Ilden i mig - Anden bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2014
  • Opdateret: 29 maj 2014
  • Status: Færdig
The story goes on... Sarina er på vej ind i Safir Bismara med mod på sjælen ved tanken om at skulle møde sin mor. Det hele ender dog i et familierod, som Sarina aldrig havde troet, hun var en del af, og den eneste hun har tilbage at stole på er faktisk sig selv. Det er et drama med nye venner, familie og underlig kærlighed. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - anden bog ud af tre.

26Likes
8Kommentarer
2591Visninger
AA

5. Metal er en videnskab

Sarina!” Nogen ruskede i mig, men jeg reagerede ikke med det samme. ”De er nødt til at vågne!”

    ”Hvad er der?” spurgte jeg søvndrukkent og åbnede øjnene for at opdage Mella, som stod og kiggede på mig. ”Hvad laver de her?” Rakian var også ved at vågne og løftede hovedet tungt fra puden.

    ”De er nødt til at komme ind på deres eget værelse, inden fruen får noget at vide!” Hun tog min hånd og begyndte at trække i mig. ”Fruen må ikke se dem sammen med ham.” Hun nikkede mod Rakian og fik mig trukket på benene.

    Fuldstændig forvirret over den pludselige opvågning vendte jeg mig om mod Rakian. ”Vi ses senere…” sagde jeg og sendte ham et skævt smil, inden jeg fulgte Mella ud på gangen og ind på mit eget værelse. ”Hvorfor gjorde de det?” spurgte jeg, da vi kom ind.

    ”Fruen bryder sig ikke om, at de er venner med ham der inde…”

    ”Han hedder Rakian,” rettede jeg.

    ”Tilgiv mig. Hun bryder sig ikke om Rakian, fordi han ikke har nogen evner.”

    ”Det er da en smule dobbeltmoralsk.” Jeg hentydede til hendes valg af ægtemænd.

    ”Sådan er fruen. Undskyld jeg siger det, men hun er ikke altid til at regne med. Hun kan sagtens vælge at smide Rakian bag tremmer, hvis hun finder ud af det. Eller hun kan vælge at være ligeglad. Det ved man aldrig.” Mella gik over og trak gardiner fra, så lyset strømmede ind. ”Pas på Sarina.” Hun så mig direkte ind i øjnene.

    ”Tak for advarslen,” svarede jeg og satte mig på stolen, som stod for enden af bordet.

    ”Altid til tjeneste.” Hun smilede til mig. ”Skal vi få gjort dem klar til morgenmad med fruen? Du kan tro, hun har arrangeret en flot fest til dig i aften.” Hun åbnede klædeskabet, der på mystisk vis var blevet fyldt med kjoler. ”Hvad vil de gerne have på?”

    Jeg undersøgte skabets indhold og sukkede. ”Hvad har i gjort ved det andet tøj, jeg havde med?”

    ”Øh… det ligger i din taske, men jeg tror hellere de må tage en kjole på,” svarede hun usikkert. ”Vil de ikke nok tage en kjole på?” bad hun.

    ”Hvis jeg skal være ærlig, så hader jeg kjoler.”

    ”Hvad med den her?” Hun fandt en blå kjole frem med lange ærmer som var åbnet på halvvejen og små perler rundt i kanterne.

    Jeg sukkede, da jeg så op og ned af den. ”Ved de hvad? Jeg kan selv finde en, så de må gerne gå.” Jeg smilede venligt til hende.

    ”Er de sikker?” Hun så tøvende ud. Noget sagde mig at hun ikke var helt tryg ved at lade mig vælge selv, eftersom hun allerede havde opdaget min kærlighed til tøj i to dele, men jeg nikkede blot. ”Men tag nu en kjole på,” bad hun og gik ud af døren.

    Jeg sukkede, men da jeg så i skabet og opdagede at der ikke var nogen jeg hellere ville have på, trak jeg den blå kjole på alligevel. Nu måtte jeg bruge min charme, og se om ikke Alia ville bløde lidt op, når jeg kom ned til morgenmaden. Dagen før havde ikke ligefrem foregået, som jeg havde forventet, så jeg havde høje forhåbninger til den i dag. Jeg måtte huske mig selv på ikke at lægge for meget i førstehåndsindtrykket, for hun var sikkert sød nok. Hun var min mor.

    Jeg mødte Rakian på gangen, og vi fulgtes ned til salen, hvor Tailo og Alia allerede sad ved det lange bord. Sansan som ikke brød sig sønderligt om Alia, var smuttet ud for sig selv. Jeg havde ondt af ham, men intet kunne jeg gøre. Alia kunne ikke lide ulve, og jeg havde hørt at Alias mening ikke var en, man pillede ved.

    ”Hej,” sagde hun og stirrede dystert på os, mens vi satte os ved bordet ved siden af hinanden. ”Sovet godt?” spurgte hun tydeligvis i godt humør.

    ”Rigtig godt tak,” sagde jeg høfligt. ”Jeg tænkte på, om du måske ville vise os lidt rundt her inde i dag. Vi så jo kun byen i går.” Jeg skævede til Mella, som stod med en kande vand ude i siden og udstrålede af lettelse ved mit tøjvalg.

    ”Åh ja. Var du ikke imponeret? Det må da have været noget helt andet, end det du har været vandt til i Thornag.” Hun smilede stolt. ”Men jeg har desværre, nogle ting jeg skal ordne i dag, så jeg har ikke tid, men i er velkomne til at kigge selv. Alle døre er åbne, undtagen dem der er låste,” sagde hun og grinede over sin egen vittighed. Vi andre grinede også, men jeg var ikke helt sikker på, om jeg forstod det morsomme.

 

Efter maden gik vi en tur udenfor. Solen stod ligeså højt som humøret i byen, og himlen var så klar som det reneste vand. Man kunne se sveden perle af en stakkels mand, der stod og smedede under et halvtag udenfor sit hus. Sikke et arbejde at have i den varme. Han dubbede sig sukkende på panden og i nakken med et tørt klæde som konen bragte ham.

    ”Det er en varm dag hva’?” spurgte Rakian da vi passerede.

    Manden hamrede jernhammeren ned på metallet en sidste gang inden han smed det i en balge vand så det sydede og boblede. ”Det kan de tro,” sagde han og strakte sin ryg med hænderne i siderne. ”I må være fru Alias gæster.”

    ”Det stemmer,” nikkede jeg venligt. ”Sig mig er de den eneste smed at finde her omkring? Jeg har ikke set en eneste i miles omkreds.”

    ”Tja… det kan man godt kalde det. For det meste overlades smedningen til Ildfolket nede i den anden ende af byen. Meget kan man sige om dem, men smede det kan de.”

    ”Må man spørge hvorfor lige ildbetvingerne er de bedste?” spurgte jeg forundret.

    ”Det spørgsmål er såmænd let at svare på min ven.” Han lo hæst og lagde sin store lap af en hånd på sin mave. ”Når man kan lægge sin hånd på et stykke jern og få det til at gløde, så vil du finde hele smedningsprocessen mere praktisk og knap så tidskrævende.”

    ”Jaså. Men de gør det alligevel?”

    ”Jeg kan lide kunsten.” Han bukkede sig ned og åbnede en slagbænk, hvorfra han tog en aflang genstand indhyllet i et fint stykke stof. Da stoffet gled af, så jeg en lang flot læderskede hvorfra skaftet af et sværd stak frem. ”Kan de se,” sagde han og lagde det på bordet. ”Alle disse aftegninger og former har taget mig en uge at lave, og det kan selv ikke en ildbetvinger lave uden mange års øvelse. Mange kommer til mig og kigger efter kvalitet og udsmykning. Hos Ildfolket kan de kun få et sværd, som ligner alle andre sværd - lige og perfekte. Deres masseproduktioner af metalgenstande er derfor også billigere. Efter min mening er der ikke nok fokus på det smukke i et stykke metal.”

    ”Hvilken slags betvinger er de så?” spurgte jeg.

    ”Jeg er jordbetvinger. Eftersom jern kommer af vores jord, skulle man tro jeg kunne betvinge det, men det ser ikke sådan ud. Jeg har prøvet skal jeg sige dem, men jeg forstår jernets gåder, og jeg vil våge at påstå, at du ikke finder bedre sværd end hos mig.” Han lo hæst. ”Men nok praleri. Hvor kommer i fra?”

    Jeg så op på Rakian. ”Vi kommer fra Thornag. Vi er flygtninge fra besættelsen, og Alia har været så venlig at lade os bo her et stykke tid.”

    ”Så i er evneløse?” spurgte han overrasket. ”Fascinerende!”

    ”Mener de det?” Spurgte Rakian henrykt. Rakian der var blevet vant til at være den eneste af en hadet art, begyndte at smile over hele femøren.

    ”Metal er en videnskab og ligeså evneløse. Det hele handler om at blande.” Rakian og jeg lignede ikke nogen der så pointen. ”Tro mig de fleste mener, jeg er skør,” grinede han. ”Metal blandes alt efter dets nytte, og det bliver den stærkere af, men evneløse er en blanding af to betvingere, og bedst som man skulle tro det ville være en fordel, så ender barnet med ingen evner at have. Men det var jo i gamle dage. Nu kan en vand og jord blandes og blive til luft.”

    ”Jeg ved ikke, om det skal tages som en kompliment,” samtykkede Rakian.

    ”Det kan de tro, det er min ven.” Manden krydsede armene. ”Jeg var en gang i Thornag, skal jeg sige dem, og der opdagede jeg noget. Evneløse har en anderledes måde at forstå livet på. For en betvinger handler det hele om, hvornår man får sine evner, og når du har fundet dem, så gælder det om at udvikle dem og blive stærkere end alle andre. Selv kvinderne går efter den mand som udnytter sine evner bedst og mestre dens kræft. Men evneløse er anderledes. For jer handler det om kærlighed, når man møder sin udkårne, og det handler om at finde sin indre passion. Må jeg have lov at spørge om i har nogle gode færdigheder.”

    Jeg rømmede mig. ”Jo ser de det er faktisk kun Rakian her som er evneløs. Jeg er ildbetvinger,” svarede jeg venligt.

    ”Jeg kan lide at snitte, og så sigter jeg godt med både kniv og bue,” svarede Rakian.

    ”Interessant.” Manden åbnede slagbænken igen og fandt en bunke små knive og nogle mærkværdige skeder.

    ”Hold da op,” sagde Rakian og kløede sig i baghovedet.

    ”Jeg lavede dem for lang tid siden. Jeg var i en periode, hvor jeg ikke havde nogen kunder og så gik jeg i gang med at lave en masse knive. Du kan se denne specielle skede, som er designet til at indeholde syv knive. Denne skede kan spændes fast i et hvilket som helst bælte. Foran eller bagved alt efter, hvad der er praktisk. Jeg har også studset lidt ved tanken om at skabe en rem til at have rund tom låret. ”Rakian tog en kniv op og studerede dens detaljer. Jeg kunne ikke se det praktiske i en lille bitte flad kniv uden træskaft, men det gik op for mig, at disse knive ikke var til praktisk arbejde. Det var våben. ”Med en god sigtesans vil jeg væde med at disse knive vil gøre underværker. Bemærk dens fine balance og så er den tynd og let, så de kan sidde tæt sammen i skeden.” Han sukkede. ”Men siden folk her på egnen kan lægge en mand ned med sine evner, så bliver knive kun købt hos mig til praktiske gøremål og ikke til at forsvare sig.”

    ”Må jeg prøve?” spurgte Rakian nysgerrigt.

    ”Bare du ikke skyder mig ned, så er jeg glad.” Han lo hæst.

    Rakian tog sigte mod den bageste stolpe under taget. Han kneb øjnene sammen og bed sig i læben, da han trak armen tilbage og kastede den igennem luften hurtigere end en pil og den ramte stolpen så præcist i midten, at man skulle tro det var løgn. Manden lo og gik hen og tog kniven.

    ”De har talent unge mand,” sagde han og gav den tilbage til Rakian. ”De kan beholde dem. Ingen køber allivel den slags.”

    ”Hvorfor det?” spurgte jeg.

    ”De er til at kaste med. Ikke praktiske i det huslige.”

    ”Tusind tak,” sagde Rakian og rakte hånden frem mod manden som tog den. ”Man skulle møde nogle flere som dem rundt omkring.”

    Jeg smilede og fiskede en guldmønt op ad lommen. ”Værsgo,” sagde jeg. ”Du får den alligevel.”

    ”Tusind tak,” sagde han og kyssede min hånd.

 

***

 

Hvor er de smuk,” sagde Mella med et drømmende udtryk i ansigtet. Jeg havde ladet hende sætte mit hår, og hun havde skruet mig ned i en mørkeblå kjole, som hun havde lånt af Alia. Mella fandt en smuk kæde med perler og sten, som hun lagde rundt om min mave og låste foran mig, så den lå pænt på min talje. ”De bliver aftenens højdepunkt,” sagde hun glad. ”Kan de lide håret?” Hun havde sat mit hår rodet med krummelure og krøller ned af siderne på kinderne, men det så godt ud. Jeg havde aldrig troet, at jeg rent faktisk kunne acceptere andet end min elskede fletning, men dette var ikke dårligt.

    ”Det ser godt ud Mella. De kan deres kram.” Jeg smilede venligt og drejede rundt, mens jeg betragtede mig selv i spejlet. Det lette stof lå endda pænt om mine former, men det var slet ikke noget, jeg nogensinde havde valgt, hvis ikke det var fordi, jeg var nødt til at imponere Alia.

    ”De kan tro, at fruen vil elske det,” sagde hun og klappede hænderne begejstret sammen. ”Kom. De skal jo helst ikke komme for sent.” Hun tog min hånd og trak mig med ud på gangen.

    ”Jeg plejede at hade, når der var fester hjemme i Thornag. Jeg skulle altid sidde for enden af bordet, så alle kunne se mig, og min far plejede at brokke sig over alt ved mig. Hvordan jeg sad, spiste, ja det var lige før, jeg ikke engang kunne trække vejret ordentligt.” Jeg sukkede. ”Jeg er vidst bare bange for, at Alia ikke kan acceptere mig.”

    ”Jeg tror, hun vil elske dem.” Hun rynkede panden. ”Jeg mener bare… altså hun er jo deres mor. Hvorfor skulle hun ikke kunne lide dem?”

    ”Min far brød sig ikke om mig, så hvorfor skulle hun? Skal jeg være ærlig, er de to ikke så forskellige fra hinanden. De mener begge to, at jeg skal være en fin pige, hvilket jeg ikke er.”

    ”De gør det hele sværere, end det er,” sagde hun bestemt. ”Tænk positivt. Der er ingen som gider feste med en der surmuler alligevel,” sagde hun opmuntrende.  ”Hvis de beslutter dem for, at hun skal kunne lide dem, så kommer hun også til det. Men hvis de på forhånd mener, at de ved, at hun ikke vil bryde sig om dem, så kan hun heller ikke.”

    ”Det er ikke fordi, det er særligt betryggende,” mumlede jeg. ”Jeg er ikke så god til at få venner.”

    ”Nu gider jeg ikke høre mere på det der. Smil og vær glad. De er smukkere end nogen anden pige her i byen, synes jeg.”

    ”Det er pænt af dem Mella.” Jeg kunne godt lide, hvordan hun tog så let på det.

Hun smilede bredt. ”Nu går de ind og smiler,” sagde hun bestemt og skubbede mig ind af to store døre. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...