Ilden i mig - Anden bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2014
  • Opdateret: 29 maj 2014
  • Status: Færdig
The story goes on... Sarina er på vej ind i Safir Bismara med mod på sjælen ved tanken om at skulle møde sin mor. Det hele ender dog i et familierod, som Sarina aldrig havde troet, hun var en del af, og den eneste hun har tilbage at stole på er faktisk sig selv. Det er et drama med nye venner, familie og underlig kærlighed. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - anden bog ud af tre.

26Likes
8Kommentarer
2621Visninger
AA

28. Min brors grav

Jeg gned mig i øjnene, mens jeg gabte søvndrukkent og snublede nær over et trappetrin fordi jeg ikke så mig for. På min vej til køkkenet, så jeg Luna sidde på trappen udenfor og betragtede morgensolen på gårdspladsen. ”Luna?” spurgte jeg og ændrede kursen mod hende.

    Hun gjorde et ryk af forskrækkelse. ”Hej Rakian,” sagde hun overrasket og vendte blikket tilbage mod den stenbelagte plads.

    ”Du er da i strålende humør i dag,” bemærkede jeg og slog mig ned ved siden af hende. Hun sad og pillede ved stoffet på den kjole, jeg havde fundet til hende i Sarinas gamle skab. Den var alt for stor, men det varede forhåbentligt ikke ret længe, før det blev lavet om.

    ”Jamen det er fordi, jeg har besluttet mig for, at jeg ikke vil være bange for noget mere,” sagde hun, og mine øjenbryn skød i vejret af forbløffelse.

    ”Hvad mener du?”

    ”Da Malum og de andre havde redet mig, blev jeg bange for lyset udenfor, fordi det var så længe siden jeg havde set solen, at jeg troede den ville brænde os ihjel. Jeg var bange for knive, og jeg var bange for dig, da jeg så dig. Jeg har været bange for alt, siden jeg blev fanget, så nu vil jeg ikke være bange mere.” Hun smilede nervøst. ”Altså alle i andre er ikke bange for noget.” Hun trak på skuldrene.

    ”Hvordan har du tænkt dig at lade være med at være bange for noget, Luna? Det er ikke noget, man bare lige gør.”

    ”Jeg har tænkt mig at gå ned i byen og kigge på, hvad folk laver,” svarede hun. ”De må da vide nogle ting, som jeg kan lære. Så kan jeg også forstå ting bedre.” Hun virkede henrykt over sin ide. ”Synes du ikke, det er smart?” spurgte hun muntert.

    ”Tjo…” mumlede jeg. ”Men Luna, det er altså i orden at være bange. Vi vil alle sammen gerne beskytte dig, for du er rigtig vigtig for os.”

    ”Hvorfor er jeg det?”

    ”Fordi vi holder af dig, eller jeg gør i hvert fald. Desuden har du nogle evner, som der er mange der gerne vil have fat i, men vi vil ikke have, at du ryger i de forkerte hænder.”

    ”Jeg har ikke nogle evner,” sagde hun.

    ”Det havde du, og dem skal vi have tilbage igen. Vil du hjælpe os med det?”

    ”Nej.” Hun rejste sig og skulle til at gå, men jeg tog fat om hendes håndled, inden hun nåede længere. Jeg kunne se frygten i hendes øjne, men hun kneb dem trodsigt sammen og trak sin arm til sig.

    ”Tag det roligt. Jeg presser dig ikke til noget. Jeg synes bare, du skal have noget morgenmad, inden du går der ned.” Jeg blinkede til hende.

    Hun trak på skuldrene. ”Jeg tror ikke, jeg er sulten,” mumlede hun. ”Jeg kan ikke mærke, om jeg er sulten.” Hun tog fat om albuen og gned den tænksomt.

    ”Har du lyst til mad?”

    ”Måske.”

    Jeg rejste mig og tog hende i hånden. ”Vi finder noget mad alligevel. Jeg har planer om at give dig runde kinder igen.”

    Hun klukkede. ”Nå, men så er jeg sulten alligevel.”

 

***

 

Jeg forsøgte at holde mig beskæftiget det meste af dagen. Der var altid et sted, hvor folk havde brug for hjælp, og jeg havde brug for at tænke på noget andet. Det gnavede og stak i mig, hver gang tanken om Sarina strejfede mig. Jeg kunne ikke overskue at tænke på, om hun sad i en klam celle med rustne tremmer, om hun fik mad nok… om hun overhovedet ville komme ud igen. Hvad gjorde de ved hende? Ville hun overhovedet være den samme, når hun kom ud?

    Nej Sarina var stærk. Men skønt jeg vidste, hun var stædig, og jeg kendte hendes måde at holde fast i sig selv på, kunne jeg ikke løbe væk fra tanken om, at hun kunne knækkes. Alle mennesker kunne knækkes, man skulle bare finde ud af hvordan, og jeg havde en svag anelse om, hvordan man knækkede Sarina.

    ”Hallo…” sagde Tailo og puffede til mig.

    Jeg fandt mig selv stå lænet op ad en af de robuste søjler, der opretholdt slottet, mens siden af mit hoved hvilede mod den hårde marmorsten. Jeg gik somme tider i stå midt i en tanke.

    ”Hvad laver du?” spurgte han forundret.

    ”Ikke noget,” mumlede jeg og gik ned af trappen, mens jeg kørte fingrene igennem mit hår. Jeg følte mig hjælpeløs. Ingenting kunne jeg gøre, for hvordan skulle jeg komme ind i Sydlandet? Og hvorfor ville de andre ikke hjælpe mig? De lod hende være det sted! De skulle overhovedet ikke have lyttet til det, hun sagde, for… det skulle de bare ikke.

    ”Pas på, planterne ikke visner på din vej,” sagde han. ”Hvad er der?”

    ”Jeg har det fint,” svarede jeg og forsøgte forgæves at se normal ud. ”Jeg går lige en tur.” Jeg var ikke sikker på, hvor jeg var på vej hen, da jeg fortsatte ned forbi de sidste huse i udkanten af byen og traskede ind i skoven. Jeg gik og så ned på mine fødder. Betragtede snuderne af skoene, der skiftedes til at træde foran den anden igen og igen. Lyttede til sangen fra skoven, der bevægede sig om ørene på mig. Fortalte en historie jeg overhovedet ikke have overskud til at lytte til.

    Og pludselig fandt jeg mig selv stå ved en sten, men ikke en hvilken som helst sten. En sten jeg placerede over min brors grav for at huske, hvor jeg begravede ham. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg var havnet der, for jeg havde ikke brug for at blive mindet om ham også. Når jeg blev mindet om ham, blev jeg ked af det, men det mindede mig også om, hvad jeg gjorde mod Sarina. Hun havde tilgivet mig, men kunne jeg tilgive mig selv?

    Hvis bare jeg kunne snakke med hende. Eller i det mindste se, hvordan hun havde det. Så kunne jeg nøjes med at savne hende, men det gjorde ondt at tænke på, at hun muligvis havde det forfærdeligt, uden jeg kunne gøre noget ved det.

    Jeg sukkede og satte mig med et bump i græsset. Fjernede nogle visne blomstre fra jordbulen, hvor græstotterne allerede var begyndt at titte frem.

    ”Hvem er begravet der?” spurgte en stemme bag mig. Jeg vendte mig for at se, hvem der havde fulgt efter mig.

    ”Hvad laver du her Malum?” spurgte jeg.

    Han tøvede, og satte sig på hug ved siden af mig, mens hans tog en tot græs, som han plukkede i stykker. ”Jeg har på en måde lovet Sarina noget,” mumlede han.

    ”Er det en besked fra hende?” spurgte jeg håbefuldt.

    ”Nej… altså, jeg har haft et lille problem med det her koncept om at arbejde sammen med evneløse. Det er svært for mig at sætte mig ind i, at en kongelig betvinger som Sarina har interesse i en som dig, fordi I i min verden ikke duer til noget.”

    ”Hvad laver du så her?” spurgte jeg koldt.

    ”Hvis du lige ville lade mig tale færdig…” Han rømmede sig, og jeg kunne fornemme, at han havde besvær med at få budskabet frem. ”Ser du, jeg kender jer ikke. I er et folk, der i min familie altid er blevet omtalt som dumme mennesker, der ikke fortjener at leve sammen med betvingere. Sarina og jeg har været i totterne på hinanden et par gange, fordi vi ikke kan enes om noget. Det er blandt andet, fordi hun har forsøgt at få mig til at indse, at hendes følelser for dig var seriøse, og jeg har ikke kunne sætte mig ind i, hvordan det kunne være hendes alvor at omgås en som dig.”

    ”Så hvad har du lovet hende?” spurgte jeg.

    ”En aften var hun ked af det. Jeg var så dum at begynde at diskutere med hende om den lille fugledims, hun har, og så begyndte hun at græde. Sarina græd, og der fik jeg åbnet øjnene. Jeg lovede hende, at jeg ville være mere åbensindet omkring jer.”

    ”Men hvad vil du mig, siden du fulgte efter?”

    Han trak på skuldrene. ”Jeg ville snakke.” Han dumpede ned at sidde og foldede hænderne. ”Hvordan laver i ild uden at kontakte en ildbetvinger?” spurgte han.

    Jeg gravede ned i lommen og fandt det stykke stål, jeg plejede at bruge. ”Den her er effektiv. Du tager din kniv og gnubber den skarpe side mod stålet sådan her,” sagde jeg og fandt min kniv, som jeg satte mod stålet. Jeg begyndte at køre kniven ned af den og et øjeblik senere sprang gnisterne frem.

    ”Tager det ikke lang tid?”

    ”Det er bedst, hvis man har noget kvas fra skoven og måske lidt hø, så gnisterne kan tage fat, og så kommer der en flamme. Så kan man jo tilsætte store kævler bagefter.”

    Han tog den i hånden og undersøgte den. ”Det er da besværligt,” mumlede han.

    ”Sådan er det.” Jeg trak på skuldrene.

    Akavet stilhed.

    ”Så… hvem ligger der?” spurgte han og pegede på stenen.

    ”Det er min bror.” Jeg sukkede. ”Han blev dræbt af Vatokans mænd, ligesom så mange andre her.”

    Malum så indgående på mig, som om han havde et spørgsmål, han ikke turde stille. Jeg overvejede om han læste mine tanker.

    ”Jeg skal nok lade være med at læse dine tanker,” sagde han.

    ”Du vidste, jeg tænkte på det?” spurgte jeg irriteret.

    ”Ja, men siden jeg dukkede op her, så har jeg fået tanker skudt ind i hjernen fra evneløse, der ikke ved, hvordan man kontrollere sine tanker. Jeg kan ikke altid gøre for det, men jeg ved godt, det er meget uhøfligt. Det beklager jeg.”

    ”Det er rart at vide,” mumlede jeg.

    Han rømmede sig. ”Undskyld jeg spørger, men var det ikke noget med, at de tog din bror som gidsel for informationer?” spurgte han.

    Jeg trak på skuldrene. ”Jo, hvorfor?”

    ”Du gav dem de informationer, gjorde du ikke?”

    Jeg stivnede. ”Hvad har Sarina helt præcist sagt?”

    Græsset, han havde plukket, gled ud gennem hans fingre. ”Hun har ikke sagt noget. Hun viste det til mig, fordi hun ville overbevise mig om at hjælpe hende. Hun viste alt om jeres rejse indtil videre. Det var også derfor jeg kunne kende dig. Jeg så dig i hendes tanker.”

    ”Hun var vred på mig i lang tid efter det,” mumlede jeg.

    ”Jeg kender følelsen. Sarina er stort set vred på mig hele tiden.” Han lo dæmpet. ”Jeg tror ikke vi har været enige om en eneste ting på hele turen.”

    ”Hvorfor?”

    ”Det ved jeg ikke. Det hele startede med, at Sarina havde nogle slemme tømmermænd, og jeg skulle forestille at lære hende, hvordan man styrer sine evner. Det gik ikke specielt godt, for hun havde besluttet sig for, at hun ikke kunne lide mig med det samme, hun så mig. Jeg skal nok heller ikke prale med, at jeg brød mig specielt meget om hende, men sådan startede det altså, og vi snakkede ikke sammen igen efter den dag, før Sarina pludselig havde besluttet sig for at overfalde mig og plage mig om at hjælpe hende. Underlig tøs.” Han rystede på hovedet.

    ”Sarina er ikke underlig.”

    ”Hun er ikke normal,” svarede han.

    ”Jeg er ligeglad."

    Det lo han åbenbart af.

    ”Hvorfor griner du?” spurgte jeg.

    ”Undskyld. Det er heller ikke sjovt, men det forekommer mig bare specielt, at lige netop i to har fundet hinanden. Du er jo ikke betvinger. Ikke for noget, men hvad kan hun bruge dig til i kampen mod kongen, andet end at sidde her og vente på, at hun kommer hjem? Og hvordan kan du stole på, at hun kommer tilbage til dig, når hun har så rig lejlighed til at finde sig en ildbetvinger et sted i Sydlandet eller Safir Bismara?”

    ”Hør Malum, pludselig synes jeg ikke, det er så underligt, at Sarina syntes, du var irriterende.”

    Han trak på skuldrene. ”Men kan du ikke se, at I to er et mærkeligt par?” spurgte han. ”Hvordan tror du ikke, folk ville reagere, hvis I blev gift?”

    Jeg vendte øjnene mod himlen, for at vise hvor latterlig han var. ”For det første er Sarina og jeg ikke et underligt par. Det synes jeg i hvert fald ikke, men jeg ved selvfølgelig ikke, hvilke ideer du har puttet i hendes hoved. For det andet stoler jeg på, at hun kommer tilbage. Jeg stoler på Sarina, og jeg ved at hun også stoler på mig. Vi har holdt sammen i mange år, og jeg vil våge at påstå, at ingen kender Sarina bedre, end jeg gør og det samme omvendt.”

    ”Men du kan ikke løbe fra, at I ikke passer sammen som et ordentligt par. Det kan godt ske, at I er bedste venner og sådan, men i vil stadig altid være for forskellige til, at folk vil kunne acceptere jer sammen som et par.”

    ”Hvorfor? Måske er folk ikke så firkantede. Jeg synes netop at det faktum, at vi kommer af to forskellige ’arter’, hvis man kan sige det sådan, er vores styrke.”

    ”Du kan ikke bilde mig ind, at alle folk vil kunne acceptere det.”

     ”Måske ikke alle folk, men prøv at se det på den her måde… Sarina hun er betvinger, og det er jeg ikke. Vi er begge to af den mening, at betvingere og evneløse skal leve sammen som venner og familie, og hvem kan ikke skabe den verden bedre end et par med en af hver? Vi kunne godt tænke os at forene Nordlandet og Sydlandet, så alle har lov til at være, hvor de har lyst til at være. Sådan så, hvis Ildfolket hellere vil leve i fred for sig selv, så kan de gøre det, men der er ikke noget lov om, at de skal leve for sig selv. Det samme med evneløse.”

    ”Men hvad har i tænkt jer at gøre, hvis den her plan slår fejl, og folk kommer efter jer, fordi I prøver at lave om på deres verden, og på samme tid hader jer, fordi I ikke holder jer til den naturlige opdeling.”

    ”Den her opdeling mellem mennesker er ikke naturlig.”

    ”Det er den da. Det er sådan vores forfædre levede, og det er sådan det burde være. Ser du for eksempel en rev være ven med en hare? I blander jer i naturens gang, og det burde i måske ikke?”

    ”Jeg tror, at det er en chance, vi er villige til at tage. Jeg er i hvert fald, og det ser ud som om, Sarina også er.”

    ”Måske ikke…”

    ”Hvad mener du?” spurgte jeg.

    ”Synes du ikke, det er en smule underligt, at hun sagde ja til at bo hos Vatokan? Hun bad os endda om at tage af sted. Kan du fortælle mig, at du ikke tvivler en lille smule på, at hun kommer tilbage til dig?”

    ”Tror du, hun har forrådt os?” udbrød jeg.

    ”Man ved aldrig.” Han trak på skuldrene.

    ”Jeg kan forsikre dig om, at jeg stoler på Sarina. Jeg ved hun kommer tilbage, for jeg nægter at tro, at alt det hun har kæmpet for bare bliver lagt på hylden, fordi hun har mødt Vatokan.”

    ”Hvad nu, hvis det har været hendes plan hele tiden.”

    ”Det har det ikke!” Hvis jeg var ildbetvinger, så var det nok omkring nu, jeg ville bryde i brand. Jeg kunne huske, hvor tit Sarina kunne have svært ved at styre sig. ”Det er mig en gåde, hvorfor du tog med hende i første omgang.”

    ”Hun har gode overtalelsesevner. Måske for gode.” Han lagde hovedet på skrå. Han havde klistret et smørret smil på læben, og hans øjne så skumle ud med det sorte hår, som faldt ned over og skyggede.

    ”Hvorfor kan du ikke stole på hende?” spurgte jeg.

    ”Man skal ikke stole på andre end sig selv. Det er en vigtig ting at huske, hvis man vil leve.”

    ”Hvordan kan det være, du mener det? Hvad er grunden til, at du åbenbart ikke stoler på nogen? Du må jo have oplevet noget, der gør dig mistroisk overfor alle.”

    Han trak på skuldrene. ”Jeg ved ikke, hvad det skulle være,” sagde han. Enten talte han sandt, eller også var han bare en virkelig god skuespiller. Jeg slog det hen og rejste mig for at gå. ”Hvor skal du hen?”

    ”Jeg skal lære Luna at snitte,” svarede jeg og begyndte at gå tilbage. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...