Ilden i mig - Anden bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2014
  • Opdateret: 29 maj 2014
  • Status: Færdig
The story goes on... Sarina er på vej ind i Safir Bismara med mod på sjælen ved tanken om at skulle møde sin mor. Det hele ender dog i et familierod, som Sarina aldrig havde troet, hun var en del af, og den eneste hun har tilbage at stole på er faktisk sig selv. Det er et drama med nye venner, familie og underlig kærlighed. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - anden bog ud af tre.

26Likes
8Kommentarer
2569Visninger
AA

17. Når man mister sin mor

Jeg smækkede min dør bag mig og tog tunge skridt hen mod min seng, som jeg kollapsede på med det samme. Udmattelsen gjorde mine øjenlåg tunge som sten, men jeg var vant til det, for sådan var det altid, når jeg havde brugt så meget energi på at træne mine evner.

    Noget kradsede på min dør og Sansan kom ind. ”Hej Sansan,” sagde jeg med halvt lukkede øjne.

    Hvordan går det? spurgte han og hoppede op i sengen til mig.

    ”Hvordan tror du selv Sansan? Jeg har det som om, jeg har arbejdet uafbrudt i flere dage,” sukkede jeg.

    Han brummede en dyb latter og puffede lidt til mit hoved med snuden. Jeg er stolt af dig Sarina. Du klare det godt, selvom Malum er et fjols af og til. Bare giv ham lidt tid. Jeg tror han er en fin fyr.

    ”Du har nok ret Sansan. Savner du egentlig Tailo? I plejede altid at snakke så godt sammen.”

    Nogen gange, men jeg kan godt lide at tilbringe tid med dig også. Tailo og jeg er sjældent enige, og det kan være trættende.

    ”Hvordan tror du, de har det?” spurgte jeg stille.

    Du savner Rakian…

    ”Er det så mærkeligt?” spurgte jeg.

    Nej. Bestemt ikke, og jeg tror også, han savner dig.

    ”Tror du?”

    Ja selvfølgelig! Sansan kløede sig bag øret med en af de bageste poter.

    ”Nogen gange glemmer jeg, at du er en ulv,” grinede jeg.

    Mennesker bliver ikke smidt udenfor at sove. Må jeg ikke nok sove herinde i nat? spurgte han.

    ”Jeg troede ikke, du kunne lide at være indenfor.”

    Det kommer an på mit humør. Bare jeg ikke skal se på Alia, så er jeg glad.

    ”Det er fint Sansan. Du må være her, så tit du vil.” grinede jeg og gav mig til at klø ham ned af ryggen.

    Åh, bliv endelig ved med det. Hans tunge hang langt ud af munden af ren og skær nydelse, mens jeg gav ham hele turen med neglene. Det er der ikke mange mennesker, der gør ret tit.

    Jeg fnes og lagde mig til rette igen, da jeg var færdig. ”Var det godt?”

    Det var dejligt!

    Det bankede på døren, og Alia stak hovedet ind. ”Kommer d… hvad laver den hund i sengen?” spurgte hun strengt og kom helt ind. ”Kan du komme ned!”

    ”Sansan må gerne ligge her oppe. Det er min seng, så det bestemmer du ikke.” Jeg kunne ikke lade være, for det var simpelthen for meget, at hun ikke kunne behandle Sansan ordentligt.

    ”Jeg vil ikke have sådan et beskidt bæst i sengene!” sagde hun hårdt.

    ”Han er ikke noget bæst!” hvæsede jeg og rejste mig op.

    Det er fint nok Sarina. Jeg smutter bare. Han skulle til at hoppe ned.

    ”Du bliver her Sansan!” råbte jeg. ”Ved du hvad Alia, jeg kan ikke forstå, hvorfor du ikke kan behandle Sansan ordentligt. Hvad har han gjort dig?”

    ”Jeg er din mor, så du behøver ikke kalde mig Alia!”

    ”Jeg kalder dig Alia, hvis det passer mig! Og det gør det, for du er ikke min mor! Det har du aldrig været, for du forlod mig. Hvis du var blevet hos mig, så havde du måske en chance for, at jeg kunne lide dig, men jeg kan knap nok huske dig, fra den gang jeg var lille, så hvorfor skulle jeg begynde at kalde dig mor?” Jeg var rasende, men jeg havde helt styr på det. Pludselig var jeg meget glad for, at jeg havde trænet så meget med mit temperament.

    ”Hvad bilder du dig ind, sådan at stille dig til at råbe ad mig! Pas på, hvad du siger unge dame!” Hun holdt pegefingeren op for at gøre sin pointe klar, men jeg lagde min hånd på hendes og trak den ned.

    ”Det er min tur til at sige min mening,” svarede jeg roligt. ”Jeg ved, du ikke elsker mig. Det er alt sammen skuespil, og jeg orker det ikke mere. Du kan ikke klare, at jeg ligner Vatokan. Du kan ikke klare, at jeg har de her evner, og du kan ikke lide ildbetvingerne, fordi du engang var gift med Vatokan. Men jeg kan ikke forstå, hvorfor du er så opsat på, at jeg skal blive her, hvis du ikke kan lide mig.”

    Jeg kunne se vreden i hendes øjne, der lynede. Kunne mærke det på hende. ”Hold op med at være så barnlig!” råbte hun til min forskrækkelse. ”Du er simpelthen nødt til at blive voksen og se, at jeg prøver på at hjælpe dig ved at beskytte dig mod dig selv. Fra de afskyelige evner, som du er blevet udstyret med.”

    ”Det var dig, der giftede dig med Vatokan. Det var din egen skyld!” Det prikkede i mine øjne, og tårerne var snart på vej, men trods jeg havde ryggen til Sansan, så kunne jeg mærke hans lettelse og det holdt mig kørende. Jeg vidste ikke, hvad det var, men Sansan var altid så indebrændt, når Alia var til stede så det, at jeg endelig sagde noget, måtte lette ham.

    ”Jeg prøver bare at rede dig fra dig selv. Jeg prøver at rede dig fra at blive sådan et frygteligt menneske og en barbarisk betvinger ligesom Vatokan.”

    ”Du er ikke meget bedre selv!” råbte jeg. Hun så overrasket ud, og jeg kunne ikke vurdere, om jeg selv overdrev. Jeg havde bare så meget vrede, der ikke kunne være lukket inde mere.

    ”Hvad mener du dog? Jeg går ind for retfærdighed, og jeg behandler folk ordentligt! Det gjorde Astan ikke og heller ikke Vatokan.”

    ”Du er ikke meget bedre selv Alia. Astan behandlede sit folk ordentligt. Han var en god konge, men hans eneste dårlige side var, at han ikke kunne lide betvingere. Det er fuldstændig ligesom Vatokan, men bare omvendt. Vatokan kan ikke lide evneløse, og måske er han heller ikke for vild med andre end ildbetvingere, og så er der dig. Du kan ikke lide almindelige mennesker, og du kan ikke lide ildbetvingere. I er alle sammen ens, og det er mig en gåde, hvordan du kunne gifte dig med begge to!”

    ”Jeg vidste jo ikke…”

    ”Nej det gjorde du nok ikke, og på grund af din fejltagelse, så skal hele folket lide under det. Du tvinger dem til at hade evneløse mennesker.”

    ”Det gør jeg da ikke!”

    ”Jo, for de kan ikke tage andre steder hen. De er tvunget til at være loyale overfor dig.” Jeg kæmpede en kamp for ikke at miste besindelsen. Jeg var nødt til at holde det på et normalt plan, hvis jeg skulle have mulighed for at få budskabet til at synke ind. Det ville det nok aldrig, men det var værd at prøve.

    ”Du skal ikke stå der og fortælle mig, at du kender mit folk bedre end jeg!”

    ”Det gør jeg heller ikke. Jeg siger bare, at når der ikke er andre steder, hvor de har lov til at være, så er de nødt til at være her og holde med dig.”

    ”De er velkommen til at flytte, for nu lever Astan jo ikke længere. Jeg fatter simpelthen ikke, at du tror, at du kan være så klog. Verden er ikke så enkel, som du tror. Der vil være raceopdeling, uanset hvor du går hen i Gia Livaria.”

    ”Det kan godt være, at du har ret, men på den måde vores lille familie har sat det sammen, så er der ingen mulighed for, at folk der ikke har noget imod andre klaner kan bo for sig selv i fred. Nogen mennesker har det fint med at bo sammen med andre klaner.”

    ”Hvem?”

    ”Det vil jeg! Jeg er vokset op med at betvingere var bandlyst, men jeg har aldrig kunne hade dem ligesom Astan, for jeg var selv en del af dem. Jeg kan heller ikke hade dem, der ikke har nogen evner, for jeg er vokset op sammen med dem, og jeg elsker dem!”

    Alia var målløs. ”Hvad er det dog for noget, du siger? Det kan du da ikke mene?”

    ”Er du ikke en lille smule dobbeltmoralsk? Og nu hentyder jeg til dit valg af ægtemænd.”

    ”Jeg blev da i det mindste klogere, men der er åbenbart ikke noget håb for dig!”

    ”Jeg tror faktisk, at jeg er den eneste her, der har en lille smule håb i mig. Jeg ved at Vatokan er ved at snuppe Nordlandet for øjnene af os, uden vi gør noget ved det, og du har åbenbart tænkt dig at tage min plads som dronning af Nordlandet, men det sker ikke, hvis vi bare lader stå til. Kan du ikke se, at mens vi sidder her i lille trygge Safir Bismara, så hygger Vatokan sig med at tage mit land?”

    ”Vores land,” rettede hun mig.

    ”Nej mit land! Jeg har tænkt mig at tage til Nordlandet og tage mit land tilbage, så jeg kan lave et sted, hvor folk ikke bliver hængt for at være noget, de ikke kan gøre for at de er, og der er ikke noget du kan gøre ved det!” Ups! Tænkte jeg i mit stille sind. Jeg skulle ikke røbe for meget af min plan.

    ”Det får du ikke lov til!”

    ”Du kan ikke stoppe mig!” råbte jeg hende lige op i hovedet. Jeg måtte hurtigt rede den, for hun skulle ikke have mistanke om, at jeg smuttede om to dage. ”Men du kan være ganske rolig, for det bliver ikke lige foreløbig. Hvor skulle jeg finde folk henne, som kan hjælpe mig?”

    ”Ja det er jo det min skat. Det er jo det,” grinede hun en anelse ondskabsfuldt. ”Hvordan kan en pige om dig overhovedet klare sådan noget,” sagde hun og rystede på hovedet.

    Det er allerede sket, tænkte jeg. ”Det er sjovt,” startede jeg med et smil på læben. Ikke fordi jeg var glad. Overhovedet ikke, men det var bare så ironisk. ”Jeg er åbenbart en stor fejltagelse efter din mening. Jeg kan ikke gøre noget rigtigt, men ved du hvad? Jeg laver præcist alle de sammen fejltagelser, som du gjorde i sin tid. Jeg vil bare ikke kalde det fejltagelser. Ligesom dig, har jeg tænkt mig at flygte et sted hen med folk som føler sig dårligt behandlet, og så har jeg tænkt mig at gifte mig med en evneløs.” Jeg løftede det ene øjenbryn.

    ”Men så vil du jo nok også en gang opleve, hvilken fejltagelse det var.”

    ”Ja det for vi at se. Jeg tror, jeg kender mit folk godt nok til at vide, hvad jeg laver.”

    ”Dit folk?”

    ”Ja, mit folk. Dem jeg boede iblandt i atten år. Dem som ingen evner har. I modsætning til dig, ved jeg hvad jeg går ind til. Du anede jo ikke en pind om de evneløse mennesker, før du giftede dig med ham, og så fik du dig en lille forskrækkelse.”

    ”Det ved du jo overhovedet ikke noget om.” Hun fnøs højtlydt og lagde vægten over på det andet ben. ”Jeg ville nærmere sige, at jeg fik øjnene op.”

    ”Så siger vi det.”

    ”Det er også lige meget, for det er jo mit land. Det ved du jo. Jeg var dronning en gang, og jeg kan sagtens blive det igen, for det er min plads!”

    ”Vi får at se Alia,” svarede jeg.

    Alias øjne blev langsomt tristere. Hendes læber blev til en smal streg, mens hun blev ved med at blinke hurtigere for ikke at græde. ”Hvorfor gør du det her mod mig?”

    Jeg rystede på hovedet af hende. ”Stop dit skuespil Alia.”

    ”Jeg er din mor. Det ville være underligt, hvis jeg ikke var ked af det.”

    ”Det er jo skuespil alt sammen. Jeg betyder ingenting for dig, for så havde du taget mig med dig!”

    ”Astan forbød mig at tage dig med. Hvad skulle jeg gøre?”

    ”Der er andre måder at smugle et barn ud af et land. Du kunne have taget mig med, men du valgte at tage af sted uden. Jeg betød ikke nok for dig, til at du gad prøve, og det her er resultatet af den beslutning. Det er for sent at begynde at opdrage på mig nu.”

    ”Jeg ved, at det var dumt af mig at tage af sted. Den tanke har forfulgt mig hele mit liv, for selvfølgelig elsker jeg dig, og der er ikke en dag, hvor jeg ikke har tænkt på dig. Det er sandheden Sarina.” Jeg bed mig i læben, mens jeg overvejede, om jeg skulle stole på hende. ”Jeg kan ikke begynde at fortælle dig, hvor ked af det jeg er, over at jeg forlod dig, men jeg troede, at det var det rigtige. Hvis jeg havde taget dig, kunne jeg risikere, at både du og jeg blev dræbt i forsøget. Det var for at beskytte dig, og jeg har altid vidst, at jeg ville finde dig en dag. Den dag du kom tilbage til mig, var den bedste dag i mit liv.”

    ”Hvorfor skulle jeg tro på dig? Jeg ved du ikke kan lide mig, fordi jeg er, som jeg er!”

    ”Lad mig lige tale færdig,” bad hun.

    ”Da jeg så dig, så jeg Vatokan, og det skræmte mig. Da du viste mig dine evner, blev jeg endnu mere bange, fordi jeg er så bange for, at du vil blive som din far. Derfor har jeg været meget opsat på, at du skal huske på at dine evner ikke kun er dig. Du kan gøre så meget med dit liv, uden det behøver involvere en masse ild. Det er farligt, og du kan ikke styre alt den magt. Jeg ved, hvad jeg taler om.” Hun sukkede. ”Jeg mener hvad jeg siger, når jeg siger, at jeg tror på, at de evneløse ikke er rigtige mennesker. Vi burde ikke gå rundt imellem dem. Du gør klogt i at blive her, for det er her du høre til, og det er her, du har en mor, som elsker dig.”

    ”Jeg tror ikke på, at du elsker mig. Jeg tror simpelthen ikke på det Alia!”

    ”En mor vil altid elske sit barn. Om det så var den værste morder i verden, så kan det ikke ændres.” Måske hun talte sandt, men det ændrede ikke noget.

    ”Så det du siger er, at selvom du ikke kan lide mig som person, så elsker du mig stadig, fordi jeg er din datter. Jeg kan se på dig, at du afskyr mig, og alle de ting jeg gør. Du kan jo ikke klare, at jeg har de her evner, og jeg kan love dig, at jeg er ikke ligesom Tailo. Jeg bruger mine evner, fordi de er en del af mig.”

    ”Jeg kan ikke lide at sige det på den måde. Jeg vil hellere se det som om, at vi er uenige om visse ting, men det er alle børn jo med deres forældre, og det er også helt normalt. Vi er jo ikke alle ens, men jeg ved, at du nok skal se fornuften en dag Sarina.”

    ”Men så hør dog, hvad jeg siger Alia. Jeg ændrer ikke mening. Jeg har tænkt mig at være dronning, for det er det jeg er bestemt til. Jeg vil gifte mig med Rakian, for ham elsker jeg, og jeg vil forene Gia Livaria. Sådan er det bare!” Nu havde jeg åbenbart besluttet mig for at gifte mig med Rakian. Den tanke skulle jeg lige synke.

    ”Du kan ikke blive dronning. Det sker bare ikke!” udbrød hun. ”Jeg kan ikke lade dig gøre det, når du har sådan en forskruet tankegang!”

    ”Men jeg synes jo også, at du har en forskruet tankegang, og vi bliver aldrig enige. Indse det dog. Du kan ikke stoppe mig!”

    ”Jo jeg kan, for jeg er din mor, og det er mit job at opdrage dig til at se, hvad der er rigtigt.”

Mine øjne begyndte at prikke og stikke igen. Jeg ville så gerne have, at hun var en ordentlig mor, og det var svært at vide, om jeg var glad eller ked af det over, at hun sagde, at hun elskede mig. Måske skulle jeg blot acceptere hende, som den hun var og så acceptere, at vi var forskellige. Det var måske ikke meningen, at vi skulle holde sammen, for sådan var vi ikke. Et barn elsker sine forældre betingelsesløst, men tænk at elske nogen, man ikke kan lide.

    ”Så vi elsker hinanden, men vi kan ikke lide hinanden?”

    Hun sukkede og tog fat om den dråbeformede krystalhalskæde. ”Jeg vil bare gerne have min datter som ikke er uenig i alt, jeg siger. Undskyld Sarina. Jeg er virkelig ked af det, men du har ret. Jeg bryder mig ikke om, den person du er.”

    ”Skal jeg være ærlig, så bryder jeg mig heller ikke om dig.” Jeg lo en lettere sørgmodig latter. ”Hvor har du halskæden fra?” spurgte jeg. ”Du holder altid fast i den, når du er nervøs.”

    ”Vatokan gav den til mig.” Jeg løftede begge øjenbryn af ren forbavselse. ”Han er altså ikke   kun ond Sarina. Han har gode sider, men jeg må desværre indse, at jeg var den eneste vandbetvinger, han nogensinde kunne lide. Han havde altid en evne til at tilgodese alle ildbetvingerne frem for alle de andre. Af og til kunne jeg få vandbetvingerne lidt frem i skoene, men det var også kun fordi, jeg havde den magt i Sydlandet den gang. Jeg var jo dronning.”

    Mit hoved kørte rundt i forvirring. Jeg var så forvirret over Alia, for af en eller anden grund passede det overhovedet ikke sammen. Selvom hun havde givet forklaringer på, hvorfor hun havde giftet sig med Vatokan, hang det alligevel ikke sammen. Hvordan kunne de elske hinanden, når de hadede hinandens klaner? Hun havde elsket ham, men hvad med Astan? Var det det samme?

    ”Elskede du nogensinde Astan?”

    Hun tøvede, men rystede så på hovedet. ”Nej Sarina. Det gjorde jeg aldrig. Jeg har jo fortalt dig, hvorfor jeg giftede mig med ham.”

    ”Men i stedet fandt du ud af, at du ikke kunne lide dem, og han fandt ud af, at han ikke kunne lide os.” Jeg rynkede panden. Her kunne man i hvert fald tale om rod i familien.

    ”Tja...” Hun trak på skuldrene. ”Er der overhovedet ikke nogen mulighed for, at jeg kan tale dig fra at være sammen med ham der…”

    ”Rakian… nej.” Jeg sukkede og satte mig på sengen.

    Sansan luntede hen til mig og kiggede mig ind i øjnene. Prøv at vise hende de der billeder, du har vist Malum. Det er forsøget værd. Måske du kunne vise hende lidt om din opvækst eller Rakian. Det kan være hun får et andet syn på ham, når hun ser det, sagde han.

    Jeg vendte blikket op mod Alia. ”Må jeg vise dig noget?”

    ”Ja selvfølgelig. Hvad vil du vise mig?” spurgte hun.

    Jeg lod værre med at svare hende, for hvis jeg fortalte hende, at jeg ville gå ind i hendes tanker, så ville jeg ikke få lov. Jeg opdagede dog hurtigt, at det var så godt som umuligt. Der var ingen vej igennem, og pludselig skar en voldsom smerte igennem min hjerneskal, som om den flækkede midt over. Det gjorde besvimende ondt. Jeg kastede mig tilbage i sengen og tog mig til hovedet, mens Alia stod og betragtede mig.

    ”Hvad sker der?” udbrød jeg, mens jeg tog mig til panden. Smerten fortog sig langsomt, og jeg sukkede lettet.

    ”Jeg bryder mig ikke om at have folk inde i mine tanker,” sagde hun blot. ”Troede du virkelig, at du ville kunne komme ind bare sådan lige? Jeg er jo nødt til at have et ordentligt forsvar, når jeg har den position, som jeg har.”

    ”Så du flækker lige hjernen på dem der prøver? Jeg ville jo bare vise dig noget, ikke læse tankerne.”

    ”Det ved jeg, og der er ikke sket nogen med dig. Det gjorde bare lidt ondt.” Hun sukkede. ”Undskyld, men jeg vil ikke have folk inde i mine tanker. Det vil du jo heller ikke,” sagde hun.

    ”Det er noget andet. Jeg kan jo ikke gøre for det.”

    Hun gik hen og satte sig ved siden af mig i sengen. Jeg blev overrasket, da hun tog min hånd i sin og kiggede mig ind i øjnene. ”Jeg giver dig et valg,” sagde hun. Det så ud som om, hun var nødt til at synke en klump, inden hun turde sige noget. ”Hvis du ikke kan følge mine regler og opføre dig ordentligt - hvis du virkelig inderst inde ikke kan klare at sige farvel til alle dine evneløse venner og bo her som min datter, så er der ikke noget, jeg kan gøre. Du har valgt at være en, jeg ikke kan acceptere, og selvom det gør ondt, så er jeg nødt til at sige, at så er du ikke min datter. Så er vi ikke familie.” Hun vendte blikket mod loftet og blinkede med øjnene, der var blevet blanke. ”Undskyld.”

    En sten landede i min mave, med det samme hun sagde ordene. Det gjorde så ondt, fordi jeg havde haft det lille spinkle håb om, at hun på et tidspunkt ville kunne se noget godt i mig. Noget der ved de fleste mødre havde været nok til at tilgive alt, men det kunne hun bare ikke.

    Jeg vippede en tåre væk fra øjenkrogen og tog en dyb indånding. Det var ikke noget, jeg skulle græde over, for jeg var jo vred på hende. Var jeg ikke?

    Alia snøftede lavmælt og mine øjne gled op i hendes. Hun så oprigtigt ked ud af det. Jeg tabte grebet om mine tårer, som gled ufortrødent ned af kinderne i en lind strøm, og jeg begravede mit ansigt i hænderne. Det var sådan et øjeblik, hvor man ikke vidste, hvorfor man var ked af det, men man græd som om, nogen var død. Hvordan kunne jeg græde over tabet af en person, jeg aldrig havde haft?

    ”Hvorfor græder du sådan,” kom det fra Alias rystende stemme.

    ”Hvorfor er det sådan noget rod?” hulkede jeg.

    ”Åh lille skat.” Hun slog armene om mig, og jeg begravede mit ansigt i hendes skulder. ”Undskyld. Men jeg kan ikke ændre min mening. Du må blive her, indtil du ved, hvor du vil tage hen.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...