Ilden i mig - Anden bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2014
  • Opdateret: 29 maj 2014
  • Status: Færdig
The story goes on... Sarina er på vej ind i Safir Bismara med mod på sjælen ved tanken om at skulle møde sin mor. Det hele ender dog i et familierod, som Sarina aldrig havde troet, hun var en del af, og den eneste hun har tilbage at stole på er faktisk sig selv. Det er et drama med nye venner, familie og underlig kærlighed. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - anden bog ud af tre.

26Likes
8Kommentarer
2588Visninger
AA

35. Manden uden evner

Sarina!” sagde han glad, da jeg kom ind af de høje døre til Vatokans sal, hvor han holdt møder og arbejdede. ”Hvad laver du i dag?”

    ”Keder mig,” svarede jeg og sukkede.

    ”Nu igen. Kan du ikke gå ned i byen og finde dig en kæreste eller lave noget ballade? Så har du da i det mindste en anden, du kan plage med alt dit kedsomhed.”

    ”En kæreste?” spurgte jeg skeptisk.

    ”Ja ja… det er måske meget godt, du begynder at tænke på det.” Med det samme tænkte jeg på Rakian, men jeg undlod for det meste at tænke på ham for meget. Så ville jeg bare ende med at sidde og have ondt af mig selv.

    ”Jeg ved ikke rigtigt. Det interesserer mig ikke,” svarede jeg.

    Han lo sagte og rystede på hovedet. ”Du gør, hvad du vil. Det er du jo vant til.” Jeg kunne ikke lade være med at føle mig som en forkælet møgunge, når han sagde sådan.

    Pludselig gik dørene op, og ind kom to vagter med en mand på slæb. Nu igen, tænkte jeg og bakkede væk. Det var garanteret en, der var blevet beskyldt for noget, han ikke havde gjort, men det tog Vatokan sig som regel ikke af. Sagde vagterne at han havde gjort det, så passede det, og så var den ikke længere.

    De skubbede til ham, så han faldt på knæ foran Vatokan, der havde rejst sig fra stolen. Manden sad og rystede over hele kroppen, mens han knugede sine hænder der var bundet stramt sammen med reb. For en ildbetvinger havde de der reb været en smal sag, men de turde for det meste ikke brænde dem i stykker af frygt for mere ballade. Derfor forstod jeg heller ikke, hvorfor de absolut skulle have dem på, men det blandede jeg mig ikke i.

    ”Hvad er forbrydelsen?” spurgte Vatokan.

    ”Han har ikke nogen evner,” svarede den ene vagt.

    Jeg bed mig i læben, for jeg havde endnu ikke set, hvordan Vatokan behandlede de evneløse. Jeg vidste ikke engang, hvad han mente om de evneløse, for det havde vi aldrig snakket om, og nu blev jeg nervøs. Jeg mindes, at have hørt han plejede at henrette dem?

    Manden rystede, og jeg kunne ane en tåre i hans øjenkrog. ”Jeg kan jo ikke gøre for det,” jamrede han. ”Lad mig g…”

    ”Tig stille,” råbte Vatokan. ”I ved at det er forbudt at opholde sig i landet, hvis i ingen evner har,”  sagde han roligt.

    ”Du lader os jo ikke slippe ud. Hvis bare jeg måtte flygte…” Men Vatokan afbrød ham igen.

    ”Ingen kommer ud af det her land uden min tilladelse!” Jeg kunne mærke, hvordan vrede hobede sig op i mig over den urimelighed.

    ”Hvorfor lader du ham ikke bare tage af sted?” spurgte jeg.

    ”Du skal overhovedet ikke blande dig!” vrissede han til mig.

    ”Men han kan jo ikk…”

    ”Ved min pligt som kongen over Sydlandet, dømmer jeg dig til døden. Henrettelsen finder sted i morgen ved daggry.” Da han sagde det, faldt en sten i maven på mig. En meget tung sten af vrede, som snart ville eksplodere. ”Smid ham ned i en celle,” beordrede han.

    ”NEJ!” råbte manden, da de tog fat i hans overarme. Man kunne høre ham skrige hele vejen ned mod kælderen, og mine øjne blev blanke som det blå hav. Det var overhovedet ikke fair!

    ”Sikke et spektakel,” mumlede han og skulle til at sætte sig igen, da han så mig. ”Sarina? Hvad er der?” spurgte han overrasket.

    ”Du havde ingen ret til at henrette ham!” råbte jeg. ”Hvad havde han gjort dig? Han kunne vel ikke gøre for, at han ikke havde nogen evner! Hvad skulle han gøre?” råbte jeg og kylede en ildkugle ned i gulvet.

    ”Jeg havde alt mulig ret til det,” gav han igen. ”Folk uden evner er ikke noget værd! De er en skændsel for vores land!”

    ”Men hvorfor lod du ham ikke i det mindste flygte ud af landet?”

    ”Mennesker uden evner burde slet ikke være født. Der var en gang, hvor alle mennesker var betvingere. Nogen betvingerformer er måske ikke lige gode, men betvingerne har altid været det rigtigste for Gia Livaria. De evneløse er bare simple vandskabninger, og de burde alle udryddes. De hører ikke til her.”

    ”Hvad er du for et menneske? Du ved ingenting om kærlighed, og du ved ingenting om, hvad der er en skændsel og ikke en skændsel!”

    ”Jeg ved alt om kærlighed!” råbte han, og frembragte et gyldent rødt skær i hans øjne. ”Du skal til at passe på med, hvad du siger unge dame, for du kunne hurtigt få ligeså store problemer!”

    ”Hvad ved du? Der er måske en familie derude som bliver knuste, når de hører, hvad der er sket med deres søn, bror eller ægtemand.” Jeg kunne overhovedet ikke stoppe mig selv fra at græde, men det var simpelthen forfærdeligt. Jeg havde set for mange blive dræbt for det modsatte på den anden side af landet, og jeg kunne ikke klare det her.

    ”Mennesker kommer over tab. Jeg har mistet mennesker, jeg elskede, og jeg kom over det.”

    ”Alia døde aldrig. Du smed hende ud. Det her er noget helt andet! Du siger jo selv, at du aldrig har elsket andre end hende!”

    ”Du har ingen anelse!" Jeg dukkede mig, da en ildkugle havde kurs mod mig, og kylede en tilbage lige i ansigtet på Vatokan. "Hvor våger du at sætte dig imod mig! Hvad bilder du dig egentlig ind?” spurgte han, mens han tog hurtige faretruende skridt hen mod mig. ”Du har bare at holde din mund og opføre dig ordentligt, for ellers…”

    ”Ellers smider du mig i hullet? Henretter du mig? Jeg er overhovedet ikke bange for dig, for det eneste jeg går op i, er at den mand skal behandles ordentligt, selvom han ikke har nogen evner. Du er så forbandet snæversynet..." Han kylede endnu en efter mig, men jeg undveg med nød og næppe."...at du ikke engang kan se, hvad der er, du gør forkert. Dit land hader dig!” råbte jeg.

    Vreden stod ud af ham som røg ud af ørene, og med et havde han trukket sin kniv. Han tog om min hals og skubbede mig ind mod væggen. Mit hjerte slog et slag over, da jeg så den skarpe klinge. Den kom tættere og tættere på, og jeg blev mere og mere nervøs for, om han rent faktisk kunne finde på at gøre noget alvorligt.

    Men pludselig var det som om, det gik op for ham, hvad han havde gang i. Hans øjne blev vidt åbne, da han slap den og lyden af metallet, der ramte gulvet gav genlyd i rummet. Han trak vejret hurtigt og anstrengt. Han var ikke ung mere, men kraftfuld. Han kunne have slået mig ihjel.

    ”Du skal overhovedet ikke komme her og belære mig om et land, jeg har regeret i over tyve år! Du skal overhovedet ikke komme her og tro, at du kan lave om på noget som helst, bare fordi du er min datter.” Godt nok havde han sluppet kniven, men mit hjerte farede derudaf i galop, og sveden piblede frem på min pande.

    ”Du ved overhovedet ikke, hvad det vil sige at være fattig! Du ved ikke, hvad det vil sige at have små børn, der kræver mad hele tiden. Mad som man måske ikke har, fordi ens konge har taget det hele! Hvorfor tror du, de hader dig?” Jeg fnøs højlydt. ”Forestil dig at have en datter eller søn, der ikke har nogen evner…”

    ”Jeg er fuldstændig ligeglad!”

    Han havde nået min grænse, så jeg fortsatte ufortrødent. ”Forestil dig, at du står og kigger på, at den du elsker mest bliver trukket væk af at par vagter og dømt til døden for noget, de ikke kan gøre for! Hvis du ikke kan forestille dig, hvilken smerte det vil være, så ved du ikke, hvad det vil sige at elske!” Han svarede ikke, men hans greb om min hals blev ulideligt stramt. ”Du elsker heller ikke mig så, men det er også i orden, for vi har ikke kendt hinanden så længe. Men prøv alligevel at forestil dig, hvordan det ville være at se mig være den der blev henrettet. Forestil dig, hvor magtesløs du ville føle dig.”

    ”Et ord mere og du vil fortryde, du lærte at tale,” hvæsede han.

    ”Du kan gøre, hvad du vil, for jeg er ikke bange for dig!”

    Det var dråben. Jeg kunne se det på ham, og måske det var nu, jeg skulle være bange, men han kunne gøre, hvad han ville. Godt nok slap han min arm, men før jeg vidste af det, sad hans flade hånd som et rødt mærke på min kind. Jeg vaklede og tog mig til min dunkende, smertende kind. Han stod og så på mig, som om han ikke vidste, hvad han skulle gøre. Man kunne næsten høre det knage i kraniet på ham, mens han overvejede min skæbne.

    Med et braste to vagter ind i salen. ”De kaldte?” spurgte den ene.

    ”Tag hende med ned i en celle,” sagde han så roligt, som han kunne præstere.

    ”Men herre, det er jo…”

    ”Gør som jeg siger!” råbte han. De satte ikke videre spørgsmålstegn ved det og gik i stedet målrettet hen til mig. Jeg gjorde ikke engang modstand, da de begyndte at skubbe mig med, men jeg kiggede Vatokan lige ind i øjnene med ikke andet end had.

    Jeg kunne godt huske sidste gang, jeg havde været der, og det virkede underligt, at jeg nu skulle være den, der blev låst inde. Jeg gjorde ikke modstand, da jeg blev skubbet ind, og før jeg vidste af det, stod jeg foran en vred Vatokan.

    ”Du er gået for vidt Sarina,” sagde han. ”Du har krydset grænsen for, hvad jeg vil stå model til, for jeg finder mig ikke i at blive fornærmet på den måde. Du skal ikke tro, at du er noget specielt i forholdt til alle de andre. Du skal ikke tro, at bare fordi du bor på slottet og får gratis mad, og alt hvad du har brug for, at du så kan få lov til at sige, hvad du vil.”

    ”Jeg er ikke bange for dig,” sagde jeg. Måske var det at sige det højt flere gange en metode for mig at opretholde fatningen.

    ”Så se at bliv det!” Han trådte ud af døren og lod vagten låse af. ”Du kan tilbringe natten her, og hvis du stadig har mere at sige i morgen, kan du jo få en nat mere. Det styre du selv, men jeg har fået nok, og nu har du bare at gøre som der bliver sagt, for jeg giver snart ikke flere chancer!” Han sendte mig et sidste skuffet blik, inden han drejede om på hælen og gik sin vej.

    Jeg skar tænder af vrede, og pludselig skete det, jeg vidste ville ske. Min hænder brød i brand, og det var en underlig form for lettelse, det gav at hamre hånden ind i væggen. ”Forbandet!” råbte jeg og lænede panden mod væggen. ”Flot Sarina…” mumlede jeg for mig selv.

    Min mani for at tale før jeg tænkte havde altid været en af de værste sider af mig, men at jeg ligefrem skulle ende i den her celle på grund af det, havde jeg aldrig regnet med. Jeg var et fjols, at jeg troede, jeg kunne slippe ustraffet fra det, og nu sad jeg i den her ulækre celle med en mus til selskab, der løb rundt og snuste i hjørnet.

    Med et dybt suk dumpede jeg ned på briksen, og trak benene op til mig, så jeg kunne hvile hagen på knæene. Det eneste gode var vel, at der ikke var koldt. Det var nærmere for varmt, fordi varmen fra faklerne på væggene opvarmede rummet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...