aldrig tilgive jer i sjæle løse mennesker i har taget hende fra mig det her vil i fortryde jeg vil huske jer på det her resten af jeres ynkelige liv hvordan at i dræbte en uskyldig pige!'' folk ser forundret og forvirret på den lille pige, igen falder hun på knæ for sin søster ''jeg vil aldrig glemme sig søs jeg skal nok hævne dig de lover jeg'' hendes tårer løber langs hendes kinder ''nej, Isabell ikke hævn, ære, ære er bedre en hævn jeg vil heller aldrig glemme dig'' Isabell lægger sit hoved på sin døende søsters bryst Anastasia kysser hende blødt i håret hvor efter hendes øjne glider i hendes hemmelighed dræbte hende for øjnene af sin søster stiheden sænker sig alle står uden at sige en lyd hun Isabells gråd høres ''hvordan kan du elske en skabning som hende?'' en stemme bryder stilheden Isabells røde øjne rets som et lyn mod flokken af mennesker ''fordi hun var min søster!'' hendes skrig forbavser dem vrede kan ses i hendes øjne men ikke kun vrede også had ''men hun var jo en af dem en mørkets jægere en dræber'' dette for Isabell til at springe op godt nok er hun kun 6 år gammel men det spiller ingen rolle lige nu ''hvis du nogensinde kalder min søster for det igen skal jeg sører for at du aldrig mere vil se dagens lys hun hadede at blive kaldt det hun var ikke en dræber og bestemt IKKE EN MØRKETS JÆGERE hun var min søster hun ville aldrig gøre nogen noget som helst er det forstået'' vrede blusser op i hendes øjne de er som lyn der slår ned i et træ og dens krone står i flammer 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...