Ilden i mig - Anden bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2014
  • Opdateret: 29 maj 2014
  • Status: Færdig
The story goes on... Sarina er på vej ind i Safir Bismara med mod på sjælen ved tanken om at skulle møde sin mor. Det hele ender dog i et familierod, som Sarina aldrig havde troet, hun var en del af, og den eneste hun har tilbage at stole på er faktisk sig selv. Det er et drama med nye venner, familie og underlig kærlighed. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - anden bog ud af tre.

26Likes
8Kommentarer
2627Visninger
AA

29. Venlige fjender og onde drømme

Sarina

Der er du!” udbrød Vatokan. ”Jeg har ledt efter dig.” Han kom muntert traskende ned af gangen og smilede til mig. Jeg kunne stadig ikke forstå, hvorfor han var få venlig overfor mig.

    ”Hvorfor det?” svarede jeg og lænede vægten over på det andet ben.

    To vagter marcherede forbi os på gangen uden så meget som at skæve til en af os med blikket. Somme tider syntes jeg det var komisk, at de kunne gå så lige i takt og stirre ligeud i luften, selv hvis man lavede sjove ansigter til dem. Det havde jeg prøvet uden held. Vatokan var alt for streng overfor alle andre end mig.

    ”Jeg synes ikke, jeg ser nok til dig. Hvad siger du til at tage et eller andet sted hen? Bare dig om mig.” Min mund havde åbnet sig på vid gab, og han gav sig til at le af mig. ”Du behøver ikke se så overrasket ud,” grinede han.

    ”Du vil gerne bruge din tid sammen med mig?” spurgte jeg. Jeg vidste ikke, om jeg skulle være bange eller glad. Hvad kunne han finde på at gøre alene med mig?

    ”Selvfølgelig. Hvorfor ikke?”

    ”Det ved jeg ikke. Jeg kom for en uge siden, så hvorfor spørger du først nu?”

    ”Arbejdet. Det er sværere, end du tror, så undskyld du næsten kun har set mig til måltiderne, men nu synes jeg, vi tager en hel dag til at lære hinanden at kende.” Hvad var det for noget rod?! Han skulle jo være ond.

    ”Men har du overhovedet tid til at lave noget sammen med mig? Har du ikke en masse ting, du skal ordne?” spurgte jeg.

    ”Så laver jeg tid. Sådan en som mig har også brug for en fridag en gang imellem.”

    ”Så du vil bruge din tid på mig?”

    ”Ja ja. Hvis du er min datter, så skal jeg jo lære dig at kende,” lo han. ”Kom nu. Vi ridder en tur.” Han viftede mig med sig og gik ned af gangen. Jeg spekulerede på, at han faktisk gav mig mere opmærksomhed på en dag, end Astan havde gjort på en uge.

 

***

 

Behøver de der vagter at følge efter os?” spurgte jeg og kiggede tilbage på de to sortklædte mænd, der red et stykke bag os og holdt øje. Vi red ude på klipperne i bjergene på den vestlige del af Caprit. Vi var ikke langt nok oppe til, at der var sne omkring os, men den kølige bjergluft sendte kuldegysninger ned af ryggen på mig.

    ”Ja selvfølgelig. De skal beskytte os, for hvem ville ikke gerne have fat i kongen?” spurgte han. ”Bare ignorer dem, og lad som om de ikke er der.”

    ”Fint,” mumlede jeg og vendte blikket mod horisonten. Jeg nød at kigge ud på vandet, der bølgede uroligt i havet og glitrede i millioner af lysende glimt, og linjen der delte vandet og himlen ad. Jeg havde altid tænkt på, hvad der var derude. Stoppede verden der, eller var der en kant, man kunne skvatte ned fra?

    ”Hvordan kan du sikre dig, at folk ikke sejler rundt om muren til Nordlandet?” spurgte jeg.

    ”Jeg har mænd, der sejler rundt derude hver dag for at holde øje. For det meste er det folk, jeg ville straffe, som jeg sender derud med nogle af mine riddere til at holde øje med dem, men andre gange er det vand, luft og jordbetvingere der tager posten. Ser du Ildfolket er ikke så glade for at sejle. Alt det vand kan gøre selv jeg helt syg, men det kender du sikkert godt.

    ”Jeg har aldrig haft noget imod at bade i vand, men jeg tror ikke, jeg vil bryde mig om at sejle.” Jeg gøs. ”Jeg bliver søsyg ved tanken.

    ”Så hvordan fandt du ud af, at jeg var din far? Du må da have været ude på noget af en rejse, efter jeg angreb din by. Undskyld for det, men du kan vel nok godt forstå, hvorfor jeg gjorde det.”

    Jeg bed tænderne sammen af irritation. Nej jeg kunne bestemt ikke forstå, hvorfor han gjorde det. ”Altså efter du angreb byen, flygtede jeg sammen med en af mine venner. Det var os der startede med at have Abokarien, men hun blev taget fra os og efter det, havde vi tænkt os at finde hende igen. Vi red igennem landet, indtil vi stødte på nogle banditter, der tog os til fange, men dem klarede vi…”

    ”Hvordan klarede i dem? Var de ildbetvingere?” spurgte han interesseret.

    ”Ja det var de, men de var ikke særligt kloge. De begyndte at skændes, og mens deres leder så den anden vej, slog jeg ham ihjel.”

    Det lod til at more Vatokan, og han grinede ondskabsfuldt. ”Du er en hård negl, det har jeg fundet ud af,” grinede han. ”Det er godt. Sådan nogle banditter skal ikke slippe godt fra at snuppe min datter.” At han brugte ordet datter, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige til, men jeg besluttede ikke at tænke videre over det. Nogen gange kunne jeg ikke gennemskue, om han spillede sød og rar overfor mig, eller om han rent faktisk var sådan mod nogle få udvalgte. Og hvordan kunne han opføre sig, som om vi var bedste venner, når vi først lige havde mødt hinanden? Han mindede mig om Alia.

    ”Jeg var jo nødt til det. De torturerede mine ven,” svarede jeg.

    Han nikkede forstående. ”Det er godt du kan forsvarede dig selv. Du ligner mig." sagde han.

    "Ja på visse punkter,” mumlede jeg.

    "Hør her alle og enhver ville kunne se, at vi er i familie, men nok mest hvis jeg havde været lidt yngre. Ja man kan desværre ikke skrue tiden tilbage, og det er længe siden, jeg havde rødt hår ligesom dit.” Han rystede på hovedet. ”Men altså når jeg ser, hvad du kan, og de ting du har gjort, så kan jeg kun komme til den konklusion, at du er min datter.” Lad være med at kalde mig datter! tænkte jeg for mig selv. Jeg måtte holde mig selv fast i planen. Jeg skulle være gode venner med ham, men hvordan skulle jeg have vidst, at han ville være sådan. Jeg vidste, at det ikke ville være let at blive gode venner med ham, men det var af modsatte grunde. Jeg troede det ville blive et helvede.

    ”Har du ikke været ensom?” spurgte jeg.

    ”Tjo…”

    ”Jeg mener i forhold til, at folk er bange for dig. Du har jo ikke haft nogen, du var på lige fod med, siden du havde Alia, for du vil i sidste ende altid være kongen der bestemmer.”

    Han trak undvigende på skuldrene. ”Det må være svært for sådan en som dig at forstå, hvordan det er at være alene, når du som prinsesse af Nordlandet kunne bliver venner med hvem som helst. Jeg gætter på, du havde mange at sludre med.”

    ”Det skal du ikke regne med. Der er ikke så mange mennesker, der bryder sig om mig, fordi jeg opførte mig mere som en dreng.” Jeg hadede helt ind i hjertet, at jeg lignede ham så meget. Det var sikkert derfor, folk ikke kunne lide mig.

    ”Det var en skam. Så var det vel nok godt, du kom til Bolania hva’?” lo han.

    ”Ja,” svarede jeg lavmælt.

    ”Nå, men hvad skete der så, da I slap væk?” spurgte han nysgerrigt. Det lod ikke til, at han lagde mærke til min pludselige sørgmodighed.

    ”Vi mødte en, der fortalte os lidt om landets historie. Det var ham, der fortalte mig, at du var min far. Han var åbenbart meget tæt knyttet til Alia, som havde fortalt ham det. Han tog mig med til Safir Bismara, men det var ikke nogen succes. Folk kunne ikke lide mig, fordi jeg er ildbetvinger, og Alia var næsten den værste. Hun forsøgte at få mig til at lade helt være med at bruge mine evner, men det ville jeg aldrig gøre.”

    ”Nej gudskelov for det. Det må du ikke engang overveje!”    

    Jeg begyndte at bliver klar over, at jeg var nødt til at lyve. ”Men altså, jeg ville finde Abokarien, før hun kom i Alias hænder, for de havde tænkt sig at bryde ind og tage hende fra dig. Jeg tog til Sydlandet sammen med mine venner, og ved et rent held var jeg ikke hurtig nok for dine vagter. Hvis de ikke havde taget mig, så havde jeg jo aldrig mødt dig. Den eneste af mine forældre der rent faktisk ikke er skuffet over mig.” Jeg syntes selv at min historie var så troværdig, at jeg næsten selv begyndte at tro på den.

    ”Jeg er ikke skuffet over dig. Husk det. Faktisk kunne du ikke komme mere belejligt. Du har lige redet mig fra at skulle finde en eller anden bland folket, og vi kan vidst begge blive enige om, at de ikke egner sig. De ved slet ikke, hvad det vil sige at være kongelig, ligesom vi to gør,” sagde han. ”Nå, men nu skal du hoppe af, for jeg vil vise dig noget sjovt. Det er godt nok længe siden, jeg har gjort det, men jeg har ikke haft lyst til at gøre det, siden jeg blev alene.”

    Jeg hoppede af hesten. ”Plejede du at gøre det sammen med Alia?” spurgte jeg.

    ”Nej jeg plejede at gøre det, når jeg havde brug for at slippe væk fra hende.” Han grinede. ”Hun har altid været lidt af en mundfuld.”

    Jeg så ud over klippekanten, som vi stod på. Nede under mig, kunne jeg se havvandet skulpe mod bjergsiden og trække sig tilbage for at lave en ny bølge. Jeg spekulerede over, hvor lidt der skulle til for at falde ned og dø på de skarpe klipper eller drukne. Et skub til Vatokan kunne ende hans dage, og den mest hadede mand i Gia Livaria ville blive historie og skrevet ned. Eller det kunne være et skub til mig. Var det hans plan? At lokke mig herud, så han kunne gøre det af med mig? Men hvorfor så ikke bare hænge mig eller halshugge mig. Det ville gå hurtigere.

    ”Sæt dig,” kommanderede han, og jeg placerede mig med benene ud over kantet ved siden af Vatokan. Han smilede til mig og vendte blikket mod horisonten. ”Se fuglene,” sagde han og pegede på havmågerne og pelikanerne, der dykkede ned i vandet en efter en.

    ”Jeg vidste ikke, du kunne lide fugle,” sagde jeg forundret.

    ”Det kan jeg heller ikke. Jeg hader de bæster! Men de smager godt.” Han lo lavmælt.

    ”Hvorfor kigger vi så på fugle?”

    ”Se her.” Han rakte hånden ud og trak ærmet op, da han lavede en stor flot ildkugle. Meget flottere end mine. Hans var helt lige og kuglerund, men den blev hurtigt ødelagt, da han med alle kræfter kylede den efter en måge. Han ramte plet og udstødte en mærkværdig grum latter.

    ”Hvad skulle det til for?” udbrød jeg.

    ”Det er et spil. Det er sjovt.” Han trak på skuldrene. ”Prøv en gang,” sagde han og tog fat op mit håndled for at løfte min hånd op. Jeg bed tænderne hårdt sammen, men jeg måtte bide i det sure æble, hvis jeg skulle ende med at blive gode venner med ham.

    ”Jeg tror ikke jeg kan ramme,” sagde jeg usikkert.

    ”Pjat med dig. Du skal bare have lidt træning,” lo han. At han ligefrem synes, det var morsomt var til at brække sig over. Sådan en barbar!

    Jeg trak armen tilbage og kastede en ildkugle, som jeg bevidst lod ramme ved siden af. ”Ubs," mumlede jeg.

    ”Prøv igen,” sagde han.

    Jeg var lige ved at prøve igen, da jeg rystede på hovedet og lod armene synke ned i mit skød. ”Jeg kan ikke Vatokan. Jeg vil ikke.” Jeg sukkede.

    Han betragtede mig et øjeblik, som om han ikke vidste, hvad han skulle sige. Når jeg så Vatokan så jeg to mænd. En gang imellem var han den der hårde type med et stramt træk i ansigtet og onde holdninger, og andre gange var han venlig og forstående. Det værste var, at jeg blev ved med at sammenligne ham med mig selv i både holdninger og adfærd, og det skræmte mig. Hvordan kunne man have så meget til fælles med en person, som man skulle forestille at hade?

    ”Det er i orden Sarina.” Han blinkede med det ene øje til mig og klappede mig på skulderen. ”Vil du med hjem?”

 

***

 

Det hele virkede håbløst. Alt glæden og trygheden havde forladt min krop fuldstændig og følelsen af at være usikker, følelsen af at et enkelt fejltrin kunne ødelægge det hele var overvældende. Jeg kunne ikke se nogen. Jeg stod i et rum kun med silhuetterne mennesker på væggene. Som om de stod udenfor og betragtede mig, mens de ventede på, at jeg skulle komme til at træde forkert og snublede ind i de papirtynde vægge, der ville gå i stykker. Følelsen var ubærlig.

    Jeg trak alt den luft, jeg kunne, ned i mine lunger for at lægge an til endnu et sønderrivende skrig. Og jeg havde også gjort det, hvis ikke jeg spærrede øjnene op i chok over, at nogen havde taget fat omkring mine håndled, og holdt dem op i luften. Sveden perlede ned af min kind, og mine hænder brændte. Hvad skete der? Hvorfor brændte mine hænder? Og hvorfor sad Vatokan og holdt mine brændende hænder op i luften?

    ”Hv- hvad l-laver du her?” stammede jeg, mens jeg desperat forsøgte at slukke ilden i mine hænder. Med det samme ilden lagde sig forsvandt lyset i rummet, og der blev igen mørkt og uhyggeligt.

    ”Du skreg. Jeg tror du havde mareridt eller sådan noget,” svarede han ligeså forskrækket som jeg selv var. ”Hvad drømte du?” Han slap mine hænder, og jeg tabte hovedet ned i puden igen.

    ”Jeg ved det ikke,” mumlede jeg, men det var en løgn. Min underlæbe bævrede ufrivilligt, selvom jeg ikke græd. Jeg vidste jo ikke engang, hvorfor jeg havde lyst til at græde.

    ”Hvad er der i vejen?” spurgte han akavet til mode.

    Jeg bed mig i læben og trak dynen tættere op til hovedet. ”Ikke noget.”

    ”Jeg kunne høre dig helt ovre fra mit gemak, og du er kommet til at brænde et hul i lagnet. Jeg nåede lige at tage fat i dig, inden der skete mere.” Han kløede sig på kinden og gabte. ”Hvis du er sikker på, at der ikke er noget, så går jeg igen.”

    ”Det er der ikke. Godnat,” sagde jeg, da han rejste sig og gik hen mod døren.

    ”Kunne du ikke prøve at lade være med at drømme den slags igen?” spurgte han med et glimt i øjet.

    Jeg grinede. ”Jeg skal se, hvad jeg kan gøre.”  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...