Ilden i mig - Anden bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2014
  • Opdateret: 29 maj 2014
  • Status: Færdig
The story goes on... Sarina er på vej ind i Safir Bismara med mod på sjælen ved tanken om at skulle møde sin mor. Det hele ender dog i et familierod, som Sarina aldrig havde troet, hun var en del af, og den eneste hun har tilbage at stole på er faktisk sig selv. Det er et drama med nye venner, familie og underlig kærlighed. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - anden bog ud af tre.

26Likes
8Kommentarer
2627Visninger
AA

15. Thornag på ny

Ligesom i Sall, var der helt øde og forladt i Thornag. Jeg kunne kun alt for godt huske, hvad der var sket lige her, sidste gang jeg havde været der. Jeg kunne næsten se for mig, hvordan Sarina havde løbet ned af vejen og sprunget op på Nat for at sætte i galop. Jeg havde virkelig såret hende, og minderne gjorde ondt. Specielt da jeg trådte ind på slottet og gennemlevede hele scenariet endnu engang for mit indre blik.

    Tailo rynkede på næsen, da han så de rådne lig ligge på trappen og ude på gårdpladsen. Det var heller ikke et behageligt syn, og jeg turde næsten ikke se, hvad der lå inde i den store sal. Sarina havde fortalt mig, hvordan hun havde set sin far dø lige i den sal.

    ”Det er nok det første, vi skal ordne,” kom det fra Tailo. ”Vi er nødt til at komme af med ligene, uanset hvor ubehageligt det end er.”

    Jeg rynkede selv på næsen. Det var ikke fordi lysten til at flytte rundt på en masse lig, gjorde mig specielt meget tilpas. ”Det er vi vel,” mumlede jeg.

    ”Tag det som en mand,” sagde han og lo hæst.

    Jeg slog ham over skulderen og lagde min taske på gulvet.

    ”Tror du ikke vi kan finde noget at køre dem væk i?” spurgte jeg. ”Hvis vi kan finde en kærre eller en slags vogn, som vi kan spænde hestene for. Jeg har ikke tænkt mig at fragte de her i hænderne så langt væk.”

    ”Lad os prøve at se.”

    Vi gik udenfor og så os omkring ned af vejen. Der var mange ting, som man sagtens stadig kunne bruge. Ting som bare lige skulle have en kærlig hånd, og mens jeg gik og betragtede det hele, syntes jeg alligevel ikke, det hele var så uoverskueligt. Vi fandt til sidst en kærre i meget god stand, som vi kunne spænde hestene for. Vi trak den med besvær op til slotspladsen og sukkede, da vi stod og tog os sammen til at få det gjort.

    ”Skal vi ikke bare gå i gang og gøre det så hurtigt så muligt?" spurgte jeg.

    "Hvordan?"

    ”Altså ud fra hvordan solen står, så går der godt to timer, inden det bliver helt mørkt. Lad os se, hvor mange vi kan få læsset op på den her, inden det bliver mørkt. Så går det også hurtigere, hvis vi skynder os og slapper af bag efter,” udfordrede jeg. Jeg mente sagtens vi kunne nå en masse, for jeg plejede at bære på tunge sække i møllen, da jeg arbejdede i Thornag. Dog var det længe siden.

    ”Det er i orden.”

    Og det gjorde vi. Vi løb med det samme ind og tog fat i en hver, som vi smed over skulderen. Jeg fandt hurtigt ud af at tage de letteste først, for nogle af dem var godt nok tunge. Jeg kunne ikke lade være med at få det dårligt med mig selv, fordi vi behandlede de her menneskers kroppe på den måde, men på den anden side, kunne vi heller ikke stille os til at sørge over hver enkelt. Det var i det hele taget sin sag at lade være med at kaste op eller få kvalme, for det lugtede, og det var hårdt arbejde, men det gik hurtigt.

    ”Hvor kører vi dem hen?” spurgte Tailo.

    ”Hvad nu, hvis vi gravede et stort hul og læssede dem alle sammen ned i det. Jeg ved godt, at vi ikke ligefrem behandler de her mennesker med megen respekt, men hvad skal vi gøre? Vi kan jo ikke begrave hver enkelt. Så vil det tage hundrede år.”

    ”Det kommer også til at tage lang tid at grave så stort et hul,” sagde han tænksomt.

    ”Vi har tid nok. Tag det som en mand,” svarede jeg. Han grinede lidt over mit brug af de vise ord, han selv havde givet til mig. ”Spørgsmålet er, hvad vi gør med kongen. Han skal væk, inden Sarina kommer, for hun bliver helt ødelagt, hvis hun ser det.”

    Han kløede sig  i skægget. ”Jeg foreslår, at vi finder et ordentligt sted til ham at ligge alene. Han var jo trods alt konge, og desuden tror jeg Sarina vil have, at vi behandler ham ordentligt.”

    ”Lad os få kørt dem her væk og læsse dem af, så kan vi finde ud af noget med det hul i morgen.”

    Vi hjalp hinanden med at køre det væk med hestene til hjælp. Udmattet slog vi os efterfølgende ned på trappen foran slottet og betragtede de sørgelige mure. Der var så stille og mørket omkring den store bygning kunne gøre en så paranoid.

    Jeg rystede på hovedet af mig selv og vendte blikket mod Tailo, der sad og frøs. ”Hvor skal vi sove, og hvad skal vi spise?” spurgte jeg.

    ”Jeg kan ikke klemme en bid ned efter det her, bare så du ved det,” svarede han.

    ”Det kan jeg egentlig heller ikke. Hvor skal vi så sove? Jeg ved godt, at vi sidder udenfor en bygning fuld af meget bløde senge, men jeg ved altså ikke, hvor meget jeg har lyst til at sove derinde, når der lugter og der er fuld af lig over det hele. Vi har jo kun nået halvdelen.”

    ”Heller ikke jeg.” Han sukkede og lænede sig tilbage på det hvide marmor.

    ”Hør Tailo, hvis du var nødt til det, kunne du så finde på at bruge dine evner?” spurgte jeg.

    ”Jeg vil aldrig bruge mine evner igen.” Det var det eneste han havde at sige, men jeg havde fået en ide, og der var vi altså nødt til at bruge hans evner. Ellers blev det bare mere besværligt for os.

    ”Jeg tænkte bare, at det ville spare os en masse tid, hvis vi kunne brænde ligene. Selvfølgelig kan vi lave et bål uden, men det kommer bare til at tage tid. Så slipper vi også for at grave et stort hul.”

    Han tyggede lidt på det. ”Måske.” Han sukkede tungt. ”Jeg har ikke brugt mine evner i mange år. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg kan styre dem.”

    ”Kunne du ikke tænke dig at prøve? Havde du virkelig tænkt dig, aldrig at bruge dine evner igen. Jeg ved godt, at det er svære end det lyder, men har du aldrig tænkt på, at du måske bare skulle komme videre snart? Jeg synes efterhånden, du har straffet dig selv nok.”

    ”Jeg tænker over det,” mumlede han, og der blev stille igen.

 

***

 

Jeg vågnede ved at en fed solstråle stak lige ind i ansigtet på mig. Hurtigt rullede jeg om på den anden side og gemte ansigtet ned i mine hænder. Jeg havde ondt i ryggen, og da jeg åbnede øjnene, opdagede jeg, at vi stadig lå på den hårde marmortrappe. Jeg sukkede tungt og lod blikket falde på Tailo, som lå og snorkede lige op i luften.

    ”Den er godt nok skarp her til morgen,” mumlede Tailo søvndrukkent da jeg prikkede til ham.

    ”Tja… jeg er hundesulten,” konstaterede jeg. Mindet om det vi lavede dagen før gav mig igen lyst til at kaste op, men jeg var stadig sulten. Det var en underlig følelse.

    ”Vi tager på jagt og laver et godt måltid, og så går vi i gang med at flytte resten bagefter,” foreslog Tailo, og det gjorde vi så. Måske havde det ikke været den mest intelligente ide, at spise en hel masse for at få kvalme bag efter, men vi kom begge levende igennem det, endda uden nogen der brækkede sig. Hen ad eftermiddagen havde vi formået at flytte alle lig fra hele slottet. Vi havde gennemsøgt hver eneste lille krog, og nu manglede vi bare hele byen, men det var alt for uoverskueligt.

    Så i stedet gik vi rundt og undersøgte markerne. Vi kiggede på kornene, om der var noget der kunne bruges, og det var der. Måske var det sent at høste, men hvis vi gik i gang med det samme, så kunne det meste godt bruges, og det fik os til at diskutere, om det var bedst at vente, til folk fra de andre byer kom til at hjælpe os, eller om vi bare skulle begynde. Vi var begge to udmattede, at vi blot gik rundt i byen og spejdede efter ting, der kunne bruges. Huse der stadig stod, og huse der lige så godt kunne blive revet ned.

    Og bedst som vi gik, og snakkede om vi skulle sove inde på slottet, kunne vi se en sorthåret skikkelse gå med en tynd hvid hest efter sig. Jeg vidste, at det var Max, og et stort smil bredte sig på mit ansigt.

    ”Jeg håber i kan bruge en gammel idiot som mig,” mumlede han.

    ”Altid.” Jeg lagde armen om hans skulder og klappede ham på ryggen. ”Tak fordi du kom alligevel. Hvis du mangler noget andet at tænke på, skal du bare prøve at slæbe rundt på døde kroppe en hel dag.” Jeg gøs ved tanken.

    Han lo hæst. ”Jeg har mad med.” Han skubbede hesten længere frem og trak en stor då ned fra ryggen på den. ”Jeg så den på vejen og tænkte i trængte til et ordentligt måltid.”

    ”Dejligt,” smilede jeg.

 

***

 

I løbet af dagene kom der mange folk. Flere af dem havde mistet op til flere familiemedlemmer og trængte til at få et projekt. Andre havde simpelthen ikke noget sted at bo, og syntes det var spændende at starte op fra bunden. Og nogen havde bare brug for luftforandring. Mange forskellige typer.

    Jeg havde taget lederrollen, men det var sikkert fordi, folk ikke vidste, hvad de skulle gøre ved sig selv. Vi sendte halvdelen ud at høste markerne, og den anden halvdel begyndte at rydde op, så både lig, ødelagte ting og råddent mad blev smidt væk. Alt der ikke kunne bruges læssede vi langt væk, så vi kunne brænde det, hvis nu Tailo besluttede at ombestemme sig, eller der kom en ildbetvinger. Tailo havde det bedst med at holde sig lidt i baggrunden og lade mig styre slagets gang, men det var fint. Jeg havde aldrig prøvet at være leder for noget som helst før, og måske var jeg ikke god til det, men jeg nød det. Det gav mig følelsen af, at jeg duede til noget, og siden jeg havde boet sammen med mange betvingere det seneste stykke tid, var det fantastisk for en gangs skyld, at være den der ordnede tingene.

    Alt det mad, der rent faktisk kunne bruges, samlede vi sammen på slottets gårdsplads, og delte det ud mellem os. Vi var omkring hundrede mennesker, og når man tænkte på, at der var marker nok til at føde måske tusind mennesker, så var der mere end rigeligt korn til alle. Der var faktisk så meget, at vi lavede et lille depot nede i kælderen, hvor vi gemte resten til, hvis der kom flere folk, eller hvis der ikke var nok i det, folk havde fået.

    ”Rakian!” råbte Max ovre fra et hus. ”Kom lige at se det her!”

    Jeg løb derhen og kiggede ind. ”Det er jo bare det gamle værtshus Max.” Jeg rystede på hovedet.

    ”Så har du ikke set, hvad der er her nede.” Han løftede en lem, der var gemt inde i et lille rum, og gik derned. ”Se lige, hvilket guldkammer, der er hernede,” grinede han, og ganske rigtigt havde han fundet et helt lager med tønder af både mjød, øl, cider og vin. Det hele var der, og der var nok til at gøre rigtigt mange mennesker meget meget fulde.

    ”Du godeste,” mumlede jeg.

    ”Hvad skal vi gøre med det?” spurgte han. Jeg kradsede mig på kinden og så op på Max.

    ”Ved du hvad Max? Du bliver byens værtshusejer. Det er noget du kender til, så du sætter bare det her sted i stand, og så er det dit.”

    ”Virkelig?”

    ”Ja da. Du fandt det, og nu er det dit. Det er vel sådan reglerne er i den her by lige i øjeblikket.”

    Max var glad, og jeg var glad for, at han alligevel kunne finde noget andet at tænke på, så det var jo alt sammen fantastisk. Det undrede mig, at ingen havde interesse i at bo på slottet. De fleste var mest interesserede i at finde deres eget hus med det samme, men Tailo og jeg havde slået os ned på gæsteværelserne inde på slottet. Vi havde moret os over, at folk begyndte at betragte os som kongen og hans rådgiver. De snakkede til os, som om vi bestemte det hele, og det var faktisk ikke dårligt. Rart at have noget indflydelse for en gangs skyld, når man er vant til bare at være ham drengen, der kom med Sarina.

    Tailo holdt stædigt fast i sin måde at kapere livet på ved ikke at bruge sine evner, så vi kunne ikke brænde ligene. Derfor gik jeg på jagt efter nogle betvingere i byen, som kunne hjælpe os, og fandt frem til nogle venlige jordbetvingere, der fandt os evneløse interessante nok til at slå sig ned i byen sammen med os.

    "Vi besluttede at se med vores egne øjne, at i var så uintelligente og dumme, som folk har sagt," sagde manden med et glimt i øjet.

    "Hvad er resultatet så?" spurgte jeg.

    "I er ikke så slemme." Han lo og rakte hånden ud mod mig. "Jeg vil hjælpe jer, alt hvad jeg kan Rakian. Du er god nok." Jeg tog hånden, og kom til at sige en underlig lyd, da han klemte den lidt hårdere, end jeg havde forventet. Det lo han af og klappede mig på skulderen, da jeg gik ud af døren igen.

    Jordbetvingerne lavede et kæmpe stort og meget dybt hul i jorden, hvor vi alle hjalp hinanden med at læsse lig ned, og derefter dækkede manden hullet til med jorden igen. Alt affaldet læssede vi ned i et andet hul af respekt for de afdøde.

    Nu tænker du nok på, hvad vi gjorde med den gamle konge. Jo ser du, ham begravede vi rigtigt med en flot sten og det hele, oppe på den bakke Sarina altid havde kaldt deres bakke. Den hvor de havde set solnedgangen. Det var det bedste sted, vi kunne finde, og jeg vidste, at Sarina ville elske det. Faktisk var næsten hele vores nybagte by, kommet for at se os gøre det.

    Jeg fandt min bror, Luka hjemme i huset. Jeg havde regnet med, at jeg skulle bo der ligesom før, men jeg kunne ikke få mig selv til det, og synes nu også jeg havde fundet mig fint til rette på slottet. Jeg begravede ham i en lysning i udkanten af den skov, jeg plejede at træne med Sarina i. Jeg ville være sikker på, at jeg kunne besøge ham igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...