Ilden i mig - Anden bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2014
  • Opdateret: 29 maj 2014
  • Status: Færdig
The story goes on... Sarina er på vej ind i Safir Bismara med mod på sjælen ved tanken om at skulle møde sin mor. Det hele ender dog i et familierod, som Sarina aldrig havde troet, hun var en del af, og den eneste hun har tilbage at stole på er faktisk sig selv. Det er et drama med nye venner, familie og underlig kærlighed. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - anden bog ud af tre.

26Likes
8Kommentarer
2571Visninger
AA

2. Prolog

Sarina stod helt alene i skoven. Hendes bælte var tømt for våben, og læberne var sprukket og tørre. Hun havde render under øjnene og svajede til den ene side, men jeg vidste ikke, hvad jeg lavede ved bare at stå og se til. Hvorfor hjalp jeg hende ikke?

    Hun tog et skridt frem, snublede over en rod og der lød et skrig igennem den øde skov. Hun krummede sig sammen på den kolde duggede jord, og min krop ville ikke bevæge sig. Jeg stod som forstenet og så på hende lide, og lige meget hvor meget jeg ville, kunne jeg ikke gøre noget. Det gjorde ondt, ikke fysisk ondt, men noget borede sig længere og længere ind i mit hjerte, jo mere jeg så på hende.

    "Sarina," mumlede jeg, men min stemme var hæs og kradsede i min hals. Gråden satte sig som en klump i svælget, og jeg forsøgte at slå ud efter noget, men jeg havde ikke arme og ingen ben. Jeg var ikke engang sikker på, om jeg havde et ansigt, men var der bare og så på.

    Pludselig trådte en sort skikkelse frem. Hånden lå solidt plantet på sværdet i skeden, og det hånende, skadefro smil bredte sig i hans ansigt. Hvem var det? Havde jeg set ham før? Han gik hen og skubbede til hendes slappe krop, så hun trillede om på ryggen, hvorefter han trak sværdet.

    "Nej!" råbte jeg, og gjorde alt hvad jeg kunne, for at komme hende til undsætning, men jeg kunne stadig ikke bevæge mig, og panikken steg for alvor i mig, da han løftede sværdet over sit hoved. "Sarina!" skreg jeg, da han bevægede sværdet ned mod hendes hjerte...

    Jeg spjættede voldsomt og trillede ned af sengen, hvor jeg ramte stengulvet, der slog luften ud af mig. Jeg satte mig hurtigt op og kravlede op i sengen, for at se om hun stadig var der. Jeg vidste det havde været en drøm, men den magtesløshed jeg mærkede i mine drømme fortsatte hver dag i virkeligheden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...