Ilden i mig - Anden bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2014
  • Opdateret: 29 maj 2014
  • Status: Færdig
The story goes on... Sarina er på vej ind i Safir Bismara med mod på sjælen ved tanken om at skulle møde sin mor. Det hele ender dog i et familierod, som Sarina aldrig havde troet, hun var en del af, og den eneste hun har tilbage at stole på er faktisk sig selv. Det er et drama med nye venner, familie og underlig kærlighed. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - anden bog ud af tre.

26Likes
8Kommentarer
2608Visninger
AA

32. Farver

Rakian

Hold lige den her for mig,” sagde jeg til Socka, som jeg var ved at hjælpe med at reparere et hul i muren på slottet. Ikke verdens letteste sag, men det gik, og muren blev nogenlunde jævn.

    ”Ej se en ulv,” sagde han pludselig. ”Sådan en har jeg kun set én gang før.”

    Jeg gjorde omkring i et ryk, og ganske rigtigt kom en stor grå ulv løbende. ”Sansan!” udbrød jeg begejstret og satte mig på hug, da han kom hen til mig.

    Er det her jeres værk? Spurgte han og lod blikket glide rundt på gårdspladsen. Hvordan kunne det lade sig gøre?

    ”Vent, snakker ulven?” udbrød Socka.

    ”Ja han snakker inde i tankerne. Vidste du ikke at ulve var intelligente?”

    ”Nej det gjorde jeg sandelig ikke.” Han rystede på hovedet.

    ”Da Tailo og jeg kom til Thornag, var det hele ødelagt. Folk var flygtet væk, og dem der ikke havde nået væk, havde Vatokan udryddet. Vi fandt ud af, hvor de fleste befandt sig, men mange er strømmet til for at starte på en frisk. Alle har hjulpet med at gøre det hele i stand igen," svarede jeg Sansan.

    Det må jeg nok sige… Han satte sig på bagdelen. Jeg har været rundt omkring for at finde jer, men jeg havde ikke regnet med at finde jer her. Jeg kom for at se om i havde det godt, og det har i kan jeg se. Sarina vil gerne høre fra jer.

    ”Sarina?” spurgte jeg ivrigt. ”Hvordan har hun det? Har du snakket med hende?”

    Vi snakker sammen hele tiden. Han ventede, men jeg kunne se der var mere. Hun lider ikke nogen nød, kan jeg i hvert fald sige…

    ”Hvad mener du?”

    Jeg ved ikke, hvor meget Malum har fortalt jer, men Sarina blev gjort til arving af Sydlandet. Vatokan havde besluttet at udnytte, at hun var hans datter rent biologisk, så han tog hende til sig og, Sarinas plan var at blive gode venner med ham og vinde hans tillid, for at se om hun kunne få nogle informationer, vi kunne bruge.

    ”Og hvad så? Lykkedes det?”

    Sarina er blevet meget gode venner med ham. Jeg vil ikke have at i skal tro, at hun har forrådt jer, for det har hun ikke, men hun er kommet i det dilemma, at hun er kommet til at holde lidt for meget af Vatokan.

    ”Hvad?” udbrød jeg. ”Sig det er løgn!”

    Jeg er bange for, at det ikke er løgn. Du må ikke tro, at hun ikke kommer tilbage. Bare rolig, men jeg synes, i skulle vide, hvordan det stod til. Alia ville ikke have Sarina i Safir Bismara, og det har taget hårdt på hende ikke at kunne få hendes accept, ligesom hun ikke kunne få Astans. Ikke ret mange mennesker kan acceptere hende for at være sådan, som hun er, og nu er hun endelig et sted, hvor hun ikke behøver at skamme sig over at være ildbetvinger. Vatokan har anerkendt hende, for den hun er, og det gik lige i hjertet på hende.

    Jeg lod mine fingre glide igennem mit hår, mens jeg sukkede tungt. ”Det var jo ikke planen,” mumlede jeg. ”Er hun indstillet på, at vi stadig er i krig mod ham?”

    Ja ja. Hun ved, at han stadig er hendes fjende, og hun skal nok tage sig sammen, når tiden kommer til at gå imod ham, men du må have lidt tålmodighed. Jeg ved ikke hvor længe, der går endnu, men hun skal have tid.

    ”Så længe hun har det godt. Jeg er faktisk lettet.” Jeg tog en af stenene ud af Sockas hænder. ”Jeg skal lige murer noget færdigt, så kan jeg vise dig rundt, hvis ikke du hellere vil gå på jagt efter Tailo. Jeg tror, du kan finde ham nede i byen.”

    Jeg finder Tailo. Han skulle til at gå igen, da han drejede hovedet. Skriv et brev til Sarina, så tager jeg det med til hende. Jeg tror hun har brug for at hører fra dig.

    Jeg bed mig i læben. ”Jeg er ikke så god til at skrive,” sagde jeg.

    Det er lige meget. Bare skriv, hvad der falder dig ind. Det vigtigste er, at det er fra dig.

    Jeg nikkede, og han satte i løb ned mod byen.

    ”Hende der Sarina… er det ikke prinsessen? Jeg troede, at hun var død,” sagde Socka, og det gik op for mig, at jeg ikke havde fortalt ham noget som helst. Han vidste ikke andet, end at Luna var Abokari, og jeg havde ikke engang fortalt ham om Safir Bismara. Socka var oprindeligt fra Thornag, før den blev revet ned, men han mistede sin familie ligesom så mange andre.

    ”Nej hun er ikke død…” svarede jeg.

    ”Men hvorfor er det vigtigt, at du sender et brev til hende?”

    ”For at hun ved jeg er i live og støtter hende.” Jeg smilede skævt.

    Han løftede det ene øjenbryn. ”Er der noget jeg ikke ved?

    Jeg kluklo. ”Sarina og jeg… tja, det er lidt kompliceret. Hun er ildbetvinger og jeg er evneløs, men vi har været bedste venner i mange år, og nu lidt mere.”

    ”Men hun er jo prinsessen?” Han kløede sig i håret. ”Er du forelsket i hende?”

    Jeg nikkede.

    ”Hmm… Men så længe det fungere, så er der vel ikke noget galt i det.” Han smilede og klappede mig på skulderen.

 

***

 

Jeg så Luna vandre rundt mellem husene. Gik for sig selv med et fjernt udtryk i ansigtet, og af og til stoppede hun op for at spørge om noget mærkeligt. Hun spurgte en mand om græsset var andre farver i andre steder af landet. Han havde direkte kommet op til mig og bedt mig om at låse hende inde, men det gjorde jeg ikke. Luna skulle have lov til at stille sine spørgsmål, og dem havde hun mange af.

    Jeg holdt ikke øje med hende på samme måde, som jeg plejede. Den dag hun brød sammen på marken havde åbnet mine øjne for muligheden for, at hun ikke tænkte på samme måde som os. Hun viste ingen tegn på frygt. Hun ville ikke være bange for noget, og hun havde heller ikke brudt sammen siden, men der var ingen tvivl om, at hun inderst inde følte noget, man ikke kunne beskrive. Tænk at blive sat i en krop, hvor man lynhurtigt bliver tvunget til at være voksen. Luna var ikke engang ved at lære at gå endnu, hvis hendes krop havde fungeret som enhver andens.

    Jeg så hendes sidde op ad en stor sten med knæene trukket op til hagen og kiggede på menneskerne, som sendte hende mærkelig blikke, når de gik forbi. Jeg gik ned til hende. Det var så længe siden, jeg havde snakket med hende, og jeg havde så mange spørgsmål. ”Hej Luna,” sagde jeg venligt og satte mig ved siden af hende.

    ”Hej Rakian,” svarede hun glad.

    ”Hvad har du lavet i dag?” spurgte jeg for at starte et samtaleemne.

    Hun trak på skuldrene. ”Prøver at finde ud af meningen med ting.”

    ”Er du kommet frem til noget?”

    ”Nej, men jeg har fundet ud af, hvordan man ser forskellen på betvingere og evneløse, og forskellen på gode og dårlige mennesker.”

    ”Det er da ikke så svært at se, hvem der er betvinger. Ham der…” Jeg pegede mod en mand, der trak en boble med vand op af brønden uden at bruge en spand. ”… kan du jo med det samme se er betvinger, fordi han kan betvinge vandet.”

    ”Nej på den anden måde…”

    ”Hvilken anden måde?” spurgte jeg nysgerrigt.

    ”Der er en sølvfarvet silhuet rundt om ham. Du vidste måske ikke, at det var sådan man så forskellen. Tænk at du ikke har regnet det ud,” sagde hun og lo let.

    Jeg rynkede øjenbrynene, mens jeg overvejede, hvordan jeg skulle forklare hende, at jeg ikke kunne se nogen silhuet. ”Du sagde noget med dårlige og gode mennesker?”

    ”Ja. Mennesker har en bestemt farve. Det ved du jo godt. Nogle gange skifter man farve. Hvis man en dag føler kærlighed, måske til en person eller naturen, så bliver man lys og rød. Hvis man er vred på nogen eller tænker onde tanker om noget, så bliver ens farve blandet sort og lilla, og man bliver mørk.”

    ”Så man har en farve, og man er enten lys eller mørk? Hvor ser du den farve henne Luna? Er det ens hud, der tager farve?”

    ”Det kan du da selv se, kan du ikke?” Hun løftede øjenbrynene, men øjnene blev store, da det gik op for hende. ”Det er kun mig, der kan se det? Åh nej, ikke igen.” Hun gemte ansigtet i hænderne.

    ”Det er helt i orden Luna. Du er speciel, og det er du nødt til at se som en god ting, for det er det.” Hun svarede ikke. ”Fortæl mig om folks farver. Jeg vil gerne vide det. Hvilken farve har jeg?”

    Hun løftede hovedet og betragtede mig. ”Du har ikke nogen silhuet,” sagde hun. ”Jo en næsten gennemsigtig en. Orange tror jeg nok, men jeg er ikke sikker. Jeg ved, at det betyder, at du ikke er betvinger når den er gennemsigtig, men jeg tror muligvis den tager farve efter dine forfædre. Dine forfædre var jord- og ildbetvingere. Din farve er lysegrøn. Den sidder ikke på huden, men nærmere indeni. Det er svært at beskrive, for det er en fornemmelse jeg har.” Hun bed sig i læben. ”Du er mørk. Jeg kan se det i dine øjne.”

    Jeg rynkede panden. ”Sagde du ikke, at det er vrede og onde mennesker, der bliver mørk.”

    ”Jeg tror det er forskelligt. Det er ikke så længe siden, jeg begyndte at se farver, så jeg ved det ikke præcist, men jeg tror at lysegrøn betyder godhed. Du vil det bedste for mig, og det er derfor, jeg siger de her ting til dig, men jeg tror din farve er mørk, fordi du holder noget skjult for mig, eller også er du bare nysgerrig. Nysgerrighed er ikke altid en god ting.”

    ”Jeg er imponeret over, at du allerede har så meget styr på det. Hvor længe har du kunnet det?”

    ”Altid,” svarede hun. ”Men inde på borgen Caprit var der så mange grimme farver, at jeg ikke ville se dem, og pludselig havde jeg glemt, hvordan man gjorde. Da jeg så kom her til, huskede jeg det pludselig. Det var underligt. Jeg så farven på dig, den nat jeg vækkede dig, fordi jeg ikke kunne sove. Du fortalte mig om ting der skete, da jeg var lille, og minderne om den gang jeg var lille fik mig til at huske, hvordan jeg plejede at have det så godt omkring dig og Sarina, fordi i havde sådan en behagelig farve. Så så jeg pludselig din farve. Du var helt lysegrøn, og dine øjne skinnede lyst.”

    Jeg smilede i hele ansigtet. ”Det er jeg glad for, men hvorfor stak du af fra mig hele tiden?”

    ”Du fik en anden farve, som jeg ikke kunne kende.”

    ”Hvilken farve?” spurgte jeg.

    ”Den begyndte at blive blå. Jeg ved stadig ikke, hvad det betyder.” Hun slog armene rundt om sine underben og knugede dem ind til sig. ”Jeg forstår det ikke,” mumlede hun.

    ”Jeg ved det godt Luna, men du må holde ud.” Jeg strøg hende ned af håret, der havde fået sin flotte glans tilbage.

    ”Jeg har en masse følelser inde i mig der buldre, men jeg kan ikke slippe tordenvejret fri. Jeg har prøvet at have lyst til at skrige, men jeg kunne ikke og i stedet slog et stort lyn ned lige ved siden af mig. Nogen gange er det som om nogen taler til mig. De vil have mig til at gøre ting, men jeg forstår det ikke." Hun fik en kuldegysning. ”Græsset,” sukkede hun. ”Ligegyldigt hvor jeg sætter mig, så er græsset altid grønnest, der hvor jeg sidder."

    ”Det er da en god egenskab. Gid jeg kunne det. Så slap jeg for at finde et ordentligt sted at sidde.” Jeg smilede opmuntrende til hende.

    ”Ja det er vel en god ting,” mumlede hun.

    ”Jeg er nødt til at spørge om noget Luna,” sagde jeg. ”Du snakkede om, at du ikke kunne klare alle menneskerne, den gang du sad ude på marken. Hvad var der med menneskerne?”

    ”De andre mennesker havde haft en masse underlige farver den dag. Jeg kunne ikke klare alle de blandede følelser på en gang, når jeg så nogle mennesker.” Hun pressede ansigtet ned mod sine knæ. ”Du må ikke få mig til at huske tilbage til den dag Rakian. Jeg får det dårligt.”

    ”Vil du med op til slottet og få noget at spise? Du kan få brød med honning…” lokkede jeg. Hun smilede.

    ”Det vil jeg gerne."

    Vi rejste os og slentrede op mod de høje bygninger til slottet. Luna med sit blik fæstnet til jorden foran sine fødder. Hun brugte alt sin energi på at slippe for at se flere farver, og jeg ville ønske der var en måde, hun kunne slukke for den evne. Det virkede til at tage hårdt på hendes kræfter, og jeg syntes, hun havde nok at kæmpe med i forvejen.

    Uden at se sig for bumlede hun lige ind i en tyk mand med et stort læderforklæde, der omsluttede hans enorme vom. Jeg greb hendes arm, da hun med skræmte øjne vaklede et par skridt tilbage.

    ”Se dig dog for!” sagde han. ”Du fik mig til at spilde!” Jeg kiggede ned og så et væltet krus med en gylden væske, der fossede ud på gruset.

    ”Undskyld,” sagde hun forskrækket og satte sig på hug for at samle op.

    ”Nej lad være med det Luna,” sagde jeg og tog fat om hendes overarm for at få hende op at stå.

    Hun tog sig til hovedet, mens hendes vejrtrækninger blev hurtige og uregelmæssige. ”Stop!” hviskede hun, som om hun snakkede med sig selv.

    ”Stop med hvad Luna?” spurgte jeg blidt.

    Hun rev sin arm ud af min hånd og bakkede endnu mere. ”Jeg kan ikke. Hvad er det, i vil have mig til?” Et hulk brød hendes læber. Hun begyndte at ryste over hele kroppen i takt med at min bekymring steg. Hørte hun stemmer? Så hun andre ting for sig, end vi andre gjorde?

    ”Hvad er der galt med det pigebarn? Få hende væk her fra, inden hun skræmmer livet af folk!” udbrød manden med store øjne.

    ”NEJ!” råbte Luna. Hendes øjne var knebet sammen, og sveden perlede ned af hendes røde kind. ”Jeg forlader jer ikke.”

    ”Hvem snakker du med?” spurgte jeg forsigtigt.

    Pludselig faldt hun sammen på jorden. Hun knyttede sin hånd og slog den hårdt ned i de skarpe sten i gruset med styrke nok til at lave hul i sin hånd, så en lille dråbe blod ramte jorden. Hun bukkede sig ned og lænede panden mod jorden, og hun fortsat rystede og rystede, som om titusinde myrer kravlede ned af hendes knoglede rygrad.

    ”Hun er sindssyg,” råbte manden og fór gennem den ophobende menneskemængde for at komme væk fra Luna.

    ”Luna, lad mig hjælpe dig,” forsøgte jeg, men uden nytte.

    ”Det skal ud. Det skal ud nu!” råbte hun. ”Hvordan?” Hendes stemme blev til en sagte hvisken ned i den hårde grus, der rev hul i hende og fik hende til at bløde.

    Folk hviskede. ”Hun skal spærres inde,” var der en der sagde. ”Hvad bilder hun sig ind, sådan at skabe sig?” sagde en anden, så vreden for alvor begyndte at strømme frem i min krop.

    ”Det her er ikke et show for tilskuere, så vær venlige at gå, hvis i ikke har tænkt jer at hjælpe.”

    Der blev revet i håret og hulket af Luna lige foran mig, og jeg kunne ikke gøre andet end at se på. Hun havde selv sagt det. Jeg kunne ikke hjælpe hende.

    En stor mørk skygge lagde sig ind over byen og markerne. Skyerne trak sig sammen over os, og i det samme man ikke kunne se en eneste lyseblå plet på himlen, stivnede Luna fuldstændig. Der var larmende stille. Ikke engang lyden af træerne, der bevægede sig i vinden kunne høres, for vinden var væk. Solen var væk. Himlen var gemt væk bag de tunge skyer, som strakte sig så langt øjet rakte.

    ”Det kommer ud nu,” hviskede Luna. ”Jeg fandt det.” Og et lille smil gled over hendes røde læber, inden et lyn større og kraftigere end nogen sinde set før sendte et lysglimt ud i luften og flækkede himlen, så regnen stod ned i fede stråler og landede så hårdt på jorden, at vanddråberne blev skudt en håndshøjde op i luften igen.

    Luna knækkede sammen og besvimede på stedet med et lille tilfredst smil stadigt spillende på læben. Jeg vidste ikke, hvad det betød, men noget sagde mig, at Luna endelig kunne få ro. Jeg satte mig på hug ved siden af hende og lagde en hånd på hendes kind, som stadig var varm, og bevægede den ned under hovedet for at løfte det op. Vandet havde samlet sig i hendes øjenhuler og trillede ned af hendes kinder som to tårer, da jeg løftede hendes slappe krop op til mig.

    Vandet sivede ind under tøjet på huden og gjorde mig driv våd, men jeg ænsede det knap nok. Dog lagde jeg mærke til, at folk havde trukket ind i husene og efterladt mig tilbage med Luna hos mig alene. De var bange for hende. De var ikke onde mennesker, men de havde aldrig set noget som det, og jeg vidste, at de ikke trak væk fra den bevidstløse pige, der lå på jorden, men noget der havde skræmt fra vid og sans.

    ”Jeg passer på dig Luna,” hviskede jeg og knugede hendes krop ind til mig. Jeg rejste mig med hendes vægt i mine arme og begav mig op mod slottet i silende regnvejr. Jeg rystede af kulde, men det stoppede mig ikke.

    ”Rakian?” råbte Vildana ovre fra de høje døre, der var blevet lukket for regnvejret. ”Hvad sker der?”

    ”Jeg f-forklare det s-senere,” stammede jeg af kulde. ”Hjælp mig lige.” Jeg kom helt hen til Vildana, som åbnede dørene for mig og lukkede dem efter sig, da jeg bevægede mig ned i køkkenet, hvor jeg vidste der ville være lunt og rart. Jeg lagde Luna på bordet og slog armene om mig selv.

    ”Gå op og klæd om, så tager jeg mig af Luna imens.” Hun viftede mig ud af køkkenet, og jeg adlød modvilligt, for at gå tilbage til mit værelse og finde noget tørt tøj.

    Jeg spekulerede som en gal, over det der lige var sket, og det kunne ikke gå hurtigt nok med at komme tilbage til Luna, der stadig lå på bordet. Vildana havde taget det våde tøj af hende og pakket hende ind i nogle tæpper, men der var stadig ikke så meget som en lillefinger der rørte sig på hende.

    ”Hvad skal vi gøre nu?” spurgte jeg Vildana.

    Hun sukkede. ”Jeg tror, hun skal op i seng, så vågner hun nok selv. Du er nødt til at bære hende Rakian. Jeg er ikke så stærk som du.” Hun klappede mig på skulderen. ”Og så skal du fortælle mig, hvad der skete senere.”

    Jeg nikkede. ”Hvor er de andre?” spurgte jeg, mens jeg løftede Luna op i mine arme igen.

    ”Tailo og Sansan er ude i skoven. Gad vide, hvordan de har det i det her vejr.” Hun kløede sig på kinden. ”Men jeg er altså stort set alene her. De fleste er nede i byen, og der har de nok fundet sig et sted at være til det stopper.”

    ”Jeg går op med Luna. Tak Vildana.”

    Jeg gik op og lagde hende i sin seng. Strøg blidt det våde hår væk fra ansigtet og satte mig på gulvet med et suk. Sikke noget. Jeg håbede bare, Luna i det mindste havde fået ro i kroppen. Måske det var hendes evner, hun havde fået tilbage. Før havde vi jo kun set gnister af hendes kræfter, men måske det her var starten på noget stort.

 

***

 

Jeg vågnede op med et sæt af noget vand, som dryppede ned i mit ansigt.

    ”Hvad i himlens…” udbrød jeg, før jeg opdagede, at jeg havde et lille uvejr i ansigtet. En lille tæt sky der regnede på mit hoved, og Luna der sad og havde en lille fest for sig selv. Hun grinede og grinede, og jeg tror slet ikke, hun havde opdaget, at jeg rent faktisk var vågen. ”Luna!” udbrød jeg.

    Hun bed sig i læben og fjernede den. ”Hej Rakian,” sagde hun lidt for muntert.

    ”Vil du være så venlig at forklare mig, hvorfor du lod en sky regne på mig?”

    ”Undskyld. Jeg kunne altså ikke lade være,” klukkede hun. ”Mine evner virker igen.” Hun smilede over hele ansigtet. ”Det var uvejret der fik mig til at huske det. Se solen skinner,” sagde hun og pegede udenfor.

    ”Hvor er det godt Luna,” sagde jeg begejstret. ”Hvornår vågnede du?”

    ”Jeg ved det ikke. Det var mørkt udenfor, men det regnede stadig, og jeg ville have det til at stoppe, men det kunne jeg ikke uden at lave solskin, så jeg fik solen til at skinne i nat. Jeg ved bare ikke, hvornår det er morgen nu.” Hun rynkede panden. ”Jeg kom til at lave kludder i det.”

    ”Ja det var ikke så godt,” mumlede jeg. ”Så du ved ikke, hvornår det rigtig er morgen, men solen skinner?”

    ”Deromkring,” svarede hun forsigtigt og pillede i sine negle.

    ”Hmm…” Jeg kløede mig på kinden. ”Lad os se om det retter sig selv ud.”

    ”Rakian?” Hun så alvorligt på mig. ”Der er aldrig nogen, der rigtigt har fortalt mig historien om landet. Hvorfor fortæller i mig ikke noget? Forventer i, at jeg ved det hele? Eller er jeg bare en lille baby i jeres øjne?”

    Jeg funderede over, hvordan jeg skulle sige det. ”Tja…” Jeg tøvede. ”Jo, måske er du et barn i vores øjne Luna, men er det så mærkeligt?”

    ”Nej, men hvorfor fortæller i mig ikke noget? Måske er der mange ting jeg ikke ved og ikke kan forstå, men jeg er vel ikke helt baby indeni. I behøver ikke skåne mig for informationer, eller tro jeg ikke kan holde noget hemmeligt. Så lille er jeg ikke.”

    ”Det kan vi jo ikke vide. Vi har bare set det som en selvfølge, at du var mere som en baby, fordi du ikke har den samme erfaring.”

    ”Lyder jeg som en baby, når jeg taler?”

    ”Nej, det gør du ikke. Du har et voksent syn på mange ting.” Jeg sukkede. ”Sandheden er, at vi ikke er helt sikre på, hvad vi kan forvente fra dig. Du har ikke samme slags sind som os andre. Det er derfor, vi så gerne vil vide alle de ting om dig først.”

    ”Har i slet ikke tænkt på, at hvis i var ærlige overfor mig, så var jeg også ærlig overfor jer? Jeg bryder mig ikke om, at folk der stort set er fremmede for mig begynder at spørge mig om ting.”

    ”Det har du ret i,” svarede jeg tænksomt. ”Ville du få det bedre, hvis jeg fortalte historien? Vil du forstå, det vi er i færd med lidt bedre så?”

    ”Meget bedre!”

    ”Jeg er ikke sikker på, jeg kan huske det, men nu prøver jeg…” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...