Ilden i mig - Anden bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2014
  • Opdateret: 29 maj 2014
  • Status: Færdig
The story goes on... Sarina er på vej ind i Safir Bismara med mod på sjælen ved tanken om at skulle møde sin mor. Det hele ender dog i et familierod, som Sarina aldrig havde troet, hun var en del af, og den eneste hun har tilbage at stole på er faktisk sig selv. Det er et drama med nye venner, familie og underlig kærlighed. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - anden bog ud af tre.

26Likes
8Kommentarer
2625Visninger
AA

24. Prinsessen af Sydlandet

Jeg vågnede, da jeg slog hovedet ned i gulvet, og det gik op for mig, at de havde læsset mig af, uden overhovedet at gå op i, om jeg slog mig eller kom til skade. Hvad havde jeg også forventet? At de ville lægge mig i en blød seng?

    Jeg tog mig forsigtigt til hovedet og mærkede en lille smule blod i mit hår. Den røde væske lå i små dråber på mine fingre, og lænker sad om mine håndled. Jeg rynkede på næsen, og tog det stille og roligt med at hæve mig fra gulvet. Jeg lod mit blik hvile på væggen, indtil det ikke længere snurrede helt så meget rundt for mine øjne, så jeg kunne sætte mig helt op.

    ”Hvad er det?” spurgte en høj mand med gråt hår. Jeg vidste, at det var Vatokan med det samme jeg så ham. Han var klædt, som skulle han i krig med både ringbrynje og sværd i skeden, som sad i et tykt bælte. Bæltet var spændt så stramt, at hans vom flød ud over. Kronen sad på hans runde hoved, og lige under øjet sad der et frygtindgydende ar lodret ned af kindbenet.

    Jeg havde lyst til at spytte på ham eller sparke ham mellem benene nu, hvor de havde taget mine våben, men så mange kræfter, havde jeg ikke. Det var slet ikke til at beskrive, hvor meget had til den mand, der havde hobet sig op inde i mig. Og det gav mig kvalme at se på ham, fordi man nemt kunne se lighederne mellem ham og mig.

    ”Hende og nogle venner forsøgte at trænge ind på borgen, men de andre stak af med Abokarien,” sagde den ene.

    Vatokan løftede øjenbrynene. ”Der kan man bare se.” Han kløede sig i skægget. ”Den tøs var alligevel ikke noget værd. Hun mistede sine evner, så hvad nytte skulle jeg få af hende?” Han så ned på mig. ”I har lige løst et problem for mig.”

    Jeg forstod ikke… havde Luna ikke sine evner mere?

    ”Hvad vil du have, vi skal gøre med hende?” spurgte den anden.

    Vatokan så lidt nærmere på mig. ”Jeg syntes, jeg har set den tøs før,” mumlede han. ”Rejs dig op!” kommanderede han.

    Jeg rørte på mig og satte mig helt op på knæene med et udmattet støn. Da jeg kom helt på fødderne at stå, begyndte jeg at svaje til de ene side, og jeg var lige ved at falde, da en af vagterne måtte tage fat i min overarm.

    ”Undskyld herre, men vi kom til at give hende for meget bedøvelse.”

    ”Ja det kan jeg se! Kan i fjolser heller ikke finde ud af noget?” udbrød han og sendte dem de ondeste øjne, han kunne mønstre. ”Hvad er du? Hvem er du? Hvorfor har jeg set dig før?” forlangte han at vide.

    Jeg vidste, at det var dumt og uansvarligt af mig at fortælle ham mit rigtige navn, men sådan var jeg. Jeg var nogle gange dum og uansvarlig, og jeg mente, han burde vide det. Desuden kunne min hjerne ikke tænke klart efter den portion bedøvelse, der snurrede i mine årer og gjorde min overarm følelsesløs. ”Sarina Gaolari,” svarede jeg hæst.

    ”Det kan ikke passe. Hvorfor er du kommet her? Du må da have et eller andet sygt ønske om at dø, eller du er måske kommet for at hævne din far?”

    Jeg havde en brændende lyst til at sige det til ham. Fortælle ham, at jeg var hans datter bare for at se, hvordan han ville reagere, men var det dumt? Jeg var efterhånden mester i at få mine forældre til at hade mig, og nysgerrigheden over hvad selveste Vatokan ville sige, kunne jeg ikke undertrykke. Hvad mon der ville ske, hvis jeg løj for ham og fortalte, at jeg var kommet for at se ham? At jeg havde brug for at finde min rigtige far. Hvad hvis jeg kunne charme mig ind på ham og finde hans svage punkter, så jeg kunne ødelægge ham endnu mere…

    Jeg bed mig i læben, men valgte alligevel at springe ud i det. ”Der er måske ikke nogen, der har fortalt dig, at du har formået at plante frø både i Nordlandet og Sydlandet.”

    Han skar en grimmasse. ”Hvad skal det betyde?”

    ”Det skal betyde, at du pludselig har fået en datter,” svarede jeg.

    ”En datter?” spurgte han skeptisk. ”Og hvem er så det?”

    ”Mig.” Jeg lagde hovedet på skrå. ”Du var så smart at gøre Alia gravid, lige inden hun forlod dig og giftede sig med kongen af Nordlandet.”

    Han vendte blikket over mod de bøvede vagter, der stod og pillede bussemænd. ”Forsvind,” sagde han, så det gav et gib i dem. ”Inden i får et brandmærke for livet.” Og så kunne det vidst ikke gå hurtigt nok med at tage benene på nakken og forsvinde ud af døren for ikke at blive spiddet af Vatokans blik.

    ”Prøv lige at sige det igen,” sagde han, da de var forsvundet.

    ”Teknisk set er du min far,” sagde jeg.

    ”Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at tro på den lille historie, du har brygget sammen. Har du noget bevis? Og hvorfor har du overhovedet interesse i at lade mig vide det?”

    ”Det ved jeg ikke. Og jeg har ikke noget bevis, andet end at jeg er ildbetvinger ligesom dig. Du må selv beslutte dig til, om du vil tro på mig.” Jeg trådte et skridt bagud, fordi jeg var lige ved at falde, og jeg kunne se et grin spille i Vatokans mundvige. Jeg sendte ham et surt blik og satte mig ned på gulvet.

    ”Du skal overhovedet ikke være næsvis, og da slet ikke sætte dig ned efter jeg har givet dig ordre på at rejse dig.” Han trak sit sværd og rettede det mod mig. ”Hvad får dig til at tro, at jeg ikke kunne finde på at bore den her gennem dig, hvornår det skulle være?”

    Jeg sank en klump, da jeg så spidsen af hans skarpe klinge, og Vatokan lod til at morer sig over min pludselige usikkerhed. ”Undskyld, jeg følte bare ikke fore at slå hovedet i gulvet.”

    ”Jeg lader det passere, men tro ikke at det sker for ofte,” advarede han og bakkede hen for at sætte sig på en stor massiv trone. Han lænede sig frem og hvilede sine hænder på sværdets skaft, mens spidsen stak ned i stengulvet.

    ”Hvorfor sendte du vagterne væk?” spurgte jeg.

    Han ignorerede mit spørgsmål. ”Ser du, den gang jeg var ung, havde jeg rødt hår som dit. Du siger du er ildbetvinger? Er du stærk?”

    ”En stærk betvinger?” Han nikkede. ”Folk siger, at jeg har nogle usædvanlige kræfter, og mit sind er blokeret.” Pludselig mærkede jeg et stød mod mit mentale forsvar og skar en grimasse.

    ”Interessant,” mumlede han. ”Jeg har ledt efter dig. Vidste du det?” spurgte han.

    ”Ja, men hvorfor?”

    Han trak på skuldrene. ”Jeg fik et lille tip om, at du havde dig nogle evner, men jeg mindedes ikke at have hørt, at du var ildbetvinger.” Jeg vidste godt, hvor det tip kom fra. ”Når du en gang kan stå lodret, kunne det være du ville vise mig nogle ting.”

    ”Som hvad?” spurgte jeg koldt.

    ”Du er hård.” Det brummede i hans bryst, da han udstødte noget der meget vel kunne være et lavmælt grin. ”Du skal vise mig, hvad du kan. Ser du, jeg står uden en arving lige i øjeblikket, og nu skal jeg jo ikke kunne sige, om du lyver for mig, men hvis du er min datter, skulle jeg måske tage chancen.”

    ”Hvad får dig til at tro, at jeg har interesse i at være din arving?” Sig mig havde jeg ikke lige brudt ind i hans borg og stjålet fra ham?

    ”Hvorfor skulle du ikke? Du får muligheden for at være prinsesse igen. Du får magt, og så indtager vi Nordlandet sammen. Er det ikke en god ting? At forene landende? Du får mulighed for at få mere magt, end hvis du var blevet hos Astan.” Han slog hånden ud, som om det var det simpleste i verden. Han var tydeligvis fascineret over sin egen ide.

    ”Du dræbte min far! Hvorfor skulle jeg have lyst til at arbejde sammen med dig?”

    ”Det er sjovt, jeg synes lige du sagde, jeg var din far,” lo han.

    ”Måske har jeg dit blod, men du er ikke, den jeg kender som min far.”

    ”Nå nå, men lad os sige det sådan her… du får to muligheder.” Han så mig lige ind i øjnene. ”Enten arbejder du sammen med mig, eller også kan du få lov at rådne op nede i hullet. Du vælger selv.” Han lænede sig tilbage, mens han stadig betragtede mig.

    Jeg bed mig i kinden. Det irriterede mig grænseløst, at jeg ikke kunne kontakte de andre, mens jeg sad der, for jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Jeg vendte blikket mod mine hænder, hvor lænkerne sad og kradsede mod mine håndled.

    ”Bliver det til noget?”

    Skulle jeg sige ja? Skulle jeg se, hvad jeg kunne få ud af ham? Måske kunne jeg få fat på nogle informationer om ham. Finde hans svagheder, som jeg kunne bruge imod ham, når jeg slap væk. Jeg besluttede at springe ud i det.

    ”Hvad sker der, hvis jeg siger ja? Får jeg frihed til at gå omkring, eller skal nogen følge efter mig konstant?” spurgte jeg.

    ”Lige nu stoler jeg ikke helt på dig, men jeg håber det ændrer sig. Min tillid er noget, man gør sig fortjent til. Siger du ja?”

    ”Jeg vil ikke rende rundt i kjole og være fin hele tiden. Hvis jeg skal være prinsesse er det for at lave noget, ikke for at se fin ud.”

    ”Det er, lige ånden jeg leder efter,” svarede han, hvilket fik mig til at rynke panden.

    ”Du er ligeglad med, at jeg ikke går i kjole?”

    ”Ja da. Det bestemmer du selv.”

    Jeg bed mig i læben, og bed næsten så hårdt, at det var lige før der gik hul. ”Fint. Jeg bliver her, men bliver det som din datter, eller er jeg bare arvingen?”

    ”Nu synes jeg, vi skal udnytte, at vi rent faktisk deler blod, så selvfølgelig er du min datter.”

    ”Skal jeg kalde dig far?”

    ”Det må du selv om.” Han trak på skuldrene. ”Jeg har lige bedt en af pigerne om at gøre et værelse klar til dig, men der går lige lidt tid, så du må lige vente lidt.”

    ”Du sidder jo her. Hvordan kan du bede nogen om noget?”

    ”Her bruger vi tankerne til at kommunikere. Har jeg brug for noget, så sender jeg en tanke. Det kunne du måske få brug for på et tidspunkt.” Jeg funderede over, hvor effektivt det var. I Safir Bismara var det uhøfligt at bede folk om noget gennem tankerne.

    En af vagterne væltede pludselig ind og stillede sig ret foran Vatokan. Han skævede ned til mig, men vendte straks blikket tilbage mod Vatokan. ”De kaldte,” sagde han.

    ”Fjern lige det der fra hendes hænder,” svarede Vatokan og pegede mod mig.

    ”Fjerne?” spurgte han. Jeg sad og betragtede ham. Han så ikke ud til at være meget ældre end mig selv, og det virkede heller ikke som om, han havde helt så meget erfaring som nogle af de store muskelbundter, jeg havde set.

    ”Ja, hvad var det, du ikke forstod? Lås dem op og forsvind,” sagde han irriteret.

    ”Javel,” mumlede han og tog et stort bundt nøgler frem fra bæltet i bukserne. Han stirrede et øjeblik på mig med et mistroisk blik, da han satte sig på hug og stak nøglen i låsen, for at høre det klik det sagde, da de sprang op. ”Var det alt herre?” spurgte han.

    ”Ja.” Vatokan nikkede mod døren, og den unge vagt forsvandt. ”Jeg forventer meget af den knægt,” sagde Vatokan tænksomt. ”Fin familie og hurtigere med en klinge end så mange andre.” Han kløede sig i skægget.

    Jeg sad og gnubbede mig på mine håndled, der sved fra de ru håndjern. ”Hvordan kan det være, han render rundt med alle de nøgler?” spurgte jeg. ”Hvis han er så ung.”

    ”Det er min måde at se, om jeg kan stole på dem. Kan de ikke holde styr på nøglerne, kan de ikke holde styr på noget. Det er min politik.”

    ”Men hvad, hvis de render og bruger dem ulovligt?”

    ”Så bliver det værst for dem selv. Lad os bare sige det sådan.” Han lo sagte. ”Og du skal for resten heller ikke prøve på noget unge dame. Jeg holder øje med dig.”

    ”Ja ja,” mumlede jeg.

    Han rejste sig. ”Kom. Dit værelse er parat.”

 

***

 

I hallen var der højt til loftet. Murene var lavet af store grå sten, som gav en kedelig og dyster fornemmelse i maven. I midten kunne man læne sig ind over et tremmegelænder og se nedenunder, hvor man kunne se mønstre af de rå sten gulvet var belagt med. Det var ubehageligt. Aldrig havde jeg været et sted, som gjorde mig så dårligt tilpas, og det fik mig endda til at ønske, jeg stadig sad i Safir Bismara.

    Vatokan viste mig ind i et rum ude i siden. ”Her bor du. Jeg bor ovre på den anden side.” Jeg nikkede og så mig omkring. Det var kedeligt, og det var tydeligt, at de forskellige ting var lavet til at være praktiske og ikke for pynt. Der var ikke mange fine udskæringer i træstolene, sengen og skabene, men i stedet var det lavet af tykt robust træ, som kunne holde til lidt af hvert. På min højre side stod en kæmpe stor himmelseng, og på venstre side stod et klædeskab og skrivebord med papir og fjerpen.

    ”Jeg vil lade dig være alene. I morgen skal du vise mig, hvad du duer til.” Han lukkede døren efter sig, da han gik ud.

    Jeg lod mine fingre glide over det glatpolerede bord og satte mig på en stol. Langsomt bukkede jeg hovedet og hvilede panden i mine hænder. Jeg vidste simpelthen ikke, hvad der var gået af mig, siden jeg lige pludselig valgte at bo sammen med min største fjende.

    Jeg kom pludselig til at tænke på de andre, da bedøvelsen begyndte at fortage sig. Gad vide, hvad de lavede. Jeg lod langsomt mit sind glide udenfor murene for at finde de andre. Jeg måtte tale med dem. Jeg ledte i lang tid, indtil et velkendt sind rørte mit.

    Hvem er det? spurgte Sansan. Jeg vidste at det var Sansan, for jeg kunne altid mærke, når det var ham.

    Det er Sarina, svarede jeg.

    Tak skæbne! Vi troede du var død! Hvad laver du? Er du uskadt? Spurgte han.

    Jeg har det fint, svarede jeg. Sansan, jeg tror, jeg har gjort noget dumt.

    Hvad har du gjort Sarina? Spurgte han varsomt.

    Da jeg blev taget, tog de mig med op til Vatokan. Jeg lod billeder af dagens hændelser løbe igennem til Sansans sind, og viste ham Vatokans og min samtale tidligere.

    Hvad har du så tænkt dig nu? var det eneste, han havde at sige.

    Jeg har tænkt mig at blive gode venner med ham. Det kan vi måske få nytte af, hvis vi skal bekæmpe ham.

    Han sagde ikke noget i et stykke tid. Men hvad vil du så have, vi skal gøre imens?

    Jeg tror ikke, jeg kommer ud igen lige foreløbig. Du kan tage de andre med til Nordlandet og finde Rakian og Tailo. De kan hjælpe Luna, og i mellemtiden prøver jeg at se, hvad jeg kan finde af nyttige oplysninger, vi kan bruge. Måske har han nogle svagheder, vi kan få nytte af.

    Og Efterlade dig her? Sarina jeg har altid beundret dit mod, men spørgsmålet er, om det er dumdristigt mod. Nogen gange har jeg fornemmelsen af, at du overvurderer dig selv, og jeg skal være ærlig at sige, at jeg ikke bryder mig om den her plan, du har. Jeg bliver her hos dig og sender de andre af sted.

    Er du sikker Sansan?                                                  

    Selvfølgelig. Jeg sender de andre væk i aften.

    Hvordan har Luna det? spurgte jeg. Jeg kunne stadig ikke få billederne af hende siddende krummet sammen inde i cellen ud af hovedet. Hun havde været så skrøbelig og tynd.

    Luna er helt ødelagt. Hun sidder og mumler ting og forventer, at vi skal slå på hende. Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre.

    Hun bliver god igen med tiden. Hun skal bare lære at stole på jer først. Sig til de andre, at jeg er taknemlig over, at de har hjulpet mig, og at jeg stoler på, at de bringer hende sikkert til Nordlandet.

    Det skal jeg nok.

    Tak Sansan. Vi snakkes ved, sluttede jeg og slap kontakten, så jeg igen sad helt alene med mine tanker.

    Vatokan var skyld i min fars død. Hvordan skulle jeg kunne leve sammen med en mand, der var så ond ved så mange mennesker? Hvordan skulle jeg kunne få mig selv til at se ham ind i øjnene hver dag?

    Jeg greb om mig selv og sukkede tungt. Jeg måtte bare tage mig sammen og modtage følgerne af min egen dumme beslutning.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...