Ilden i mig - Anden bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2014
  • Opdateret: 29 maj 2014
  • Status: Færdig
The story goes on... Sarina er på vej ind i Safir Bismara med mod på sjælen ved tanken om at skulle møde sin mor. Det hele ender dog i et familierod, som Sarina aldrig havde troet, hun var en del af, og den eneste hun har tilbage at stole på er faktisk sig selv. Det er et drama med nye venner, familie og underlig kærlighed. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - anden bog ud af tre.

26Likes
8Kommentarer
2631Visninger
AA

16. Forberedelser

Sarina

Hvornår tager vi af sted?” spurgte Vick.

    Tre dage havde vi brugt på at lægge en plan, og vi var så småt ved at være klar. Jeg havde fået Mella til at vaske mine elskede bukser og bluse, selvom hun ikke havde været meget for at gå bag Alias ryg. Jeg ville ikke påstå, at jeg ligefrem glædede mig til at turen, men jeg glædede mig til at komme væk fra Safir Bismara. Det eneste sted jeg kunne lide at være i Safir Bismara var nede ved Ildfolket, hvilket sagde meget om, hvor meget Alia irriterede mig.

    ”Jeg synes vi skal komme af sted så snart så muligt, inden folk begynder at fatte mistanke,” svarede jeg, men Malum så ikke videre begejstret ud for den ide.

    Malum havde endelig taget sig mod til at snakke med sine forældre om det. Han havde forsøgt at overbevise dem om, at de skulle tage med os til Nordlandet bagefter, men de virkede ikke uddelt begejstrede. Nu vidste de, at vi skulle arbejde sammen med evneløse mennesker, og det kunne de på ingen måder stå inde for. De var mindst ligeså stædige som Malum, hvis ikke mere, når det gjaldt at forlade deres hjem. Malum ville ikke indrømme det, men jeg vidste, hvor svært det var for ham at tage afsked, fordi han jo aldrig havde prøvet andet end livet i trygge Safir Bismara.

    ”Kan vi ikke lige vente lidt? Der er jo kun gået tre dage siden, vi startede med at planlægge det. Hvad med din træning Sarina. Du er vel ikke færdig med at træne med min far,” sagde Malum.

    Jeg var blevet rigtig god til at styre mit temperament. Eller jeg havde i hvert fald ikke nogen problemer med at lave en flamme i håndfladen, mens jeg mediterede mere. Nu var det mere det at ramme de rigtige ting, når jeg skød med ild. Jeg havde en gang svitset Jannoks baghånd ligesom Vick. Vick og jeg plejede at træne sammen med Jannok på samme tid. Det var rart at komme tættere på Vick for en gangs skyld, for han havde ikke brug for at diskutere med mig hele tiden ligesom Malum.

    ”Vi er også nødt til at tænke på, at vi ikke kan trække tiden ud mere. Vi ved ikke, hvordan Luna har det, og måske er det snart ved at være for sent,” sagde jeg. ”Der er allerede gået meget lang tid, siden hun blev bortført.”

    ”Hvad med, at vi gør det i overmorgen? Det giver os tid nok til lige at sige farvel til familierne og få samlet forsyninger, og alt hvad vi skal bruge,” sagde Vick. Vi havde sammen aftalt, at det bedste ville være, hvis vi havde forsyninger med til os selv, og hjælpe hinanden med at jage når vi kom derud.

    ”Fint,” mumlede Malum modvilligt.

    Jeg vendte blikket mod Vick. ”Skal Galia med?” spurgte jeg.

    Galia havde været på nakken af Vick det meste af tiden. Hun ville bare med, om hun så skulle snige sig med i smug, og Vick havde haft et værre hyr med hende for at få hende til al blive hjemme, fordi han var bekymret for hende.

    ”Jeg tror, hun kommer med. Hun er hverken til at hugge eller stikke i, så jeg tror ikke ligefrem, jeg har noget at skulle have sagt,” sukkede han.

    ”Det er godt, du bekymre dig om hende, men hun er ikke mere uerfaren, end du.”

    ”Jeg ved det,” mumlede han.

    Jeg prikkede blidt til Sansan, der var ved at falde i søvn med hovedet på mit lår, så han kunne høre, hvad vi kom frem til. ”Godt, vi mødes alle sammen udenfor porten inden solopgang i overmorgen. Det er bedst, hvis vi tager af sted, inden folk står op. Alle sørger for sig selv, hvad angår mad og ting, man har brug for. Selv sådan noget som forbindinger har vist sig at være meget nyttige, så pak alt det i kan have.” Jeg så indtrængende på dem. ”Husk at I stadig kan nå at fortryde. Vi ridder når solen er stået op, og dem der ikke er kommet, kommer ikke med.” Jeg så alvorligt på de fem mennesker og en ulv.

    ”Jeg tror vi alle er med. Må jeg smutte?” spurgte Malum. Nogle gange kunne han virkelig give mig lyst til at slå ham. Altid så negativ, at han ødelagde alle andres humør.

    ”Så smut dog Malum,” sukkede jeg irriteret og vendte opmærksomheden mod Vick. ”Vil du med ned til Malums far og træne? Det ville være rart lige at få det sidste med, så vi er helt klar.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...