Ilden i mig - Anden bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2014
  • Opdateret: 29 maj 2014
  • Status: Færdig
The story goes on... Sarina er på vej ind i Safir Bismara med mod på sjælen ved tanken om at skulle møde sin mor. Det hele ender dog i et familierod, som Sarina aldrig havde troet, hun var en del af, og den eneste hun har tilbage at stole på er faktisk sig selv. Det er et drama med nye venner, familie og underlig kærlighed. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - anden bog ud af tre.

26Likes
8Kommentarer
2604Visninger
AA

37. Forfulgt

Jeg galoperede gennem landet i fuld fart på Vatokans hest uden at se mig tilbage. Jeg spekulerede, så det knagede over hele min tid hos Vatokan; hvordan jeg havde haft det godt hos ham, og hvordan jeg burde hade ham for at gøre alle de frygtelige ting, men sagen var, at jeg allerede savnede ham. Det nagede mig, at jeg havde så stor en svaghed. Jeg hadede mig selv for overhovedet at overveje at tage tilbage til ham, for det gjorde jeg. Jeg overvejede det stærkt.

    Jeg er lige bag dig, sagde en stemme i mit hoved.

    Hej Sansan. Jeg slap ud, tænkte jeg med påtaget glæde.

    Glæder du dig til at se de andre igen? spurgte han.

    Et billede af Rakian poppede op i mit hoved, og et smil prydede mine læber. Ja det gør jeg meget, svarede jeg. Jeg kan slet ikke vente med at se det hele med egne øjne.

    Det kan jeg godt forstå.

    Jeg kunne ude i horisonten ane muren, der slog en streg igennem Gia Livaria og tænkte over, hvor underligt det måtte blive at komme ud på den anden side af muren igen. Jeg ridder først igennem, Sansan. Jeg ved godt, du har tilladelse til at komme igennem, fordi du er en ulv, men jeg synes ikke, de skal se os sammen. De ved alle sammen, hvem jeg er.

    Det er i orden Sarina. Jeg gemmer mig et stykke væk og venter lidt med at løbe igennem. Så finder jeg dig bagefter.

    Jeg nikkede og fortsatte frem mod porten. Jeg foldede udgangstilladelsen ud og gav den til vagterne. De granskede papiret og skævede til mig, og derefter ned til papiret igen. "Det er i orden. De har tilladelse til at ride igennem frøken Sarina," sagde den ene myndigt.

    "Tak," svarede jeg kort for hovedet og skyndte mig væk derfra. Det første jeg gjorde var at sætte kurs mod en skov og ride ind på en smal sti, hvor der kun lige var plads til os, fordi jeg red på hesten. Jeg sænkede farten og skridtede, mens jeg ledte efter et sted, jeg kunne vente på Sansan.

    Mit blik gled over buske og trærødder for at finde nogle bær eller en frugt, jeg kunne spise. Jeg havde ikke fået for lidt mad på borgen, hvilket havde resulteret i, at jeg var begyndt at være sulten hele tiden. Jeg kunne også mærke på mine bukser, at jeg havde fået lidt ekstra fedt på siderne, og min kondition var heller ikke, hvad det havde været. Pludselig fandt jeg det ikke så mærkværdigt, at Vatokan var så rund om maven.

    Jeg trak min bue ned af ryggen og lagde en pil på. Jeg standsede hesten og ventede på, der blev helt stille omkring mig, til der kom en fugl eller en hare - måske kunne jeg finde en då, hvis jeg var rigtig heldig, men der kom ikke nogen. Jeg larmede stadig for meget.

    Jeg sukkede og begav mig videre hen ad stien, som blev bredere og bredere og delte sig. Jeg kunne gå til højre eller ligeud, så jeg fortsatte ligeud. Jeg nød stilheden og lukkede øjnene for en kort stund, mens jeg lod lydende og lugten opfylde mig.

    Jeg stoppede min plettede hoppe og gav mig til at vente. Pludselig fór jeg sammen, da jeg mærkede noget varmt og fugtigt røre min nakke. Jeg fik et ordentligt pust i øret og drejede hovedet i et ryk, så jeg så lige ind i en sort mule med nogle dybe sorte øjne. Den hvide månerunde blis bragte et smil frem på mine læber, for jeg vidste, at Nat havde fundet mig.

    "Hej med dig gamle ven," hilste jeg lettet. Jeg kyssede ham på mulen og nussede ham ned af halsen. "Hvor er du dygtig."

    Jeg hoppede af den anden hest og bandt tøjlerne fast til et træ. Sansan luskede frem bag mig og gav mig et sæt, i det han smed noget for fødderne af mig.

    "Du forskrækkede mig," sukkede jeg.

    Det var godt, du fandt Nat, sagde han. Men vi burde tage den anden hest med tilbage til de andre. Gode heste kan man ikke få for mange af.

    Hvad er det? tænkte jeg og nikkede til den bunke pels, der lå for fødderne af mig.

    Jeg så dem her på vejen, så jeg tog dem med til dig. Det er to harer, så der er en til hver. Jeg håber, du er sulten

    Det er jeg meget. Tak Sansan. Jeg klappede ham og gik en lille runde for at lede efter nogle kviste og kvas til et bål. Det havde taget omkring en dags tid at nå fra Caprit til muren, og nu var jeg allerede ved at være godt brugt. Derfor besluttede vi at slå os ned lidt tidligere, end vi plejede bare for at slappe af, inden vi skulle direkte til Thornag, som lå i den anden ende af Nordlandet. Det ville gå hurtigere denne gang, for vi skulle ikke forbi Safir Bismara, som var en kæmpe omvej, og vi havde heller ikke planer om at tage ind til nogle byer for andet end forsyninger.

 

***

 

Jeg mærkede nogen puffe til mig, og uden at overveje det stak mine hænder i flammer af ren refleks. Det var dog kun Sansan, der sad og kradsede mig blidt med sin pote.

    "Hvad laver du?" spurgte jeg irriteret.

    Ikke så højt Sarina, og sluk den ild. Det ligner da heller ikke dig at bryde i brand på den måde, bare fordi du bliver forskrækket. Han lagde sig til rette lige ved siden af mig og lukkede øjnene.

    Det er fordi jeg er blevet vant til, at ingen har noget imod, jeg bruger mine evner... Hvad sker der?  

    Lad som om du sover. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere, og jeg havde det svært ved at have lukkede øjne og slappe af, fordi frygten begyndte at melde sig. Jeg kunne mærke, at jeg på et eller andet tidspunkt meget snart ville tage benene på nakken og flygte.

    Vi er blevet forfulgt. Jeg havde forudset, at Vatokan ville finde på det, men jeg havde troet, at hans mænd ville være mere diskrete. Vi er nødt til at komme på en plan, der kan få dem af vejen...

    Som hvad?

    Jeg har ingen ide.

    Skal vi tage kampen op mod dem? spurgte jeg og gav mig til at snorke en smule, men det holdt jeg hurtigt op med, for det lød ikke særligt troværdigt.

    Jeg tror ikke, vi kan klare dem alene os to.

    Hvad gør vi så?

    Han var stille lidt. Hvad med, at vi lader dem følge efter os?

    Hvad! Jeg var lige ved at sige det højt.

    Vi kan lede dem til Thornag, og så kan de andre hjælpe os med at klare dem.

    Det vil tage mange dage at ride hele til Thornag Sansan. Hvordan kan vi vide, at de ikke bare hugger os ned på halvvejen?

    Hvis Vatokan ville have os af vejen, havde han gjort det noget før. De her er efter os for at finde ud af, hvor vi er på vej hen. De holder øje med, hvad vi snakker om, så fra nu af snakker du ikke højt.

    Modtaget. Jeg sukkede. Jeg troede rent faktisk, han var begyndt at stole på mig.

    Vatokan stoler ikke på nogen. Det burde du af alle mennesker efterhånden have erfaret.

    Vi lå lidt tid i stilhed. Jeg kunne ikke falde i søvn igen, fordi mit hoved buldrede med planer, som alle var lige ubrugelige. Vi lå faktisk så lang tid, at jeg til sidst kunne mærke solen prikke på mit ansigt, og skoven begyndte at vågne. Uglen havde for længst stoppet sine hyppige kuk fra træet og blev nu erstattet af de morgenfriske musvitter, som havde rede i et træ lige over mig.

    Sansan åbnede det ene øje og derefter det andet, hvorefter han stak tungen ud og gabte lige ind i mit ansigt med sine ildelugtende ånde. Og derefter skulle leddene strækkes på alle måder, for at han kunne lunte ind i skoven og finde sig et vandløb. Man bliver jo ikke yngre, lød det i mit hoved, inden han forsvandt, og et lille kluk forlod mine læber.

    Da han kom tilbage, havde jeg pakket, og vi var på farten igen. Jeg var ret sikker på, at der ikke fandtes nogen bedre rejsepartner end Sansan. Han var så rolig, og jeg følte mig altid tryg omkring ham - jeg vidste ikke hvorfor. Måske var det hans skarpe tænder eller det faktum, at han har super snedig og god til at springe til, når man havde brug for ham. Modig, var han også.

    Fire dage gik der, og jeg begyndte at blive fortrolig med at rejse igen. Indtil videre havde jeg ellers brugt meget af tiden på at savne en seng, mad og jeg havde haft ondt bag i af sadlen, men som tiden gik begyndte jeg at elske det igen. Skoven havde altid været mit yndlingssted.

    Dem der fulgte efter os var ikke særligt gode til det. Godt nok havde vi ikke set dem endnu, men vi kunne høre dem pusle hele tiden, og jeg var stort set konstant anspændt, fordi jeg forventede et angreb eller en fælde. Dog opførte jeg mig, som om jeg ikke vidste noget, og planen virkede.

    På syvende dagen, var vi kun en by fra Thornag, og min mave rumlede af hjemve. Sansan og jeg begyndte at bevæge os hurtigere og hurtigere for at komme der hen så hurtigt så muligt, hvilket også var skyld i at søvn ikke var en ting vi fik ret meget af, da ingen af os rigtigt kunne sove.

    Sansan? spurgte jeg en aften. Han vendte sine nysgerrige øjne mod mig. Må jeg få din historie? Du har aldrig fortalt mig, hvor du kommer fra.

    Han rykkede sig over til mig, så jeg bedre kunne se ham i mørket. Jeg kan fortælle den kort, sagde han. Jeg blev født på borgen Caprit, den gang Vatokan var en ung mand. Vatokan er ikke født af den tidligere dronning, og han har ikke oprindeligt royalt blod i årene, men Vatokan er snedig. Han vandt alles tillid, og sammen med hele landsbyen Caprit fik de skaffet kongen og dronningen af vejen. Kan du huske, da Tailo fortalte at Ildfolket skulle regeres af en mand og en ulv? Jeg nikkede. Synes du ikke, det var lidt underligt, at du på hele dit ophold på borgen ikke så en ulv? Jeg nikkede endnu en gang. Vatokan kunne og kan ikke lide ulve. Da han i sin tid skaffede kongen og dronningen af vejen, fik han også afskaffet regentulven. Det hed den ulv som kongen regerede sammen med, og den ulv var min far. Den gang Jeg var hvalp, kendte jeg borgen ud og ind. Jeg udforskede og brugte al min tid på at gemme mig for min mor, så jeg kunne få lov at lege selv. En rigtig møgunge kan du tro.

    Jeg grinede.

    Jeg holdt meget af kongen. Han havde mig med over alt, og da jeg var lille, lå jeg altid på hans skød, når han arbejdede. Da jeg blev større, lå jeg på hans bord, og vi kunne tilbringe mange timer sammen, hvor vi diskuterede heftigt omkring landet. Han brugte faktisk mere tid sammen med mig, end min far, regentulven, som alligevel var ved at blive gammel. Den gang var Sydlandet ikke et dårligt sted at være. Du skal tænke på, at det ikke kun var ildbetvingerne der boede derinde den gang, selvom den tidligere konge var ildbetvinger. Den gang var Nordlandet kun for evneløse og Sydlandet kun for betvingere. Den gang var muren heller ikke lukket for gennemgang, og jeg skal være helt ærlig at sige, at Gia Livaria aldrig har haft en bedre tid.

    Hvor er din familie så nu?

    Sansans blik blev dystert, og han tog et par sekunders tilløb... En dag jeg var på vej op til kongen, undrede jeg mig over, hvor alle var henne. Der var ikke en sjæl at se på borgen, og da jeg nåede til hans arbejdsværelse, fandt jeg ham død på gulvet sammen med sin kone. Jeg gik i panik og spurtede ned for at finde min far, men han var der ikke, og jeg fandt min gamle mor og mine søskende døde sammen i vores kammer. Far lå ude midt i hallen, hvor der nu er lagt et stort kort i gulvet.

    Jeg rynkede øjenbrynene, mens jeg hørte en svag pibende lyd fra Sansan. "Det er jeg ked af Sansan," hviskede jeg og lagde hånden på hans pote. "Hvad gjorde du så?"

    Jeg stak af.

    Jeg rynkede panden. Men der må da være mere? Hvad lavede du så, alt den tid til jeg blev født, og hvornår begyndte du at følge efter mig?

    Sansan var tavs lidt. Som om han ventede på, jeg ville give op og lade det ligge, men jeg var nysgerrig. Jeg søgte efter Vatokan... begyndte han, men nåede ikke længere, da vi hørte en gren der knækkede, og vi fór sammen. Jeg vidste, at det var vores forfølgere, der havde trådt i spinaten, og nu var de afslørede. Nu kunne vi ikke længere lade som om, vi ikke kendte noget til dem, og de kunne ikke længere tro, at vi var dumme og holde sig i skjul.

    Vi havde ikke tændt noget bål, og det eneste jeg havde pakket ud var min kappe, som jeg lå svøbt ind i. Den krøllede jeg sammen og sprang op på Vatokans hest, for at sætte i galop. Nat kunne med lethed finde mig, så jeg skød derud af med Sansan i hælene, og min plan var at komme så tæt på Thornag så muligt. Det var ikke blevet så udbredt, at Vatokan vidste, hvad der var sket med Thornag, hvilket fortalte mig, at hans mænd heller ikke vidste det. De vidste ikke, at jeg lige nu ledte dem ind i en by med en masse kampklare mennesker.

    Nu gemte de sig ikke længere, og jeg drejede hovedet tilbage for at kunne se dem for første gang. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg gjorde det, men det var min som altid overtalende nysgerrighed, der fik bugt med mig. Og jeg var da først ved at falde af hesten, da jeg så Vatokans irriterende rådgiver med et pusterør i hånden klar til at skyde en pil efter mig. Vatokans "trofaste" rådgiver. Jeg var sikker på, at der ikke var blevet taget højde for Vatokans samtykke i den beslutning at forfølge mig.

    "Jeg har ikke lyst til at bedøve dig, men det kan blive nødvendigt, hvis du ikke samarbejder," råbte han til mig. "Jeg vil dig ikke noget ondt. Jeg vil bare stille dig nogle spørgsmål."

    "Hvis du ikke vil mig noget ondt, så havde du ikke foreslået Vatokan at henrette mig. Hold dig fra mig!" svarede jeg igen og sparkede til hesten, som febrilsk forsøgte at føje min ordre, trods jeg vidste, at dens fart ikke kunne måle sig med Nats. Det fik mig til at ærgre mig over, at jeg ikke var sprunget op på Nat i stedet.

    De to andre der red bag ham trak deres sværd, og mit hjerte begyndte at banke endnu hurtigere. De behøvede ikke engang gøre skade på mig for at stoppe mig. De kunne bare skade min hest, så den smed mig af, men jeg måtte ikke lade dem gøre det. Jeg lod blikket glide ned på Sansan, der langsomt tabte farten, og min hals snoede sig sammen. Han kunne ikke klare det. Han havde jo selv sagt, at han ikke var en ung ulv mere, men han virkede så stærk.

    "Fortsæt lidt endnu Sansan. Vi er der snart!" råbte jeg og så de høje tårne, som kendetegnede slottet i Thornag, danne silhuetter i mørket.

    Jeg kan ikke... lød det i mit hoved.

    Sansan, du skal! Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at sætte farten op, men hesten kunne ikke mere, og dens muskler svækkedes langsomt.

    Da vi kom tættere og tættere på, var det som om, et lys skød ud af mig, da jeg strakte mine mentale evner ind over byen og ledte efter et bekendt sind. Jeg kunne ikke både bekymre mig om Sansan, ride hurtigere end det var muligt, og kontakte mennesker på lang afstand på en gang, men jeg skulle. Jeg mærkede noget bekendt og gik uden tøven ind tankerne, hvor jeg kun med nød og næppe kunne få beskeden igennem. Hjælp mig! Jeg vidste, at det var Tailo, og det var lige ham, jeg skulle bruge.

    Hvem er det?

    Det er Sarina og Sansan. Vi bliver forfulgt, og om lidt når vi ind i Thornag. I er nødt til at stå klar til at hjælpe os.

    Bevar fatningen. Vi er på vej!

    Adrenalinen pumpede rundt i mine årer, og tankerne strømmede igennem mit hoved, uden jeg nåede at opfange dem. Jeg skævede ned til Sansan, og han så ikke godt ud. Han holdt ikke meget længere.

    "Sansan! Du klare den. Kom nu Sansan."

    Jeg kan ikke mere, tænkte han så svagt, at jeg knap kunne opfange det.

    "Jo du k..." Men jeg nåede ikke at sige mere, før jeg hørte et bump, og han faldt. "NEJ!" skreg jeg, og det stak og prikkede i mine øjne, da jeg hørte hans hyl og bjæf, mens de red over ham og lo skadefro.

    "Så mangler vi kun en!" råbte han, og jeg kunne lige nå at se over skulderen, at han tog pusterøret op for munde. Hvis han pustede, ville pilen ikke kunne nå mig. Det blæste for meget imod os, til at den ville kunne ramme mig hårdt nok til at gå ind i huden.

    "God ide. Spild dine pile på, at skyde på vinden!" råbte jeg, mens jeg forsøgte at finde ud af, hvordan jeg skulle vende om og få Sansan med. Der var ingen mulighed.

    Mit tag i tøjlerne var så hårdt, at mine knoer blev hvide, og jeg kneb øjnene sammen for ikke at lade vinden få mine øjne til at løbe i vand og skærpe mit syn. Og med et skete det... Et lyn slog ned i jorden henne ved slottet, og hestene blev så forskrækkede, at de stejlede og vrinskede, så jeg blev smidt af. Jeg ramte grusvejen hårdt i ryggen, og mærkede stenene borer sig op i mine skulderblade, og en varm væske, der fordelte sig ud i mit hår. Jeg havde lyst til at lukke øjnene og forsvinde. Jeg kunne mærke, hvordan jeg blev slappere jo mere blod der fossede ud af mig, og sorte pletter viste sig for mit syn.

    "Det er lige meget. Vi fik hende," hørte jeg en anden råbe.

    "Nej," sagde jeg næsten uden lyd og forsøgte at sætte mig op. Jeg så med mine slørede øjne, at mændene ikke længere sad på heste, men kom gående hen mod mig. "Hold jer væk!" råbte jeg og en svag kugle af ild viser sig i min hånd, mens jeg fik mig rejst op. Hvor jeg havde kræfterne fra, vidste jeg ikke, men jeg var nu så tæt på Thornag, at det virkede så tåbeligt af mig at overgive mig.

    Min ildkugle lyste skoven op med sine blodige flammer, men de blev svagere, og jeg knækkede sammen. Jeg faldt til jorden, men ikke engang det slog mig ud. Jeg ville ikke slås ud! Jeg kæmpede for at holde mig vågen, og jeg vidste, jeg gik forgæves til værks, da jeg vred mig og sparkede, mens de tog mine arme og ben og holdt mig nede. Jeg gispede, da der blev stukket en lille spids pil i min arm, og døsigheden begyndte at fordele sig i min krop. Jeg hadede den magtesløshed giften i pilene fik mig til at føle.

    Jeg var lige ved at give op, da den ene pludselig faldt om, og en lille spids kniv stod ud af hans bryst. Rakian! Jeg kunne høre trommende lyde af galoperende heste og vrede stemmer, som råbte, mens der opstod et virvar af ildkugler og pile i luften. Jorden rystede under mig, som om der var Jordskælv, og jeg lå og tænkte på, om jeg nogensinde havde oplevet ikke at kunne bevæge mig overhovedet. Om jeg simpelthen havde nået punktet, hvor jeg var følelsesløs og min skæbne lå i andres hænder, skønt jeg lå her midt i det hele og var vågen. Jeg kunne se det hele, og jeg ville ønske, jeg kunne lukke øjnene. Men det hørte inde under følelsesløs, for jeg havde glemt, hvordan man lukkede øjnene, indtil de langsomt gled i af sig selv.

    lydene tonede ud, men bekymrede stemmer summede stadig i en gang kludder, jeg ikke forstod. Jeg mærkede noget under mig; et par arme der samlede mig op og pressede mig ind mod denne varme krop. Et par effektive fingre, der flyttede mit hår om bag øret, så jeg kunne høre den velkendte stemme sige: "Bliv hos mig." Jeg mærkede et kys på min pande. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...