Ilden i mig - Anden bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2014
  • Opdateret: 29 maj 2014
  • Status: Færdig
The story goes on... Sarina er på vej ind i Safir Bismara med mod på sjælen ved tanken om at skulle møde sin mor. Det hele ender dog i et familierod, som Sarina aldrig havde troet, hun var en del af, og den eneste hun har tilbage at stole på er faktisk sig selv. Det er et drama med nye venner, familie og underlig kærlighed. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - anden bog ud af tre.

26Likes
8Kommentarer
2625Visninger
AA

8. Malums meninger

Alt det her kunne du vel lige med det samme,” sagde jeg lavmælt.

    ”Jeg ville ønske, at jeg kunne prale med det, men nej… det der er ret svært. Du gjorde det meget godt, selvom du bør øve dig.” Han smilede skævt, og det havde jeg ikke ligefrem forventet.

    ”Hvor gammel er du egentlig?” spurgte jeg ligeud.

    ”Øh… sært spørgsmål, men hvis du virkelig gerne vil vide det, så er jeg to og tyve somre gammel. Hvorfor?”

    ”Du virker bare til at vide en masse om det her, men jeg syntes ikke helt det passede til din alder. Hvordan kan du være så ung og have så meget forstand på det?”

    ”Min far har studeret det meget, og hver gang han fandt ud af nogen nyt, prøvede han det på mig. Man kan vel nærmest sige, at han forsker lidt i det og hjælper folk, som ikke kan styre sit temperament. Jeg forstår egentlig ikke, hvorfor Alia ikke bare sendte bud efter min far.” Han rynkede panden, men noget slog mig. Noget som allerede der kunne få det til at boble i mig.

    ”Hun prøver vel bare at få os sammen,” mumlede jeg.

    ”Undskyld hvad?” spurgte han overrasket.

    ”Kan jeg stole på dig? Du fortæller ikke noget videre til Alia vel?”

    ”Nej. Det har jeg ikke tænkt mig.” Han lagde hovedet på skrå. ”Hvad er det?”

    ”Er du sikker, for jeg slår dig ihjel, hvis du siger noget,” truede jeg.

    ”Min mund er lukket.”

    ”Lige siden jeg var omkring tolv, har jeg haft en ven. Rakian. Han har altid været min bedste, for ikke at sige eneste ven, men nu er vi sådan lidt… ja vi er vel lidt forelskede i hinanden, men jeg tror ikke, Alia bryder sig om ham.”

    ”Hvorfor ikke?”

    ”Fordi han ikke har nogen evner.”

    ”Ja, så kan jeg bedre forstå det.”

    ”Hvorfor er der ingen, der kan lide evneløse mennesker her omkring?” spurgte jeg irriteret.

    ”Undskyld, men jeg har bare altid fået at vide, at de ikke rigtigt var noget værd. Jeg har aldrig mødt en, så jeg ved det ikke.”

    ”Nå, men nu mistænker jeg altså Alia for at ville have mig sammen med en anden, inden jeg kommer for tæt på Rakian. Det er bare for sent.”

    ”Helt ærligt! Du mødte hende for to dage siden, og hun er allerede ved at arrangere dit bryllup… undskyld, men jeg synes ikke at det er helt logisk. Måske skulle du lige give hende en chance. Hun vil nok bare det, der er bedst for dig.”

    ”Hun vil ikke engang lade mig tage til Sydlandet og befri Abokarien. Hun tror, at hun kan behandle mig, som om jeg er hendes datter, og at vi aldrig var skilt ad, men det var vi, så hun har ingen ret til at bestemme over mig.”

    ”Selvfølgelig vil hun ikke have dig til Sydlandet! Det er vildt farligt og slet ikke noget sted for sådan en som dig. Du er kun en ung pige.” Jeg rejste mig op i irritation, og han gjorde det samme.

    ”Du kender mig overhovedet ikke. Du har ingen anelse om, hvad du snakker om. Jeg har slået mennesker ihjel, og jeg har kæmpet mod store mænd. Jeg har redet igennem hele landet, været holdt fanget og set Rakian blive tortureret. Jeg er rimelig sikker på, at jeg kan klare det!”

    ”Måske, men som jeg ser det, er du en dumdristig pige, som ikke har en pind styr på sine evner. Måske er det på tide, at du finder ud af, hvorfor jeg lavede det der bål. Tænd det! Tænd det uden at røre ved ilden.”

    Jeg prøvede ihærdigt at gøre ligesom jeg havde gjort dagen før med alle lysene, men bålet ville ikke tændes og mit blik søgte Malum, der havde krydset armene, mens han smilede hånligt. Jeg sukkede frustreret, da det ikke virkede, og jeg måtte gøre det den lette måde. Jeg skød en ildkugle ned i den.

    ”Det var ikke helt det, jeg mente.” Han krydsede armene.

    ”Jeg gjorde det med en hel masse stearinlys i går!”

    ”Du er fuld af løgn.”

    ”Spørg Alia!” råbte jeg. ”Jeg ved ikke, hvorfor jeg overhovedet fortalte dig om Rakian. Du forstår ingenting.”

    ”Nej for alt det du siger, er noget du finder på. Som om du har været oppe at slås med store mænd og ligefrem dræbt dem.” Han grinede for at udtrykke, hvor latterligt det lød.

    ”Jeg lyver ikke!”

    ”Bevis det!”

    ”Jeg kan få dig ned at ligge i en kamp uden evner.” Han begyndte at grine. ”Tør du ikke slås med en lille dumdristig pige som mig?”

    ”Fint. Det må du selv om.”

    Jeg himlede med øjnene og stillede mig i position foran ham. Uden at advare ham, sprang jeg frem mod ham, og lige da han skulle til at gribe fat i mig, dukkede jeg mig ind under hans arm og fejede benene væk under ham. Han faldt forover og landede på jorden, så jeg i en fart satte mig på ham.

    ”Fortæl mig en gang til, at jeg ikke kan slås, og jeg brænder et hul i din skjorte.” Han sagde ikke noget, så jeg flyttede mig fra ham.

    ”Jeg var ikke lige klar der,” mumlede han forvirret.

    ”Du er aldrig klar, når nogen overfalder dig,” sagde jeg.

    ”Hvorfor kan jeg ikke læse dine tanker?”

    ”Prøvede du at læse mine tanker?”

    ”Jeg ville bare have et glimt af din teknik inden, men der er helt blokeret. Hvordan gør du?”

    ”Reglen var, at vi ikke brugte evner! Du er den værste løgner af os to, og hvis du virkelig gerne vil vide det, så er det et skjold, jeg har haft hele livet.”

    ”Det kan jo ikke lade sig gøre.” Han fnøs.

    ”Jeg gør ikke mit sind er blokeret med vilje. Jeg kan ikke styre det selv.” Som sagt før, kunne jeg sagtens fjerne det, men det var min egen lille hemmelighed.

    ”Du er en mærkelig form for betvinger.”

    ”Så vil du nok hellere slippe for mig,” sagde jeg bare og gik hen mod stien. Næsten løb ned af bakkerne og igennem skoven, og inden længe var jeg nået op til indgangen. Vagterne lukkede mig ind, og jeg styrtede op på mit værelse, hvor jeg sank sammen ned af døren. Det prikkede i mine øjne, men jeg måtte ikke græde. Jeg tillod ikke at lade mig selv græde over sådan en idiot som Malum. Han vidste overhovedet ikke, hvad han snakkede om.

 

***

 

Jeg måtte være faldet i søvn på gulvet, for jeg vågnede ved lyden af døren, der åbnede sig og lukkede igen med et ordentligt smæld. Mine øjne åbnede sig brat, og jeg så forvirret op på den person, der havde besluttet sig for at vække mig på den måde. Alias øjne lynede, da hun stod med krydsede arme og så ned på mig.

    ”Hvad laver du nede på gulvet?” spurgte hun hårdt. Jeg skyndte mig at rejse mig op og opdagede, hvor ondt jeg havde i nakken af at ligge i den underlige stilling på det hårde stengulv. ”Hvorfor fortæller Malum, at du stak af i dag?”

    ”Fordi det er sandt,” svarede jeg.

    ”I morgen går du ned og giver ham en undskyldning.”

    ”For hvad? Det var ham, der fornærmede mig.”

    ”Hvad går der af dig? Hvorfor opføre du dig sådan? Er det sådan Astan har opdraget dig?”

    ”Det her har intet at gøre med opdragelse. Jeg bruger min fornuft.”

    ”Hvis du selv mener, at du er så fornuftig, så skulle du måske finde Malum og sige undskyld, for ellers lærer du aldrig at styre de evner, du har.”

    ”Jeg skal ikke have noget med ham at gøre, og så er den ikke længere!”

    ”Så er i jo enige, for han sagde, at han heller ikke ville have noget at gøre med dig.”

    ”Fint,” sagde jeg. ”Var der andet, du ville?”

    Hendes næsebor vibrerede i vrede, mens hun gjorde om og marcherede ud af døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...