Ilden i mig - Anden bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2014
  • Opdateret: 29 maj 2014
  • Status: Færdig
The story goes on... Sarina er på vej ind i Safir Bismara med mod på sjælen ved tanken om at skulle møde sin mor. Det hele ender dog i et familierod, som Sarina aldrig havde troet, hun var en del af, og den eneste hun har tilbage at stole på er faktisk sig selv. Det er et drama med nye venner, familie og underlig kærlighed. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - anden bog ud af tre.

26Likes
8Kommentarer
2591Visninger
AA

4. Safir Bismara

Det var en smule modvilligt, at jeg rejste mig op for at tage tøj på. Jeg havde siddet der så længe, at huden på fingerspidserne var blevet rynket. Faktisk havde jeg et par gange været nødt til at varme vandet op, ved lige at lade ilden løbe igennem mig, så min kropsvarme kunne varme vandet op. Det var en af mine bedre ideer.

    Jeg stod med kjolen i mine hænder og lod blikket glide ned af den. Jeg havde ikke lyst til at tage den på, men jeg havde ikke andet rent tøj, og desuden kunne det måske have sine fordele at gøre Alia glad. Jeg endte med at tage den på, men jeg brød mig ikke om det. Jeg havde aldrig ment at kjoler lå yndefuldt på mig i forhold til andre piger.

    Med et suk forlod jeg værelset, så Rakian og jeg kunne gå en tur. Jeg bankede på hans dør og gik ind uden at få tilladelse, og der stod han og så ud af vinduet. Han så flot ud i rent tøj af den finere slags. Nye sko, nye læderbukser, hvid skjorte af lærredsstof og en lædervest med spænder ned af maven, men jeg bemærkede også, at Alia havde gjort noget ud af, at han ikke var adelig. Lige meget var det for mig, for jeg synes han så flot ud uanset hvad. Jeg havde altid ment, at der var noget mere maskulint over det tøj, mænd i byen havde på, fordi de ikke var klædt med gulbroderier og farver.

    Da han lagde mærke til, at jeg var der, vendte han sig hurtigt om, og hans mund åbnede sig, da han så, hvad jeg havde på. ”Er det virkelig dig Sarina?” spurgte han drillende.

    ”Ja selvfølgelig er det mig dit fjols. Du har da set mig i den slags tøj før.” Jeg gik hen mod ham.

    ”Ja men det er længe siden.” Han tog fat i en hårlok og kiggede på den. ”Jeg havde næsten glemt, hvor rødt det var, men det er pænt til farven på kjolen,” komplimenterede han. ”Du er smuk.” Hans øjne fandt mine. Jeg kom til at rødme og kiggede ned på mine fødder.

    Jeg lagde mærke til, at han selv var blevet vasket, og rene forbindinger kunne lige anes under trøjen han havde på. Men de var grønne… underligt! Hans hår var endda blevet studset i kanterne, så det ikke så så rodet ud mere. ”Du ser da også godt ud,” sagde jeg, og han lod hæst.     ”Det er vildt, hvor mange krøller du har, når du lige har været i bad. Mange flere end du har haft i nogle uger.”

    ”Ja. Sådan er det.” Han trak på skuldrene.

    ”Hvorfor er dine forbindinger grønne?” grinede jeg.

    ”Jeg fik besøg af en slags vis mand, der vidste meget om at hele sår, og han lagde noget grønt urtesnask ned i mine sår, så de heler bedre og fjerner betændelsen, men det siver altså igennem og farver stoffet. Han tager det først af i aften.” Rakian rynkede på næsen. ”Skal vi gå?” spurgte han og tog min hånd.

    ”Vi kan ikke holde i hånd, ved du nok,” mindede jeg ham om og stillede mig på tær for at kysse ham på kinden. ”Men vi kan finde et sted, hvor vi kan være alene og slappe af. Jeg tror alligevel ikke, jeg har energi til at gå så længe.” Jeg trak på skuldrene, og vi begav os ud på gangen. Jeg orkede faktisk ikke at gå en tur, men min nysgerrighed efter at finde ud af noget mere om byen, var alt for stor, til at jeg bare kunne sidde på værelset og kukkelure.

    Da vi trådte ud i sollyset, så vi Sansan, der lå i skyggen af et træ og betragtede folk. Nogen mennesker så på ham med åbenlys uvilje mod ham, og de gik alle sammen i en stor bue omkring ham. Jeg havde ondt af ham, og det mindede mig om, hvor splittet vi alle sammen var. Betvingerne ville ikke have noget at gøre med de evneløse, og ingen mennesker ville have noget at gøre med ulvene.

    Hej med jer, sagde Sansan bedrøvet, da vi stod foran ham.

    ”Hvordan går det?” spurgte jeg.                                                  

    Lige nu ville jeg ønske, at jeg var en fugl. Så ville folk ikke ligefrem hade mig, og så kunne jeg i det mindste flyve op i et træ, hvor ingen kunne se mig.

    ”Hvad med at gå indenfor?”

    Han stirrede på mig et øjeblik. Jeg bryder mig ikke om at være indenfor. Han lagde sit hoved hen over poterne og pustede irriteret ud, så et blad fløj sin vej. Der er så trangt og ubehageligt derinde. Menneskerne er heller ikke min kop te.

    ”Når Rakian og jeg har set os lidt omkring i byen, finder vi os et fredeligt sted at slappe af. Vil du med?” Han løftede hovedet og nikkede.

    I ser for resten ualmindeligt fine ud. Han snuste lidt til mig. Roser? Spurgte han.

    ”Ja såmænd.”

    Det var underligt at gå inde imellem husene, hvor alle folk stirrede efter os, men jeg forsøgte blot at observere og se, hvordan folk levede. Det var i det hele taget interessant at se, hvordan de alle sammen hjalp hinanden, og så vidt jeg kunne se, var der ikke nogen markant opdeling mellem betvingerne. Det eneste jeg ikke havde set, var Ildfolket. Ikke en eneste. Jeg mindedes bare, jeg havde hørt Tailo snakke om, at der skulle være nogen få.

    ”Undskyld, hvem er de?” spurgte en ældre mand, der sad lænet tilbage i en bred stol inde i skyggen af et træ ved siden af et forholdsvist lille hus. ”Dem med det røde hår, hvem er de?”

    Jeg stoppede op og så på den rynkede gamle mand. ”Jeg hedder Sarina,” svarede jeg. Manden viftede mig over til sig.

    ”Må jeg spørge dem om noget?” Jeg nikkede. ”Hvordan har de tænkt dig at vælte kongen?” spurgte han og lagde hovedet på skrå. Jeg blev overrasket over hans spørgsmål.

    ”Hvordan ved de noget om det, og hvorfor spørger de i det hele taget?” Jeg kom til at stirre på ham, eftersom han var skallet ovenpå hovedet hvorimod der nede ved ørene og om i nakken voksede langt hvidt hår ned omkring hans skuldre. Han så tynd ud, og hans tøj så også ud til at have set bedre dage. Han havde en stor sort vorte på næsen, som fik næsen til at se større ud, end den var i det furede gamle ansigt.

    ”De er en stærk betvinger Sarina. Ildbetvinger, hvis jeg skal være helt præcist. Og så har de et sind, der er sværere blokeret end den bedste betvinger i verden. Jeg tænker på, om de overhovedet kan gøre det af med kongen, når de kommer til det. Han er jo trods alt deres far og ildbetvinger.”

    ”Hvorfor skulle det gøre nogen forskel, om han er ildbetvinger? Han er ond, og så er den ikke længere. Hvor ved de egentlig alt det fra? Hvem er de?”

    ”Tja… jeg er såmænd bare en gammel mand, men jeg kan sige dem en ting: de skal ikke undervurdere dem selv. De kan mere, end de tror, og de skal huske hvilken side, de er på. De vil blive sat overfor nogle svære valg, og der hjælper det ikke at lytte til, hvad folk fortæller dem. Det er ikke de andres skæbne at samle Gia Livaria. De skal lytte til dem selv, og husk for guds skyld at holde fast i, hvad de tror på. Vi kan ikke bruge et forvirret hoved til noget, og slet ikke når det handler om at bekæmpe kongens onde side.”

    ”Sig mig lige, hvor ved de alt det fra? Hvorfor skal jeg ikke lytte til, hvad folk fortæller mig?” Nysgerrigheden begyndte at melde sig.

    ”Nej jeg siger ikke, at de ikke skal lytte til nogen. Nogen folk er kloge, specielt syntes jeg, at den charmerende unge mand, de har på slæb, har nogle vise ord at komme med, men de skal ikke lade dem manipulere.”

    Rakian rømmede sig. ”Ikke for noget, men jeg har lidt på fornemmelsen, at de roder rundt i mine tanker lige nu. Vil de ikke være så venlig at lade være med det, for det er ærligt talt ikke så rart.”

    ”Jo, det må de undskylde, men jeg må give dem ret i nogle ting. Jeg er sikkert lidt tosset i hovedet, og måske skulle i tage at smutte igen.” Han grinede hæst. ”Jeg syntes bare lige, at jeg trængte til en lille sludder. Det sker ikke så tit at folk gør sig den ulejlighed at underholde en gammel mand som mig. De unge har jo så travlt nu til dags.” Han rystede på hovedet.

    ”Kender de noget til nogle profetier, der åbenbart skulle omhandle mig?” spurgte jeg.  

    ”Hvem tror de der spåede dem?” Han lagde hovedet på skrå.

    ”Hvad er det, jeg gør, som er så stort? Hvordan kan jeg være stærkere end en hvilken som helst anden betvinger?” Alle spørgsmålene fløj ud af mig, og jeg nåede dårligt nok selv at følge med.

    ”Styrke er ikke kun fysisk min ven,” sagde han. ”Hør her Sarina, nogen mennesker bryder sig nok ikke om dem, og det er ganske enkelt, fordi de er dem selv. De har en masse værdier, som folk ikke forstår, men lad nu være med at gøre dem til noget, de ikke er, bare for at blive accepteret. Der er en grund til, de har præcist den personlighed, og der findes mennesker, som vil elske dem for lige den person, de er. Ikke kun den flotte krøltop, der står der.” Jeg kunne ikke lade være med at fnise, mens Rakian kløede sig forlegent i håret.

    ”Vil de fortælle mig noget mere, hvis jeg nu kom forbi en anden dag?” spurgte jeg.

    ”Jo hvis de ikke fik nok ud af vores lille samtale nu her, så er de velkommen. Det er altid rart med lidt selskab,” sagde han med et glimt i øjet. Årene havde sat sine spor på den ældre mand, og jeg stod og spekulerede på, om han måske ligefrem bare ventede på at få en ende på det hele.

    ”Jeg kommer forbi en anden dag.” Jeg smilede, og vi fortsatte videre.

    ”Har du virkelig tænkt dig at opsøge ham igen?” spurgte Rakian, da vi passerede en flok børn der legede på vejen.

    ”Hvorfor ikke?” spurgte jeg med et skuldertræk.

    ”Hørte du ikke, hvad han sagde? Han vidste næsten alt om dig. Er det ikke lidt skræmmende?” Jeg stoppede op for at se hans ansigt ordentligt. Det var næsten utroligt, at øjnene ikke poppede ud af hovedet, så meget var de åbne.

    ”Slap af Rakian. Hvad vil der ske? Måske kan det faktisk bruges til noget, alt det der vrøvl.” Jeg lagde to fingre under hans hage og lukkede hans mund, hvorefter jeg vendte mig om og gik videre.

    ”Vent på mig.” Han småløb hen ved min side. ”Hvis du ikke har noget imod det, tror jeg ikke, jeg skal snakke med ham igen,” sagde han.

    ”Det er fint Rakian. Det er nok også bedst, hvis vi ikke hænger på hinanden hele tiden.” Jeg smilede.

    Gad vide hvor Sansan var? Mit blik gled hurtigt rundt om mig, til jeg opdagede, at han luntede lige bag os med hovedet nede. Vi nåede hen til enden af et langt græsareal, hvor vi satte os under et træ. Solen var skarp på denne tid af dagen, så en smule skygge var dejligt. Jeg lænede mig op af den brede stamme på et tykt træ, hvor jeg kunne slappe af og tænke i fred. Sansan slog sig ned og lagde hovedet i mit skød, mens Rakian lagde sig på ryggen i solen. Og så sad vi bare der, uden at sige så meget, men tænkte over livet og verdenssituationen resten af dagen.

 

***

 

Jeg lå og kiggede op i tæpperne over himmelsengen på det store værelse. Jeg kunne ikke sove. Uanset hvor meget jeg prøvede, kunne jeg ikke slappe af. Jeg synes, at jeg lå for blødt til at kunne falde til ro, og det fik mig til at overveje at gå ind til Rakian, som lå inde ved siden af. Han havde altid en evne til at få mig til at sove, men måske var det en dårlig ide. Folk skulle ikke have mistanke om, at der var noget mellem Rakian og jeg. Det var nok for sent med Mella, men jeg regnede ikke med, at hun sagde noget til Alia.

    Jeg hoppede ned på mine bare fødder, og mærkede en kuldegysning løbe ned af ryggen, da jeg rørte det hårde stengulv. Let på tå, listede jeg over til døren og ud på gangen, hvor jeg fandt min vej i mørket ned til Rakians værelse. Han lå og sov tungt, da jeg kom ind, og jeg havde dårlig samvittighed med at vække ham. I stedet stod jeg bare og følte mig akavet over at stå og glo på ham, mens han sov. Det varede ikke længe, før han opdagede min tilstedeværelse og åbnede øjnene.

    Han fór sammen, da han så mig og tog sig til brystet. ”Sarina! Hvad har du gang i?”

    ”Undskyld Rakian. Jeg kunne ikke sove.” Jeg gik hen og satte mig på sengen.

    ”Kom.” Han åbnede dynen og lod mig putte mig ind til ham. Jeg sukkede og lagde panden mod hans bare bryst. ”Er jeg den eneste, der synes, at den her seng er alt for blød?” mumlede han ned i mit hår.

    ”I forhold til, hvad vi har sovet i lige for nylig, så ja. Den er også for varm.” Jeg førte min hånd op og lagde den på hans bryst lige over hjertet. Det gav mig altid ro at mærke et hjerte, der bankede roligere end mit eget.

    ”Jeg har aldrig prøvet at sove i sådan en seng,” sagde han.

    ”Nårh nej.” Jeg kluklo.

    ”Tror du, at det er en god ide, hvis du sover herinde? Hvis folk ser det, så…”

    ”Kan vi ikke bare tage chancen?” Han sukkede og rynkede brynene. ”Nej undskyld. Det er tarveligt af mig at bede dig om. Skal jeg smutte ind til mig selv?”

    Han trak mig tættere ind til sig. ”Lad os bare tage chancen.” Han skubbede min hage op, så han kunne placere sine læber på mine og kyssede mig så det sitrede i alle kropsdele.

    ”Er du sikker?” spurgte jeg, da vi brød kysset. Han nikkede og tavsheden fulgte. Jeg lå og lyttede til stilheden, indtil søvnen alligevel overmandede mig og tog mig med til drømmeland.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...