Ilden i mig - Anden bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2014
  • Opdateret: 29 maj 2014
  • Status: Færdig
The story goes on... Sarina er på vej ind i Safir Bismara med mod på sjælen ved tanken om at skulle møde sin mor. Det hele ender dog i et familierod, som Sarina aldrig havde troet, hun var en del af, og den eneste hun har tilbage at stole på er faktisk sig selv. Det er et drama med nye venner, familie og underlig kærlighed. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - anden bog ud af tre.

26Likes
8Kommentarer
2627Visninger
AA

20. Modig

Hvad er der galt Malum?” spurgte jeg og stoppede op.

    Han vendte sig brat om mod mig. ”Hvad skulle der være galt?” Hans øjne lynede og kæbemusklerne dirrede.

    ”Jeg kan se det på dig,” sukkede jeg.

    ”Han havde jo en pointe Sarina. Det er det, jeg har forsøgt at fortælle dig hele tiden. Vi kan ikke klare det her, og vi ender alligevel med at blive dræbt. Jeg gør i hvert fald.”

    ”Det passer jo ikke! Jeg ved, hvad det er jeg gør, men hvis du bliver ved med at tvivle sådan på det her, var det måske bedst, hvis du red hjem til din mor.”

    ”Du tror, du er så modig og sej, men du ved ingenting. Du kan overhovedet ikke tænke langt nok til i det hele taget at overveje, hvad du kan miste ved det her!” råbte han. ”Jeg er bare fornuftig. Nogen skal jo være det!”

    ”Så hvorfor tog du med? Hvorfor ville du overhovedet hjælpe mig, hvis det hele var så hul i hovedet? Ved du hvad Malum, hvis det er fordi, du vil bevise noget overfor mig, så synes jeg ærligt talt hellere, at du skulle tage hjem! Så slipper vi andre for at høre på dit brok!”

    Han bed tænderne sammen og rystede på hovedet, mens han marcherede ud til de andre, der havde sat sig til rette på jorden.

    ”Hej med jer,” sagde de i munden hinanden, men vi var begge for opstemte til at svare tilbage.

    ”Han havde jo fuldstændig ret omkring mig Sarina!” udbrød Malum.

    ”Ret i hvad?” spurgte jeg.

    ”Ret i, at jeg ikke ved en pind om, hvad jeg laver! Jeg har aldrig prøvet at være udenfor Safir Bismara, og jeg har aldrig prøvet at være væk fra mine forældre. Jeg er ikke ligeså sej, som du tror.” Jeg havde ikke regnet med, at han ligefrem ville indrømme det så brat. ”Jeg er ikke engang modig.” Jeg kunne se, hvor meget det tog på hans værdighed at sige det.

    ”Selvfølgelig er du modig,” svarede jeg.

    ”Du ved ingenting om mig!” Noget sagde mig, at han var på nippet til at lade sine hænder bryde i brand.

    ”Du har ret, det gøre jeg ikke, men jeg ved så meget, at hvis du ikke snart begynder at tro lidt mere på det her, så bliver du heller aldrig modig. Den gang jeg flygtede fra Thornag, var jeg lige pludselig tvunget til at være meget modig. Lige pludselig skulle jeg finde mig i at være på vagt hele tiden, fordi mange mennesker gerne ville have fat i mig, og det jeg mest havde lyst til, var at gemme mig og lade andre rede landet. Jeg havde ikke engang lyst til at tage min plads som dronning, før jeg kom til Safir Bismara og opdagede, hvad der ville ske, hvis jeg ikke gjorde noget.”

    ”Hvorfor fortæller du mig det?” vrissede han.

    ”Jeg siger bare, at alle er bange engang imellem, men man bliver modig for, det man tror på. Jeg har lært at være modig, og det var simpelthen fordi, jeg ikke havde råd til at tænke på mig selv.”

    ”Hvad skal det betyde?”

    ”Det skal betyde, at jeg ikke kan tænke på mig selv, når der er andre ting, der er vigtigere at få gjort. Jeg er nødt til at gøre ting, jeg ikke har lyst til, for det jeg gerne vil opnå, og det er derfor jeg siger til dig at, hvis det er fordi, du vil bevise at du er modig, skulle du hellere tage hjem. Du skal ikke bevise noget som helst overfor mig. Det eneste jeg beder dig om, er at tro på, at det her er det rigtige at gøre og tro på, at vi nok skal klare det, for du får det ikke lettere, før du begynder at stole lidt mere på mig.”

    Han var helt mundlam og tyggede i sin kind, mens han overvejede, hvad han skulle sige.

    ”Øh Sarina?” begyndte Vick, der betragtede os med store øjne. ”Galia og jeg tænkte lidt på, om vi ikke kunne bevæge os videre, inden det bliver mørkt, for vi kan se det bliver tåge, og det er ikke til at se en hånd for sig her oppe i bjergene, når det bliver tåget.”

    ”Vi tager af sted nu,” fastslog jeg og kastede et sidste blik på Malum, der så tænksom ud. Han sagde heller ikke et ord, da han svang benet over sin hest og red efter os andre hen ad en sti ned af bjerget.  

 

***

 

Heldigt nok havde vi fundet en lille kompakt hule inde i bjerget, som vi lige kunne ligge i alle sammen og sove, så vi ikke behøvede at sove midt i tågen, så alt vores tøj blev fugtigt. Galia og Vick havde demonstrativt placeret sig i midten, så Malum og jeg ikke kunne få muligheden for at ligge og diskutere videre. Jeg tror efterhånden, de var blevet godt og grundigt trætte af at høre på os.

    Jeg fiskede noget brød op ad min taske, som jeg lå og gumlede på, selvom det var tørt. Jeg sørgede for at drikke en masse vand til, så det lettere gled ned.

    ”Jeg savner min seng. Her er koldt,” kom det fra Vick, der havde pakket sig ind i sit tæppe.

    ”Hvad er det, du har evner til,” spurgte Galia spydigt.

    ”Jeg magter simpelthen ikke at varme mig selv op. Jeg er så træt.” Han gabte dybt.

    Galias øjne lyste, og pludselig var hun dejlig varm at ligge ved siden af. ”Var det bedre?” spurgte hun.

    ”Meget,” svarede han tilfreds og lukkede øjnene.

    Malum lå tavst og kradsede i hulens væg. Han havde stadig ikke sagt noget, men jeg kunne næsten høre det knage oppe fra hans hjerne. Gad vide, hvad han tænkte på. Jeg håbede ikke, at han tænkte på at tage hjem, for jeg have virkelig brug for ham.

    Sansan lå krummet sammen ved siden af mig med snuden gemt under halen.

    Jeg kunne godt bruge et tæppe. Den her kolde stenbund er altså ikke specielt behagelig at ligge på, sagde han.

    ”Kan du bruge min kappe?” spurgte jeg ham og tog fat i den.

    Han løftede hovedet og nikkede ivrigt, hvorefter han rejste sig og gik væk, mens jeg bredte kappen ud. Tak, sagde han glad, og krummede sig sammen på den. Meget bedre.

    ”Helt ærligt Sarina!” udbrød Malum, så alle fik et chok.

    ”Hvad har jeg nu gjort?” spurgte jeg forbløffet.

    Han fnøs og satte sig op. ”Er du godt klar over hvilket dilemma, du har sat mig i nu?”

    ”Egentlig ikke…”

    ”Enten er jeg nødt til at være helt vildt hård og bare tage det hele i stiv arm sammen med jer, eller også skal jeg tage hjem, hvilket gør mig til en bangebuks eller en kold idiot, der er fuldstændig ligeglad med Abokarien og Gia Livaria.”

    ”Det har jeg overhovedet ikke bedt dig om!”

    ”Hvad skulle den der modighedstale så til for!”

    Vick satte sig brat op og så skiftevist vredt på os begge. ”Nu stopper i simpelthen, for ellers ender det med, at det er mig og Galia, der tager hjem. Er i med?” spurgte han bestemt. ”Nu vil vi sove, og hvis vi høre så meget som et pip mere fra jer, så forsvinder i et andet sted hen! Godnat!” Jeg tror ikke, jeg havde hørt Vick sur før, men jeg skulle da lige love for, at han kunne svinge pisken.

    Malum så helt forskrækket ud, og det gjorde jeg sikkert også, men ikke desto mindre, lagde vi os begge to ned og sagde ikke et ord mere den aften. Men jeg var rimelig sikker på, at jeg hørte en lille brummende latter fra Sansan.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...