5 shades of madness

Vi møder Jadelyn, som er blevet placeret på en psykiatrisk afdeling i London, da hun lider af Bipolar, og hun er til fare for sig selv. På afdelingen møder hun Skizofrene Niall Horan, Harry med den 6. sans, Louis med Borderline, Zayn "The fuck up" og terapeuten Liam. Da Jadelyn ikke kan komme ud af det med andre piger, bliver hun placeret på samme gang som drengene og lærer hurtigt, at det ikke er lige til, at forsøge sig på et normalt liv. LÆSES PÅ EGET ANSVAR!!!!!

7Likes
1Kommentarer
343Visninger
AA

2. I wanna stay with Robbie

Jadelyn Scott 

Mens jeg sidder på bagsædet i Robbies Audi Stationcar, går noget op for mig. Jeg aner ikke engang hvor vi er på vej hen. Jeg ser op i bakspejlet og får kort øjenkontakt med Robbie, som blinker beroligende. Det er noglegange som om, han bare læser mine tanker. Jeg ser igen ud af ruden og skimter alle træerne med øjnene, mens vi kører 110 km/t igennem skoven. Robbies korte mørke hår flagrer, da han ruller sit vindue lidt ned. Han ser stadig ligeud, ud af forruden, mens han finder en pakke smøger frem, og utrolig elegant med to fingre, får en enkel cigaret ud af pakken. Jeg ved godt hvad han har tænkt sig. Han havde ellers lovet mig, at han ville stoppe for længst. Han er også trappet en smule ned, jeg ser ham ikke så tit ryge mere. Han sætter svagt farten ned og tager smøgen i munden, hvorefter han går i pakken igen med sine fingre og fisker endnu en op.

"Jeg tænkte, at du også lystede," han skæve smil og hæse stemme, får mig svagt til at trække på mundvigen, hvorefter jeg tager imod smøgen, og lighteren, efter han selv har brugt den. Jeg ruller mit eget vindue ned og skubber solbrillerne, der var i mit hår, ned over øjnene. Intet er kompliceret med Robbie. Selvom han godt nok var min tilsynsfører, viser det sig, at han faktisk er en utrolig cool fyr. Vi er begge stille af person, og det er ikke noget drama ved nogen af os. Det eneste jeg missunder ved ham, er hans selvtillid. Han kan noget med det der smil, som ingen andre vil kunne komme i nærheden af. Jeg burde måske spørge ham, hvor vi skal hen. Hvorfor vi har pakket alle mine ting, men jeg har ikke lyst. Jeg ved det er noget, jeg alligevel ikke vil høre. Jeg tager et sug og inhalerer svagt, hvorefter jeg lader røgen stille puste ud af næsen.

"Vil du slet ikke vide, hvad du skal?" Robbies blå øjne bliver svagt mørke, da han ser op i bakspejlet og vi igen får øjenkontakt. Jeg puster endnu en gang ud, denne gang med munden.

"Nej," brummer jeg svagt og smider så smøgen ud af ruden. Jeg er ligeglad. Jeg skal bare ikke skilles fra Robbie. Han sukker opgivende. Jeg er ikke den nysgerrige type, ligesom han sommetider kan være, og jeg tror det irriterer ham. Vi kommer ud af skoven og jeg ruller den tunede rude op. Han skruer op for radioen, hvor de spiller en sang, jeg ikke kan genkende. Den må være ny.

 

"Du skal bo her det næste lange stykke tid. Det skulle være det bedste sted i hele landet." Robbie stopper bilen foran et kæmpe stort hus, der ligner et eller anden fra MTV’s serie, hvor de der rige mennesker, viser rundt i deres hus. Jeg hader det show. Vi stiger begge ud af bilen, hvor vi så begge bevæger os op på køleren på hans Audi.

"Vi skal stadig ses, ikke?" Mine øjne er store, da vi sidder der på køleren og nyder vores sidste smøg sammen. Hans skæve charmerende vækker noget inden i mig, da han lægger armen om mine skuldre og trækker mig indtil ham. Jeg mærker så hvordan hans smil forsvinder og stemningen ændres. Det her vil jeg slet ikke vide. Men jeg er ikke ligeglad med Robbie… hans lydløse opgivende suk, siger det hele og jeg bevæger mig besværligt ud af hans greb. Han ser uforstående på mig, da jeg hopper ned fra køleren og ind i den mørkeblå Audi, hvor jeg sad før, smækker døren i efter mig og på med sikkerhedsselen. Jeg giver ikke slip på det eneste menneske, jeg kan tale med. Jeg kan bruge til noget. Det gør jeg bare ikke! Der er også en anden ting, vi begge har tilfælles. Både Robbie og jeg er utrolig stædige.

 

"Jadelyn, det der kan du ikke byde mig."

"Hold kæft, jeg går ikke derind,"

"Jadelyn, det her er jo det perfekte for dig! Du aner ikke hvor mange, der ville dræbe, for at komme derind."

"Det er lige præcis dét du skal gøre, for at jeg kommer derind. Jeg gør det ikke!"  Han smadrer bagdøren op og får åbnet min sikkerhedssele, mens jeg skriger i protest. Han løfter mig op over hans skulder og jeg sparker og spræller alt det jeg kan, bare for at få ham til at sætte mig ned. Hvorfor skal han også være så utrolig stor og muskuløs? Argh. Da vi kommer hen til døren, sætter han mig ned. Ha, så nemt skal han slet ikke tro, at det her bliver. Han ringer på dørklokken og lige i det, den er færdig med ringe, er jeg allerede løbet ned af de store trapper, tilbage mod bilen. Dét her kan jeg ikke byde ham, det ved jeg godt, men jeg skal ikke skilles fra det eneste menneske, jeg rent faktisk holder af. Og jeg har jo ikke gjort noget dumt, fornyligt.

"JADELYN!" Han råber efter mig, mens han også sætter i løb mod bilen. Jeg vender mig om og stopper så op på den ene side af bilen, mens han står på den anden. Jeg har hele dagen, han kommer bare an. Jeg får min vilje i den her, det er helt sikkert.

 

***

"Du aner ikke hvor glade vi er for at se dig her, Jadelyn. Vi lover dig, at du nok skal få det godt hos os," siger damen med de ekstremt store bryster, som jeg sidder overfor i et lille lokale, hvor der kun er hendes skrivebord og stole på den anden side, hvor der så er en masse beroligende billeder og en lille reol med hendes egne private ting på. Robbie sidder og holder stadig min hånd, ved siden af mig. Han ved at hvis han slipper, så er jeg løbet. Han kender mig for godt. Hvor irriterende. Jeg gider ikke være her, og det ved Robbie udmærket godt. Jeg synes det er tarveligt, at han slet ikke tænker over, hvordan jeg har det. Selvom det jo er ”for mit eget bedste”. Han trykker svagt min hånd, for han vil åbenbart gerne have, at jeg svarer.

"Du aner ikke hvor meget jeg har lyst til at smutte lige nu." Brummer jeg med et skævt smil og hovedet på skrå. Det her skal slet ikke gå nemt for sig. "Av!" Robbie klemmer min hånd utrolig hårdt. Det var tydeligvis forkert svaret i hans hoved. Ud af øjenkrogen, kan jeg se hvordan hans bølgede hår stritter en smule, efter at have båret sådan på mig. Jeg kan ikke lade vær med at smile svagt ved tanken om vores lille fangeleg ude ved hans Audi. Selvom jeg ikke er typen, der bare sådan giver op, så må jeg indse, at der ikke er andre steder, jeg kan være. Jeg har rykket rundt sammen med Robbie i et halvt år, selvom det er mod reglerne.

"Så snart du møder nogle af de andre, skal det nok gå nemt for sig." Forsikre damen mig og jeg nikker modvilligt med et lille smil. Tør jeg andet? Robbie ser ikke særlig tilfreds ud, da han ånder tungt ud. Lettet, over at jeg ikke sagde noget forkert endnu en gang.

 

Værelset er lille. Der er en enkelt seng og cirka to meter fra enden af sengen, står en reol, hvor det er meningen at jeg skal have mit tøj. Ved siden af min seng står et skrivebord. Skal jeg også gå i skole her? Det behøver jeg vel ikke. Damen, som jeg stadig ikke har fået navnet på, tilbyder at vise mig rundt, men inden jeg formår at åbne munden, har Robbie allerede takket nej og sagt at han nok skal klare det. Hm, jamen okay så.

 

"Jeg ved det godt," sukker jeg opgivende, da vi går ned af gangen og jeg svagt for set mig omkring. Nogle af værelserne har hængelåse på. Jeg er da ikke sindssyg. Robbie siger ingenting. Han går bare ved siden af mig med sine pumpede arme og trækker vejret en smule dybt. Måske stadig efter jeg gav ham den mavepuster, da han prøvede at få mig ind anden gang. Ups… jeg behøver ikke at høre ham sige noget, jeg kan sagtens klare, at han skal være stille. Det gør mig ikke noget, men så siger jeg heller ikke mere. Vi begge stopper forskrækket op, da en hængelås rykker på sig, og der kommer en dreng ud af døren. Han er mørkhåret og en smule mulat i huden, med en sort ørering i begge øre og store brune øjne, stirre han på Robbie og jeg, inden han med et skævt smil for set mig an og går videre, hvorefter han tænder en smøg. Hm, smartass. Selvom jeg ikke har lyst, tager jeg mig selv i at se tilbage efter ham, hvor vores blikke mødes. Han nikker arrogant med endnu et skævt smil og jeg vender mig forskrækket om, for at kunne gå videre med Robbie. Hvad fanden? Og hængelåsen? Hvordan kunne han få den op indefra?

 

Jeg står i døren med Robbie, der stadig ikke har sagt et ord. Jeg har lovet ham, ikke at stikke af igen og det skal jeg da nok holde, selvom jeg godt kan forstå, hvis han ligesom ikke tror mig. Han smiler så svagt og ser ned på mig, der selv bare ser op på ham. Jeg kommer til at savne ham. "Du kommer da og besøger mig, ikke?" Spørg jeg desperat og jeg antyder et lille smil på hans læber. Selvfølgelig gør han det. Det er måske svært for ham at sige noget, fordi han ikke vil sige noget forkert? Jeg tør ikke gætte, for han også bare meget stille af type. Han omfavner mig så i sine store arme. Mh, lige her hvor jeg elsker at være. I hans arme. Han har sagt så mange gange, at det er så forkert, men vi er begge ligeglade. Vent! Det hele hænger sammen nu! Jeg river mig ud af hans greb og min mine ændres fuldstændig, mens min hestehale hænger ned af min skulder.

"De ved det, og nu kan du ikke sørge for mig mere," går jeg bare ud fra, det er sådan, det hænger sammen. Vi kan ikke have den slags forhold til hinanden. Det aldrig gik hen og blev seksuelt, men alligevel har det kunne ødelægge en hel del. Han smiler svagt og roder mig så i håret. Han skal bare altid rode i mit hår. Spasser. »Du en klog pige. Husk det.« Og så er han væk. What the hell?

 

***

Der er ikke plads til alt mit tøj i de der små skabe og hylder jeg har fået. Hm, hvor skal jeg så gøre af det? Jeg kigger tilfældigt under sengen, mens jeg tænker igennem, hvor jeg kan gøre af mine ting og finder nogle kasser. Hm, af plastik. Der kan jeg sagtens ligge tøjet i. Et svagt smil breder sig i hvert fald på mine læber, da jeg har taget de to store kasser ud. Det burde være nok.

 

"Jadelyn, der er aftensmad. Det er tid for dig, at møde de andre," lyder en stemme ude foran min dør. Jeg ved næsten med det samme, at det er hende damen med de store bryster. Det er altså ikke rart, at hun kender mit navn, når jeg ikke aner hvad hendes er. Hm, hun er Store Bryster indtil videre. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...