Ilden i mig - Anden bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2014
  • Opdateret: 29 maj 2014
  • Status: Færdig
The story goes on... Sarina er på vej ind i Safir Bismara med mod på sjælen ved tanken om at skulle møde sin mor. Det hele ender dog i et familierod, som Sarina aldrig havde troet, hun var en del af, og den eneste hun har tilbage at stole på er faktisk sig selv. Det er et drama med nye venner, familie og underlig kærlighed. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - anden bog ud af tre.

26Likes
8Kommentarer
2582Visninger
AA

38. Rakians mareridt

Rakian

Jeg knugede hendes slappe krop ind til mig, mens jeg gik op mod slottet. Tailo bar Sansan. Sarina blev ved med at bløde i baghovedet, så jeg havde taget hendes kappe, der lå på jorden og lagt om hendes hoved, mens vi gik.

    Jeg kunne stadig mærke adrenalinrusen i kroppen langsomt prelle af, men synet af Sarina havde givet mig et chok. Jeg hadede, at jeg måtte acceptere, at hun satte livet på spil hele tiden. Selvfølgelig kunne jeg forstå hende, når hun sagde, at hun havde brug for at gøre det, men det gjorde det jo ikke lettere. Følelsen af at vide, at hun havde siddet sammen med Vatokan, hvor et fejltrin kunne gøre det forbi, var ubærlig, men jeg havde ikke lov til at sige noget, når hun besluttede sig for at tage på endnu en farlig færd.

    Jeg småløb op mod de høje døre, og ænsede slet ikke at de andre sakkede bag ud. Jeg skulle hurtigst muligt op til Vildana. Hun kunne hjælpe. Jeg gik op ad marmortrappen og hen ad det glatte hvide gulv mod trappen, som gik ned til køkkenet. Jeg var næsten ved at falde ned af trinene og løb over til bordet, hvor jeg lagde Sarina uden at slippe taget om kappen under hendes hoved.

    "Vildana!" råbte jeg, og jeg hørte tumult inde fra hendes kammer ovre i den anden ende af køkkenet.

    Hun væltede ud af døren. "Rakian hvad... Åh du godeste. Hvad er der sket? Det er midt om natten," udbrød hun og forsøgte at få gang i de næsten udbrændte gløder for at koge noget vand.

    "Hun bløder!" Jeg kæmpede for ikke at lyde totalt panikslagent.

    "Tag det roligt. Rul hende om på maven og hold kappen på såret. Her," sagde hun og rakte mig en pude, som jeg kunne lægge hendes pande på.

    Jeg tog en dyb indånding. "Du skal nok klare den," mumlede jeg, men nok mest for mig selv og trak en stol over, så jeg kunne sidde ned hos Sarina.

    "Lad mig se," sagde Vildana roligt og flyttede min hånd væk fra kappen. Sarinas hår var blevet farvet mørkerødt af blodet, og sand og sten sad boret ind i hendes hovedbund. Jeg kunne dårligt nok få mig selv til at se på det. "Du er nødt til at hjælpe mig Rakian. Du må vaske dine hænder og pille skidtet ud af såret, mens jeg koger vandet."

    Jeg nikkede uden indvendinger og skrubbede skidtet ud af mine negle, inden jeg nervøst gav mig til at pillede stenene ud. Tailo kom ned af trappen med Sansan, som blev placeret på det andet bord. Tailo gik hen til Vildana, der kæmpede med ilden, og før jeg nåede at opdage, hvad han var ved, tog han fat om gryden og kneb øjnene sammen. Hans hænder rystede, og smerten i hans ansigt var til at tage at føle på, da hænderne begyndte at gløde, og vandet gav sig til at boble.

    "Tailo du..." begyndte jeg.

    "Når det handler om andre folks liv, så kan man alt," sagde han, og jeg kommenterede ikke mere på det faktum, at han pludselig brugte sine evner.

    Vandet stoppede med at boble, og han tog en skål som han fyldte vandet i og gav mig en klud. Han fyldte vand i nogle flere gryder og gjorde det samme. Jeg stak fingeren forsigtigt i gryden og mærkede, at vandet var koldt. Han havde åbenbart gjort det iskoldt igen efter at have kogt bakterierne ud. Sansan blødte ikke meget, men på hans hoved var der blevet flået et godt stykke pels af og Tailo lagde en klud over det, mens han kæmpede for at bevare sit ansigt i slappe folder.

    "Hvad er der sket med Sansan?" spurgte jeg og placerede kluden på Såret.

    "Jeg ved det ikke, men han vil ikke vågne," mumlede Tailo. Helt tavst sad han og stirrede på Sansan med sorg i blikket. Jeg var sikker på, at jeg aldrig havde set Tailo så trist, men jeg kunne godt forstå ham. Tailo stolede ikke på mange mennesker, og Sansan var ikke et menneske, men han var Tailos bedste ven.

    Jeg forsøgte ikke at skrubbe for hårdt på såret, og var meget påpasselig med ikke at presse skidtet længere ned. Det var svært, men mest fordi jeg rystede så meget på fingrene, at jeg ikke kunne ramme. "Forbandet!" mumlede jeg.

    "Lad mig gøre det Rakian. Du kan hjælpe med noget andet imens," sagde Vildana.

    "Jeg kan godt," svarede jeg.

    "Nej du kan ikke. Sarina er kold og fugtig, så jeg synes, du skal skaffe noget tøj og et tæppe, så hun ikke får en slem forkølelse oveni købet." Hun tog kluden og skubbede mig væk. Jeg skævede kort til Sarina, inden jeg løb op ad trapperne hele vejen op til hendes gamle værelse, som jeg havde gjort i stand til hende. Jeg rodede skufferne igennem og fandt nogle bukser og en bluse. Jeg snuppede et tæppe og løb hele vejen ned igen.

    "Hvordan går det?" spurgte jeg forpustet.

    "Jeg har næsten renset det. Der er bare så meget snavs, at jeg er bange for, at jeg ikke kan få det hele ud." Hun vaskede kluden i det røde vand og fortsatte. Jeg tog skålen med vand og hældte det ud for at skaffe noget rent, og bagefter måtte jeg skifte hendes tøj. Jeg vidste, hvad jeg skulle gøre, men jeg tøvede. Jeg var nødt til at få det tørre tøj på hende, men det betød jo, at jeg skulle tage det andet tøj af. Men jeg havde ikke set hende uden tøj på før... og Tailo sad der.

    Vildana lagde mærke til det og så hen på Tailo. "Der er ikke noget, vi kan gøre for ham Tailo. Jeg synes, du skulle lægge ham op i en seng, og se om han kommer til sig selv. Jeg er ked af det," sagde hun, og Tailo nikkede. Fortvivlet tog han Sansan i sine arme og gik sin vej.

    Jeg besluttede mig for ikke at være en tøsedreng og begyndte at skifte hendes tøj. Jeg havde aldrig vidst, at det ville gøre mig så ubehageligt til mode at skulle se hende uden tøj på, men det var vel tanken om, at jeg gjorde det, uden hun havde givet mig lov. Noget andet i mig kunne ikke lade være med at nyde det, og det irriterede mig. Jeg styrede hendes arme ind i ærmerne og trak trøjen ned over hende, mens Vildana holdt hende oprejst.

    "Sæt dig ned med hende på skødet, så har jeg en ide til at få det sidste skidt ud af hendes hår," sagde Vildana, og jeg gjorde, som hun sagde. Jeg sad med Sarina og betragtede hendes tomme ansigt, mens jeg funderede over, det jeg havde set. Det jeg ikke følte, jeg havde tilladelse til at se. "Se her," sagde Vildana og satte en stor skål rent vand på en stol ved siden af mig. "Sænk hendes baghoved ned i vandet." Og det gjorde jeg. Hun vaskede det sidste og tørrede håret med et stykke stof, hvorefter hun tog så meget hår væk fra såret, som hun kunne og bandt bandager omkring hovedet. Det lettede, da jeg så, at såret ikke var så voldsomt, som blodet havde givet udtryk for. Vildana bandt enderne sammen og lagde håret tilbage ned over dem.

    "Hun har mistet meget blod," mumlede jeg.

    "Jeg ved det godt, men hun kommer til sig selv igen. Det kan jeg næsten sige med sikkerhed. Tag hende med op i sengen, og så kan du jo lægge dig ved siden af hende, hvis der skulle ske noget. Du trænger også til søvn.

    Jeg nikkede tavst, gjorde som Tailo og gik min vej. Jeg blev hurtigt træt i benene af at gå op ad trapperne med hende i armene. Jeg skubbede døren op til mit værelse og lagde hende over i sengen, hvor jeg pakkede hende ind i dynerne. Jeg kyssede hende på kinden og lagde mig over på den anden side af sengen, hvorfra jeg lå og betragtede hende. Jeg kunne ikke sove, selvom jeg følte mig så udmattet.

 

***

 

Sarina stod helt alene i skoven. Hendes bælte var tømt for våben, og læberne var sprukket og tørre. Hun havde render under øjnene og svajede til den ene side, men jeg vidste ikke, hvad jeg lavede ved bare at stå og se til. Hvorfor hjalp jeg hende ikke?

    Hun tog et skridt frem, snublede over en rod og der lød et skrig igennem den øde skov. Hun krummede sig sammen på den kolde duggede jord, og min krop ville ikke bevæge sig. Jeg stod som forstenet og så på hende lide, og lige meget hvor meget jeg ville, kunne jeg ikke gøre noget. Det gjorde ondt, ikke fysisk ondt, men noget borede sig længere og længere ind i mit hjerte, jo mere jeg så på hende.

    "Sarina," mumlede jeg, men min stemme var hæs og kradsede i min hals. Gråden satte sig som en klump i svælget, og jeg forsøgte at slå ud efter noget, men jeg havde ikke arme og ingen ben. Jeg var ikke engang sikker på, om jeg havde et ansigt, men var der bare og så på.

    Pludselig trådte en sort skikkelse frem. Hånden lå solidt plantet på sværdet i skeden, og det hånende, skadefro smil bredte sig i hans ansigt. Hvem var det? Havde jeg set ham før? Han gik hen og skubbede til hendes slappe krop, så hun trillede om på ryggen, hvorefter han trak sværdet.

    "Nej!" råbte jeg, og gjorde alt hvad jeg kunne, for at komme hende til undsætning, men jeg kunne stadig ikke bevæge mig, og panikken steg for alvor i mig, da han løftede sværdet over sit hoved. "Sarina!" skreg jeg, da han bevægede sværdet ned mod hendes hjerte...

    Jeg spjættede voldsomt og trillede ned af sengen, hvor jeg ramte stengulvet, der slog luften ud af mig. Jeg satte mig hurtigt op og kravlede op i sengen, for at se om hun stadig var der. Jeg vidste det havde været en drøm, men jeg måtte være sikker.

    Da jeg så hendes tomme ansigtsudtryk og den livløse krop, kunne jeg ikke holde det hulk tilbage, som jeg gemte på. Chokket fra drømmen bankede stadig i mit hjerte som et minde, jeg ville tro var virkeligt, hvis ikke det var fordi, jeg hele tiden fortalte mig selv, at det var en drøm. "Det var bare en drøm!" hviskede jeg febrilsk for mig selv. Hvorfor var hun ikke vågen endnu? Tåren løb ned af min kind, og landede på puden. Jeg blev ved med at sige til mig selv, at det var tåbeligt at græde, når hun lå her ved siden af mig. Hvorfor græd jeg? Hun skulle nok vågne på et eller andet tidspunkt.

    Jeg følte mig så magtesløs. Siden Sarina havde fået sine evner, og jeg fandt ud af, at der var flere betvingere, end jeg havde troet, havde jeg vidst, at der ikke var nogen måde, hvorpå jeg kunne beskytte hende, hvis vi blev udsat for noget. Jeg havde ingen chance mod en hvilken som helst betvinger. Når hun havde redet rundt i landet og været hos Vatokan, havde jeg gået her med en bekymring så stor, at jeg ikke kunne være i mig selv. Ikke en dag havde gået, hvor jeg ikke havde frygtet det værste, og nu lå hun her. Her hos mig, bevidstløs og forslået, og jeg kunne ikke engang rense hendes sår ordentligt.

    Ved siden af hende, var jeg bare svag. Jeg var en svag evneløs, og uanset hvor meget jeg elskede hende, ville jeg aldrig blive god nok til hende. Det vidste jeg, det vidste Tailo, Alia, Malum og alle andre. Måske endda Sansan...

    Jeg rystede på hovedet og snøftede, mens jeg sad og holdt om hendes kolde hånd. Jeg kunne ikke undgå at misunde Malum. Jeg havde set ham træne for sig selv nede på pladsen sammen med Vick, og beundret den styrke og disciplin, han havde. Jeg beundrede den jordbetvinger, Tailo havde taget med til at hjælpe med at kæmpe mod Sarinas forfølgere. Hvordan han ved at enkelt kraftfuldt skridt med sine bare fødder kunne få en stor sten til at flyve efter dem. Tailo havde kastet kniven, og mens de andre kæmpede, havde jeg taget Sarina i sikkerhed. Tailo havde endda kogt vandet med sine evner, som han brugte for første gang i mange år.

    "Rakian?" sagde Tailo ovre fra døren.

    Jeg tørrede mine kinder med ærmet, og kravlede ned fra sengen. "Noget nyt med Sansan?" spurgte jeg, så roligt jeg kunne gøre det.

    "Han er vågen," sagde han med et smil i mundvigen. "Det viser sig, at hestene ikke trampede ham ned. Han slog kun hovedet i jorden under faldet." Han krydsede armene over brystet. "Hvordan går det?"

    "Hun er levende," mumlede jeg.

    "Hvordan går det med dig?" Jeg kunne se bekymringen gemt bag hans altid hårde facade.

    Jeg trak på skuldrene. "Jeg er bare bekymret." Jeg kunne godt, høre hvor dumt det lød, og hvis det så alligevel ikke var dumt, så fik det mig i hvert fald til at lyde som en tøs.

    Tailo løftede det ene øjenbryn. "Du græder?"

    Jeg rystede på hovedet. "Jeg fik bare et lille chok. Jeg er færdig med at græde nu."

    "Skal vi gå ned og få os en lille en? Du ligner en, der trænger til det."

    "Jeg vil ikke have, hun skal være alene, når hun vågner," mumlede jeg.

    "Sansan skal have hvile, så han kan hvile sig her. Så er han her, når hun vågner."

    "Jeg ved ikke Tailo..." Jeg tøvede.

    Han rystede på hovedet. "Du har ikke noget valg. Jeg har kaldt på Sansan."

    "Tailo jeg..." Jeg blev ikke færdig, for Sansan kom humpende langsomt hen ad gangen. Jeg skar en grimasse, da jeg hørte den svage pibende lyd han sagde, når han gik.

    "Pas på Sarina, og kald på os, hvis hun vågner," sagde Tailo. "Kontakt Vildana, hvis du mangler noget."

    Sansan nikkede og hoppede op i sengen, hvor han gjorde om et par gange, før han fandt den helt rette sovestilling. Han lagde hovedet på Sarinas mave og lukkede øjnene.

    "Kom," sagde Tailo og tog fat i min trøje, for at trække mig ud på gangen. Jeg rev min trøje fri af hans hånd og sendte ham et bestemt blik, mens jeg sørgede for at gå hurtigere end ham. Lige der irriterede Tailo mig grænseløst, men den eneste grund til, at jeg ikke protesterede, var at jeg måske virkelig havde brug for noget stærkt, så jeg kunne tage mig sammen.

 

***

 

Max gav mig et slag med sin knyttede næve over min overarm og stillede et glas mjød foran mig. "Tag dig sammen. Hun vågner snart."

    Jeg gnubbede stedet, han havde slået og skar en grimasse. "Nogen gange tror jeg ikke, du er klar over, hvor stærk du egentlig er Max," mumlede jeg.

    "Jo jeg er. Jeg ved tilfældigvis bare, at du ikke er nogen svans, og hvis du er ved at blive det, så slår jeg dig igen, så vi kan banke lidt mere mand ind i dig." Han lagde hånden på sin tykke mave og lo af sig selv.

    Jeg synes ikke, der var noget at grine af, og jeg gad egentlig heller ikke tale med nogen, så jeg klemte tre store slurke i mig og kneb øjnene sammen, da det kradsede i min hals. Jeg lod blikket glide over rummet, som for blot nogle uger siden havde ligget øde, støvet og ødelagt. Max havde brugt arbejdet til at drukne sine sorger i stedet for alt alkoholen og repareret huset. Bygget dét op, som var i stykker, og han havde fået det til at se rimeligt ud. Han havde bygget nye møbler, som runde borde og stole. Til baren havde han lavet høje trebenede taburetter med lædersæde, og jeg havde snittet mønstre rundt i kanten på bardisken. Somme tider havde jeg haft brug for at lave noget, som ikke havde noget med byen og slottet at gøre. Noget, hvor jeg kunne glemme det massive arbejde, der lå i at få det hele til at hænge sammen. Det var ikke altid, jeg havde tid til det, men jeg holdt af at bruge min tid sammen med Max, som også af og til trængte til lidt selskab. Han havde mistet Monikka, og at se ham blive så ked af det gav mig billeder i hovedet af, hvordan jeg ville få det, hvis det skete med Sarina.

    "Tænk hvis Sarina aldrig vågner," mumlede jeg og sukkede.  

    "Tag dig sammen," sagde han opgivende. "Nogen gange spekulerer jeg på, om du egentlig er en mand." Endnu engang stod han og morede sig over sine egne sørgelige vittigheder. Jeg himlede med øjnene.

    "Det er da godt, du selv morer dig," mumlede jeg.

    Han lænede sig ind over disken og så lige på mig. "Enten bliver du i bedre humør, eller også smider jeg dig ud," sagde han bestemt. "Hør her, i har undersøgt tøsen så godt i kan, og siden i ikke kan finde andre symptomer, kan du jo ikke gøre andet end at vente."

    "Hun har været helt væk i siden i går aftes..."

    "Og hun vågner snart igen."

    Jeg tømte glasset og stillede den tungt på bordet. "Jeg går tilbage til slottet. Vi ses Max." Jeg så over på Tailo. "Det her var en dårlig ide," sagde jeg og gik min vej.

    Jeg var bange for at indrømme det overfor mig selv, men jeg gik faktisk og ledte efter nogen, der havde brug for hjælp for ikke at skulle derop alligevel. Det gjorde bare for ondt at gå derind, men når jeg så, hvor glade folk var omkring mig, fandt jeg hurtigt ud af, at jeg ville sprede mere dårlig stemning end hjælp.

    Derfor gik jeg alligevel op til hendes værelse, og bedst som jeg troede, jeg ville møde det samme tomme ansigtsudtryk, fik jeg et chok, da jeg så hende sidde på gulvet op ad væggen med Sansan ved sin side. Hun så på mig med sine store brune øjne.

    "Rakian!" råbte hun og kom på benene hurtigere, end man kunne nå at undre sig over det faktum, at hun sad på gulvet. Hun slog armene om nakken på mig og klamrede sig til mig. Det tog mig ikke mange sekunder at gengælde krammet, men jeg var så overvældet, at intet ord ville forlade mine læber. I stedet begravede jeg ansigtet i hendes hår og strammede grebet om hende. Lettelsen overvældede mig.

    "Vi er i Thornag," sagde hun.

    Jeg trak mig væk, så jeg kunne se hende i øjnene og lagde begge hænder på hendes hvide kinder. Hun var helt bleg. "Ja vi er." Jeg smilede til hende. "Du er bleg," sagde jeg sørgmodigt. Jeg kærtegnede hendes kind med min tommelfinger, mens jeg så hende ind i øjnene. "Hvordan har du det? Har du ondt?" spurgte jeg.

    "Jeg har det fint," svarede hun og smilede opmuntrende, men hele hendes krop rystede, og hendes knæ kunne knap nok holde hende oppe. Hun løj altid overfor mig, når det gjaldt hendes helbred.

    "Du skulle heller ikke sidde på gulvet Sarina. Du skal ligge i en varm seng, hvor du kan slappe af i kroppen. Du har slået hovedet voldsomt." Jeg trak hende over til sengen og puffede hende ned at ligge, så jeg kunne pakke hende ind.

    "Jeg gider ikke ligge ned mere. Jeg er lysvågen," sagde hun og satte sig op igen.

    "Du skal hellere tage den med ro, og hellere ligge en dag eller to mere efter du føler dig helt rask. Det vil sige, at der er et stykke vej endnu, så du kan ligeså godt vende dig til det." Hun surmulede, og jeg kom til at grine. "Livet er hårdt," grinede jeg.

    "Så bliv her hos mig," forlangte hun. "Jeg keder mig."

    "Jeg bliver hos dig." Jeg kunne bestemt ikke finde noget, jeg hellere ville. Jeg satte mig op i sengen til Sarina og lagde armene om hende.

    ”Du lugter af alkohol,” sukkede hun.

    ”Tailo trak mig med ned til Max, fordi jeg havde brug for en lille en, mente han. Nu skal du forresten lige høre noget interessant," begyndte jeg og smilede til Sansan, der krummede sig sammen ved siden af os og lukkede øjnene. "Tailo brugte sine evner." Sansan spærrede øjnene op i forskrækkelse. "Da i var bevidstløse, og vi skulle rense jeres sår, kogte han en gryde vand i sine hænder. Det var ret utroligt."

    "Jeg var ellers lige ved at tro, at han havde glemt hvordan man gør," mumlede hun. Hendes hånd søgte ned i Sansans pels, som hun rodede rundt i med fingrene. Han så ud til at kunne lide det.

    "Du er kold," mumlede jeg ned i hendes hår. "Fryser du?"

    "Ja." Jeg trak dynen op omkring armene på hende og sørgede for at alt op til kinderne var dækket. Hun puttede sig ind til mig og lagde hovedet på min skulder. Jeg smilede svagt, da hun hvilede sin pande mod min hals og åndede tungt ud.

    "Bedre?"

    Hun nikkede.

    Jeg slangede hånden ind under dynen og fangede hendes hånd, som var kold og holdt den ind til mig, i håb om at det varmede. "Jeg er glad for, at du er tilbage igen." Hun løftede hovedet, og jeg lænede min pande mod hendes, så vores næser rørte hinanden. "Jeg elsker dig," sagde jeg lavmælt og lukkede øjnene, inden jeg blidt trykkede mine læber mod hendes. Hun gengældte det, og jeg mærkede hendes fingre krølle sig om kanten af min trøje, som hun altid gjorde og kuldegysninger rislede ned af min ryg. Der fandtes ingen bedre følelse, og kysset blev for hvert sekund mere intenst, mere passioneret og fuldt af længsel efter den andens nærvær.

    Forpustet trak vi os væk og smilede til hinanden. "Du skal hvile dig. Jeg kommer med noget mad til dig."

    "Tak. Jeg er ved at dø af sult," sagde hun og pakkede sig ind i dynerne igen, da jeg mod min vilje havde rejst mig og gik mod døren. Jeg så mig tilbage og smilede, inden jeg lukkede døren bag mig og gik.

    Jeg var lykkelig. Meget lykkelig, men et eller andet sted vidste jeg, at den lykke ville høre op før eller siden. Jeg havde en underlig tom følelse i maven gemt bag alt glæden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...