Forladt

Denne historie er en stil jeg skrev tilbage i 8. klasse. Det der står skrevet i kursiv er flashbacks.

1Likes
0Kommentarer
73Visninger

1. Hele historien

Forladt

 

Hun indåndede den kolde morgenluft, da hun gik langs strandkanten. Endelig havde hun en følelse af frihed. Hun så op, og hendes blik skuede langsomt over himlens spejlbillede i havet. Det mindede hende om hendes tid som barnepigen på den store gård, dengang hun var yngre. En tid som hun aldrig ville glemme. Hun plejede at gå langs præcis den samme strandkant som i dette øjeblik. Hendes tanker blev pludseligt afbrudt. Hvis man kiggede godt efter, ville man kunne se angsten i hendes øjne, da hun så dukken nede i sandet. Men hun var god til at holde det skjult. Måske på grund af de mange års træning med mørke hemmeligheder, der ikke måtte slippe ud. Men dukken talte for sig selv.

 

Det er en mørk sommernat. Den unge barnepige lister med forsigtige skridt rundt i huset. Forældrene er ikke hjemme, og de to børn sover fredfyldt i deres senge. Gulvet knirker, og den nymalede lugt fra væggene beroliger barnepigen. På nuværende tidspunkt ved hun ikke engang selv, hvad hun snart vil gøre. Hun går op ad trappen, og den føles meget længere end normalt. Hun kan høre stemmer i sit hoved. Skiftevis høre hun ordende: ’’Gør det’’ og ’’Lad være’’. Hun er ikke sikker endnu.  

 

Hun kom til sig selv igen. En tåre trillede ned af hendes kind. Hun huskede ikke meget fra den nat, men stadig føltes det, som om det var i går. Det var dukken, der fik hende til at huske. Huske de forfærdelige minutter. Selvom det var 37 år siden, stivnede hun, hver gang hun tænkte på det. 

Hun fortsatte ned af stranden, men hverken dukken eller den lille pige ville forlade hendes tanker. Himlen var blevet mørkegrå, og det så ud til, at et uvejr var på vej.            

 

 

 

Det var som om, at den lille piges skrig gav genlyd i skyerne, men hun vidste godt, at det var noget hun forestillede sig, selvom det lød så ægte. Som om den lille pige stadig var der. Måske skulle hun vende tilbage til dukken. Eller måske var det bedst at lade være. Hun kiggede op på den store gård. Hun boede der nu. Hun kom til at undre sig over hvorfor. Hvordan hun egentlig kunne bo der, efter alt hvad der var sket.

 

Den lille gårdejerdatter skriger og græder, prøver forgæves at komme fri fra barnepigens klør. Regnen pisker ned, og panikken kommer til syne i den unge piges ansigt. Hvad fik hende til at gøre det? Havde hun virkelig tænkt sig at fuldføre det? Hvem ville kunne få sig selv til at tage en lille piges fremtid på den måde?

 

Hun begyndte at tænke på, hvad der mon var sket med broderen. Hun vidste, at moderen og faderen havde været i en bilulykke et par år efter. Han manglede nok sin søster, og måske også sin barnepige. Hun var rejst samme nat, som det skete. Hvad skulle hun også blive der for? Hun ville aldrig kunne kigge familien i øjnene igen. Og dog. Selvom hun næsten kunne blive bange for sig selv, når hun tænkte tilbage på det, så fortrød hun det aldrig. Hun stod ved sin handling, og hvis nogen nogensinde havde  spurgt om hun havde gjort det, så ville hun stå ved det. Men hvem ville mistænke hende, der altid havde leget med og passet på børnene? Hende der altid læste en historie inden sengetid og altid hjalp til? Hvem ville dog mistænkte den søde barnepige? Hun begyndte at gå tilbage til den store gård. Hun boede der alene. Og hun fik heller aldrig besøg. Efter den nat havde hun rejst rundt i hele landet. Hun blev aldrig mere end et par uger samme sted, så hvem skulle også komme og besøge hende? Hun trådte ind ad døren, og kiggede på uret og gik videre ind i stuen, og satte sig i sofaen. Hun sad og kiggede på tapetet. Det var præcis det samme som dengang. Det var en mørk lilla farve med et sort blomstret mønster. Hendes tanker var skiftevis på tapetet og på pigen. Hun gik ud af stuen og hen til foden af trappen. Med den lille pige i tankerne kom alle minderne fra den nat tilbage.

 

Køkkenkniven  hænger i hendes bælte og stikker hende en anelse i baglåret. Barnepigen løber med den grædende pige i armene. Over gårdspladsen, gennem baghaven, ned over klitterne. Hun har dukken i armene, og hvis man kigger godt efter, er der en vis lighed mellem den lille pige og dukken. Det blonde hår, den hvide natdragt. Adrenalinen pumper rundt i barnepigens krop. Hun kan ikke kende sig selv længere. Hvem er denne person?

 

Hun kunne ikke holde ud at gå ovenpå. Hun havde ikke været der siden den nat, selvom hun havde boet på gården i snart 20 år. Men noget fangede stadig hendes interesse, efter minderne om pigen var dukket op igen. Klædeskabet. Hun havde altid ført dagbog, og den havde altid haft sin plads der.

 

’’Jeg har fundet din bog’’. Den lille pige står i døren overfor barnepigen. Hendes ansigt stivner. De kigger på hinanden i lang tid, da den lille pige pludseligt udbryder et lille fnis og løber ned af trapperne. Barnepigen løber direkte ind på sit værelse og kigger på den øverste hylde i klædeskabet. Og ganske rigtigt. Hendes dagbog er væk. Først får hun en følelse om skam og derefter en voldsom vrede. Hun kan høre den lille pige fnise igen. ’’Det bliver min mor ikke glad for at høre’’, griner hun.

 

Hun stod og stirrede på skabet. Det var et flot mørkebrunt skab, i ægte mahogni. Den første tanke hun fik var dagbogen. Om den mon stadig lå der. På en måde havde en egentlig heller ikke lyst til at vide det, men på den anden side var hun alt for nysgerrig til at lade være. Ikke fordi hun ikke kan huske hvad hun skrev, men fordi hun vil bekræfte, at det var det rigtige at gøre mod den lille pige. Hun tog et par skridt mod det store skab.

Gulvet knirkede præcis på samme måde som dengang. Hun førte hånden op mod øverste hylde. Hendes hånd kørte langsomt over hyldens flade, da den ramte noget. Der lå ikke andet på hylden en bogen, og hendes øjne blussede op af spænding. Hun tog fat om den og tog den med sig ned i stuen.

Det var en smuk bog i en mørk rød farve og på bogens omslag var der plads til at skrive, hvem den tilhørte. Men feltet var tomt. Hun slog op midt i bogen og begyndte at læse. Hun kunne hurtigt fornemme, at det var det kapitel, hun havde skrevet om hendes tiltrækning af gårdejeren. Pigens far.

 

’’Slip mig fri!’’. Den lille pige sparkede og skreg, da vi endelig nåede strandens bred. Dukken fløj ud af hendes hænder. Hun græd, og det samme gjorde barnepigen, hvis hånd klemte hårdt om kniven.  Den lille piges fortvivlede øjne blev mørke, og hendes hud blev bleg. Hun var død. Barnepigen stod med hendes livløse krop, og lod kniven falde til jorden. Hun græd ikke længere. Hun gav sig derimod til at grave i sandet. Hun gravede i flere timer indtil hullet var stort nok til den lille piges krop. Og ovenpå lagde hun dukken.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...