Ilden i mig - Anden bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2014
  • Opdateret: 29 maj 2014
  • Status: Færdig
The story goes on... Sarina er på vej ind i Safir Bismara med mod på sjælen ved tanken om at skulle møde sin mor. Det hele ender dog i et familierod, som Sarina aldrig havde troet, hun var en del af, og den eneste hun har tilbage at stole på er faktisk sig selv. Det er et drama med nye venner, familie og underlig kærlighed. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - anden bog ud af tre.

26Likes
8Kommentarer
2573Visninger
AA

36. Forvist

Jeg vågnede, da jeg hørte nogen snakke. Den ene var uden tvivl Vatokan, og den anden var garanteret en af hans dumme vagter. Jeg valgte at lade som om, jeg sov for at undersøge, hvad de mon snakkede om.

    ”Hvad synes du ville være det rette i den her situation?” spurgte Vatokan, hvilket fik mig til at spidse ørene.

    ”Tøsen har jo ligeud fornærmet alt, hvad de arbejder for. Hun har fornærmet deres land, deres styre. Jeg synes, de skal håndhæve loven, som de i bund og grund selv har skrevet.” Det gik hurtigt op for mig, at det netop ikke var en af vagterne, men Vatokans kryb af en rådgiver, han havde på slæb nu og da.

    ”Håndhæve loven? I hvilken forstand?” spurgte han, men selv jeg kunne godt regne ud, hvad han havde sagt. Den lille mide ville have mig henrettet.

    ”Hvad havde de gjort, hvis det var en af indbyggerne?”

    ”Jeg havde henrettet vedkommende.” Jeg kunne nærmest mærke, hvordan deres blik hvilede på mig, og det fik nervøsiteten til at melde sig.

    ”Ja…” sagde den anden.

    ”Vil du havde, at jeg skal henrette hende?”

    ”De kan da ikke have sådan en forræder i dit land,” sagde han og lo lidt ondskabsfuldt.

    ”Hun har ikke forrådt mig,” svarede Vatokan irriteret.

    ”Hvad var det så, hun gjorde? Jeg så det, og de kan ikke komme og sige, at det ikke var en forræders ord. Hun vågede at sætte sig imod dem, kongen. Der er nødt til at være afstraffelse.” Jeg havde aldrig snakket med ham, men det kryb kunne åbenbart ikke lide mig, og jeg vidste ikke, hvorfor. Måske havde han håbet at blive den næste, hvis der manglede en tronfølger.

    ”Hun skal ikke henrettes!” sagde Vatokan skarpt.

    ”Hvorfor ikke? De kan da ikke komme og fortælle mig, at de allerede holder af hende.” Nu grinede han igen, men jeg kunne ærligt talt ikke se det morsomme.

    ”Næ…” mumlede Vatokan usikkert.

    ”Så hvad vil de så gøre med hende? Smide hende ud af landet?” spurgte han. ”Syntes de ikke, den straf er for blid?”

    ”Nej,” svarede Vatokan. ”Og hun er heller ikke nogen forræder. Hun har jo ikke gjort noget ulovligt. Hun har bare en anden mening om, hvordan man styre et land, og det tror jeg ikke, jeg kan lave om på.” Det lignede ikke Vatokan at sige sådan.

    ”Men hvis de sender hende ud af landet, risikere de, at hun vil gå tilbage til Alia og sladre.”

    ”Sladre om hvad?” spurgte Vatokan.

    ”Det ved jeg ikke… hvad der foregår her måske. De vil da ikke påstå, at de ikke kan se, at det kan få konsekvenser at smide hende ud.”

    ”Måske kan det og måske ikke. Sarina er ikke dum, og ingen af de ting hun har sagt, gjorde hun for at sætte sig imod mig. Selvom vi ikke har kendt hinanden så længe, kan jeg alligevel godt fornemme, når hun lyver, og hvornår hun taler sandt.”

    ”Hvordan kan de vide, at hun lyver?” spurgte han skeptisk. ”Og hvorfor gør de ikke noget ved det, når hun gør?”

    Der var stille. ”Fordi hun er ligeså dårlig til det som mig,” mumlede han.

    ”Men hvis hun har løget for dem, hvordan kan de så stå og sige, at hun ikke er en forræder?”

    ”Hør her, du står og foreslår, at jeg skal henrette min egen datter…”

    ”Det kan de jo ikke vide med sikkerhed, at hun er…”

    ”Jo jeg kan, men måske burde jeg henrette dig i stedet.”

    ”Mig? Nej, men jeg prøver jo bare at hjælpe dem,” sagde han nervøst.

    ”Det samme gjorde hun.”

    Jeg lå og tog mig gevaldigt sammen for ikke at smile. Tænk at jeg rent faktisk havde formået at komme ind under huden på ham.

    ”Står de nu og siger, at hun havde ret, i det hun sagde?” Sikke en rådgiver, tænkte jeg.

    ”Altså… nej det havde hun ikke helt.” Vatokan sukkede.

    ”Hvis de ikke holder af hende, og de ikke er enig med hende, hvad er så meningen med at lade hende gå ustraffet herfra?”

    ”Det angår ikke dig. Du arbejder for mig, så du skal ikke stille spørgsmål.” Jeg kendte godt den tone. Når Vatokan sagde sådan, betød det at hans argumenter var opbrugt, og derfor var det lettere blot at bruge sin magt som konge. ”Jeg vil gerne have, at du går.”

    ”Skal ske herre.” Og han forsvandt.

    Jeg kunne ikke helt beslutte, om jeg skulle ’vågne’, eller om jeg skulle vente til Vatokan var væk. Jeg kunne stadig fornemme, at Vatokan stod og betragtede mig, og han gik ikke. Gad vide om han stod og ventede på, at jeg skulle vågne.

    ”Du behøver ikke lade som om mere,” sagde Vatokan pludselig.

    Så var jeg måske ikke så god til det alligevel. Jeg kunne ligeså godt sætte mig op, og det gjorde jeg også, men jeg undgik bevidst at kigge på ham. I stedet lod jeg mit blik hvile på en edderkop, der sad ovre på væggen skulede til mig.

    ”Du hørte godt, hvad vi snakkede om,” sagde han.

    ”Mmm…” svarede jeg.

    ”Jeg vil gerne have, at du forlader mit land hurtigst muligt.”

    ”Hvorfor?”

    Han fandt en nøgle og låste tremmedøren op. Han gik ind og stillede sig foran mig, hvilket tvang mig til at se på ham, selvom jeg ikke havde lyst. Han havde krydset sine tykke arme, men i hans ansigt så jeg hverken vrede eller skuffelse. Bare tristhed.

    ”Du kan jo nok forstå, at jeg ikke kan have dig i mit land, hvis du ikke kan holde dig til lovene.”

    ”Har du henrettet manden?” spurgte jeg stift.

    ”Nej,” svarede han kortfattet. Jeg blev overrasket og så op i hans øjne.

    ”Hvorfor ikke?”

    ”Det er lige meget.” Jeg kunne ikke lade være med at lade et smil pryde mine læber. ”Du skal ikke tro, at alt er lavet om,” sagde han pludselig.

    ”Så du vil bare fortsætte med at være så ond?” spurgte jeg uden at tænke mig om, og selvom jeg tvivlede på, at jeg kunne gøre det hele værre, så var der noget der sagde mig, at jeg hellere måtte passe på. ”Undskyld,” mumlede jeg. ”Jeg tror hellere, jeg må komme af sted, hvis det skal ske hurtigst muligt.” Jeg skyndte mig op at stå og gik hen mod døren, men han tog fat i min arm.

    ”Prøv lige at sige det igen,” sagde han stille. Hans ansigtsudtryk var tomt.

    ”Øh…” tøvede jeg.

    ”Du siger, jeg er ond?”

    ”Nej altså…”

    ”Syntes du ikke, jeg gør nogen gode ting? Har du overhovedet ingen sympati, for det jeg gør?” Hans øjne var kolde, og lige meget hvor meget jeg forsøgte at kigge væk, rislede kuldegysninger ned af ryggen på mig, som edderkopper der forsøgte at finde et skjulested.

    ”Du vil jo ikke have, jeg siger min mening.” Han kæmpede en hård kamp mod sig selv. Måske overvejede han, om jeg havde ret, eller også overvejede han, om jeg skulle have lov at sige min mening, men han fik ikke mulighed for at tænke mere, for jeg besluttede at springe ud i det en sidste gang. ”Jeg havde aldrig overvejet at håbe på at finde en far i dig, men det gjorde jeg. Du er en af de eneste personer, der nogensinde har forstået mig rigtigt, og det er jeg taknemlig for. Det er bare svært for mig, at du ikke kan sætte dig ind i andres følelser. Du må forstå, at de mennesker der går rundt der nede i byen, de elsker dig ikke, de respektere dig ikke, og de onder dig ikke det at være konge… er det virkeligt sådan et folk, du vil have? Tænk over det. Vil du være Kong Vatokan den grusomme eller Kong Vatokan den store?”

    Vatokan lagde en hånd på min kind og så mig lige ind i øjnene. ”Pas på dig selv,” var det eneste han havde at sige, inden han med en tænksom, sammenbidt mine modeleret fast i ansigtet gik sin vej og lod døren stå åben. Der var helt stille i kælderen, og jeg kunne mærke, hvordan folk stirrede på mig, da jeg gik ud. Fangerne i nabocellerne værdigede mig ikke andet end blikke fuld af ærefrygt og forundring. Jeg håbede lidt, at de ikke havde nået at trække alt for meget håb ud af vores lille samtale, for selvom der var en god chance for, at jeg måske havde rørt noget i ham, skulle jeg huske på, at det var Vatokan, vi havde med at gøre. Han havde styret sit land på samme måde siden lang tid før jeg blev født, og det var svært at ændre.

    Jeg løb op ad trappen og smed mine ting ned i tasken. Mit bælte med kniv og sværd spændte jeg rundt om mavet, hvorefter jakken blev trukket på og kappen svunget over skuldrene. Jeg lod et sidste blik glide over værelset en gang, inden jeg stormede ud og løb ned af trapperne.

    Da jeg kom ned på det kæmpemæssige kort, blev jeg mødt af Vatokans lettere sammenbidte rådgiver, der stak et sammenrullet stykke papir i hånden på mig.

    ”Hvad er det?” spurgte jeg.

    ”En underskrift på, at du har tilladelse til at komme ud af landet. Jeg mente jo, at der var en der skulle følge dig derned, for at være sikker på, at du kom ud, men kongen mener, at du kan klare det selv. Det ser ud til, han stoler på dig.” Det så ud som om, han forventede, at jeg skulle falde død om, hvornår det skulle være, med de øjne han sendte mig.

    ”Tak.”

    ”Der er en hest til dig udenfor.”

    Jeg nikkede og priste mig lykkelig for, at jeg aldrig skulle se ham igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...