Ilden i mig - Anden bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2014
  • Opdateret: 29 maj 2014
  • Status: Færdig
The story goes on... Sarina er på vej ind i Safir Bismara med mod på sjælen ved tanken om at skulle møde sin mor. Det hele ender dog i et familierod, som Sarina aldrig havde troet, hun var en del af, og den eneste hun har tilbage at stole på er faktisk sig selv. Det er et drama med nye venner, familie og underlig kærlighed. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - anden bog ud af tre.

26Likes
8Kommentarer
2600Visninger
AA

19. Liv i bjergene

For at komme til Sydlandet, var vi nødt til at krydse en bjergkæde og igennem en skov på den anden side til vi kom til muren, som blev den største udfordring. Turen op i bjergene var hård. Jeg havde efterhånden vendt sig til Malums brok, og i stedet nød jeg udsigten fra højderne, hvor man kunne se ud over sletterne i Gia Livaria. Vi kunne endda se bjergene om Safir Bismara, men de andre foretrak at se udenom dem.

    Det var tidlig morgen, og vi var lige steget på hestene. Vi red op ad en stejl sti, som var omgivet af et tæt buskads for at komme om på den anden side af bjerget, hvor vi kunne begive os ned igen, da vi opdagede noget røg, der kom op mellem nogle træer. Hvis vi var kloge burde vi passe os selv og ride videre, men jeg var som sædvanlig alt for nysgerrig. Jeg fik de andre til at stoppe og hoppede sikkert ned på fødderne for at liste tættere på.

    Er du sindssyg? tænkte Malum til mig.

    Jeg skal bare lige se, hvem det er, svarede jeg.

    Malum himlede med øjnene, men hoppede selv af og kom op på siden af mig. Jeg havde ærligt talt ikke regnet med, at han ville være så modig, men noget sagde mig, at Malum havde noget, han skulle bevise, ikke kun overfor mig, men også for ham selv.

    Jeg vendte mig om mod Vick og Galia. Bliv her og hold vagt. Vi henter jer, hvis der er noget. De nikkede begge.

    Skal jeg liste mig derhen først? Spurgte Sansan.

    Ja, gør det.

    Han luntede derhen, mens Malum og jeg listede bag ham. Det var interessant at se ham lægge sig på lur og krybe ind imellem buske, som Malum og jeg ikke havde en chance for at komme igennem. Jeg tænkte tilbage på den gang, jeg havde snakket med Sansan første gang. Der havde han ligget i krattet uden at lave en lyd, før han pludselig talte til mig i tankerne.

    Jeg hørte stemmer derhenne fra, men ordene var utydelige.

    Det er bare en forvirret gammel mand, som render og snakker med sig selv, sagde Sansan. Hvis I vil snakke med ham, er der ingen fare der.

    Tak Sansan, svarede jeg. ”Vi kan sagtens gå derind,” hviskede jeg til Malum.

    ”Er du sikker?” spurgte han med vidt åbne øjne.

    ”Ja ja, jeg vil bare lige snakke lidt med ham.”

    ”Hvorfor?” Det var tydeligt at se på Malum, at han ikke havde noget imod at tage benene på nakken og smutte.

    Jeg trak på skuldrene. ”Jeg er nysgerrig.” Malum himlede med øjnene.

    ”Du ved det sikkert allerede, men jeg forstår dig virkelig ikke!”

    ”Fred være med det. Vi kan jo ikke alle være ens.”

    Et lille hus lå i ly af en masse træer, der omslugte den som en gryde. Ude foran den lille stenhytte brændte et bål, og i den anden side, kunne jeg se en lille mand stå foroverbøjet, mens han plukkede nogle grønne planter.

    ”Undskyld mig,” sagde jeg og manden stivnede med det samme.

    ”Hvem er i?” spurgte manden vagtsomt.

    ”Jeg hedder Sarina, og det her er Malum og Sansan. Vi red bare forbi, da vi så røgen fra dit bål.” Jeg bed mig i læben.

    ”Og hvad så?” spurgte han hårdt.

    ”Øh… vi undrede os bare over, at nogen boede så langt oppe i bjergene.”

    ”Hvor skulle jeg ellers bo?” Han smed de grønne urter ned i en stenskål og begyndte at mose det sammen. ”Dyrene her har brug for mig. Jeg passer på dem.” Jeg lagde mærke til, at der lå en lille syg hare nede på græsset, som han kærligt tog op på sit skød. ”Hvis ikke Vatokan havde været så ualmindelig snæversindet, at han kun kan se Ildfolket som de verdensherskende, så havde jeg med glæde slået rødder i Bolania.”

    ”Hvorfor bor du så ikke i Safir Bismara?” spurgte jeg. Mit blik gled ned på hans fødder, der var bare. ”Er du Jordbetvinger?”

    ”Ja jeg er. Den bedste af slagsen, hvis jeg selv skal sige det,” sagde han. Jeg skulle være ærlig at sige, at jeg bestemt ikke brød mig om ham. Han havde sikkert ikke andet end sig selv i hovedet. ”Jeg bor ikke i Safir Bismara af den simple grund, at der er alt for trangt derinde. En hel masse betvingere, der klumper sig sammen i ly af nogle bjerge. Det er simpelthen ikke normalt.”

    ”Har du nogensinde været der?” spurgte Malum.

    ”Nej,” svarede han og begyndte at stoppe mad ned i munden på den lille hare. ”Spis op min pige. Så får du det bedre,” mumlede han sagte.

    ”Hvad fejler den?”

    ”Den lille stakkel har fået sig noget af et sår på sin bageste højre pote, så jeg giver den noget mod infektionen.” En stor sort og hvid farvet hund luntede ud af døren til den lille hyttede, men gik straks i forsvarsposition, da den så os. Den begyndte at gø og bjæffe med blottede tænder, og hvis ikke manden havde stoppet den, så havde den nok angrebet os. ”Tag det roligt Fister. De der mærkelige mennesker går snart,” sagde han og klappede sig på låret for at kalde den til sig.

    Hunden… min mindre intelligente artsfælle, kom det fra Sansan. Jeg undertrykkede et fnis.

    ”Hør var der andet i ville, end at forstyrre mig?”

    ”Egentlig ikke,” sagde jeg og kiggede spørgende på Malum.

    ”Ved du, hvordan man kommer ind i Sydlandet?” spurgte Malum.

    ”Det kommer an på så meget,” sagde han og lod sit blik glide op og ned af os. ”Hvad kan i, og hvorfor vil i derind? Det er ikke noget sted for et par unge mennesker, der bare leder efter lidt sjov.”

    Jeg tøvede. ”Vi er ildbetvingere.” Og det var måske ikke det smarteste at sige.

    ”Så kan jeg ikke hjælpe jer. I finder nok på noget.” Han lagde haren tilbage på et blødt sted.

    ”Hvorfor ikke? Er det bare fordi, vi er ildbetvingere?” spurgte jeg og mærkede irritationen boble i mig. Folks had og fordomme mod ildbetvingere var fornærmende.

    Han gik hen til os og stillede sig i en truende position foran mig. ”Ildbetvingerne har lavet nok rav i den, som det er nu. Pas jer selv, så gør i os alle en tjeneste.”

    ”Vi er ikke ude på at lave noget ballade. Vi vil bare gerne vide, hvordan man kommer ind i landet. Hvis du ved det, så ville det være meget venligt af dig at hjælpe os lidt.”

    ”Jeg ved det ikke. Smut så med jer.” Han vendte sig om og skulle til at gå ind i huset.

    ”Vi har penge at betale med,” skyndte Malum sig at sige.

    ”Jeg er ikke interesseret i penge,” mumlede han. ”Hvad skulle jeg helt ærligt bruge penge til helt heroppe i bjergene?” Han rystede på hovedet, som om vi ikke var rigtig kloge.

    ”Hvad vil du så have? Måske vi kan forhandle lidt.”

    ”Jeg vil ikke have noget af jeres bras. I har sikkert ikke noget, der er noget værd alligevel, men hvis I kan give mig en virkelig god grund til, at jeg skulle fortælle jer det, så kan det være, jeg kender et par smuthuller i det monstrum af en mur, den gamle tyksak har sat op.”

    ”Øh…” var mine intelligente ord. Jeg vidste ikke om det var klogt at fortælle ham om Luna. ”Vi kommer fra Safir Bismara, men siden vi ikke var særligt vellidt der, så besluttede vi at se, om der var et sted for os at bo i Nordlandet. Siden kongen er død, er der jo ikke længere nogen lov om at betvingere ikke må være der.”

    ”Er kongen død?” spurgte han forundret.

    ”Ja. Vatokan ødelagde hele byen og dræbte ham, så lige nu er der nærmest kaos i Nordlandet.”

    ”Men hvad har i så at gøre i Bolania?” Han lagde hovedet på skrå og stak hænderne ligegyldigt i lommerne.

    ”Jo ser du. Vi har en veninde derinde, som Vatokan har taget til fange, og vi har en drøm om at få hende ud på et tidspunkt.” Jeg bed mig i læben, mens jeg ventede på et tegn på, at min historie ikke var helt hen i vejret. Det var heller ikke helt løgn.

    ”I er godt nok skøre, hvis I tror at det er en smal sag at rede nogen ud af borgen Caprit, men hvis jeg havde en hat, havde jeg taget den af for jeres dumdristige mod.” Han kørte en hånd over sit næsten skaldede, spidse hoved.

    ”Vil du hjælpe os?” spurgte Malum.

    ”Egentlig ikke. I spilder min tid.” Jeg blev så irriteret på ham, at jeg endda overvejede at undersøge hans tanker, men så ville han opdage det og blive endnu mere vred, så det ville ikke være så gennemtænkt.

    ”Må jeg så spørge om noget.” Han nikkede. ”Hvis vi havde været jordbetvingere, havde du så hjulpet os?”

    ”Tja… det kan da godt være,” svarede han, og hvis jeg ikke tog meget fejl, så jeg et lille flabet smil spille på hans læbe. Han mindede mig lidt om Malum med sin stædighed.

    Jeg sukkede irriteret, og Malum så lettere sammenbidt ud. ”Helt ærligt! Nu har vi prøvet at være høflige, og det virker åbenbart ikke til, at du ejer bare en smule venlighed, så nu siger jeg det, som det er. Hvis du er ligeså interesseret i at få Vatokan ude af spillet, som vi er, så fortæller du os, hvordan vi kommer derind, så vi kan gøre noget.”

    ”Nu vil i lige pludselig bekæmpe kongen også?” Han løftede begge øjenbryn i en skeptisk mine. ”I er nogle dumdristige unge mennesker, der ikke ved hvad det vil sige at kæmpe for noget. I har ingen ide om, hvordan det er at stå ansigt til ansigt med døden, så måske skulle i lige tage en slapper inden i begynder at opsøge den.”

    Den blev Malum ramt af. Han rynkede fortvivlet panden, men forsøgte forgæves at få sin hårde maske på plads igen.

    ”Hør her,” sagde jeg stift. ”Tro mig, jeg ved hvad jeg går ind til. Jeg har oplevet lige præcis de ting, som du lige har remset op, og uanset om du fortæller os noget eller ej, så har vi stadig tænkt os at tage til Sydlandet. Så spørgsmålet er, om du er godhjertet nok til at hjælpe os lidt, eller om du sender os derind uden en ide om, hvad vi skal stille op. Kom nu, det her er vigtigt. Hjælp os.”

    Han tøvede lidt, men sukkede så. ”Fint. Hvis i virkelig gerne vil derind, så skal i have en virkelig god plan. Alle kender tunnelen i bjergene på den østlige side, men alle tror det er top hemmeligt, så folk forventer selvfølgelig, at det er en sikker vej. Det er det nemlig ikke. Den er skarpt bevogtet, og det er den sikre måde at blive dræbt på.”

    ”Hvad skal vi ellers gøre? Hvis vi går lige ind ad den store indgang, så bliver vi stensikkert dræbt,” sagde Malum.

    ”Nej det er der i skal bruge hjernen en gang. Man tror altid, at man skal finde en lille smutvej udenom vagterne eller klatre over murene. Man søger den vej, hvor man stensikkert bliver dræbt, hvis man bliver opdaget, men nu synes jeg, at I skal udnytte det faktum, at I rent faktisk er ildbetvingere. Hvis I charmer jer lidt ind på dem, og fortæller dem, det de gerne vil høre, så kan i uden problemer blive lukket ind. Så skal i jo kun bekymre jer om, hvordan i kommer ud igen.” Tænk at han pludselig var så ivrig efter at tale. Før var han om muligt endnu mere stædig end Malum.

    ”Hvorfor fortalte du os ikke bare det til at starte med?” spurgte jeg.

    ”Fordi jeg ikke bryder mig om ildbetvingere. Det ved jeg ikke, om i fik fat i før. Desuden kan i garanteret heller ikke lide jordbetvingere. I ildbetvingere har det med kun at tilgodese jeres egen race.” Jeg undrede mig en over, hvorfor der var så mange dårlige fordomme omkring ildbetvingere. Var det Vatokan, der havde ødelagt vores ry?

    ”Vi har ikke noget imod jordbetvingere og heller ikke andre slags. Ikke engang de evneløse, så hvis du har flere fordomme så fyr løs, for vi er ikke som du tror.”

    ”De evneløse siger i? Dem har i ikke noget imod?”

    ”Nej overhovedet ikke.” Vi rystede begge på hovedet, selvom Malum var i sit sædvanlige skeptiske jeg.

    ”Der kan man bare se.”

    Noget pippede inde fra hans mørke læderjakke, så han stak hånden ned i en krukke, han havde til at stå midt i det hele på sin lidt atypiske forhave. Den var der åbenbart levende orme indeni, og det viste sig, at han havde en lille gråspurv til at side i en lomme, som han fodrede med ormen. Jeg rynkede på næsen.

    ”Den faldt ud af reden, og nu prøver jeg at træne den i at flyve,” sagde han.

    ”Det var da… godt. Nå men vi vil heller ikke forstyrre mere, så vi smutter igen.”

    ”Det var også på tide,” mumlede han. Manere havde han ikke mange af.

    Malum fnøs og drejede om på hælen for at gå gennem skoven igen.

    ”Tak for snakken,” mumlede jeg og fulgte med Malum og Sansan. Malum var sur, ligesom han var så tit, men denne gang virkede det som om, noget virkelig gik ham på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...