Ilden i mig - Anden bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2014
  • Opdateret: 29 maj 2014
  • Status: Færdig
The story goes on... Sarina er på vej ind i Safir Bismara med mod på sjælen ved tanken om at skulle møde sin mor. Det hele ender dog i et familierod, som Sarina aldrig havde troet, hun var en del af, og den eneste hun har tilbage at stole på er faktisk sig selv. Det er et drama med nye venner, familie og underlig kærlighed. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - anden bog ud af tre.

26Likes
8Kommentarer
2577Visninger
AA

11. Kunsten at overtale et æsel

Hvordan finder vi Malum? Jeg ved ikke, hvordan han ser ud, spurgte Sansan.

    Jeg lod blikket glide over alle menneskerne og håbede på at se ham, men han var ingen steder at se. Jeg ved det ikke, svarede jeg og rystede på hovedet.

    Vi fortsatte videre rundt omkring i menneskemængden. Stadig ingen Malum, og jeg begyndte at blive utålmodig.

    ”Helt ærligt,” mumlede jeg for mig selv, men det sagde jeg for tidligt, for jeg fik et glimt af Malum gå over græsset mod nogle træer. ”Der er han.” Jeg satte i løb mod ham. ”Malum!” råbte jeg, men han reageret ikke. Jeg udstødte et irriteret støn. ”Malum vent!” Endelig opdagede han mig og lod til at være ret forvirret, over at jeg prøvede at kontakte ham.

    ”Hvad vil du?” spurgte han, da jeg kom hen til ham.

    ”Du er nødt til at hjælpe mig.”

    ”Hvorfor skulle jeg det? Er det nu Alia, der har flere ting, hun vil have mig til at gøre?”

    ”Nej det her er uden Alia. Hun skal faktisk helst ikke vide noget. Du skal hjælpe mig med at komme til Bolania. Jeg vil befri Abokarien selv og tage hende med til nogle af mine venner ude i landet. Hun skal ikke tilbage hertil.”

    ”Er du fuldstændig fra forstanden. Vi er to betvingere. To betvingere, der ikke ved noget som helst om borgen Caprit og ender nok med at dø i forsøget,” sagde han og drejede om på hælen for at gå den anden vej igen. ”Jeg kan ikke hjælpe dig.”

    ”Vent!” Jeg tog fat i hans arm og vendte ham om. ”Vi er to mennesker, en ulv og så kunne det jo være, at du havde nogle venner, som ville hjælpe os.”

    ”Hvilken del af ordet ’nej’ er det du ikke forstår? Jeg vil ikke være med til det, men du er velkommen til selv at tage til Sydlandet og blive dræbt.” Endnu engang vendte han sig om og gik med hastige skridt hen over græsset mod skoven.

    ”Malum!” råbte jeg. ”Vil du ikke nok hjælpe mig?”

    ”Nej!” svarede han stift.

    Jeg himlede med øjnene og satte den ene fod foran den anden hen mod ham. Uden at advare ham, spændte jeg ben for ham, så han faldt lige på næsen. Hurtigt trillede han om på ryggen og så forskrækket på mig. Han skulle til at rejse sig, da jeg beslutsomt satte mig på ham med et ben på hver side af hans mave og holdt hans arme nede med begge mine hænder.

    ”Hvad i ildens historie om stikflammer har du gang i?!” udbrød han og vred sig for at komme fri. ”Gider du flytte dig?”

    ”Nej jeg vil ej!” Jeg så ham lige ind i øjnene. ”Jeg skal vise dig noget.” Han bed tænderne hårdt sammen i vrede, da han mærkede, at jeg gled ind i hans tanker. Han kæmpede en brag kamp for at blokere, men han kunne ikke.

    ”Skrub ud af mit hoved!” hvæsede han.

    Jeg lyttede ikke til, hvad han sagde, og i stedet begyndte billeder og tanker om hele min rejse at flyde ind i hans tanker. Med et blev hans øjne helt fjerne, og han stoppede med at gøre modstand, mens han kiggede på alle de billeder, jeg viste ham. Jeg gjorde mig umage for at vise ham ting, selv fra den gang jeg var lille, til rejsen sammen med Rakian og Rosa. Og til sidst viste jeg ham, hvad jeg havde hørt Alia sige, og hvordan jeg havde oplevet hende. Hele formålet var at få ham til at forstå mig, og jeg ville have ham til at vide, at jeg ikke var svag og hjælpeløs. Men vigtigst var det at få ham til at indse, at han måtte hjælpe mig.

    ”Hvorfor viser du mig alt det?” spurgte han, da jeg langt om længe var færdig og flyttede mig fra ham.

    ”Fordi jeg vil have dig til at indse, at jeg har brug for noget hjælp. Jeg kan ikke klare det her alene, og nu ved du, hvor vigtigt det er for mig. Jeg håber virkelig, at du vil hjælpe mig, for jeg ved ikke, hvem jeg ellers skal få til at hjælpe mig.” Han satte sig op og betragtede mig med en form for ærefrygt i blikket. Hvis jeg ikke tog meget fejl, sad Malum og kæmpede en kamp for at fastholde sit ansigt i hårde folder. ”Jeg er nødt til at vide, om du er på min side eller Alias.”

    ”Jeg er i hvert fald ikke på Alias side,” sagde han bare. ”Men jeg ved heller ikke, om jeg er på din side. Hvorfor skulle jeg stole på dig?” Jeg udstødte et irriteret støn.

    ”Helt ærligt Malum! Hvorfor skulle jeg ikke tale sandt? Ham Jokke havde ret, da han sagde, at det ville tage lidt, før du ville tro på mig.”

    ”Du har snakket med Jokke?”

    ”Ja. Det var ham der sagde, at jeg skulle snakke med dig. Jokke holder med mig.”

    ”Hvordan kan jeg vide, at du ikke er fuld af løgn? Du lyver hele tiden.”

    ”Argh!” stønnede jeg irriteret. ”Malum! Så hør dog, hvad jeg siger! Jeg har ikke løget for dig en eneste gang. Det er dig, der tror det, og de billeder jeg viste dig, var heller ikke løgn. Du kan jo spørge Jokke, hvis du virkelig ikke tror på mig. Hvordan kan du være så forbandet stædig?!” Jeg havde ikke på noget tidspunkt vaklet udenom det faktum, at Malum var vildt irriterende, og det skulle nok blive interessant at arbejde sammen med ham, men på trods af det, var han nok den eneste, der kunne hjælpe mig.

    Han lod en hånd glide igennem sit uglede hår, så det kom væk fra øjnene og sukkede. ”Fint. Jeg vil gerne hjælpe dig, men jeg er ikke sikker på, at jeg gider til at tage til Sydlandet. Der er så langt.” Jeg løftede et øjenbryn og lagde hovedet på skrå.

    ”Eller også er du bange.”

    Hans læber blev til en smal streg. ”Jeg kan ligeså hurtigt trække det tilbage igen, så du har bare at passe på, jeg ikke skifter mening om at hjælpe dig. Jeg er ikke bange!”

    ”Hvorfor vil du så ikke med? Trænger du ikke til at komme lidt ud af de vante rammer og prøve noget nyt?” spurgte jeg.

    ”Jeg har det meget godt, hvor jeg er lige nu,” svarede han og rejste sig op. ”Er du færdig med at slå mig i jorden?”

    ”Du kan da bare forsvare dig. Jeg er jo kun en pige.” Jeg gik forbi ham hen til Sansan. ”Det her er Sansan.” Sansan udvekslede kort nogle tanker med Malum, og Malum så ud til at begynde at have bare en smule tillid til os. I hvert fald besluttede han sig for at vise os, hvor han boede. Han mente, at hans far måske kunne hjælpe mig bedre, fordi Malum og jeg ikke kunne lade være med at diskutere. Tænk at jeg skulle arbejde sammen med den… det æsel! Han var et dumt, stædigt æsel, men han var et æsel med nogle gode venner, som vi kunne bruge.

    Han åbnede en slidt trædør til et forholdsvist stort stenhus, og uhøflig som han var, gik han selv ind først og gad ikke engang holde døren for os. Malum, som man så ham bedst, men jeg var også ligeglad.

    ”Hvem har du med Malum?” spurgte en høj slank kvinde med langt sort hår, der hang glat ned af ryggen. Hun var virkelig køn. Hun stod og skar grøntsager, som hun smed ned i gryden over ilden, der brændte i en stor kamin i hjørnet af rummet. I den anden side stod et bord med stole til, og der var hylder med skåle og urter ned af den ene væg. Det var et meget hyggeligt og tilpas hjem.

    ”Det er bare en pige. Jeg tænkte, om ikke far kunne hjælpe hende med sine evner.”

    ”Det kan han sikkert, men han er ovre ved Vick. Vick har problemer i øjeblikket, og i går kom han til at sætte ild til døren. Stakkels dreng," sukkede hun. "I er nødt til at vente, til han kommer hjem.” Hun vendte blikket mod mig. ”Hvad hedder du?”

    ”Sarina,” sagde jeg, men det skulle jeg måske ikke have sagt, for Malum slog sig for panden og sendte mig et blik.

    ”Malum?” spurgte hun. ”Er det ikke Alias datter?”

    Min mor kan ikke lide Alia. Jeg har ikke fortalt hende, at jeg fik penge for at træne dig, tænkte han til mig. ”Jo det er det mor, men hun er ikke ligesom Alia.”

    Jeg rømmede mig og fik hendes opmærksomhed. Hun næsten nedstirrede mig. ”Alia og jeg enes ikke for godt. Jeg kom til Malum, fordi jeg havde brug for hans hjælp til noget.”

    ”Taler hun sandt, Malum?” spurgte hun vagtsomt. Hun havde garanteret det samme tillidsproblem, som Malum havde.

    ”Ja det gør hun.” Han så mig ind i øjnene. Du skal ikke fortælle hende, at du arbejder sammen med evneløse mennesker. Det forstår hun ikke, tænkte han.

    ”Undskyld mit lille udbrud, men vi er ikke for glade for Alia i den her familie. Jeg hedder Faldora. Malums mor," sagde hun og smilede.

    ”Rart at møde dig.” Jeg smilede skævt. Jeg kunne godt lide, at de ikke var så højtidelige og venlige overfor mig, som alle andre var.

    ”Hun er høfligt,” sagde hun og løftede øjenbrynene. ”Sæt jer ned. Har i lyst til en kop te?”

    ”Ja,” svarede Malum. ”Og det vil Sarina også,” sagde han, fordi jeg glemte at svare. ”Sarina opdagede sine evner for nogle uger siden, og hun kan ikke finde ud af at styre dem.”

    ”Så du er ildbetvinger?” spurgte hendes mor og satte to kopper foran os.

    ”Ja. Men det er ikke helt rigtigt, det Malum siger. Jeg kan godt styre mine evner, men jeg har et problem med mit temperament.”

    ”Det er da det samme, og du kunne da ikke finde ud af at tænde bålet oppe på klippen,” sagde Malum.

    ”Jeg kan slukke ilden i pejsen og tænde det igen bagefter lige nu hvis det skulle være.”

    ”Du er fuld af løgn,” svarede han, men jeg skulle vise ham. Jeg løftede hånden og koncentrerede mig grundigt for at dæmpe ilden. Han skulle ikke have lov til at føle sig bare en smule bedre end mig denne her gang. Og det kom han heller ikke til, for ilden blev til sidst kun til små gløder, der glitrede, og et stort smil sprang frem på mine læber.

    ”Hvad siger du så?” spurgte jeg, mens jeg morede mig over hans ansigtsudtryk.

    ”Sikke et talent,” sagde Faldora med et smil.

    ”Så tænd det igen. Det kunne du jo ikke oppe på klippen.

    ”Det var jo kun fordi, du havde lavet tricks med mine evner, så jeg blev helt forvirret. Der kunne jeg jo næsten ikke engang lave en flamme i hånden.” Jeg gjorde, ligesom jeg havde gjort til festen med stearinlysene og med et trylleslag blussede flammerne op, så alle fik et chok.

    ”Jeg har sagt det, og jeg tør godt sige det igen. Du er en mærkelig form for betvinger.” Han så over på sin mor. ”Prøv at læse hendes tanker. Der er intet hul igennem, men det kan jo selvfølgelig være fordi, der ikke er nogen tanker at læse. Måske er der bare ikke noget deroppe.”

    ”Så er det godt Malum!” skændte hun. Jeg smilede flabet til ham og tog en tår te. ”Hvordan har du lært at lukke sindet på den måde i så ung en alder?” spurgte hun interesseret.

    ”Jeg har altid haft det. Jeg ved ikke, om det er fordi jeg altid bare har prøvet at holde mig fra andres tanker, og derfor bare lukket af allerede da jeg var lille, eller også er jeg bare anderledes. Måske er det rigtigt, det Malum siger.” Jeg trak på skuldrene. ”Jeg er vel en mærkelig form for betvinger, men betyder det, at det er dårligt?”

    Hun rystede på hovedet. ”Bestemt ikke.” Hun smilede. ”Nogen mennesker er bare specielle. Så er der vel nogle ting, som du ikke kan. Du ved, Malum er rigtig god til at slås uden evner.” Jeg var lige ved at kløjes i en slurk varm te.

    ”Mor!” udbrød han.

    ”Hvad er der? Må jeg nu ikke prale af min søn?”

    ”Det er ikke det. Det er bare…”

    ”Jeg har lagt ham ned to gange nu uden brug af evner,” svarede jeg for ham.

    ”Måske skulle du til at holde mund, hvis du stadig har en drøm om at få bare en smule hjælp fra mig.” Han stirrede hårdt på mig.

    ”Opfør dig ordentligt Malum.” Hun daskede ham over skulderen, og jeg siger dig, hvis et blik kunne dræbe, så lå jeg død på gulvet lige nu. Vreden stod ud af Malum.

    Det er sidste advarsel, tænkte han til mig, men hvad havde jeg gjort?

    Døren gik op, og en gråhåret mand med et alvorligt udtryk i ansigtet styrtede ind og satte sig på en stol uden overhovedet at lægge mærke til, at jeg var der.

    ”Jamen hej til dig også,” sagde Faldora irriteret. ”Hvem har smidt vand over din ild?”

    ”Den dreng er umulig. Han er ved at brænde det hele af, hver gang jeg forsøger at hjælpe ham. Han var ved at ramme mig fire gange. Se min hånd.” Han rakte den ud mod hende, og jeg kunne se at hele baghånden var blevet svitset fuldstændig.

    ”Jamen dog.” Hun skyndte sig udenfor og kom tilbage med en våd klud. ”Hvorfor forberedte du dig ikke på det? Du kunne da i det mindste lade ilden brænde inde i dig selv, bare imens han var i gang, så du ikke kom til skade. Det er jo efterhånden hver gang du har været ovre ved ham, at du kommer hjem med brandsår.” Hun rystede på hovedet, mens hun kørte kluden over hans hånd.

    ”Du ved hvor udmattet jeg bliver. Jeg har ikke de kræfter mere.”

    ”Har du set, vi har gæster?” Hun rakte hånden ud mod mig. ”Det er Malums veninde, der har brug for lidt hjælp til sine evner. Noget med et temperament, der er lidt problematisk.”

    ”Hej med dig.” Han rakte den anden hånd ud og trykkede min hånd. ”Jeg hedder Jannok. Hvad hedder du?”

    ”Sarina,” svarede jeg en smule nervøst. Jeg vidste jo ikke, hvordan han ville reagere.

    ”Sig mig er det ikke…”

    ”Jo det er det, men du skal ikke være bekymret. Malum siger, at hun slet ikke er ligesom Alia,” kom det fra Faldora.

    ”Hmm… man ved aldrig, men du er ildbetvinger siger du?”

    ”Ja.” Jeg bed mig nervøst i læben.

    ”Og så lukkede hun dig endda ind på slottet? Jeg må sige, at jeg er overrasket.” Han grinede dystert.

    ”Hun stoler heller ikke meget på jer, hvis jeg skal være ærlig. Jeg hørte hende snakke med en af mine venner, hvor hun ligeud sagde, at hun ikke stolede nok på jer, til at sende nogle af jer ud for at få fat i Abokarien i Sydlandet.”

    ”Virkelig?” Jeg nikkede. ”Nå, men vi stoler jo heller ikke på hende.” Han trak på skuldrene. ”Hør Malum, hvor er de der to møgunger til brødre du har?”

    ”Hvor skulle jeg dog vide det fra?” spurgte Malum.

    ”Du kunne nu nok vende dig til at holde lidt øje med dem. Det er jo alligevel dig, der skal ud at finde dem igen på et tidspunkt.”

    ”Hvorfor er det altid mig? Jeg har ikke bedt om at få små søskende!”

    ”Tal pænt Malum!” Faldora gav ham endnu et dask over skulderen. ”Find dem lige, så kan Sarina og din far snakke sammen imens.”

    Malum slog hånden ned i bordet og rejste sig brat op. Uden at sige et ord stormede han ud af døren og smækkede den hårdt efter sig.

    ”Malum har lidt af et temperament. Den gang han var yngre, plejede han at sætte ild til alt på sin vej ud, så vi andre skulle rende og slukke det efter ham. Det var et værre postyr,” sagde Faldora. Jeg klukkede lavmælt.

    ”Ved du hvad Sarina. Hvad nu, hvis du møder mig lige her udenfor i morgen, så kan vi gå i gang. Jeg skal nok få bugt med det temperament. Ja, du vil nok ikke opleve at det forsvinder, men du kan lære at kontrollere det, så du ikke sætter ild til ting.”

    ”Det ville være dejligt. Måske skulle jeg til at komme hjem, før Alia flipper ud.”

    Han kneb øjnene en smule sammen. ”Har du ikke først lige mødt hende?”

    ”Jo, men hun tror, hun kan bestemme over mig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...