Ilden i mig - Anden bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2014
  • Opdateret: 29 maj 2014
  • Status: Færdig
The story goes on... Sarina er på vej ind i Safir Bismara med mod på sjælen ved tanken om at skulle møde sin mor. Det hele ender dog i et familierod, som Sarina aldrig havde troet, hun var en del af, og den eneste hun har tilbage at stole på er faktisk sig selv. Det er et drama med nye venner, familie og underlig kærlighed. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - anden bog ud af tre.

26Likes
8Kommentarer
2582Visninger
AA

14. En ødelagt mand

Rakian

Sall lignede sig selv. Ruiner fra ende til anden, og en sørgelig øde stemning lå over byen, ligesom da vi kom første gang. Tailo og jeg havde ledt efter Rosa, men hun var der ikke. Hun lå heller ikke, hvor Sansan havde set hende dø, og det fik håbet til at spire. Måske var hun alligevel i live.

    Vi red ud og ind ad skoven og finkæmmede efter spor, men fandt intet og efter flere timer opgav vi. Håbet om, at hun var i live var der, men hvad nyttede det, når vi ikke kunne finde hende. Derfor besluttede vi at tage til Berna. Se om Vildana stadig holdt til der, for hvis hun gjorde, kunne hun hjælpe os. Tailo og jeg havde besluttet os for at finde de fleste af dem, der var drevet bort fra både hus og hjem i både Sall, Thornag og Dio. Kunne vi finde dem, kunne vi overbevise dem om at tage med til Thornag.

    ”Synes du ikke at det er en smule besynderligt?” spurgte jeg.

    ”Hvad er?” svarede Tailo.

    ”Det er da en smule besynderligt, at Vatokan hele tiden indtager byer og ødelægger dem, men han bruger ikke byerne til noget. Hvorfor mon?” Han så tænksom ud.

    ”Vatokan hader evneløse mennesker. Jeg gætter på, at hans eneste mål er at udrydde så mange så muligt. Koldblodet som han nu er.” Han rystede på hovedet.

    Jeg spekulerede lidt over det, mens vi red videre. Vatokan havde jo haft succes med det. På vores rejse havde vi ikke stødt på retmange flygtninge, men man kunne blot håbe, at de havde søgt ly i nogle af de nærliggende byer, for ellers havde Vatokan godt nok være grundig.  

    Hele dagen red vi uden stop. Vi ville nå til Berna så hurtigt så muligt, så vi kunne snakke med Vildana, og om aftenen da solen var ved at forsvinde i horisonten for at blive erstattet af månen, kunne vi se de høje murer, som omgav byen. Vi red lige ind, mens vi skævede til de snorkende vagter ved porten. Hvorfor have vagter, når de alligevel satte sig til at sove?

    Vi stod af og gik hen af stien mellem de sovende huse, hvor kun meget få af dem havde lys i vinduerne. Jeg havde svært ved at huske, hvilket et Vildana boede i, men pludselig kunne jeg i et af vinduerne se hendes ansigt med de vildfarne krøller, der snoede sig ned om hendes runde kinder, og jeg sukkede af lettelse.

    ”Det er her,” sagde jeg og bandt Mikka fast til en pæl, der stod der til formålet. Tailo gjorde det samme og fulgte mig med hen til døren, hvor vi bankede tre bank.

    Døren blev åbnet, og der stod hun. Lettere chokeret så hun ud, men glad for at se os. ”Rakian!” udbrød hun. ”Hvor er det godt at se dig… og Tailo er med. Jeg var så bange for i ikke ville finde ham, selvom jeg skrev det i brevet til jer.” Hun åbnede døren helt og lod os ind. ”Hvorfor kommer i så sent på aftenen, og hvor er Sarina?”

    ”Sarina er i Safir Bismara,” svarede Tailo. ”Vi kom til dig, fordi vi har brug for din hjælp til noget.” Hun nikkede og viste os hen til bordet.

    ”Hvad kan jeg gøre for jer?” spurgte hun så. ”I skal for resten snakke lidt lavt, for ham jeg bor hos sover lige derinde.”

    Jeg nikkede forstående. ”Kan du huske Rosa. Hende vi tog med os den gang?” Hun nikkede nysgerrigt, og jeg begyndte at forklare hende det hele. Fortalte hende hver enkel spinkle lille detalje om vores rejse, og da jeg fortalte hende om Rosa, kunne man se hendes pjuskede øjenbryn trække sig sammen af frygt for at åbne for vandsluserne.

    ”Så hvad skal i bruge mig til?” spurgte hun, da jeg var færdig.

    ”Sarina er overbevist om, at Abokarien, som vi kalder Luna, ikke skal være i Safir Bismara og heller ikke på borgen Caprit, hvor hun befinder sig nu. Hun har fundet på at tage Luna med til Nordlandet, men hun har bedt os om at overbevise folk om at holde med hende. Spørg mig ikke, hvordan hun har tænkt sig, at vi skulle gøre det med hele Nordlandet, men vi har i hvert fald tænkt os at gøre et forsøg.”

    ”Vil i tage rundt til alle byerne i hele Nordlandet for at vinde deres tillid?” spurgte hun skeptisk.

    ”Ikke direkte. Vi er kommet på den ide, at vi vil finde en masse flygtninge, som er blevet jaget bort fra både hus og hjem i Thornag, Sall og Dio, og overbevise dem om at tage med tilbage til Thornag. Vi tænkte, at siden de alligevel ikke har noget hjem, kunne de have interesse i at starte et nyt samfund op igen i Thornag. Bygge husene op igen og den slags.” Jeg syntes selv, jeg lød meget overbevisende. Vores ide var da god, selvom det ville tage tid at få sat op.

    ”Virkelig?” spurgte hun forundret.

    ”Det var derfor jeg tænkte på dig, for det kunne være, at du vidste, om der bor folk fra Thornag her.”

    ”Dem der bor her er skrækslagne for at flytte tilbage. Dem får vi ikke meget ud af,” svarede hun. Hun havde nok ret, men vi var nødt til at forsøge.

    ”Kan du ikke bare tale med dem?” spurgte jeg.

    ”Mig?”

    ”Du kender dem og de stoler på dig. Tror du ikke, du kunne sige et par kloge ord?”

    ”Hør her Rakian, det er ikke så let, som du tror. I den her by er der tykke mure omkring dem. Her føler de sig trygge.”

    ”Her inde er der ikke nogen steder at flygte hen, hvis der skulle ske noget, og her er overbefolket. Der er ikke jord nok til alle, så de vil bare ødelægge det for sig selv, og alle de andre der har boet her hele deres liv, hvis de bliver her.”

    ”Fint. Jeg vil snakke med dem, jeg kan finde.”

    ”Hvor mange er der?” spurgte jeg.

    ”Mange. Omkring hundrede måske. Jeg taler med dem, jeg kan finde.”

    ”Tak skal du have. Det betyder meget, at du vil hjælpe os, og det ville betyde endnu mere, hvis du engang ville have lyst til at flytte tilbage til Thornag igen. Det ved du jo.”

     ”Jeg troede aldrig du ville spørge,” sagde hun muntert. Hvornår tager i af sted igen?” spurgte hun.

    ”Vi tager til Thornag med det samme,” svarede Tailo. ”Vi går i gang med det samme, og tager imod alle der ønsker at hjælpe os.”

    ”Bliv og sov. I kan også få lidt mad, og så kan i tage af sted i morgen,” sagde hun venlig.

    ”Meget gerne. Tak Vildana,” svarede jeg.

    Og det gjorde vi. Vi nød Vildanas gæstfrihed, spiste hendes dejlige mad og sov godt den nat. Næste morgen besluttede vi at ride til Dio, bare for at se, hvordan det stod til. Jeg havde ikke været der, siden vi blev jagtet på flugt hos Monikka og Max, og jeg havde en fornemmelse af, at Dio havde fået samme tur som Sall og Thornag, men ikke desto mindre måtte vi finde ud af det. Så der gik turen hen, men det var blot et enkelt stop fra Thornag.

    Tailo var en fin rejsepartner. Jeg vidste udmærket godt, at han ikke havde været ret begejstret for mig til at starte med, men efter han havde haft diskussionen med Alia, som Sarina havde fortalt mig om, så behandlede han mig som en hver anden. Vi fik os nogle gode snakke, som for det meste om Thornag og gamle dage. Han var meget interesseret i at høre om Sarina, den gang vi boede i Thornag. Den gang havde hun været uansvarlig og barnlig. Hun havde været så vant til at få, hvad hun ville have, at hun for det meste opførte sig som en forkælet møgunge, og jo det havde gået mig på af og til, men jeg havde altid bare ignoreret det. Og jeg skulle da lige love for, at hun lærte noget, da vi flygtede fra Thornag. Det var som om, hun lige fra den ene dag til den anden var blevet ti år ældre.

    Vi befandt os ikke mange meter væk fra de første huse i Dio. Den by, hvor Sarina og jeg havde efterladt Max og Monikka og stukket af. Lettelsen skød igennem mig, da jeg så hvor lidt der var sket. Ting var ødelagt, men folk levede og byggede det op igen i modsætning til Thornag. Sidst vi havde været i Thornag, var der ikke et øje.

    Det føltes som en evighed, til jeg kom ned for enden af byen, hvor jeg kunne se det velkendte store hus. Jeg mærkede følelsen af deja-vu, da jeg hoppede af Mikka og gik op til verandaen, men da jeg trådte ind ad døren, var noget forandret. Der var intet liv, og lugten af ensomhed og tab overvældede mig. Det så ud som om, at der ikke var rørt en finger i flere uger, og da jeg lod en finger glider over et bord, samlede der sig et tykt lag støv på huden.

    ”Monikka? Max?” kaldte jeg og fortsatte ind i rummet ved siden af. Ved siden af pejsen sad en sorthåret mand og sov med hovedet ned i bordet og et løst greb om et krus øl. En mand jeg genkendte til at være Max.

    ”Hvem er det?” spurgte Tailo med øjenbrynene helt oppe i panden.

    ”Det er min onkel,” mumlede jeg og gik tættere på. Jeg løftede hånden og puffede til ham, så han udstødte et anstrengt grynt.

    ”Jeg har jo sagt, jeg ikke gider have jer rendende!” gryntede han. ”Forsv…” længere nåede han ikke, før han opdagede, hvem der stod foran ham. ”Rakian?” næsten hviskede han.

    ”Max, hvad er der sket?” spurgte jeg.

    Hans øjne kneb sig sammen, og hans læber blev til en smal streg. ”De har taget alt fra mig. Alt siger jeg dig,” sagde han opgivende og greb hårdt fat i sit lidt for lange sorte hår, der i tindingerne var begyndt at tage en gråhvid farve.

    Tailo og jeg satte os ned og så bekymret på den ødelagte mand, som sad foran os. ”Hvor er Monikka?” Jeg turde næsten ikke spørge, men jeg måtte vide det.

    Hans underlæbe bævrede, men han tog en dyb indånding og vendte blikket mod bordet. ”Hun er… hun er her… ikke mere,” næsten hviskede han. Med rystende hånd greb han ud efter ølkruset og førte den op til munden og bundede. Han satte kruset hårdt ned i bordet og tog endnu engang hårdt fat i sit hår. Jeg spekulerede på, hvor mange gange, han havde gjort det i de sidste par uger.

    Monikkas død kom som en stor sorg for mig, det kunne jeg ikke benægte, men jeg lod ikke mig selv føle det. Jeg forsøgte at koncentrere mig fuldt ud om at hjælpe Max i stedet.

    ”Gå!” Det var ikke mere end en hvisken, men man kunne fornemme kraften i stemmen.

    ”Hvorfor skal vi gå?”

    ”Gå fra mig. Jeg kan ikke holde jer ud! Jeg kan ikke holde nogen ud, så bare lad mig være alene.” Han rejste sig og gik ud for at fylde sit krus. Lager eller ej… hvis han fortsatte sådan, så ville der snart ikke være mere.

    ”Tror du, du skal have mere af det?” spurgte jeg og rejste mig op, for at gå hen til ham.

    Han hamrede håndfladen ned i bordet og trampede hen mod mig, greb fat i min trøje ved halsen og så mig lige ind i øjnene. ”For-svind!” Han trak det ud i to stavelser for at gøre sin pointe helt klar. Han så ned på sin hånd og opdagede, hvad han havde gang i. Hurtigt slap han mig og gik hen og satte sig på en stol igen.

    ”Det kan jeg ikke,” hviskede jeg og tog mig til halsen, mens jeg kom mig over chokket. ”Hvis jeg går, så efterlader jeg dig her til at dø, og det kan jeg ikke.”

    ”Det siger de alle sammen.”

    ”Hvem?”

    ”Alle de små damer. De kommer med mad og den slags, men jeg har ikke brug for nogen. Det eneste de har fået lov til er… er at...” Han sukkede. ”De tog hende med ud.”

    ”Hvor ud?”

    ”Jeg ved det ikke. De har vel begravet hende eller sådan noget,” mumlede han.

    ”Har du ikke været og besøge hende?” Han rystede på hovedet.

    ”Jeg kan ikke…” Der var stille lidt. ”Vil i ikke godt gå?” bad han.

    ”Nej.”

    Max rystede opgivende på hovedet. ”Så i vil hellere sidde her sammen med en gammel idiot, der drikker sig væk, fordi han ikke kan holde livet ud. Jeg hader det her sted. Jeg kan ikke holde ud at være her og blive mindet om noget som helst.” Han så op på mig. ”Det er også jeres skyld!”

    ”Vores skyld?”

    ”Ja! Hvis ikke du havde hende der tøsen med, så havde de aldrig sat deres fod i den her by!”

    Måske havde han ret, men vi kunne jo ikke gøre for det.

    ”Hvis du hader det her sted, hvorfor bliver du her så?”

    ”Hvor vil du have, jeg ellers skal tage hen? Desuden er det her det eneste sted, jeg kan drikke gratis. Så dør jeg nok af det, men det er vel bare sådan det er.” Jeg kunne simpelthen ikke holde ud at se ham ævle løs om alle sine sørgeligheder. Han skulle væk fra det her sted, og det kunne ikke gå hurtigt nok.

    ”Tag med os,” foreslog jeg.

    ”Nej!” Mere havde han ikke at sige.

    ”Jo Max. Det er for dit eget bedste. Tag med os til Thornag og hjælp os med at skabe byen igen. Så kan du få tankerne lidt væk.” Han rystede på hovedet.

    ”Jeg kan ikke tænke på andet.”

    ”Det er fordi du sidder her inde med fire vægge omkring dig til at håne dig. Hvis bare du kom ud og fik noget at lave, så kunne du måske finde dig selv igen. Kom nu Max… du plejede altid at grine og være den morsomme.”

    ”Nå men det er jeg ikke mere, så lad være med at spilde din tid.”

    ”Kom nu…”

    ”Nej!” Det var ikke til diskussion. Det behøvede man ikke at være intelligent for at se.

    ”Du ved du altid er velkommen Max.” Han gryntede bare. ”Hvis du ombestemmer dig, så er vi i Thornag. Glem ikke det.” Han svarede ikke, men blev bare siddende helt paralyseret og ventede på, at vi ville efterlad ham alene med sin sorg.

    Jeg så kort på Tailo, inden jeg sukkede og gik ud til Mikka. ”Forbandet!” råbte jeg og sprang op i sadlen.

    ”Hvad skulle du have gjort Rakian? Der var ikke mere du kunne gøre,” sagde Tailo og satte sig op i sin egen saddel.”

    Jeg rystede bare på hovedet og fik Mikka i bevægelse. Der blev sat i galop, og ikke længe efter var vi ude af byen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...