Ilden i mig - Anden bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2014
  • Opdateret: 29 maj 2014
  • Status: Færdig
The story goes on... Sarina er på vej ind i Safir Bismara med mod på sjælen ved tanken om at skulle møde sin mor. Det hele ender dog i et familierod, som Sarina aldrig havde troet, hun var en del af, og den eneste hun har tilbage at stole på er faktisk sig selv. Det er et drama med nye venner, familie og underlig kærlighed. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - anden bog ud af tre.

26Likes
8Kommentarer
2625Visninger
AA

34. Kærlighed er noget pjat

"Mærkværdigt," mumlede en stemme, jeg genkendte til at være Vatokans. "Jeg troede den var låst..." Han lagde nøglen på en af de tomme hylder, og gik målrettet hen til den reol, jeg lige havde stået ved. Han fandt et brev under kappen, som han lagde fra sig, mens han rakte armen helt ind bag skriftrullerne og søgte efter noget. Jeg kneb øjnene sammen, da det gik op for mig, hvad han søgte efter. Det var den æske jeg netop sad med i skødet. 

    Han gik videre til den næste reol og mærkede efter bag alle skriftrullerne. "Jeg havde den i  går. Tag dig nu sammen du gamle... Du begynder at blive glemsom." Og så grinede han lidt af sig selv. Det var komisk, at han gik og snakkede med sig selv, men hvem gjorde ikke det af og til?

    Jeg gjorde mig så lille så muligt og krummede mig helt sammen bag reolen, mens jeg håbede med hele mit hjerte, at han ikke ville finde mig. Hvor sur ville han ikke blive?

    Han sukkede, og jeg kunne se skyggerne af hans fødder under bogreolen, som jeg sad bag. Kunne næsten mærke dem i gulvet, og pludselig stoppede mit hjerte, da jeg åbnede øjnene og så hans skosnuder lige foran mig.

    "Sarina?" spurgte han.

    Jeg lod mine øjne glide op i hans, og blev forbavset da jeg ikke engang så vrede i hans blik. "Øh Hej," mumlede jeg. "Jeg var bare lige... ville bare lige..."

    "Hvor har du æsken fra?" spurgte han og tog den fra mig. Han så det halvt lukkede brev i min hånd og rev det til sig. "Har du læst dem?"

    Jeg kradsede mig i nakken og så nervøst over på væggen. "På en måde..."

    Han bukkede sig ned og tog fat om min overarm for at få mig op at stå. Det gjorde ondt, men jeg gjorde ikke modstand. "Du har læst mine breve fra Alia?" udbrød han. "Hvad bilder du dig ind? Hvordan kom du overhovedet ind ad døren?"

    "Den var ikke låst," mumlede jeg.

    "Jo den var! Hvor stjal du nøglen? Du skal ikke lave numre med mig!"

    "Jeg har ikke stjålet noget som helst. Den stod ulåst, da jeg kom," udbrød jeg.

    "Nå så det var den? Den dør er altid låst, så enten fandt du nøglen selv, eller også har nogen hjulpet dig, og jeg sværger... hvis jeg finder ud af, hvem det er..."

    "Der var ikke nogen, der hjalp mig. Den var virkelig ikke låst. Stol på mig!"

    "Det er jo lidt svært når..."

    Jeg skyndte mig at skifte emne. "Du vidste, at jeg var din datter?"

    "Hvad?" Han løftede begge øjenbryn.

    "I brevet fortæller Alia, at hun var gravid!"

    "Ja jeg vidste det? Hvorfor? Kan det ikke være lige meget?"

    "Det kan overhovedet ikke være lige meget! Du har fået det til at se ud som om, du ikke stolede på, det jeg sagde til dig, om at jeg var din datter..."

    "Hvorfor er du vred over det? Kan du ikke være ligeglad?"

    "Faktum er, at du har løget for mig! Det er tydeligt at se i det her brev, at det var dig der bortviste Alia, og ikke hende der flygtede. Alle har troet, at hun flygtede, uden du vidste noget til det i sin tid, men det var en plan i fandt ud af sammen, efter du havde bedt hende om at rejse!"

    "Vi besluttede, at det var bedst sådan..."

    "Angreb du Thornag for at få hele Nordlandet, eller var det planen at hente mig?"

    "Hør... jeg havde brug for en arving, og Alia var alligevel stukket af, så teknisk set var du mit barn." Han trak på skuldrene.

    "Jeg var Astans barn! Du slog min far ihjel!" Hvorfor kunne jeg ikke bare holde min mund?  

    "Han behandlede dig jo ikke ordentligt! Det sagde du til mig."

    "Det vidste du jo ikke den gang. Du var så kold og egoistisk, at du kom for at stjæle et barn, fordi du manglede en arving."

    "Har du ikke haft det godt her? Har jeg ikke behandlet dig bedre end Astan og Alia?"

    "Det er det der er problemet. Jeg har haft det for godt..."

    "Hvad skal det betyde?" Han krydsede armene.

    Jeg bed mig i læben. "Det ved jeg ikke... jeg ved ikke, hvorfor jeg sagde det," mumlede jeg.

    "Jeg forstår slet ikke, hvorfor du er vred? Her har jeg givet dig et sted at bo, og muligheden for at blive den mest magtfulde person i Gia Livaria, og så er du så utaknemlig.” Han dirrede af vrede.

    "Jeg er ikke utaknemlig. Du har bare ingen ide om, hvordan det er at gå fra den ene forældre til den anden. Astan kendte jeg knap nok, og han synes jeg var mærkelig, men jeg har altid være villig til at give min højre arm for at få hans accept. Alia kunne ikke acceptere mig, som den person jeg er, men selvom jeg aldrig havde kendt hende rigtigt, gjorde det alligevel ondt at miste hende. Så kommer jeg til dig, som rent faktisk godt kan lide mig, men så finder jeg ud af, at Alia og dig hele tiden har løjet for mig..."

    Han tyggede sig lidt i kinden. "Betyder det virkelig så meget for dig at blive accepteret af dine forældre? Hvorfor? Kan du ikke bare være glad for, at du kan klare dig selv?"

    Jeg rystede på hovedet. "Jeg har brug for at vide, at nogen bryder sig om mig."

    "Men hvorfor?"

    "Jeg ved slet ikke hvorfor, men det gør det altså, og jeg kan ikke gøre for det." Mine øjne begyndte at løbe i vand, og jeg snøftede en enkelt gang. Jeg skyndte mig at kigge væk og tørre mine øjne, men der kom bare flere tårer, da jeg så op på Vatokans ansigt igen.

    "Nu græder du ligefrem," sagde han lidt usikkert. "Vil du ikke være sød at lade være med det? Glem det der følelsespjat. Du er hos mig nu."

    "Undskyld," mumlede jeg og tørrede øjnene.

    Han lo lavmælt. "Du er ikke nogen tøs Sarina. Du har mit blod, og i min familie græder vi ikke, men jeg vil ikke have, du snuser rundt i mine ting igen!" sagde han bestemt.

    "Jeg skal nok lade være." Jeg tyggede i min læbe, mens jeg mærkede stilheden, der havde lagt sig omkring os. Måske ville man mene, at det var en akavet tavshed, men det føltes det ikke som om. Ikke for mig i hvert fald.

    "Nå, men hvis du ikke har mere at sige..." begyndte Vatokan og tog kassen ud af mine hænder.

    "Hvad står der i det brev, du har der?" spurgte jeg og nikkede til det, han havde haft med derind.

    "Hun spørger om du er hos mig."

    "Og du svarede..."

    "At jeg aldrig i mit liv har set dig." Han smilede et selvsikkert, skummelt smil. "Jeg tænker, at det giver en god overraskelseseffekt." Han lo hæst.

    "Har du tænkt dig at angribe hende?"

    "Nej nej, men hun har helt sikkert tænkt sig at angribe mig på et eller andet tidspunkt. Hun er blevet så underlig gennem årene. Den gang jeg havde bedt hende om at rejse, havde hun været ked af det, og hun havde tigget mig om at lade hende blive, men nu hader hun mig. Som om hun bære mere og mere nag, jo flere år der går, men det underlige er, at jeg aldrig har gjort hende noget. Jeg har aldrig slået hende eller gjort noget, som kunne gøre hende vred på mig, den gang vi boede sammen her."

    "Måske er det derfor, hun er vred," sagde jeg.

    "Hvad mener du?"

    "I var uenige om mange ting, men der var også mange ting i havde tilfælles. I elskede hinanden på trods af jeres forskelligheder, og måske er det fordi, hun inderst inde ikke helt kan tilgive dig for at bede hende om at rejse. Hvorfor gjorde du egentlig det?"

    "Det var vanvid! Hun kunne ikke lade det hvile, at jeg bedre kan lide ildbetvingere. Det er min holdning, og det er jo ikke fordi, jeg ikke respekterede hendes folk. Jeg har aldrig behandlet de andre betvingere anderledes, men jeg har ikke talt ret pænt om dem." Han trak på skuldrene." Og så var der alle de andre ting hun krævede... hun lavede rod i min måde at styre mit land." Vatokan havde godt nok sin helt egen måde at se tingene på.

    "Har du fortrudt det?" spurgte jeg.

    "Jeg fortryder aldrig mine beslutninger, Sarina."

    "Hvorfor ikke?"

    "Jeg tager altid de rigtige." Han grinede kort.

    Jeg løftede øjenbrynet. "Nå, men jeg tror hun savner dig, og hun er vred, fordi du pludselig er blevet hendes fjende frem for allierede. Jeg er bange for at i samme øjeblik i besluttede, at det skulle se ud som om, hun flygtede, blev du automatisk gjort til hendes fjende."

    "Det er også lige meget, hvad hun føler," mumlede han. "Jeg er ligeglad, for kærlighed er noget pjat." Han lagde brevet ned i æsken og stillede den om bag skriftrullerne. "Kom." Han viftede mig med sig ud og låste døren efter os.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...