Ilden i mig - Anden bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2014
  • Opdateret: 29 maj 2014
  • Status: Færdig
The story goes on... Sarina er på vej ind i Safir Bismara med mod på sjælen ved tanken om at skulle møde sin mor. Det hele ender dog i et familierod, som Sarina aldrig havde troet, hun var en del af, og den eneste hun har tilbage at stole på er faktisk sig selv. Det er et drama med nye venner, familie og underlig kærlighed. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - anden bog ud af tre.

26Likes
8Kommentarer
2606Visninger
AA

6. Festen

Inde i det enorme rum, var folk i gang med at gøre klar med borde og stole. Sølvtallerkner og bestik blev lagt helt lige på række med hinanden, og en lille pige gik og dekorerede med blomster på bordene. Trods feststemningen, der begyndte at lægge sig over rummet, syntes jeg alligevel at en ubehagelig følelse sank i min mave. Rummet lignede på alle måder den sal, hvor min far blev dræbt. Samme størrelse, samme slags kolde stenmure og vinduerne jeg tydelig kunne huske, fordi de var så store og spidse i toppen.

    ”Du ser vel nok pragtfuld ud,” sagde Alia glad, da hun kom op bag mig. ”Den kjole klæder dig helt klart meget bedre.” Hun så henrykt ud, og det var næsten skræmmende. Jeg mindes ikke at have set hende, hvor hun ikke havde smilet bredt, siden jeg kom. Men der var noget i det blik, hun sendte mig. Det var svært at se, hvad det skulle være, men det var utroværdigt, som om det smil hun permanent havde klistret på sit ansigt, ikke var helt ægte.

    ”Mella forstår at gøre sit arbejde.” Jeg smilede tilbage til hende fuldstændig opsat på at få Alia til at kunne lide mig, på trods af alle de ting hun tydeligvis var blevet så skuffet over.

    ”Altså ærligt talt,” mumlede hun og så på en ung pige, der var i færd med at tænde lys. Der var så mange lys i hele rummet, at det ville tage en evighed for hende at gøre det, men ud fra Alias ansigtsudtryk, så det ikke ud til at vi havde en evighed. ”Få nu lidt fart på, vi har jo ikke hele aftenen vel,” sagde hun bestemt.

    ”Hun gør hvad hun kan. Der er jo mange lys,” forsøgte jeg.

    ”Ja ja, men man behøver da ikke gøre det langsommere end nødvendigt.”

    Hun gjorde mig irriteret allerede, men jeg havde besluttet mig for at være positivt ligeglad og få en god aften. Det kunne jeg ligeså godt begynde med allerede, men jeg havde ondt af pigen. Hun var lige ved at brænde sig, fordi hun var hunderæd for at gøre det for langsomt.

    Uden at tænke mig om, svang jeg lynhurtigt min arm i luften, så lysene tændes fra den ene ende til den anden i rummet som et flygtigt vindpust. Jeg blev endda selv ligeså forskrækket som pigen, der var lige ved at snuble over sine egne fødder. Med det samme blev der helt stille, og alles blikke blev vendt mod mig.

    ”Det var noget af en entré,” sagde en stemme bag mig, så det gav et spjæt i mig af forskrækkelse.

    ”Rakian!” udbrød jeg og vendte mig om.

    ”Det vidste jeg ikke du kunne,” sagde han forbløffet og bukkede sig ned for at kysse min hånd. ”Prinsesse,” hilste han høfligt.

    ”Spar mig Rakian.” Jeg himlede med øjnene. ”Det vidste jeg egentlig heller ikke, men jeg har det med at opdage mine evner på nogle ret mærkværdige tidspunkter.” Jeg kluklo. ”Nu kan jeg åbenbart tænde omkring tusind lys på to sekunder.”

    ”Hvad bliver det næste mon?” spurgte han kækt med et smil på læben, mens han så ned af min kjole. ”Du er smukkere end smuk,” sagde han og smilede sit mest charmerende smil. Jeg var glad for at Alia havde bevæget sig videre, så hun ikke hørte den bemærkning.

    ”Tak,” mumlede jeg genert.

    Rakian grinede dæmpet.

    ”I må gerne sætte jer,” annoncerede Alia muntert og viftede mig over til sig for enden af langbordet. ”Du skal sidde ved siden af mig min skat.” Jeg satte mig på hendes højre side, og Tailo på venstre, mens Rakian slog sig ned ved siden af mig. Jeg var forundret over, hvor mange mennesker, der viste sig at kunne være inde i salen. Måske omkring to hundrede eller mere. ”Har i ellers haft en god dag?”

    ”Ja.” Jeg smilede til hende for at vise lidt medvilje.

    I mellemtiden begyndte tjenestepiger at komme ind med fade, hvorpå der lå massevis af mad, som de satte på bordene omkring alle de mange prægtige skueretter, hvorefter de skyndte sig at forlade rummet. Der var fade med lækkert krydret kød, nybagt brød, og tærte med grøntsager og fisk. Det var ligeså tænderne løb i vand.

    ”Tag endelig for jer,” smilede Alia, mens hun begyndte øse mad op på sin tallerken. Rakian og jeg, der ikke havde levet af andet end hare i mange dage, fangede grådigt an, og selv i min iver efter at ligne en fin prinsesse, kom jeg til at spise alt for meget. Ikke nok med det, serverede de vin i uanede mængder, så det skulle ikke undre mig, hvis jeg endte med at blive en anelse beruset.

    Midt i det lækre måltid, rejste Alia sig i sin fulde højde og klappede i sine hænder. ”Må jeg få jeres opmærksomhed?” Der blev helt stille, og man vendte blikket mod Alia med det samme. ”Jeg vil gerne byde jer velkommen og præsentere jer for min længe savnede datter Sarina, som efter alle disse år har formået at finde vej til os.” Hun smilede til mig og gjorde tegn til, at jeg skulle rejse mig. Alia tog sit glas og løftede det. ”Skål.” Hun smilede, og vi tog alle glasset for munden. ”Jeg ønsker jer alle en god fest.”

    Vi slog os ned igen, og lyden af folk, der fornøjet snakkede i munden på hinanden og grinede højt lagde sig atter som en summen i rummet, mens retterne blev indtaget.

    ”Hvor lang tid har du så haft dine evner?” spurgte Alia for at indlede en samtale.

    ”I nogle uger tror jeg nok. Jeg er ikke så god til det endnu.” Hun stoppede brat med at spise.

    ”Har du ikke haft dem længere?” Jeg trak på skuldrene og rystede på hovedet. Det undrede mig, at hun blev så overrasket over det.

    ”Jeg er nitten somre gammel. Jeg troede ikke man fik sine evner ret meget tidligere.”

    Tailo rømmede sig. ”Ikke mange betvingere formår at tænde så mange lys på en gang. Det tager lang tid at lære.”

    ”Men jeg gjorde det jo ikke engang med vilje. De fleste ting jeg gør med ild, sker når jeg mindst venter det. Kan du huske, den gang min hånd brød i brand?”

    ”Ja det var lidt utroligt,” sagde han tænksomt. ”En ildbetvinger bruger som regel mange år på at lære andet, end at lave en lille flamme i håndfladen. I starten kan man ikke engang skabe ild uden at være i fysisk kontakt med ilden. Altså, man skal røre ved den, for at man kan betvinge den.”

    ”Sarina opdagede sine evner første gang ved at skyde ildkugler efter en flok banditter. Der rørte hun da ikke ved ilden, da det skete,” sagde Rakian.

    ”Mærkeligt,” mumlede Tailo. ”Der er noget specielt ved dig Sarina.”

    ”En ildbetvinger er en ildbetvinger. Der kan da ikke være så meget specielt ved det,” prøvede jeg, for Alia så bestemt ikke fornøjet ud.

    ”Vi kan forvente store ting af dig Sarina,” afgjorde Tailo. ”Du burde være stolt af din datter Alia. Hun skal nok blive en god dronning.” Det var sikkert ment som en god ting, men Alia så lettere indebrændt ud.

    ”Dronning?” spurgte hun med et så skræmmende blik i sine øjne, at jeg var bange for, at Tailo ville falde død til jorden lige om lidt. Tailo åbnede munden for at sige noget, men Alia afbrød ham. ”I mener vel efter mig? Sarina er jo kun et barn.” Hun lagde hovedet på skrå og fik med nød og næppe opstillet sit kvalmende søde smil.

    Jeg havde den største lyst til at åbne munden og lade den tale før min hjerne, men jeg kunne ikke. Det lignede ellers ikke mig at være bange for at sige min mening, men Alia skræmte mig. Jeg havde et brændende behov for, at hun skulle kunne lide mig og være stolt af mig, men jeg følte næsten ikke, at jeg kunne gøre noget rigtigt.

    ”Det er Sarina, der skal arve tronen i Nordlandet, og det er hendes skæbne at samle Gia Livaria. Og desuden er Sarina ikke noget barn,” sagde Tailo.

    ”Hun er heller ikke voksen.” Alia strøg mig over kinden med fingerspidserne, og jeg kunne ikke engang slå hendes hånd væk, uanset hvor meget jeg så havde lyst til det. Der var et eller andet ved hende der fik mig til at krympe mig, og ønske at jeg bare var en flue på væggen. ”Synes du ikke, at det er bedre, hvis nogle mere erfarne holder skansen lidt endnu?” spurgte hun mig, mens hun borede sine store øjne ind i mig.

    ”Jeg ønsker, hvad der er bedst for landet,” svarede jeg blot.

    ”Ja ikke?” Hun grinede let. ”Nu synes jeg, at du skal koncentrere dig om at få styr på de der evner, inden du slår nogen ihjel med dem, og så lader du bare os andre om at styre det her. Er det ikke dejligt? Det er da en tung byrde at få løftet fra sine skuldre.” Hendes stemme virkede ubehageligt sød og overtalende.

    ”Tja… jeg ved ikke…” hvorfor var jeg så svag? Det lignede ikke mig.

    Hjælp mig, tænkte jeg til Tailo.

    ”Sarina kan sagtens klare det. Hun er stærkere, end du tror,” sagde han.

    ”Jeg tror, Sarina kan tale for sig selv, hvis hun har noget at sige.” Alia så indtrængende i mine øjne.

    Jeg samlede modet. ”Jeg er altså gammel nok til selv at tage mine valg. Jeg vil gerne have indflydelse.”

    ”Men hvad kan du dog komme med, som er bedre end en masse erfarne og voksne betvingere Sarina?” Mine læber blev til en smal streg, men det var kun, fordi jeg sad og overvejede, om hun havde ret. Af en eller anden grund, var de valg jeg tog for det meste forkerte, så hvordan skulle jeg gøre nogen gavn? Måske fandt jeg den måde hun sagde det på ubehagelig, men det betød vel ikke, at der ikke kunne være noget om snakken.

    ”Det ved jeg ikke,” var det eneste jeg kunne svare, hvilket fik mig til at ønske, at jeg kunne sparke mig selv hårdt bag i.

    ”Nej vel.” Hun lo endnu en gang. ”Nå, men nu synes jeg heller ikke, vi skal snakke mere om det.” Hun havde en vane med at stryge mig på kinden, og det var lige til at gøre mig tosset. ”Hvor er du varm Sarina,” sagde hun pludselig, og det gik om for mig, at jeg brændte indeni. Jeg havde ikke nogen fysisk ild udenpå, men indeni kogte jeg.

    Dine øjne, tænkte Tailo til mig. Mine øjne? Hvad var der med mine øjne?

    De brænder!

    ”Undskyld mig,” sagde jeg og rejste mig, hvorefter jeg drejede om på hælen og gik min vej ud af de store døre. Jeg kunne ikke styre det, da mine hænder begyndte at brænde, og jeg lod dem gøre det. Jeg havde en kæmpe masse vrede, jeg var nødt til at få ud på den ene eller den anden måde.

    Jeg fortsatte helt udenfor, hvor der var mørkt, og kun få huse havde lys i vinduerne. Jeg rystede, og det skræmte mig, at jeg ikke havde kontrollen, men ikke desto mindre slog jeg hånden ind i muren og lænede mig ind mod den, mens jeg ihærdigt forsøgte at gire ned. Det tog på alle mine kræfter at slukke mine hænder, og jeg sank udmattet sammen op ad muren.

    Dumme evner! Forbandede evner, der kun var til for at ødelægge mig og min eneste chance for at få en mor, som rent faktisk var stolt af mig. Jeg hadede ild. Hadede min åndssvage far, som jeg åbenbart lignede meget.

    Jeg lagde hovedet tilbage mod stenmuren og lukkede øjnene. Jeg åbnede dem ikke engang for at se, hvem der satte sig ved siden af mig.

    ”Hvad så?” spurgte Rakian. Jeg trak på skuldrene. ”Hvad skete der?”

    Jeg sukkede og rystede på hovedet. ”Ikke noget. Jeg overreagerede bare,” mumlede jeg. ”Alia havde nok ret. Hvor meget forskel kan jeg gøre, når jeg bare er mig?” Han rykkede tættere på mig og lagde armen om mig.

    ”Tailo er vred,” sagde han. ”Han begyndte at diskutere med Alia, lige da du var gået.” Jeg lagde hovedet tungt på hans skulder, og jeg var for at være helt ærlig, ret ligeglad med, om jeg ødelagde mit hår eller gjorde kjolen beskidt ved at sidde på jorden.

    ”Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke kunne sige noget til hende.”

    ”Alia er lidt skræmmende,” bekræftede han. ”Har du ikke lagt mærke til, hvordan hun smiler hele tiden. Jeg er sikker på, at hun kan manipulere på selv Tailo med alle de der ting, hun siger.”

    ”Men hun havde jo ret.”

    ”Det havde hun bestemt ikke. Du er klog. Meget smartere end alle de rådgivere, hun har til sammen. Det er jeg sikker på.”

    ”Det er bare noget du siger.”

    ”Og jeg mener det.” Han strøg hånden op og ned af min arm. ”Hvorfor kan du ikke sige noget til hende? Du har intet problem med at sætte mig på plads.” Han grinede lavmælt. ”Men Alia sætter en stopper for din evne til at snakke.”

    ”Jeg har spurgt mig selv om det samme spørgsmål i meget lang tid nu.” En kuldegysning løb ned af min ryg, da der kom en vind, så jeg tændte en flamme i håndfladen. Hvad jeg ikke havde regnet med var Rakians reaktion. Han begyndte at trække vejret hurtigere og tog sig til panden. Hans hånd rystede.

    ”Du skal bare…” Han rystede på hovedet og sank sit spyt. ”Undskyld jeg kan ikke huske hvad jeg ville sige.” Han tog en dyb indånding og så væk fra mig, som om jeg havde gjort noget forkert.

    ”Hvad er der galt?” spurgte jeg og slukkede ilden i mig. Først da jeg blev helt kold, slappede han af igen, og jeg forsøgte at huske, om jeg havde set ham reagere sådan før, men når jeg tænkte mig om begyndte det at gå op for mig, at Rakian var stoppet helt med at have med ild at gøre. Jeg havde bare ikke tænkt over det, da det havde været praktisk, at jeg skød en ildkugle ned i træet, når vi skulle lave et bål.

    ”Ikke noget,” sagde han og trak sin arm til sig for at rette på sine forbindinger.

    Jeg gjorde store øjne. ”Rakian er du bange for ild?”

    Han svarede ikke med det samme, men øjnene der var vendt mod jorden og de dirrende kæbemuskler talte for sig selv. Han var blevet bange for ild, da vi var i Sall, og det værste var, at jeg ikke havde lagt mærke til det.

    ”Det er jeg virkelig ked af. Jeg skal ikke gøre det igen.”

    Han rystede på hovedet. ”Det skal du ikke bekymre dig om Sarina. Det var slet ikke ilden, det var…” Han sukkede og himlede med øjnene. ”Det er tåbeligt! Det kom først et par dage efter, det der skete i Sall.”

    ”Du behøver slet ikke forklare noget. Jeg kan godt forstå det.”

    ”Det er ynkeligt. Jeg er ynkelig.”

    ”Det er du ikke! Jeg kan bare ikke forstå det. Stolede du ikke på, jeg ikke ville brænde dig?”

    ”Jo selvfølgelig, men jeg kan ikke forklare det. Lad os tale om noget andet…”

    Jeg stirrede på ham et øjeblik - ked af det på hans vegne, men hvad kunne jeg gøre. Jeg tror faktisk, at lige præcist jeg ikke kunne gøre noget for at hjælpe. Det var mig med evnerne. ”Jeg håber Alia vil kunne lide mig, og det regner jeg ikke med sker, hvis jeg allerede begynder at sætte mig imod hende.”

    ”Hvorfor betyder det så meget, om hun kan lide dig? Det kan godt være, at hun biologisk er din mor, men hvis du ikke vidste det, så havde du jo været ligeglad. Kan du ikke bare glemme, at hun er din mor? For helt ærligt synes jeg ikke, at moderrollen er en hun besidder særligt godt.”

    ”Jeg vil bare gerne have bare en forælder, der ikke er skuffet over mig,” mumlede jeg.

    ”Hvorfor? Der er andre, der elsker dig og er stolt af dig.”

    ”Hvem?”

    ”Mig,” svarede han roligt. ”Og du kan bruge Tailo som far.” Jeg rynkede på næsen, og det fik Rakian til at udstøde en dæmpet latter. ”Tailo holder mere af dig, end han vil være ved, og Sansan er stolt af dig. Det har han selv sagt til mig, så hvorfor betyder det noget for dig, at denne ene person også gør?”

    ”Det forstår du ikke,” mumlede jeg. ”Jeg har altid drømt om at have en mor. Set hende for mig, og drømt om alle de ting vi kunne gøre sammen som mor og datter. Forestillet mig, hvor rar og kærlig hun måtte være.”

    ”Kan du huske, da vi var hos Vildana?” spurgte han.

    ”Hvad er der med det?”

    ”Dig og Vildana er tætte hva’? Næsten som en mor og datter.”

    ”Hvorfor siger du det?” spurgte jeg og så ham ind i øjnene.

    ”Fordi jeg vil trøste dig. Er det så mærkeligt?” Han kyssede mig blidt på panden. ”Vil du ikke godt love mig noget?”

    ”Hvad skal jeg love dig?”

    ”Jeg vil have, at du skal love mig, at du ikke ændre dig for Alias skyld. Jeg kan lide dig, som du er, og det syntes jeg ikke, der skal laves om på, bare fordi du ønsker dig en mor. Undskyld jeg er så egoistisk, men jeg vil hellere have, at du holder fast i dem, der kan lide dig, for den du er, i stedet for at få folk, som ikke forstår dig, til at kunne lide dig. Det er bare spildt arbejde, hvis du alligevel ikke kan lide den person, de forsøger at få dig til at blive.”

    Jeg løftede hovedet og trykkede mine læber mod hans. ”Det lover jeg,” hviskede jeg og begyndte at rejse mig op, for at gå hen til døren.

    ”Hvor skal du hen?”

    ”Jeg vi have Alia til at indse, at jeg er hendes datter, og hun skal være stolt af mig, som jeg er.”

    Han rejste sig og gik med. ”Bare du husker, at der er andre ting som er vigtigere. Brug fornuften. Kan du huske, hvad ham dem gamle mand sagde?” Jeg nikkede. ”Du må ikke lade dig manipulere, og det tror jeg Alia er god til.”

    ”Jeg ved hvad jeg gør.” Jeg skubbede dørene op og gik ind. ”Og nu trænger jeg til at få noget at drikke.” Selvsikkert satte jeg mig på stolen ved siden af Alia og smilede.

    ”Fik du styr på dine evner? En anden gang må du altså godt lige tænke dig lidt om, inden du tænder ild. Det er altså ikke pænt ligefrem at bryde i brand, når man er til et selskab.” Hun blinkede til mig med et smil på læben. ”Hvad lavede i to så derude?” spurgte hun lidt alvorligere.

    ”Snakkede.” Jeg trak på skuldrene. ”Ved du, hvordan man kommer ind på borgen Caprit?”

    Hun løftede øjenbrynene. ”Der er store mure, der adskiller Nordlandet og Sydlandet. Der går vagter rundt ovenpå murene, og den eneste synlige dør der er, er bevogtet af vagter. Man skal have tilladelse både til at komme ind og ud, men jeg kender en anden indgang. Der er en tunnel i et af bjergene på den østlige side af muren.”

    ”Abokarien er holdt fanget derinde i kælderen på borgen Caprit, og vi er nødt til at få hende ud hurtigst muligt.”

    ”Jeg har godt hørt noget om det.” Hun tænkte lidt. ”Jeg kan sende nogle soldater af sted og befri hende,” foreslog hun.

    ”Jeg vil gerne selv af sted.”

    Hun rystede på hovedet. ”Det er for farligt. Det synes jeg ikke er nogen god ide.” Hun sagde det som om, det ikke var til diskussion.

    ”Jeg tager med,” fastslog jeg.

    ”Bliv du bare her. Det klare de andre.”

    ”Men jeg vil gerne med.”

    ”Prøv at hør, hvad jeg siger! Du kommer ikke med, for det er for farligt.” Hun var bekymret for mig, og det skulle jeg måske være glad for. Skulle jeg blive tilbage? ”Vi snakker om det en anden dag. Nu synes jeg, at vi skal feste,” smilede hun.

    En ung pige kom hen med en kande vin og hældte op til mig. Det tegnede til at blive en prøvelse for mit temperament at komme igennem aftenen, så jeg tog ivrigt imod alt, der ejede bare en sjat alkohol.

    I stedet for at udfordre skæbnen ved at snakke med Alia, begyndte jeg at føre samtaler med nogle andre, og langsomt som alkohollen begyndte at påvirke mig blev altid meget lettere…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...