Ilden i mig - Anden bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2014
  • Opdateret: 29 maj 2014
  • Status: Færdig
The story goes on... Sarina er på vej ind i Safir Bismara med mod på sjælen ved tanken om at skulle møde sin mor. Det hele ender dog i et familierod, som Sarina aldrig havde troet, hun var en del af, og den eneste hun har tilbage at stole på er faktisk sig selv. Det er et drama med nye venner, familie og underlig kærlighed. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - anden bog ud af tre.

26Likes
8Kommentarer
2604Visninger
AA

18. Rejsepartnere

Lyden af fjerpennen, der skrattede mod papiret var det eneste der fyldte stilheden på mit store værelse. Koncentreret rynkede jeg panden for at forme de krøllede bogstaver med blækket, indtil papiret var fyldt ud med min skrå skrift. Et brev til Alia.

    Det var midt om natten. Udenfor var det kulsort, mens jeg sad på mit værelse omgivet af stearinlys, der stod som flaksende ildfluer omkring mig. I min hånd brændte en lille flamme for at give lidt ekstra lys til mine skriblerier.

 

Kære Alia.

Undskyld jeg ikke kunne være den datter, du ønskede dig.

Hvis jeg kunne, ville jeg spole tiden tilbage og aldrig sætte min fod i Safir Bismara. Jeg ville fortsat leve i troen om, at jeg havde en mor et sted. Drømme om, at hun var min bedste veninde og forestille mig, at vi sad og snakkede om alt muligt mellem himmel og jord, mens vi ventede på at solen ville gå ned i horisonten. Jeg ville drømme om dig.

Jeg er ked af, at vi skulle mødes på dem måde. Midt i alt det her kaos mellem betvingere og evneløse, og jeg er ked af, at jeg ikke havde tiden til at lære dig at kende og måske finde ud af, at vi kunne have haft alle de ting. Måske drømmer jeg stadig. Jeg ved jo godt, at vi ikke kan enes. Jeg ved jo godt, at jeg ikke er den person, du godt kunne tænke dig, og du er ikke den mor, jeg havde forestillet mig.

Jeg tror, at det bedste er, at jeg bare forsvinder herfra, så derfor er jeg taget af sted. Man ved jo aldrig, om vi en dag finder hinanden og får det godt sammen, men lige nu kan jeg ikke se det.

Sarina

 

    Jeg foldede papiret sammen på midten og lagde det på mit bord. Mit blik gled langsomt hen over rummet. Jeg kunne ærligt talt ikke beslutte mig for, om jeg ville komme til at savne det, eller om jeg ville glæde mig over at komme væk. At jeg kom væk ville bare sætte punktum for, at der ikke var mulighed for noget som helst mellem Alia og jeg.

    Jeg sukkede for mig selv og gik hen til min seng, hvor mine ting lå på række. Jeg havde taget mine elskede bukser og lange bluse på, som Mella så venligt havde gjort klar til mig. Mella var nok den, jeg ville komme til at savne mest, men jeg lod ikke mig selv dvæle ved den tanke.

    Jeg tog mit bælte hvori, der sad et sværd og hægtede spændet fast om min mave, hvorefter jeg trak i en ny læderjakke, som jeg havde skaffet inde i centrum af Safir Bismara. Så erfaren som jeg var blevet med at rejse, havde jeg opdaget, hvor rart det var at have godt med tøj til de kolde dage eller nætter, trods sommerens sol. Mine støvler sørgede jeg også for at spænde godt op ad benet, selvom jeg vidste, at jeg ville tage dem af så snart solen ville begyndte at skinne.

    Tasken var pakket, og det var jeg også, så jeg drejede om på hælen og gik lige ud af døren uden at se mig tilbage. Ingen var vågne på denne tid af natten, så jeg sneg mig uset forbi ned mod stalden. Nat blev uroligt, og vrinskede da han så mig. Jeg ville ikke have folk til at opdage mig, så jeg skyndte mig at berolige ham ved at nusse ham og sende beroligende tanker til ham. Jeg sadlede ham op og trak ham med ned mod den store port i muren, som omsluttede Safir Bismara.

    ”Farvel mor,” sagde jeg Lavmælt, da jeg så tilbage mod byen en sidste gang.

    Jeg fortsatte et lille stykke hen og slog mig ned på den kolde skovbund op ad et træ, mens jeg ventede på de andre. En kuldegysning løb ned af ryggen, så jeg fandt kviste til et bål og tændte det.

    ”Nå det er her, du gemmer dig,” sagde en hæs stemme, så det gav et sæt i mig.

    ”Malum, du gav mig et chok! Hvad skulle det til for?” spurgte jeg bittert og lagde hovedet tilbage op ad stammen.

    ”Wow! Der er en der er muggen. Var det for tidligt for prinsessen at stå op?”

    Jeg løftede øjenbrynene og kiggede olmt på ham. ”Er det meningen, at vi to skal være på nakken af hinanden på hele turen?” spurgte jeg.

    Han trak på skuldrene. ”Et eller andet skal vi vel på tiden til at gå med. Hvornår kommer de andre?”

    ”Jeg ved ligeså lidt som dig. Det er jo heller ikke engang tæt på at være solopgang. Giv dem lige en chance.”

    Han trak på skuldrene og stirrede på mig lidt. ”Du ser helt anderledes ud,” sagde han.

    ”Hvad mener du nu?” Jeg ville skære ham med mit blik, hvis jeg kunne.

    Han trak på skuldrene. ”I går kunne jeg ikke forestille mig, at du Prinsesse Sarina skulle slås mod banditter og rede verden. Du så så… hvad skal man kalde det? Du så piget ud.”

    ”Skal jeg forstå det som endnu en fornærmelse?”

    ”Du kan tage det som du vil, men lad os bare sige at det først er nu jeg er overbevist.” Han rynkede panden akavet. ”Du har også gjort et eller andet ved dit hår…”

    ”Det her kaldes en fletning,” sagde jeg og trak min røde fletning om på skulderen, så han kunne se den. Jeg havde flettet det, så hårdt jeg kunne og bundet båndet så stramt det kunne lade sig gøre omkring enden. På den måde behøvede jeg ikke bekymre mig om at rede i tide og utide.

    ”Ja det. Du ligner lidt en mand nu.” Han grinede.

    ”Jeg håber du morer dig.”

    ”Det gør jeg,” sukkede han.

    Der blev stille mellem os, mens vi satte os til at stirre ind i ilden. Mine fingre var gledet op til halskæden, da jeg kom til at tænke på alle de gange, hvor Rakian og jeg havde siddet sammen ved et bål og lyttet til skoven, når den sov. Det føltes ikke rigtigt at sidde og gøre det sammen med Malum.

    ”Jeg tror der kommer en mere,” sagde Malum og pegede mod en lille flamme, der brændte et stykke væk. Den bevægede sig tættere på, og jeg kunne snart se, hvis ansigt den lyste op. Det var Vick, der gik med en stor hvid hingst bag sig.

    ”Perfekt aften, i har valgt,” sagde han og satte sig ned. ”Det er fuldmåne.” Vi så alle sammen op mod himlen, hvor der ganske rigtigt befandt sig en kuglerund måne med kun få sørgelige stjerner, der turde vise sig. Jeg smilede ved tanken om Nat, som jeg havde opkaldt efter præcist sådan en aften.

    ”Hvad er det egentlig for en ting, der altid hænger om din hals?” spurgte Malum.

    Jeg skyndte mig at gemme den væk under trøjen, for jeg magtede simpelthen ikke høre om, hvor dumt det var at være sammen med de evneløse mennesker. Malum forstod ikke Rakian, så jeg gad slet ikke snakke med ham om halskæden.

    ”Pas dig selv,” mumlede jeg bare.

    ”Hvem har smidt vand over din ild?” Han så virkelig irriteret ud, men det ragede mig en høstblomst. Han irriterede mig.

    ”Måske skulle du lade hende være Malum,” sagde Vick. Tak Vick, tænkte jeg.

    Sansan dukkede op inde fra buskene og satte sig på bagdelen ved min side. Vi ventede længe på de næste, men kun Galia viste sig, og da morgensolen stod højt, kunne vi ikke vente mere.

    ”Vi er nødt til at tage af sted uden de andre,” konkluderede Malum.

    Vicks kæbemuskler dirrede, mens han så sig omkring. En sørgmodig skygge havde lagt sig over hans ellers altid glade ansigt. ”Jeg havde sådan håbet på Dian,” mumlede han trist. ”Og Petan havde virket så begejstret.”

    Malum klappede ham kammeratligt på skulderen. ”Vi vidste jo godt, at Dian ville være svær at knække. Han er stædig.”

    ”Han var min bedste ven,” sagde Vick.

    ”Var?” spurgte jeg.

    Vick drejede hovedet mod mig. ”Dian har valgt Alia. Dian har altid valgt Alia, og vi ved ikke hvorfor. Han har bare altid holdt med hende, hjulpet hende, også selvom hun ikke påskønnede den hjælp.” Vick rystede på hovedet. ”Jeg troede rent faktisk, at jeg kunne banke en smule fornuft ind i hans forskruede hjerne, men det har aldrig kunne lade sig gøre. Det ser ud til, at vi nu er imod hinanden i den her kamp.”

    Jeg nikkede medfølende. ”Jeg ved godt, at du måske helst vil vente og se, men jeg tror virkelig, at det er bedst vi kommer væk, inden nogen afsløre os.” Jeg så rundt på de fire personer, jeg trods alt havde skrabet sammen. ”Måske det har sine fordele ikke at være så mange mennesker.”

    Malum fnøs og samlede sine ting op. ”Jeg ser frem til at se, hvor mange vi er, når vi kommer ud derfra igen,” mumlede han.

    ”Nu skal du passe på med at være så positiv Malum. Det er ikke godt for dig,” sagde jeg sarkastisk og tog fat i Nats tøjler.

    Malum rakte tunge og satte sig op i sin saddel. Alle andre fulgte hans eksempel, og så forlod vi Safir Bismara med sommerfugle i maverne over den spændende, måske farlige mission, vi havde sat os for.

    Det var utroligt, hvordan jeg havde savnet at ride på min altid trofaste Nat. Det var dejligt at ride mellem bregnerne og den kølige morgendug og mærke vinden i håret. Der var intet som den følelse, og det føltes endnu bedre, når man havde været nærmest fanget i en gryde af bjerge i flere dage. Nat elskede det. Jeg behøvede ikke engang gå ind i hans sind, for at se på ham, at han holdt af at være fri igen.

    Jeg havde været nødt til at studere mit kort godt og grundigt, for det var gået op for mig, at jeg skulle ud af ride med folk, der måske aldrig havde kendt til andet end deres lille trygge Safir Bismara. Sansan var den, der kendte landet bedst, men jeg savnede nu Rakian. Selvom han aldrig i sit liv før havde været det her sted, havde han alligevel en utrolig evne til at finde vej. I modsætning til mig, der ikke ejede et støvkorn sans for at finde vej.

    ”Hold da op!” kom det fra Vick, der spejdede ud over landskabet, da vi red ud af skoven. Jeg måtte give ham ret i at den smukke udsigt næsten ikke kunne være bedre. Tågen var væk, så man kunne se ud over markerne og engene, der strakte sig så langt øjet rakte. Man kunne se en lille by på vores venstre side og bjergene i baggrunden. ”Jeg tror ikke, jeg har set noget lignende i mit liv.” Han sparkede ivrigt til sin hvide hest og galoperede over den tørre jord, hvor kun få totter græs vågede sig op i sollyset.

    ”Jeg syntes, det er for stort. Man har jo ingen chance for at vide, hvor vi befinder os,” sagde Malum.

    ”Så er det da godt, at der findes det såkaldte landkort,” svarede jeg ham, men fik kun et ligegyldigt grynt tilbage.

    ”Jeg syntes det er fantastisk,” sagde Galia muntert. ”Jeg glæder mig sådan, til vi skal sove.”

    Jeg udstødte et lille fnis. ”Sove?”

    ”Ja, jeg har aldrig prøvet at sove under åben himmel før. Der er så spændende alt sammen.”

    ”Hvornår forstår du det Galia,” sukkede Vick. ”Det her er ikke nogen lej.”

    ”Det har jeg heller aldrig sagt, det var!” bed hun af ham, og sådan fortsatte deres lille søskende rivalisering i et par timer endnu. Malum kom af og til med en lille dum bemærkning eller kommentar om, hvad der manglede eller, hvad han havde forventet.

    ”Jeg er tørstig,” sagde han lige pludselig.

    ”Malum!” udbrød jeg. ”Er du færdig med at brokke dig?” I en arrig bevægelse fik jeg revet en dunk op ad min taske. ”Drik ud!” kommanderede jeg så, men det var åbenbart ikke godt nok.

    ”Jeg har selv med.” Han hev sin egen op, hvilket fik mig til at udstøde et støn og himle med øjnene.

    ”Han er umuligt,” mumlede jeg til Sansan.

    Det er hans måde at have hjemve, svarede han.

    Han driver mig til vanvid. Jeg skar tænder og satte i galop for at indhente Vick, der allerede var langt fremme. De andre fulgte mig i baggrunden, så man ikke længere kunne høre andet end den trommende lyd af hovene mod jorden.

 

***

 

Jeg pakkede mig ind i tæppet og vendte blikket mod ilden, der blafrede på stammen. Jeg var ude af form, så jeg var allerede godt øm bag i efter dagens ridetur, der havde gået stort set uforstyrret. Vick og Galia sad ved siden af hinanden. Vicks arm rundt om hende, der lænede sit hoved op ad hans skulder. Jeg havde aldrig haft søskende, så jeg kunne ikke sætte mig ind i det at have en bror eller søster, men jeg kunne ikke andet end at misunde dem, som de sad der sammen. I hele verden var der ingen som kendte Galia og Vick, som de kendte hinanden, og det var specielt.

    ”Hvorfor render du rundt i det der kluns,” kom det fra Malum. ”Jeg ved ikke, hvad du ligner.”

    Jeg tog en lille rundt sten og kylede den efter ham. ”Sov Malum!” Hvorfor gik han så meget op i mit tøj? Og havde jeg fået en forkert opfattelse om morgenen, da han meget diskret havde komplimenteret mit tøj?

    ”Av, det gjorde altså ondt.”

    ”Du fortjente det,” sagde jeg. ”Hvorfor render du rundt i dit kluns? Det er det samme.”

    ”Det er det da ikke. Jeg er en dreng, og du er en pige. Se på Galia. Hun behøver ikke rende rundt og spille dreng, bare fordi hun er ude at ride.”

    ”Hvorfor går du så meget op i, at jeg er en pige?”

    ”Fordi du ikke er normal. Når man ser noget der ikke er normalt, er det da i orden at sætte spørgsmålstegn ved det. Er det ikke?” spurgte han. ”Ville du ikke syntes, at det ville være ret så underligt at se mig i en kjole.”

    Jeg klukkede. ”Nej det havde set så morsomt ud, at jeg aldrig ville kunne stoppe med at grine igen.”

    ”Se selv.”

    ”Nej, for jeg ser ikke morsom ud. Jeg ligner bare ikke normen af unge piger. Det er noget andet.”

    Han så lidt skeptisk ud. ”Jeg er af en anden mening.”

    ”Tydeligvis,” svarede jeg og stak en pind i gløderne.

    ”Er du ked af at være en pige?”

    Jeg bed tænderne sammen. ”Pas dig selv Malum.”

    ”Du benægter det ikke.” Han havde et lettere udspekulere smil på læben, og jeg ville ønske, jeg vidste, hvad han var ude på. ”Du er måske født i en forkert krop.”

    Jeg havde lyst til at skyde en ildkugle efter ham, men jeg nøjedes med endnu en sten. Jeg overvejede endda at sætte ild til den bare for at set, hvad der skete.

    ”Pas dog på med de sten der,” sagde han. Mine fingre greb fat i den lille fugl i kæden igen. ”Du kunne have ramt mig i øjet eller sådan noget.”

    ”Det kan være, jeg gør det næste gang!”

    ”Uf jeg bliver bange.” Han gjorde som om, han fik en kuldegysning.

    ”Malum!” udbrød jeg. Jeg havde så godt fat i halskæden nu, at det var utroligt, jeg ikke ødelagde den. ”Jeg gider ikke høre på dig mere!”

    ”Men nu kan du ikke slippe for mig. Du bad om min hjælp, og så må du tage hele pakken.”

    ”Havde jeg vidst, hvilket fjols du var, så havde jeg hellere taget til Sydlandet alene. Er du med? Jokke var bare en gammel mand, der ikke vidste, hvad han snakkede om, da han sagde, at jeg skulle finde dig!”

    Tag det roligt Sarina, sagde Sansan.

    Men jeg fortsatte: ”Den eneste grund til, at du har besluttet dig for at irritere mig, indtil jeg tænder af, er at du er så hunderæd for at tage til Sydlandet, at du har brug for noget andet at lave i stedet for at sidde og græde,” råbte jeg og alles øjne var vendt mod mig. Malum så mere eller mindre indebrændt ud, men jeg tog mig ikke af det. ”Godnat!” Jeg lagde mig ned og opdagede hvor stor trangen var til selv at græde. Jeg syntes, at det havde været en hård dag ikke mindst fordi, jeg savnede Rakian, men også fordi det lige havde gået op for mig, at jeg havde mistet min chance for at få en mor.

    ”Måske skulle du tage at behandle hende ordentligt Malum. Kan du da ikke se, at der er noget i vejen. Hun er ked af et eller andet.”

    ”Hun var da selv ligeså flabet,” svarede Malum.

    ”Ja, men du startede.”

    Der blev stille, og jeg tror folk var ved at gå til ro. Sansan kravlede hen og lagde sig tæt op ad mig med et bekymret ansigtsudtryk. Du skal ikke lade dig selv græde på grund af ham, sagde han, som om han kunne se, at jeg skulle til det.

    Jeg græder ikke, svarede jeg og gav mig til at klø ham omkring ørene. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...