Ilden i mig - Anden bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2014
  • Opdateret: 29 maj 2014
  • Status: Færdig
The story goes on... Sarina er på vej ind i Safir Bismara med mod på sjælen ved tanken om at skulle møde sin mor. Det hele ender dog i et familierod, som Sarina aldrig havde troet, hun var en del af, og den eneste hun har tilbage at stole på er faktisk sig selv. Det er et drama med nye venner, familie og underlig kærlighed. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - anden bog ud af tre.

26Likes
8Kommentarer
2616Visninger
AA

26. To sider af samme mand

Han havde taget mig med ned til en stor plads udenfor slottet. Pladsen var indhegnet med en stenmur, der ikke var højere end min hage. I den ene side stod der nede for enden en masse runde skiver med røde ringe i til bueskydning og knivkastning, og i den anden side var der redskaber som ting at gemme sig bag og store dukker, der var lavet af lærredsstof og hø til at træne kamp. I Thornag havde der også været en plads som denne, men jeg havde aldrig fået lov til at være der for min far. Han havde altid sagt, at det ikke var et sted for piger.

    Vatokan samlede noget op fra jorden, og vendte sig om for at give det til mig. ”De her konfiskerede mine vagter fra dig i går.” Han gav mig mit sværd og min kniv, der var rullet ind i det tykke brune læderbælte. Jeg havde undret mig over, hvad der var blevet af dem. Min bue og pilene lod jeg blive ude ved den lille dør, fordi det var bøvlet at have det med ind, så dem havde de andre nok taget med sig. Det ærgrede mig, men jeg kunne vel altid få fat i en ny bue.

    ”Du siger, at du ikke stoler på mig, men alligevel våger du at give mig sværdet tilbage,” konstaterede jeg skeptisk.

    ”Tror du selv på, at du kan hamle op med alle mine vagter, der for resten er blevet trænet i at bruge sine evner i mange år? Så kvik er jeg bange for, at du ikke helt er.” Han rystede på hovedet.

    ”Kvikkere end du tror,” svarede jeg.

    Han løftede øjenbrynet. ”Hvad skal det betyde?”

    Jeg var i færd med at spænde bæltet rundt om maven. ”Tag et sværd,” sagde jeg, og det gjorde han. Jeg trak mit eget og pegede på ham.

    ”Truer du mig?” spurgte han.

    ”Overhovedet ikke. Jeg vil bare se, om du også er kvik.” Jeg smilede skævt, da jeg så lyset tænde i hans øjne. Hvis han lignede mig, så ville han ikke sige nej til en god sværdkamp.

    ”Pas på med hvad du roder dig ud i!” advarede han og tog et skridt frem for at angribe. Han var god. Det kunne jeg ikke komme udenom, og kampen var næsten lige, ligesom Rakians og mine altid var.

    Han slog ud efter min side, men jeg parerede den og skubbede hans sværd over mit hoved, mens jeg smuttede om bag ham og holdt spidsen op mod hans ryg. Det var alt sammen en plan for at vise ham, at han kunne stole på mig, for nu kunne han se, at jeg - selvom jeg havde muligheden - ikke kunne finde på at stikke sværdet igennem ryggen på ham.

    Da han vendte sig om, stak jeg sværdet i skeden, men bed mig lidt nervøst i læben, da han krydsede armene og lænede vægten over på det andet ben. Havde jeg gjort ham sur?

    Jeg tænkte mig om og lod så mine arme falde slapt ned langs siderne. ”Undskyld,” sagde jeg og bed mig i læben. Hvad i alverden ville han have mig til?

    Et skævt smil gled over hans ansigt, hvilket overraskede mig. ”Jeg tror hellere, jeg må tage mine ord tilbage. Det er lige før, jeg har lyst til at tage den der fra dig igen.” Han lagde sin store lap af en hånd på min skulder. En handling jeg på ingen måder havde regnet med, fordi det netop var Vatokan, jeg stod og snakkede med. Det var meningen, at vi skulle være fjender. ”Tag det som en kompliment.”

    ”Øh… tak,” mumlede jeg.

    Han rømmede sig og gjorde sin stemme lys og tøset. ”Og du var heller ikke dårlig Vatokan…” Jeg fnes ufrivilligt. ”Ih tak Sarina!” fortsatte han kækt med sin egen stemme. ”Nå. Spøg til side. Vi må videre til det mere brandfarlige. Hvis du vil være så venlig,” sagde han og hentydede til, at det var min tur til et eller andet.

    ”Hvad vil du have mig til?” spurgte jeg.

    ”Bare vis hvad du kan.” Han krydsede armene og lænede sig op ad væggen.

    Jeg nikkede og lukkede øjnene et lille øjeblik, inden jeg løftede hånden og lod ilden løbe igennem mig. Flammen opstod og voksede sig stor i min håndflade, og ikke længe efter var hånden omslugt af de røde dansere, der flettede sig ind i hinanden og hypnotiserede mig som altid. Jeg skævede til Vatokan for at se hans reaktion, og til mit held så han tilfreds ud, så jeg lavede en stor ildkugle, som jeg kylede ned i græsset, der blev svitset sort. Da ilden havde brændt ud var det eneste, der var at se tilbage et fem meter langt sort mærke hen ad græsset.

    Jeg analyserede græsset for at finde noget træ. Der lå en gren i græsset, som sagtens kunne bruges og hurtigere end nogen kunne knipse, brændte den. Det så ud til at overraske ham, men endnu mere, da jeg slukkede det med det samme igen. Til sidst lavede jeg en stjerne, som jeg lod flyve hen foran øjnene på ham, og med et gik det ud som et lille bitte stjerneskud, der mistede sin glød.

    ”Ja det kan da kun være mine gener det der,” sagde han overrasket. ”Sikke noget. Ja det er meget, du kan, men mange af mine mere erfarne riddere er selvfølgelig dygtigere. Men du er jo ung endnu og har meget at lære. Jeg tror du kunne udrette noget med dit talent.”

    Jeg kunne overhovedet ikke lade være med at smile stort. Der var jeg nødt til at minde mig selv om, hvem jeg havde med at gøre. Hvordan kunne man være så ond, og på samme tid være så… hvad skulle man kalde ham? Han bad mig ikke om at styre mit temperament, og han syntes ikke, at det var underligt, hvordan jeg gik i mandetøj og sloges som en mand. Der var et menneske, der rent faktisk påskønnede mine kræfter.

    Mit smil falmede, da jeg kom i tanker om, hvorfor. Måske var vi slet ikke så forskellige.

    ”Der er lige noget, vi skal ordne, inden vi kan gå videre,” sagde han pludselig.

    ”Hvad skal vi?” spurgte jeg.

    ”Jeg har lige modtaget en besked om, at jeg skal komme. Bare kom med, så ser vi på det.” Jeg kunne godt fornemme, at der ikke skulle stilles spørgsmål, så jeg gik lydigt med ned mod husene. Vatokan gik med hastige skridt rundt om et hjørne og stoppede op med krydsede arm.

    ”Hvad ske…” begyndte jeg, men blev afbrudt.

    ”Tig stille,” sagde han, og jeg lukkede munden. ”Hvad er problemet?” spurgte han. Det gik op for mig, at vi stod foran to vagter, der havde fat i et ungt par, hvis øjne lyste af frygt. Kvinden druknede næsten i den alt for store posede kjole, hun havde på hendes magre krop, hvorimod manden så mere robust ud, hvilket mest skyldtes muskler og ikke fedt. Hans læber var blevet til en smal streg, og han forsøgte ihærdigt at holde fast i den smule værdighed, han havde tilbage.

    ”Vi har taget de to her for at stjæle.”

    ”Vi har ikke strålet noget,” hulkede kvinden.

    ”Hvad er der taget?” spurgte Vatokan.

    ”Vi fandt et hemmeligt lager af korn inde i huset. De har gemt det hele under gulvet. Ti store sække korn.”

    Vatokan gik ind og så, hvad der stod af sække, de havde fisket op på gulvet. Han stak hånden i den ene og mærkede på det. ”Hvor har i stjålet det henne?” spurgte han.

    ”Vi har ikke stjålet det!” udbrød manden.

    ”Det er tilladt at beholde halvdelen af det i dyrker af korn. Det her kan i umuligt have dyrket selv, så hvor har i det fra?”

    ”Vi har sparet,” prøvede hun.

    ”Enten har i stjålet det, eller også har i narret mig og beholdt det hele selv.”

    Manden kneb læberne sammen, men kvinden hulkede hysterisk, fordi hun ikke kunne klare presset. ”Vi havde brug for det,” tilstod hun. ”Vi har bare beholdt, hvad der var vores.”

    Vatokan tog hårdt fat om kæben på hende. ”Der er ikke noget, der er jeres.” Han slap hende og så op på vagten. ”Smid dem ned i hullet.”

    ”Det kan de ikke gøre,” hulkede hun.

    ”Jeg kan gøre, lige hvad jeg vil!” sagde han hårdt og drejede om på hælen. ”Sarina?”

    Jeg måtte lige synke en klump og tage en dyb indånding, inden jeg satte den ene fod foran den anden og fulgte med ham. Der fik jeg svar på mit tidligere spørgsmål. Det kunne godt være, at Vatokan og jeg var ens på mange punkter, men jeg kunne aldrig finde på at være så ligeglad med andre mennesker, som han var.

    ”Vatokan?” spurgte jeg. Jeg vidste jeg skulle passe på, men jeg kunne ikke lade være.

    ”Hvad er der?” Han kiggede ikke engang tilbage, men fortsatte i hastigt tempo.

    ”Hvorfor tager du alt deres korn?” spurgte jeg. Han vendte sig om og så mig lige ind i øjnene.

    ”De får, hvad de har brug for. Det er deres egen skyld, at de fråser med det,” svarede han. ”Hvis du skal regere noget land, er du nødt til at forstå, at folket må ofre noget for at have en konge til at regere. Har du aldrig lært det af Astan? Folket er nødt til at holde sig til loven, for ellers bliver det hele kaos.”

    ”Men de havde selv dyrket det. Skal de virkelig smides i hullet for at være sultne?”

    ”Du skal overhovedet ikke sætte spørgsmålstegn til noget, er du med?”

    Jeg turde ikke gøre andet end at nikke.  

 

***

 

Vatokan skræmte mig. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle opføre mig omkring ham, for det ene øjeblik, var han rar, men episoden tidligere på dagen havde fået mine øjne op for, hvem jeg egentlig havde med at gøre. Faktisk havde han overhovedet ikke snakket med mig resten af dagen undtaget til aftensmaden.

    ”Kom med det! Blev du bange?” spurgte han med hovedet på skrå.

    Jeg løftede blikket, der ellers havde været sømmet fast i den mad, jeg sad og spiste. ”Bange?" spurgte jeg dumt.

    Han sukkede. ”Det kan altså ikke nytte noget, at du tager dem i forsvar. De brød loven. Jeg var nødt til at gøre det, for sådan er det at være konge. Det finder du jo nok ud af en dag.” Han tog en slurk vin efterfulgt af en stor bid brød. Det irriterede mig, hvordan han kunne sidde og sige sådan, når han selv havde alt han pegede på.

    Jeg sagde ikke noget, for jeg var hunderæd for ham. Jeg vidste, at hvis jeg først begyndte, så kunne jeg ikke stoppe mig selv fra at lade et vandfald af farlige ord flyde ud af min mund.

    ”Det har du ikke noget at kommentere på, eller hvad? Jeg troede ikke, at du var bange for at sige din mening.” Han var ude på at provokere mig, men hvorfor?

    ”Jeg har ikke nogen kommentar,” svarede jeg.

    ”Jo kom med det. Du har ret til at sige din mening.”

    ”Hvorfor har dit folk så ikke det? Synes du ikke, at det er en konges pligt at beskytte landet i stedet for at sulte sit land?” Ud flød det, for jeg havde så mange meninger, jeg ikke kunne holde i mig ret meget længere.

    ”Jeg beskytter da mit land. Jeg har det stærkeste forsvar, du kunne forestille dig, og det er der da for at beskytte landet. Lad os sige, at de ting jeg tager fra bønderne er en slags afgift for at have det forsvar.” Han sagde det som om, det var det naturligste i verden.

    ”Så skal jeg være ærlig at sige, at de nok hellere foretrækker at have mætte maver, end at have en gang riddere, der skal passe på dem.” Det tog han ikke særligt pænt, men jeg fortsatte ufortrødent. ”Det forsvar du har, er heller ikke for at beskytte landet. De er der til at håndhæve dine urimelige love og gå i krig mod dem, der sætter sig imod dig. Det eneste du er ude på, er at få magt.”

    Han tog en dyb indånding for at kontrollere den vrede, der hobede sig op inde i ham, men han havde jo selv bedt om det. ”Pas på, hvad du siger,” sagde han.

    ”Du bad om min mening.”

    ”Du ved ikke, hvad du snakker om. Du ved slet ikke, hvad det vil sige at styre et helt land, så var din mund og spis din mad.”

    Han kunne ikke tåle at få min mening, så hvorfor havde han bedt mig om at sige noget? Skønt jeg havde mere end en million ord at sige, tav jeg, men jeg vidste, at dette kun var begyndelsen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...