Ilden i mig - Anden bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2014
  • Opdateret: 29 maj 2014
  • Status: Færdig
The story goes on... Sarina er på vej ind i Safir Bismara med mod på sjælen ved tanken om at skulle møde sin mor. Det hele ender dog i et familierod, som Sarina aldrig havde troet, hun var en del af, og den eneste hun har tilbage at stole på er faktisk sig selv. Det er et drama med nye venner, familie og underlig kærlighed. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - anden bog ud af tre.

26Likes
8Kommentarer
2624Visninger
AA

27. Luna

Rakian 

Jeg gabte og rullede om på den anden side i den store himmelseng på slottet i Thornag, mens jeg spekulerede over, hvad jeg så skulle lave den dag. Jeg skulle ned til nogle tilflyttere og hjælpe dem med deres hus, hvilket jeg havde lovet dem, fordi de havde brug for en hånd til at komme i gang.

    Jeg kom i tøjet og smuttede ned til Vildana i køkkenet. Tro det eller ej, men Vildana havde overtaget det gamle køkken på slottet igen. Jeg havde på fornemmelsen, at det gav en form for tryghedsfølelse til hende. Hun havde jo sit eget kammer, som hun havde haft lige siden, hun var ganske ung, og hun havde sine ting, som hun vidste hvor var. Stort set alt var ved det gamle dernede, for til vores held var køkkenet ikke stedet for en slåskamp, den gang de indtog byen. Det var hendes sted, men det var heller ikke fordi, jeg klagede. Da mange køkkener, stenovne og den slags var blevet ødelagt, havde folk svært ved at bage brød ordentligt, så Vildana var altid i gang med at bage brød for nogen eller hjalp dem med at bage det selv. Derfor fik jeg altid friskbagt brød nede hos Vildana, og det var skønt.

    ”Godmorgen Vildana. Skøn og frisk som altid,” sagde jeg og blinkede kækt til hende, inden jeg løb ud igen med en varm bolle i hånden. Jeg traskede ned af vejen, da en ven jeg havde fået slog mig på skulderen og traskede med ved siden af mig.

    ”Davs,” hilste han.

    ”Hej Socka. Hvad foretager du dig i dag?”

    ”Du ved… lidt af det ene og lidt af det andet. Det er ikke et nemt projekt, I har sat i gang her.”

    ”Det har du ret i,” svarede jeg fraværende, mens jeg ledte efter dem, jeg skulle snakke med.

    ”Jeg tror vi får nye tilflyttere igen,” sagde han pludselig og pegede mod stien, hvor der ganske rigtigt kom tre ryttere ridende. Da de langsomt kom tættere på, kunne jeg se, at der sad to på den ene hest.

    ”Jeg må hellere se, hvem det er. Vil du ikke være sød at gå ned til det hus derhenne og sige, at jeg måske ikke kommer før senere?” spurgte jeg og pegede mod huset til højre for, der hvor vi stod.

    ”Så gerne,” grinede han og gik sin vej.

    Jeg gik rytterne i møde. To drenge og to piger. Den ene af pigerne mindede mig om en, jeg havde set før, men jeg kunne ikke placere hende, og ham hun red sammen med, kendte jeg overhovedet ikke. Han havde sort hår, der var ved at blive for langt, så det faldt ned i øjnene på ham. Og så var der pigen og drengen på de andre to heste, der begge havde lyst hår. Pigen mindede mig om Rosa.

    ”Velkommen til Thornag. Leder i efter et sted at bo?” spurgte jeg.

    Drengen med det sorte hår rystede på hovedet. ”Vi har været rundt i Nordlandet, for vi leder efter…” Han betragtede mig lidt. ”Vi leder efter dig,” sagde han pludselig.

    ”Mig?”

    ”Rakian?” spurgte han.

    ”Det stemmer.” Hvordan kendte de mig? Var det nogen Sarina kendte?

    ”Sarina har sendt os.” Han så sig over skulderen på pigen bag sig, men hun rystede på hovedet, som om hun var bange for noget. ”Jeg hedder Malum, og det der er Galia og Vick. Vi har lige været i Sydlandet, hvor vi redede Luna her fra borgen Caprit.”

    Og pludselig slog det mig, hvem det var jeg kunne genkende. Det var jo Luna. Hun så meget mere anderledes ud, end jeg huskede hende. Selvfølgelig var der aldersforskellen, som jeg havde gættet, men hun var så arret og tynd.

    Jeg smilede stort til hende. ”Luna?” spurgte jeg glad, men hun så overhovedet ikke ud til at syntes det var spor morsomt. Mit smil falmede, og jeg lagde hovedet på skrå. ”Kan du ikke kende mig?”

    ”Luna er meget bange for alting,” forklarede Malum og så tilbage på Luna igen. ”Kan du ikke huske ham?” Hun nikkede. ”Er du ikke glad for at se ham?”  Hun svarede ikke.

    Bare lad hende stå lidt, så kommer hun selv, hørte jeg ham i mine tanker, og jeg opdagede først sent at det var Malum. Hun er stadig et lille barn indeni, selvom hun ser voksen ud. Så du skal ikke forvente, at hun forstår alting. Hun er ikke engang et år gammel, så hun er faktisk helt utroligt moden af sin alder også indvendigt. Der er mange ting, hun sagtens kan forstå, og nogen gange skulle man, tro hun var voksen, fordi hun har nogle mærkværdige synspunkter omkring ting, men andre gange er hun ligeså barnlig som en på to. Det skyldes vel, de evner hun har… havde. Hun kan ikke helt finde sine evner lige i øjeblikket, og det sikkert hun er blevet udsat for mange ubehagelige ting på borgen Caprit.

    Jeg nikkede forstående. ”Hvor er Sarina? Blev hun i Safir Bismara?” spurgte jeg.

    De så på hinanden. ”Sarina befinder sig på borgen Caprit,” svarede han alvorligt.

    ”Hvad?” udbrød jeg. ”Og så tog i bare af sted?”

    ”Sansan er hos hende. Hun sagde selv, at vi skulle tage af sted, for hun har en eller anden sindssyg plan om at blive gode venner med Vatokan. Sansan har fortalt os at Vatokan mangler en arving, og at han er overbevist om, at Sarina er den rette. Derfor har han på en måde taget hende til fange, men hun mener åbenbart, at det er meget nyttigt. Nogen gange skulle man tro, hun ikke var helt rigtig oppe i hovedet, men det var altså, hvad vi fik besked på.”

    ”Så lige nu bor hun hos ham? Behandler han hende ordentligt?”

    ”Vi ved ingenting, men han troede delvist på hende, da hun sagde, at hun var hans datter. Sansan så scenariet i Sarinas tanker og gav det videre til os.”

    ”Men skal vi ikke tage derned og få hende ud?” Jeg var helt fra den bare ved tanken om, hvor forfærdeligt hun måtte have det.

    ”Nej. Sansan har lovet, at han vil tage til Nordlandet og finde os om et par uger og fortælle, hvordan det går, for bagefter at tage tilbage til hende igen.”

    Jeg lod mine fingre glide igennem mit hår og sukkede. ”Øh… jeg er… jeg skal vidst lige sunde mig lidt,” mumlede jeg. ”Hvor kender i hende fra?”

    ”Jeg er Malum, Sarinas første lære i ildbetvingning. Vick er min ven, og Galia er hans søster. Vi er fra Safir Bismara, og vi er alle ildbetvingere, så vi respektere det, hvis I gerne vil have, at vi tager af sted igen. Vi kom bare for at aflevere Luna.”

    Luna fik store øjne. ”I må ikke gå!” udbrød hun.

    ”Det gør de heller ikke Luna,” forsikrede jeg hende. ”Hvis I godt kunne tænke jer at blive, så gør i bare det. Vi ønsker kun, at betvingere og evneløse mennesker skal leve sammen i fred.”

    ”Det er vi taknemlige for, men bare så du ved det, så er du den første evneløse, jeg nogensinde har mødt. Ingen af os ved, hvordan vi skal agere i forhold til din slags. Hjemme hos os er I de slemme i eventyrene, hvis man kan sige det sådan.”

    Jeg grinede. ”Jamen det er også rart at møde jer.” Han så ikke ud til at forstå min humor. ”Nej ved du hvad, I er mere end velkomne til at blive. Vi har værelser på slottet, som i kan låne, hvis ikke i er interesseret i at finde jeres eget og starte noget nyt op ligesom alle de andre.”

    ”Vi tager taknemligt imod et værelse, men når Luna er faldet til, så agter vi at tage tilbage til vores familier. Vi kan endnu ikke sige, om vores familier har tænkt sig at flytte med os tilbage til jer, men vi vil forsøge, for ildbetvingere er ikke specielt vellidte i Safir Bismara.”

    ”Det bestemmer i selv. Der er lige en ting mere... hvis I gerne vil være her lidt, så skal i være opmærksom på, at vi alle sammen hjælper hinanden her. Vi giver jer kost og logi til bytte for en hjælpende hånd. Det er overhovedet ikke, fordi vi er ugæstfrie, men det er vanskeligt at starte en hel by op fra bunden.”

    ”Det er i orden. Vi hjælper, alt hvad vi kan,” svarede han.

    ”Tak. Hvis I er sultne og trænger til at hvile jer, så er det denne vej,” sagde jeg og viste dem op mod Slottet.

    ”For resten så savner Sarina dig. Hun bad mig ikke direkte om at sige det, men hun sidder med den der lille fugledims i hånden, hver gang hun har en given lejlighed til at se ked ud af det. Men tøsen nægter at græde.” Jeg begyndte at grine, for det han fortalte kunne ikke handle om andre end Sarina. Sådan var hun altid.

    Da vi kom ned til Vildana, fandt vi noget mad, og pludselig slog det mig, hvad Luna altid havde elsket. Honning. Jeg syntes nok jeg havde set nogle krukker med honning, som havde holdt sig i alt den tid, så jeg ledte i de støvede rækker i spisekammeret, til jeg fandt, hvad jeg ledte efter.

    ”Se hvad jeg har fundet,” sagde jeg til Luna, der endda formåede at smile skævt.

    Hun satte sig ned ved bordet og betragtede mig nøje, mens jeg fandt mad til dem. ”Hvad for nogle evner har du?” spurgte hun pludselig.

    ”Jeg har ikke nogen,” svarede jeg og smilede skævt, da jeg lagde en skive brød med honning på hendes tallerken. De andre tog selv, og Vick hyggede sig vældigt med at vise, at han kunne riste sit brød ved at lægge en skrive brød mellem sine hænder.

    ”Det passer ikke,” mumlede hun nervøst. Hun så ikke ud til at være særligt tilpas i sine nye omgivelser, men jeg var opsat på at få hende til at føle sig hjemme. Hun skulle føle, at hun var elsket igen, og at hun kunne være tryg her hos os.

    ”Det er rigtig nok. De fleste i den her by har ikke nogen evner.”

    Hun rystede på hovedet. ”Alle har evner. Hvem siger, at man behøver at være betvinger for at have evner?” Hun lagde hovedet på skrå.

    Havde Malum ikke lige stået og sagt, at hun var et lille barn?

    ”Ja nogle gange siger hun altså noget underligt noget,” kom det fra Malum. Jeg overvejede om han stod og læste mine tanker, men jeg gad ikke spørge. Hvis han fandt noget interessant, så måtte han vel stå og grine af det for sig selv.

    ”Men det giver jo mening, det hun siger,” svarede jeg. Nu tænker du nok, hvordan jeg kunne være så ligeglad med, at folk rodede i mit sind, men jeg havde besluttet mig for ikke at lade mig selv gå og være paranoid, fordi jeg troede folk læste mine tanker. Det var livet simpelthen for kort til, når man levede sammen med betvingere.

    ”Hvad for nogle evner, har du så?” spurgte hun og satte tænderne i brødet. Hun spiste det ligeså hurtigt, som hun altid havde gjort. Næsten som om hun slugte det, og der vidste jeg, at det var den gamle Luna, vi havde fået tilbage.

    ”Jeg ved ikke rigtigt… jeg er god til at snitte. Jeg kan slås med sværd og den slags… hvorfor?”

    Hun trak på skuldrene, men så tænksom ud. ”Hvad vil det sige at snitte?” Jeg kiggede olmt på hende, indtil jeg opdagede, at hun faktisk mente det.

    ”Du tager et stykke træ og en kniv.”

    Hun gik helt i chok. ”En kniv!”

    ”Øh ja… du bruger kniven til at skære i træet, så du kan lave en flot figur eller noget mere praktisk i form af et knivskaft eller en ske.”

    ”Skærer du i træet?” udbrød hun. ”Det gør ondt på træet.” Hun slog armene om sig selv, og først der opdagede jeg, hvor mange ar og rifter der var på hendes arme.

    ”Jeg tror ikke, det gør ondt på træet Luna. Et træ har ingen følelser.”

    ”Men knive gør ondt.” Hun var helt ude af den. ”Og træer gror ligesom mennesker. Det sagde Malum selv.”

    Malum rømmede sig. ”Det var ikke helt det, jeg mente Luna. Træer gror og vokser, men træer er ikke levende ligesom mennesker. Et træ har for eksempel ikke en nogen hjerne ligesom os, så et træ mærker ikke smerte, ligesom vi gør.”

    ”Nå,” mumlede hun. Det kom som et chok for mig, at hendes øjne pludselig blev blanke og tårer begyndte at samle sig i hendes øjenkroge. Hun var så uskyldig, og hendes indre barn gav hende lyst til at græde, selvom der ikke var noget at græde over.

    ”Kom her Luna,” sagde jeg og lagde begge arme om hende. Hun begravede ansigtet ned i min skuldre, mens hendes tynde fingre havde godt fat i mit tøj.

    ”Der er bare så mange ting, jeg ikke forstår,” sagde hun. ”Du er nødt til at vise mig, hvordan man snitter.”

    ”Det lover jeg.”

 

***

 

Jeg vågnede med et chok, da nogen gik ind af min dør og lukkede den efter sig. Med en hurtig bevægelse greb jeg kniven, der lå på mit bord og vendte mig om, så jeg kunne se vedkommende.

    ”Nej!” skreg Luna og bakkede op mod væggen, mens hun pressede sine knoer mod kinderne. Hendes kønne øjne løb i vand, og med et sank hun sammen på gulvet.

    ”Luna?” I en fart lagde jeg kniven fra mig og rejste mig på mine bare fødder. ”Du må ikke græde Luna…” udbrød jeg og skulle til at gå tættere på.

    ”Du må ikke gøre noget!” hulkede hun og vuggede frem og tilbage med fingrene godt begravet i sit blanke hår. Jeg kunne se, hvor ødelagt hun var, og vidste at der lå en del at arbejde i at gøre hende normal igen, så jeg satte mig langsomt på hug en armslængde fra hende og forsøgte at fange hendes blik.

    ”Luna?” spurgte jeg, men hun svarede ikke. ”Luna prøv at se på mig.” Hendes blå øjne mødte mine, og jeg holdt begge hænder op, så hun kunne se mig. ”Se, jeg har ikke nogen kniv. Jeg sidder bare her. Jeg ville aldrig gøre dig noget ondt Luna. Aldrig. Tror du på mig?”

    ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro,” hviskede hun.

    ”Så snakker vi om det,” fastslog jeg og dumpede ned i skrædderstilling.

    Det var koldt i rummet, specielt fordi jeg lige havde ligget i en varm seng med dyne, men jeg kunne se, hvordan Luna rystede, og jeg kunne ikke beslutte, om det var fordi, hun var bange, eller om det var fordi, hun frøs. Alligevel smed jeg tæppet over til hende. Hun betragtede tæppet et øjeblik, men så tog hun fat i det med sine spinkle fingre og slog det om sig.

    ”Var det bedre?” spurgte jeg. Hun nikkede. ”Hvad laver du her Luna?”

    Hun tyggede sig i kinden, inden hun svarede. ”Jeg kunne ikke sove,” mumlede hun. ”Der var så stille, og sengen var alt for blød, men da jeg lagde mig ned på gulvet, begyndte jeg at fryse, og så blev jeg ked af det.”

    ”Men hvorfor kom du ind til mig så?” spurgte jeg.

    ”Det ved jeg ikke,” mumlede hun stadig med opspilede øjne. ”Jeg har en fornemmelse, af at du er god at falde i søvn hos.”

    Jeg løftede øjenbrynene og svang mine arme rundt om mine underben. ”Undskyld, jeg forskrækkede dig,” sagde jeg.

    ”Undskyld,” mumlede hun fjernt. ”Undskyld,” sagde hun endnu engang med tænksomme øjne.

    ”Hvorfor siger du undskyld?” spurgte jeg.

    ”Man siger undskyld, når man har gjort noget forkert,” sagde hun for sig selv. ”Du sagde undskyld, fordi du gjorde mig bange, så det må betyde, at du gjorde noget forkert.” Hun lignede en der var ved at knække en gåde. ”Du syntes det var forkert at forskrække mig?” spurgte hun.

    ”Ja det var det da.” Jeg sad nøje og betragtede hende, mens hun prøvede ordene i sin egen mund og funderede over betydningen.

    ”Skal jeg så være sur på dig, når du har gjort noget forkert?”

    ”Nej, når man siger undskyld, så er det fordi, man er ked af det, man har gjort, og man vil gerne have, at den anden bliver glad igen. Kan du tilgive mig for at gøre dig bange?”

    ”Det tror jeg,” mumlede hun. ”Men jeg ved jo ikke, om jeg kan stole på, at du virkelig gerne vil have mig til at være glad igen.”

    ”Kan du huske den gang, du var lille?” spurgte jeg. Hun nikkede ivrigt. ”Der havde vi det sjovt os to. Kan du huske det?” Jeg smilede prøvende. ”Kan du huske, du red på mine skuldre? Jeg lavede honning madder til dig, som du elskede.” Et smil gled over hendes læber.

    ”Det kan jeg godt huske.”

    ”Den gang var du en værre en.” Hun fniste. ”Du havde nogle fine runde kinder, og du voksede ud af dit tøj, før du nåede at bruge det i en uge.” Jeg grinede sammen med hende, mens vi mindedes de gamle dage. ”Er jeg virkelig så skræmmende? Har jeg nogen sinde givet dig en grund til ikke at stole på mig?” spurgte jeg.

    ”Nej,” sagde hun og rystede på hovedet. ”Jeg er glad igen nu.” Hun smilede skævt.

    ”Det er jeg glad for,” smilede jeg, og rejste mig op. Hun lod mig trække sig op fra gulvet og omfavne hendes tynde krop. Jeg kunne føle knoglerne i hendes rygrad, fordi hun var så tynd. ”Vi skal have nogle flere honning madder i dig, så du kan få dine runde kinder igen.” Hun kluklo ned i min skulder.

    Jeg løsnede grebet, så jeg kunne se rigtigt på hende igen. ”I morgen viser jeg dig, hvordan man snitter med en kniv, men nu følger jeg dig i seng, så du kan blive frisk.”

    ”Men jeg kan ikke sove,” sukkede hun.

    ”Så sidder jeg hos dig, til du kan. Kom.” Jeg fulgte hende ind i hendes egen seng og pakkede hende ind i dynerne. ”Sov godt,” sagde jeg. Hun lå og så på mig, indtil hun alligevel besluttede at lukke øjnene. Hendes tynde fingre fandt min hånd, og jeg grinede lydløst, da hun formede sin lillefinger til en krog og hægtede den sammen med min. Det var som om min blotte tilstedeværelse var nok til at få hende til at falde til ro, og da hun slappede af og vejrtrækningerne blev dybere, listede jeg ind til mig selv og lagde mig til at sove igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...