Ilden i mig - Anden bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2014
  • Opdateret: 29 maj 2014
  • Status: Færdig
The story goes on... Sarina er på vej ind i Safir Bismara med mod på sjælen ved tanken om at skulle møde sin mor. Det hele ender dog i et familierod, som Sarina aldrig havde troet, hun var en del af, og den eneste hun har tilbage at stole på er faktisk sig selv. Det er et drama med nye venner, familie og underlig kærlighed. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - anden bog ud af tre.

26Likes
8Kommentarer
2591Visninger
AA

22. Kunsten at charme

Jeg vendte den lille fugl i mine fingre, mens jeg studerede dens proportioner og smukke aftegninger. Min mave lavede sig om til en stor knude af længsel, når jeg tænkte på Rakian, som havde lavet den til mig. Jeg var så bekymret for ham hele tiden, og det gjorde mig skør, at jeg ikke vidste, om han levede, eller om han var kommet noget til. Var han bekymret for mig?

    ”Hvorfor betyder den der ting så meget for dig?” spurgte Malum, der sad og betragtede mig fra den anden side af ilden. Hurtigt kravlede han over og snuppede den ud af mine hænder. ”Hvad skal den forestille?”

    ”Du er virkelig dum, hvis du ikke kan se det,” svarede jeg irriteret.

    ”Er det en fugl?”

    ”Bravo!” mumlede jeg. ”Kan du ikke bare smutte tilbage og glo ind i ilden igen, for du er vel ligeglad alligevel?” Måske var jeg led mod ham, men jeg kunne ikke få dårlig samvittighed over det.

    ”Jo det kunne jeg, men jeg ser dig sidde med den tingest hver aften, og du ligner altid en der har lyst til at tude, så nu vil jeg altså vide hvorfor!”

    ”Ved du hvad Malum? Det forventer jeg slet ikke, at du ville kunne forstå!” Jeg knyttede mine hænder i mit skød, mens jeg stirrede på Malum.

    ”Av! Den gjorde ondt!” sagde han og smed den tilbage i mit skød. ”Du ved… jeg har altså også følelser Sarina!” Ud af øjenkrogen kunne jeg ane Galia og Vick, der holdt øje med os. Måske sad de og ventede på en slåskamp eller også forberedte de sig på at slukke noget ild.

    ”Siden hvornår? For dig er de evneløse ikke noget værd! Du kan slet ikke forstå, at de her mennesker rent faktisk betyder noget for mig!”

    ”Du har ret, men sådan er jeg opdraget. Jeg har aldrig mødt en, så hvor skulle jeg vide det fra?” Han så ligefrem såret ud.

    ”Så er det på tide, du begynder at være lidt mindre snæversynet og lidt mere åbensindet.” Jeg magtede snart ikke diskutere med ham mere.

    ”Hør jeg kan sagtens se, at du er ked af det, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal hjælpe, for vi er jo uvenner hele tiden.”

    ”Jeg har ikke brug for hjælp Malum!” Jeg kom til at snøfte, og jeg vidste, at det kun var et spørgsmål om tid, inden tårerne begyndte at trille. ”Jeg kan klare det selv.”

    ”Det kan jeg jo se, du ikke kan,” sagde han, men han fik store øjne, da han så tårerne bevæge sig ud af mine røde øjne. ”Du store bålfest,” mumlede han og kravlede tættere på mig. ”Du må ikke begynde på det der nu.” Han tøvede, men valgte at lægge begge arme om mig.

    ”Hvad laver du?” spurgte jeg med hikkende stemme.

    ”Du er ikke sådan en der græder Sarina. Faktisk er det første gang nogensinde, at jeg ser dig fælde en tåre, så jeg kan godt regne ud, at der er noget helt galt.”

    ”Du er et stort fjols Malum,” hulkede jeg, mens jeg greb fat i hans trøje og begravede ansigtet i hans skulder.

    ”Jeg er ikke sikker på, at jeg kan gøre noget ved det. Sådan er jeg bare,” mumlede han.

    Efter lidt fik jeg lyst til at svare på hans spørgsmål. ”Det er Rakian, der har snittet den,” mumlede jeg, da de sidste tårer havde forladt mine øjne. ”Han gav den til mig for nogle år siden, og den minder mig om ham. Jeg ved godt, at du ikke kan forstå de evneløse, men nu får du svar på dit spørgsmål.”

    ”Jeg ved godt, at jeg er hård, men jeg skal nok prøve at være lidt mere åbensindet omkring dem.”

    ”Tak,” fik jeg fremstammet.

    På den anden side kunne jeg lige få øje på de to andre, der sad og betragtede os med åben mund og polypper. ”Om jeg fatter de to,” sagde Vick, mens han gav Galia et blidt puf i siden med albuen. ”Hvornår bliver der bryllup?” spurgte han og grinede over sin egen vittighed.

    Malum og jeg så begge underligt på hinanden og rystede på hovedet på samme tid. Ikke tale om! Jeg havde Rakian, og selv hvis jeg ikke havde ham, så var Malum den sidste jeg ville tage til ægtemand. Det så ud som om Malum var af samme mening, for han skyndte sig at trække sig væk med en rynke på næsen og mumlede noget i retning af: ”det bliver over mit lig!”

    ”Lige mine ord,” svarede jeg.

    Jeg prøvede at ignorere Vick og Galia, som sad og morede sig på den anden side af bålet. De sad længe og viskede og fortalte vittigheder til hinanden, som jeg overhovedet ikke forstod, men jeg fattede dog så meget, at Malum og jeg var det store samtaleemne.

    Tak Malum, tænkte jeg, og fik hans opmærksomhed. Du er ikke så selvoptaget og tarveligt, som jeg havde troet.

    Ih… du aner ikke, hvor meget det varmer at høre, tænkte han sarkastisk, men med et smil i mundvigen.

    Så, hvem skulle det være?

    Hvem skulle være hvad? Spurgte han.

    Hvem skulle den heldige være, hvis du alligevel besluttede dig for at springe ud i ægteskabseventyret? Har du aldrig mødt en skønjomfru, der passede til dine standarter?

    Han himlede med øjnene af mig. Spar mig for det der ævl. Jeg har aldrig tænkt over det, hvis du virkelig gerne vil vide det.

    Det tror jeg ikke på. Jeg smilede provokerende

    Han sagde ikke noget og stak en pind i ilden.

    Malum? Han værdigede mig ikke engang et blik. Jeg har lige siddet og grædt snot overfor dig om mit kærlighedsliv, så du kan sige ting til mig, hvis der er noget.

    Der er ikke noget. Eller jo, der var en gang den her pige, men hun var luftbetvinger, så jeg glemte det, ligeså hurtigt som det kom. Han trak på skuldrene.

    Hvorfor?

    Ildbetvingere kommer ikke sammen med de andre betvingere. Sådan er det bare, og det er også derfor, dit forhold med ham der Rakian er… nej undskyld. Bare glem det.

    Kunne hun lide dig? Spurgte jeg.

    Han rystede på hovedet. Hun var bange for mig, og jeg har aldrig fundet ud af hvorfor. Ser du i starten, tænkte jeg på samme måde som dig, så jeg begyndte at snakke med hende, og jo mere jeg gjorde det, des mere kunne jeg ikke lade være. Men hun var nervøs for mig. Hun slappede aldrig rigtigt af, når jeg var der, og så fik jeg min far på nakken, som gav mig en lang tale om, hvor forkert det var. Og så har jeg på en måde bare slået det hen.

   Trist, tænkte jeg.

    Hvad havde din far sagt, hvis du nogensinde fortalte ham, at du kunne lide Rakian?

    Jeg spidsede læberne. Ja, hvad havde han egentlig sagt? Han havde nok forbudt mig at se ham igen.

    Hvis du hele tiden har vidst det, hvordan kunne du så få dig selv til at blive ved med at se ham? Hvordan kunne du have det godt med at forråde din far? Ja jeg ved godt, at han heller aldrig var særlig retfærdig overfor dig, men ens forældres mening og accept, vil vel altid tælle som den vigtigste.

    Jeg ved det ikke. Det er som om, at jeg var to personer. Den ene var den fine prinsesse, jeg prøvede på at være overfor min far. Hende der lavede om på sig selv og gjorde alt for at få sin far til at kunne lide sig. Han syntes, jeg var et mærkeligt barn, og sådan har han haft det lige siden, jeg var lille, uanset, hvor meget jeg lavede mig selv om. Og så var der den person, jeg var, når jeg var sammen med Rakian. Hende der gerne tog del i en god slåskamp og ikke var bange for at sige sin mening. Hende der elskede mandetøj og drak sig fuld på et værtshus, bare for at føle det adrenalinrus det gav at gøre noget dumt. Det er den person, jeg virkelig er, og den person kunne jeg kun være sammen med Rakian. Jeg havde brug for den person et par timer om dagen, for at kunne holde den anden ud resten af tiden.

    Malum tænkte lidt for sig selv. Sig mig, er der slet ikke noget pige i dig?

    Selvfølgelig er der det, ellers havde jeg jo ikke forelsket mig i Rakian. Havde jeg ikke været andet end dreng indeni, havde jeg nok været til piger i stedet.

    Det rynkede Malum på næsen af. Underligt, var det eneste han havde at sige.

 

***

 

Er i klar?” spurgte jeg alvorligt og så på dem.

    Vi befandt os mellem nogle træer ikke langt fra portene til Bolania, og vi havde diskuteret, hvordan vi skulle komme igennem til Sydlandet. Plan a var at snakke os fra det. Altså bruge den charme vi nu kunne fremtrylle, og sige hvad vi troede, de gerne ville høre. Plan b var lidt vanskeligere. Den omhandlede en sum af mine penge som bestikkelse, og hvis den ikke virkede, måtte vi ty til plan c, som jeg inderligt ikke håbede, vi skulle få brug for. Plan c var at kæmpe os forbi de to vagter, men ærligt talt var det urealistisk. De var garanteret bevæbnet med bedøvelse, og så havde de formegentlig ti gange mere styr på deres evner, end vi havde.

    ”Vi er, hvis du er,” svarede Vick. Galia så nervøs ud, men jeg smilede opmuntrende til hende.

    ”Mission ’overtal vagter’ er indledt,” sagde jeg for at lette stemningen, og det virkede.

    Og sådan gik det til, at vi - dumme, som folk mente vi var - bevægede os ind i Sydlandet. Vi måtte være fra forstanden. Det vidste vi nok alle fem, men ikke engang Sansan stoppede op for at være fornuftig. Vi fortsatte lige hen mod de to sortklædte vagter med fuldskæg, som stod helt stille og gloede ud i luften.

    ”Øh hej,” begyndte jeg. Mit hjerte drønede derudaf, men jeg tog mig sammen og smilede overbevisende til dem.

    ”Der er ikke adgang,” sagde den ene kort for hovedet, og jeg tog en dyb indånding, mens jeg forberedte mig på at tage mine bedste taleevner i brug.

    ”Det var ærgerligt. Nu har vi lige rejst så langt,” sukkede jeg. De andre så helt fortabte ud, men vores skuespil havde ikke nogen virkning, for de stod begge stadig som sømmet fast til jorden, og deres smalle munde syet sammen med tråd.

    ”Hør, kan i ikke lave bare en enkel undtagelse for nogle trætte rejsende. Du kan tro, vi har været på farten længe for at komme ind i jeres land,” sagde Galia med sød stemme. Hendes lyse hår og kønne smil var næsten ikke til at stå for.

    Manden rømmede sig, og hans blik flakkede mellem os. ”Hvad skal i så herinde?” spurgte han. ”Er i overhovedet ildbetvingere?”

    ”Ja selvfølgelig,” sagde Vick, som om det var et komplet dumt spørgsmål. Vi rakte alle hånden ud og lavede en flamme i håndfladen. ”Nu skal du høre, vi kommer fra Safir Bismara, men lad os sige det ligeud… de bryder sig ikke om os derinde. Og så havde vi jo hørt om kong Vatokans storhed. Vi kunne faktisk næsten ikke vente med at komme af sted, fordi vi glædede os til at slå rødder i et ordentligt rige.”

    Manden så lettere skeptisk ud. ”I kan jo nok forstå, at jeg har fået ordre. Jeg kan ikke bare gå imod ordre fra den konge, som i selv står og forguder.”

    ”Nej selvfølgelig ikke,” svarede jeg. ”Det forstår vi så sandelig også godt, men har du også fået ordre på at holde din egen slags ude. Vi er jo af samme folk. Ildfolket, vi er jo nødt til at holde sammen.”

    ”Sandt nok,” sagde han og bed sig i kinden. ”Men jeg er bange for, det ikke er min vurdering.”

    ”Hvis vurdering er det så? For så vil vi virkelig gerne snakke med personen. Ser du, vi vil gøre alt for at finde vores rette familie og slægt igen.” Galia smurte virkeligt tykt på, som hun stod der og smilede sødt til ham.

    ”Øh, det ved jeg ikke helt.” Han skævede over på den anden, der så mindst ligeså nervøs ud.

    ”I lyder meget overbeviste om, at det her er meget vigtigt for jer,” sagde den anden. ”Men det vil jo betyde, at vi skal gå imod en ordre. Det kan vi jo ikke.”

    Galia havde fået pengepungen i tilfælde af, at vi skulle bruge bestikkelse, for hun var klart den af os, der havde størst chance for at kunne charme sig ind på dem. Hun lagde hånden på hoften og gik hen til den ene. Jeg havde virkelig lyst til at grine, da jeg så, hvor nervøs manden pludselig blev. Han sank en klump, og så forsigtigt ned af hende, da hun stod og smilede forførende.

    ”Jeg syntes ellers lige i så så flinke ud, men der tog jeg måske fejl,” sagde hun og lagde hovedet på skrå. ”Det var ærgerligt, men det kunne jo være, vi kunne forhandle lidt om det,” sagde hun, og gik videre til den næste, der lignede en ørn med en stor krog af en næse, men ikke desto mindre blev han helt forfjamsket, da hun blinkede til ham med det ene øje.

    ”Øh det… det kommer an på så meget,” stammede han.

    Prøv at se på Vick, tænkte Malum, og ganske rigtigt stod Vick med sammenknebne øjne, mens han betragtede sin søster. Jeg kunne kun forestille mig, hvor ubehageligt han måtte have det ved at stå og kigge på at sin søster forføre to halvgamle mænd. Hun smøre godt nok tykt på, tænkte Malum.

    Hun fiskede nogle penge op ad pungen, og jeg bed mig nervøst i læben. Jeg var ikke sikker på, om det var for tidligt at bruge bestikkelseskortet endnu. Men mændene måbede, da de så, hvor mange penge der var.

    ”Hmm ja…” sagde hun overdrevet tænksomt. ”Vi kunne vel forhandle lidt med de her, men jeg forstår selvfølgelig godt, hvis I er nødt til at følge en ordre.” Hun kiggede bedrøvet ned på pengene i sine hænder. ”Ved du hvad, vi kan også bare tage af sted igen.” Hun sukkede, og vendte sig om mod os. ”Opgiv drømmen venner, der er intet håb her.” Hun rystede på hovedet.

    ”Nej vent nu lige lidt,” sagde den ene. Galia vendte sig om igen og lagde hovedet på skrå. ”Måske kan vi finde ud af noget.”

    Hun lyste op og dansede hen til ham let på fødderne. ”Mener du det?” spurgte hun glad. ”Du er min redningshelt.” Han blev næsten rød i hovedet, og jeg måtte styre mig selv for ikke at grine.

    ”Vi lader jer passere, hvis I giver os lidt af dem der,” sagde han og pegede mod pungen.

    ”Selvfølgelig.” Hun tog hans hånd og lukkede hans fingre om fem guldmønter, hvorefter hun gav ham et kys på kinden. ”Var det nok?” Manden løftede det ene øjenbryn og betragtede hende med et lystigt blik, inden han nikkede mod sin makker ved siden af.

    Hun grinede en perlende latter og gik såvel over til ham, som lignede en ørn også. Han fik ligeså fem guldmønter og et kys på kinden. Man kunne ikke ligefrem sige, at de ikke var påvirket af hende, men de sagde ikke mere og lod os passere.

    Jeg bed mig hårdt i læben for ikke at grine, da jeg så Galia vinke sødt til dem, mens vi gik igennem. Vi havde alle ladt hestene være i Nordlandet, for de ville vække for meget opsigt i Sydlandet, hvis vi skulle flygte ud igen. Det måtte vi gøre til fods, men jeg var ikke nervøs for at lade dem blive. Jeg stolede på, at Nat ville lytte til, hvad jeg havde sagt den skulle, nemlig at blive tæt på muren. Han var som sagt en meget intelligent hest, og de andre havde fået deres til at følge Nat, for heste var jo som bekendt et flokdyr.

    Vi gik i stilhed, måske fordi ingen rigtigt vidste, hvordan vi skulle reagere. Det var faktisk kun Galia, der gik med et tilfreds smil på læben.

    ”Var det virkelig nødvendigt?” udbrød Vick pludselig, og så kunne jeg altså ikke holde det inde mere. Jeg brød ud i det største grineanfald, og Malum fulgte mit eksempel. Kun Vick så lettere indebrændt ud.

    ”Hold nu op, det var da skægt,” sagde hun og begyndte at fnise.

    ”Jeg brød mig ikke om at se dig på den måde. De savlede jo næsten over dig,” sagde han.

    ”Det var jo det, der var det sjove Vick. Du er bare kedelig,” sagde hun og rystede på hovedet.

Vick gryntede og Galia hægtede tilfredst sin arm sammen med Vicks.

    ”Den eneste grund til, at jeg turde, var fordi jeg vidste, jeg havde min seje bror til at passe på mig.” Hun smilede til Vick, som langsomt blødte op.

    ”Jeg syntes du gjorde det fremragende,” sagde Malum og lagde en hånd på hendes skulder. ”Det var lige før, det ikke kun var de to vagter, der var ved at savle over dig,” grinede han.

    Hun fik helt røde kinder og kiggede væk. Hvis ikke Vick havde set indebrændt ud før, så gjorde han det i hvert fald nu. Han så vredt på Malum, og Malum krympede sig og tog hånden væk fra Galias skulder.

    ”Ej Vick, det var bare for sjov,” sagde Malum, som tydeligvis kendte det blik.

    ”Nå, men det vigtigste er vel, at vi er inde, og nu skal vi finde ud af, hvordan vi kommer ind på borgen og rede Luna. Nogen forslag?” spurgte jeg for at skifte emne.

    De rystede alle sammen på hovederne.

    Jeg foreslår, at vi ser på det, når vi når derhen. Jeg kender borgen ud og ind, så jeg kan et trick eller to, kom det fra Sansan, som jeg helt havde glemt var til stede.

    ”Hvor langt skal vi gå for at komme til Borgen?” spurgte Malum.

    ”Jeg tror, at det er samme mængde kilometer, som vi har tilbagelagt i går og i dag. Det vil selvfølgelig tage længere tid, når vi er på gåben, men tre dage og hvis vi er heldige måske to, men så skal vi virkelig også gå meget på en dag og lade være med at holde for mange pauser,” svarede jeg.

    ”Vi finder ud af det hen ad vejen.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...