Ilden i mig - Anden bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2014
  • Opdateret: 29 maj 2014
  • Status: Færdig
The story goes on... Sarina er på vej ind i Safir Bismara med mod på sjælen ved tanken om at skulle møde sin mor. Det hele ender dog i et familierod, som Sarina aldrig havde troet, hun var en del af, og den eneste hun har tilbage at stole på er faktisk sig selv. Det er et drama med nye venner, familie og underlig kærlighed. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - anden bog ud af tre.

26Likes
8Kommentarer
2573Visninger
AA

21. Panik

Det så ud til, at Malum ligefrem havde taget mit budskab til sig, for han brokkede sig ikke længere helt så meget. Jeg kunne dog ikke prale med at diskussionerne havde stoppet, for det havde de bestemt ikke. Det kunne være små ting, som hvilken vej der ville være lettest at tage, eller hvornår vi skulle slå os ned for natten, som vi diskuterede om, og for hver gang så det ud som om Vick og Galia fik mere og mere lyst til at kvæle en af os. Selv Sansan var godt og grundigt mørbanket af alle de spydige bemærkninger og dumme kommentarer, vi smed i hovedet på hinanden, men han havde det med at forsvinde i et stykke tid, og komme tilbage et par timer senere. Jeg regnede med, at han nok bare var ude at finde noget mad eller nød lidt tid for sig selv.

    Nu var vi i hvert fald så langt fremme, at vi langt ude i horisonten kunne øjne et stykke af muren. Vi havde aftalt at ride igennem skoven, selvom det ville være noget af en omvej, men nu var vi så tæt på Sydlandet, at det var bedst, hvis vi gemte os.

    Galia lå og skraldgrinede, mens Vick lå på ryggen og kiggede på sin næse, som han havde formået at få til at brænde. Det havde de fået meget sjov ud af, mens Malum og jeg sad i hver sin ende og ihærdigt forsøgte ikke at flække af grin. Det så virkelig sjovt ud, men det stoppede hurtigt, da noget koldt blev placeret mod min strube, og jeg gik i stå.

    ”Det ser ud som om, vi har det lidt sjovt her,” sagde en hæs stemme bag mig.

    Malum, Vick og Galias blikke blev fyldt med frygt og overraskelse, mens de langsomt rejste sig tøvende på benene. Vick nev sig i armen, men da han kom til den konklusion at det ikke var en drøm, tog han Galia i hånden og skubbede hende om bag sig.

    ”Hvad vil i?” spurgte Malum skarpt.

    Ingen af dem svarede, men grinede blot ondskabsfuldt. ”Hvad med, at du rejser dig op smukke,” sagde han og fjernede det skarpe metal fra min hals, mens jeg kom på benene. Jeg tog mig god tid om at rejse mig, og bedst som han var ved at miste tålmodigheden, svang jeg mit ben ud og snurrede rundt, så jeg fejede benene væk under ham. Han landede hårdt på bagdelen og udstødte alverdens bandeord af smerte. Jeg sparkede kniven ud af hans hånd og satte mig på ham med et ben på hver side.

    De andre mænd begyndte at grine endnu mere. ”Taget af en pige,” grinede de, og først der opdagede jeg, hvor mange der egentlig var. Der var ingen måde hvorpå vi kunne hamle op med dem alle sammen, så pludselig følte jeg mig ikke så smart alligevel.

    ”Det skulle du ikke have gjort,” sagde manden, og det gik op for mig, at jeg havde undervurderet ham. Eller også havde jeg overvurderet mig selv, men der gik i hvert fald ikke mange sekunder, før han havde smidt mig af sig og trak mig op at stå med en arm rundt om min hals.

    Flot Sarina, tænkte Malum og himlede med øjnene.

    Du havde måske en bedre plan? Spurgte jeg, og forsøgte at kæmpe imod, da manden rev fat i min kniv i mit bæltet, som han holdt op mod min hals. Jeg turde ikke begynde at bruge mine evner af frygt for, hvad han kunne finde på at gøre med kniven. Desuden kunne jeg overhovedet ikke regne ud, om han var nogen form for betvinger selv.

    ”Tag dem!” sagde manden, men de trak deres sværd, før mændene nåede at se sig om og gik til angreb. Malum kæmpede overraskende godt med sin klinge i modsætning til de andre, der svang den lidt usikkert og stod knap så stabilt på jorden. Måske havde de aldrig lært at bruge et sværd, men jeg havde på fornemmelsen, at Vick og Galia var lidt for overraskede over situationen, og det gjorde deres evne til at tænke klart, svagere. Måske de slet ikke brød sig om det, at have et sværd i hånden.

    Brug jeres evner! Tænkte jeg til dem alle på en gang, mens jeg selv stod helt forstenet, fordi jeg var bange for hvad der ville ske, hvis jeg rørte på mig, mens han havde kniven mod min hals. Måske var jeg hård, og måske havde jeg slået en ihjel før, men det at blive truet på livet blev man aldrig vant til.

    Malum skød en kugle ild mod den ene af de to, han kæmpede mod. De blev begge så forskrækkede, at de bakkede væk. Galia og Vick fulgte hans eksempel, men de kunne ikke ramme, og det gik pludselig op for mig, at mændene slet ikke havde nogen evner.

    ”Hvis I gør mere modstand, tøver jeg ikke med at stikke den her kniv gennem halsen på jeres veninde,” råbte manden. En sveddråbe begyndte at perle ned af min pande og mit hjerte bankede derudaf, så blodet pulserede og dunkede i mine trommehinder. Det ville være løgn at sige, at jeg følte mig modig og hård, da jeg stod der med kniv for struben. Selvom vi havde en kæmpe fordel ved at have ilden ved vores side, formåede de alligevel at få krammet på os, fordi vi var så uerfarne som vi var. Fire unge mennesker, der først lige skulle lære at bruge sine evner.

    De stoppede alle tre og så tøvende på mig, som om jeg skulle vide, hvad de skulle gøre.

    ”Smid jeres våben!” sagde han, og de gjorde som han sagde. ”Gennemsøg deres ting!” Tre af dem tog fat i Galia, Vick og Malum, mens de andre gik hen og tog vores ting.

    Jeg koncentrerede mig gevaldigt for at huske, hvordan jeg skulle sno mig ud af suppedasen. Jeg kunne vel sætte ild til en af dem eller bare skræmme dem væk. Jeg havde det som om, jeg ikke kunne tænke klart, selvom min hjerne arbejdede på højtryk for at sammensmelte en plan.

    Manden fik et chok, da ilden pludselig løb igennem mig, og jeg vidste at jeg måtte handle hurtigt, hvis jeg skulle nå at gøre noget, inden han gjorde alvor af kniven. Der gik ild i hans tøj. Lynhurtigt blev hans skjorte sat i flammer, så han slap mig, og jeg faldt på knæ på jorden. Jeg tog mig til halsen i chok, og sørgede for at få styr på mine panikslagne vejrtrækninger.

    ”Få det til at stoppe,” hylede han, mens han trillede rundt på jorden i sine brændende klæder. Jeg kunne aldrig vænne mig til, den følelse det var at gøre sådanne ting mod andre mennesker. Selv ikke folk, der lige havde truet mig på livet, og det smertede mig at se, hvordan han vred og jamrede sig.

    ”Så slip mine venner!” råbte jeg.

    ”Gør som hun siger,” skreg han i smerte og mændene løslod med det samme de andre. Galia var så smart at sparke den ene mellem benene, så hans faldt til jorden, og de andre mænd bakkede forskrækket væk af frygt for Galia. Kvinden var forsvundet, og jeg stod kort og overvejede, om hun var stukket af.

    Jeg fik ilden i mandens tøj til at dø, og manden faldt sammen med brandsår over hele sin halvnøgne, mishandlede overkrop. Han besvimede på stedet.

    Jeg mærkede noget skarpt mod min ryg, og en hånd gribe hårdt om min skulder. Hvorfor mig? Havde han ikke lige set, hvad der skete med den anden?

    ”Du kan ikke lave numre med mig,” sagde en lys stemme, og der vidste jeg hvor kvinden var blevet af. En hånd bevægede sig op ved min øjenkrog med en flamme på huden. Hun var ildbetvinger. Hun var deres våben, hvis planen gik galt.

    ”Vi er tre mod dig, så hvis du gør hende noget, bliver det værst for dig selv!” sagde Malum.

Alle de andre mænd havde trukket sig væk, som de kujoner de nu var, og var på vej ind i skoven. ”Hvad er i for nogen fjolser? Kom tilbage!” råbte hun, men de tøvede.

    ”Forsvind, eller vi sætter ild til jer også!” råbte Galia, og det fik dem til at tage benene på nakken og forsvinde langt ind i skoven.

    ”Hør her,” sagde hun. ”Jeg er meget stærkere end jer, så når jeg har gjort det af med hende her, så går jeg bare videre til en af jer andre,” sagde hun selvsikkert.

    ”Du kan lige våge på at gøre det,” sagde Malum, men det fik bare kvinden til at presse kniven hårdere ind mod min ryg.

    ”Malum!” udbrød jeg, da jeg kunne mærke spidsen snitte igennem min skjorte. Jeg havde en klump i halsen, men jeg turde ikke engang synke. Jeg havde kun prøvet to ting, der var værre end det. At se min far blive dræbt, og Rakian tortureret.

    ”Fint! Hvad vil du have?” skyndte Malum sig at sige.

    ”Alt hvad i har af værdi.”

    De tøvede alle sammen, men så gjorde Malum tegn til, at Galia skulle tage vores ting.

   ”Det var klogt,” sagde Kvinden og grinede dystert.

    Malum fik øje på noget bag mig, og et listigt smil kunne anes i hans mundvige. Pludselig tabte hun kniven og brød ud i et hyl af smerte, da Sansan satte tænderne i hendes ankel. Han gav ikke slip, og kvinden faldt til jorden, mens hun spjættede med begge ben, og Sansan slap hende stadig ikke.

    Jeg tog mig til hovedet i chok og bakkede væk, mens jeg sank en klump. Det var ikke rart at overvære. ”Stop det Sansan,” råbte jeg. ”Slip hende.” Sansan gjorde, som jeg sagde og slikkede sig om munde, mens han bakkede væk fra kvinden, der blødte ned af anklen.

    ”Hvorfor?” spurgte Malum hårdt.

    ”Hun behøver ikke at blive tortureret på den måde!”

    Sarina, du kan ikke gøre sådan hver gang. Hvem siger at hun ikke vil prøve igen? Sansan kiggede med væmmelse i blikket ned mod kvinden, der sad og bed tænderne sammen i smerte, mens hun skiftevis kiggede mellem os og sin ankel. Jeg tænkte på den gang i Sall, hvor vi lod vandbetvingeren gå.

    ”Bare forsvind herfra!” sagde jeg til kvinden, der med besvær var kommet på benene, og jeg troede virkelig, at hun ville gå sin vej, men i stedet lavede hun en ildkugle i sin hånd.

    ”Sarina!” råbte Malum og smed sit svær, inden han kastede sig hen over mig, så ildkuglen akkurat ikke nåede at ramme nogen af os. I stedet landede Malum ovenpå mig, og slog luften ud af mig mod jordbunden. Ud af øjenkrogen kunne jeg se Vick knibe øjnene sammen, inden han borede sværdet lige igennem kvindens bryst. Han så fuldstændig lamslået ud over sin egen handling, da han så hende falde sammen for fødderne af sig og hoste nogle gange, inden hendes øjne blev tomme og livet forlod hendes krop.

    Vick trådte et par skridt tilbage og vendte blikket mod Galia, der gik lige i hans arme og omfavnede ham.

    ”Er du uskat?” spurgte Malum og satte sig op.

    ”Jeg-jeg,” stammede jeg. Jeg havde lyst til at græde, men jeg holdt det i mig og bed mig hårdt i læben i stedet. ”Jeg har det fint,” mumlede jeg.

    ”Er du sikker?” spurgte han med rynket pande.

    Jeg tog fat om halskæden om min hals og lukkede øjnene for at sunde mig, inden jeg rejste mig op og gik noget stivbenet hen mod vores ting. De behøvede ikke at se mig græde. Hvor var Rakian, når jeg havde brug for ham?

    ”Vi skulle hellere tage at smutte,” fik jeg sagt og kaldte Nat til mig. Den sorte hest dukkede op og travede hen mod mig. Nat puffede til mig med mulen, som for at give mig et skulderklap.

    ”Kan du godt klare det?” spurgte Vick.

    ”Jeg har det fint,” svarede jeg endnu engang og vendte ryggen til dem igen. Jeg tænkte slet ikke over, om de fulgte efter mig. Jeg satte bare foden i stigbøjlen, og allerede før jeg havde sat mig ordentligt tilpas, var Nat allerede begyndte at lunte, og ikke længe efter galopperede jeg derudaf. For hver gang han ramte jorden og satte af igen, følte jeg at jeg fik rystet en del af forskrækkelsen af mig. Man kunne vel sige, at det var min måde at komme mig over et chok. Det var det sammen jeg gjorde i Thornag, begge gange jeg flygtede derfra. Jeg forsøgte at komme så langt væk, at jeg ligefrem følte, at det skete i går, og at det ikke var noget at tænke over mere.

    Vent lige… kunne jeg høre Malum sige i mit sind.

    I finder mig nok, svarede jeg og klikkede med tungen, mens jeg sparkede til Nats side for at få det til at gå hurtigere.

    Sarina stop! Sagde Sansan bestemt, men jeg stoppede ikke.

    Vi skal bare væk derfra.

    Du er langt nok væk nu. Jeg adlød overhovedet ikke. Sarina! Sagde han endnu en gang men med mere kraft i stemmen. Stop!

    Jeg var på vej ud af skoven, men jeg kunne se forude, at den begyndte igen, så jeg fortsatte over et tykke jord og ind i skoven igen, og efter ikke ret lang tid, fandt jeg et sted at slå lejr. Jeg sprang af Nat, der luntede videre ind i skoven for at skridte af.

    Hvad i alverden skete der lige der! Udbrød Sansan, da han kom frem til mig. Du stak bare af. Hvorfor? De andre havde brug for dig!

    ”Jeg-jeg,” stammede jeg og kneb øjnene sammen, mens jeg koncentrerede mig om ikke at miste fatningen. ”Jeg fik et lille chok tror jeg.” Jeg rystede på hovedet. ”Undskyld.”

    Malum kom frem mellem træerne og hoppede af sin hest. ”Hvorfor ventede du ikke på os andre?” spurgte han anklagende og satte hænderne i siderne. ”Du siger hele tiden, at vi skal holde sammen, og så stikker du bare af efter det her.”

    ”Undskyld,” svarede jeg. ”Jeg kunne bare ikke… jeg var bare nødt til det.” Det hele snurrede rundt i mit hoved, og deres bebrejdende blikke fik den dårlige samvittighed til at melde sig.

    ”Hvad var du nødt til? Kunne du ikke se, at Vick var helt fra den?”

    De andre kom frem til os og slog sig ned på jorden. Vick sad og stirrede ud i luften, mens Galia sagde en masse ting til ham, som jeg slet ikke opfattede, fordi det hele kørte rundt.

    ”Du kan ikke bare efterlade en gruppe, der har brug for dig!” fortsatte Malum.

    ”Jeg har fattet det!” udbrød jeg. ”Jeg kunne ikke gøre for det. Det er det jeg gør, når jeg går i panik. Det er jo min skyld, at I blev udsat for det!”

    ”Hvad snakker du om?” spurgte han.

    ”Det er mig, der har fået jer til at gå med til det her, og pludselig står vi i en situation, hvor jeg tager en af de værste beslutninger. Det var tåbeligt af mig at sige, at hun skulle have lov til at gå.” Jeg sank en klump.

    ”Ja det var, men vi overlevede jo. Vi har alle ti fingre og ti tær tilbage, så hvorfor gik du først i panik bag efter?”

    ”Fordi…” Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. ”Det er det jeg gør. Jeg går først i panik bag efter. Jeg kan ikke holde ud at have det på mig, at det er mig, der har fået jer til at gå med til det her. I sætter livet på spil for min skyld. Den her gruppe er mit ansvar, og så blev jeg redet af jer, fordi jeg ikke kan tage beslutninger.”

    ”Hvem har gjort dig til leder?” spurgte han. ”Du har ikke ansvaret for os. Vi har ansvaret for hinanden. Næste gang du går i panik, så bliv i det mindste hos os, så vi kan finde ud af det sammen, for ellers ender det med, at vi alle sammen stikker af til øst og vest.”

    Jeg bed mig i læben, mens jeg tænkte over det han stod og sagde. ”Jeg stikker ikke af igen,” sukkede jeg. ”Undskyld igen.”

    ”Det er i orden.” Vi satte os et stykke væk fra hinanden, som vi altid gjorde. Sansan satte sig ved siden af mig og lagde sin pote på mit ben. Han satte neglene i, og jeg skyndte mig at slå hans pote væk.

    ”Av Sansan! Hvad skulle det til for?” udbrød jeg.

    Det er ren kærlighed, svarede han og brummede et grin. Du må ikke være så hård ved dig selv Sarina. Jeg ved godt, at Malum sætter dig på prøve nogle gange og forsøger at give dig skyldfølelse, fordi du har fået ham med til det her, men bare husk, at han selv gik med til det, og du havde advaret ham om prøvelserne. Han har jo selv lige sagt, at vi har ansvaret for hinanden.

    Jeg forstår ham ikke nogen gange. Det ene øjeblik skælder han mig ud for det ene og bagefter skælder han mig ud for det modsatte.

    Måske har han tænkt over, det du sagde om at være modig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...