Ilden i mig - Anden bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2014
  • Opdateret: 29 maj 2014
  • Status: Færdig
The story goes on... Sarina er på vej ind i Safir Bismara med mod på sjælen ved tanken om at skulle møde sin mor. Det hele ender dog i et familierod, som Sarina aldrig havde troet, hun var en del af, og den eneste hun har tilbage at stole på er faktisk sig selv. Det er et drama med nye venner, familie og underlig kærlighed. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - anden bog ud af tre.

26Likes
8Kommentarer
2600Visninger
AA

30. Du er ikke alene

Rakian

Du kan ikke fange mig!” råbte Luna og grinede sin perlende latter, mens hun sprang over stengæret omkring en af markerne. Hun hoppede ned på fødderne og spænede over jord og græs.

    ”Argh! Luna kom tilbage!” råbte jeg irriteret. Jeg magtede ikke at løbe efter hende. Så jeg sparkede irriteret til et lille tyndt træ, der næsten knækkede ved slaget. Lad os bare sige, at jeg blev sat på prøve en gang imellem. Jeg fandt ud af, hvad det ville sige at have børn, og Luna var bestemt ikke bange mere. Godt nok beundrede jeg, at hun lige fra den ene dag til den anden kunne beslutte sig for ikke at være bange, men ligefrem at blive en frygtløs møgunge, havde jeg ikke regnet med.

    ”Hvad skete der?” grinede Tailo bag mig.

    Det var lige før jeg skar tænder. ”Jeg ved hun kan, og hun ved det, men hun nægter, og det driver mig til vanvid! Hvorfor kan hun ikke bare for en gangs skyld samarbejde i stedet for at flygte hver gang?” udbrød jeg.

    Tailo tog fat i begge mine skuldre og så mig ind i øjnene. ”Rakian prøv at hør… Luna lader som om, hun ikke er bange for noget, men indeni er hun ved at knække. Giv hende tid! Hvis du presser hende til at fortælle ting, hun ikke har lyst til at fortælle, så finder du aldrig ud af det, du søger efter at vide.”

    ”Men hvad vil du have, jeg skal gøre? Vi har virkelig brug for at finde ud af, hvilke evner hun har. Jeg ved, hun ved det!”

    ”Måske ikke Rakian.” Jeg tog fat om min næseryg med tommel- og pegefinger. ”Måske er hun så bange for sine evner, at hun simpelthen bare har besluttet sig for, at hun ikke har dem. Måske har hun været foruden dem så længe nu, at hun slet ikke kan huske, hvordan hun bruger dem.”

    ”Hun er stædig er hun.”

    ”Slap af Rakian. Det er i hvert fald ikke sådan der, du vinder hendes tillid.” Jeg hadede virkelig når Tailo havde ret. Og det havde han. Det vidste jeg, og jeg havde vidst det længe.

    ”Jeg går hen og ser til Max,” mumlede jeg og lod armene falde ned langs siderne.

    ”Godt,” sagde han og klappede mig på skulderen, da jeg gik forbi.

 

***

 

Jeg havde fået mig en sludder med Max og fået tankerne drejet anden retning, men det var ved at være på tide at finde Luna igen. Måske så hun voksen ud, men hun var ikke gammel nok til at passe sig selv, og nogen måtte holde øje med hende.

    Jeg så mig omkring og hilste på nogle mennesker i byen, lige inden jeg så en skikkelse sidde på et af husenes tage. Den skikkelse kendte jeg alt for godt, og jeg vidste også, at jeg aldrig ville få vedkommende ned fra taget af egen fri vilje.

    Jeg sukkede og begyndte at gå hen til huset. Luna havde ikke set mig, så jeg sneg mig om på den anden side, hvor der rigtig nok stod nogle kasser, som hun højst sandsynligt havde brugt til at kravle op på. Jeg prøvede så lydløst så muligt at træde op på den første kasse, der knirkede. Det var et af de huse, som ikke havde stråtag, men brædder der var sømmet tæt sammen. Det gjorde det lettere at klatre på, så jeg tog et skridt længere op, da jeg så hendes skuldre trække sig sammen efterfulgt af et snøft.

    ”Hvad er der galt Luna?” spurgte jeg roligt.

    Hun drejede hovedet hurtigere end et søm ville falde til jorden og stirrede på mig. ”Jeg vil ikke,” sagde hun stille og drejede hovedet tilbage, mens hun gled ned af taget og landede på fødderne.

    ”Nej du må ikke stikke af igen,” udbrød jeg og hoppede ned fra kasserne for at løbe efter hende. ”Jeg lover jeg ikke presser dig til at sige noget, før du er klar,” råbte jeg efter hende, men hun var allerede løbet, så jeg satte af efter hende. ”Luna stop, så jeg kan hjælpe dig med, hvad end der er galt!”

    ”Du kan ikke hjælpe mig,” råbte hun tilbage, men heldigvis var hun træt i benene og begyndte at løbe langsommere.

    ”Bare stop. Vil du ikke nok Luna?” bad jeg.

    Jeg satte farten op, og indhentede hende. Jeg tog hendes hånd og sænkede farten, til vi til sidst stod stille. Hun forsøgte ikke engang at løbe fra mig igen.

    ”Undskyld,” sagde jeg roligt. ”Undskyld jeg gjorde dig ked af det.”

    ”Du gjorde mig ikke ked af det.”

    ”Hvem gjorde så?”

    Hun satte sig i græsset og begyndte at pille skidt ud af sine negle. Jeg var overrasket over hendes handlig og satte mig på hug ved siden af hende, mens jeg overvejede, hvad jeg skulle sige. Jeg blev forbløffet da græsset omkring hende blev grønnere, da hun havde sat sig på det, og før jeg vidste af det, sad hun og hulkede ned i sine håndflader.

    ”Hvorfor?” spurgte hun og plukkede græsset. ”Græsset bliver grønnere…”

    ”Hvorfor bliver du så ked af det over det Luna? Du er nødt til at sige til dig selv, at det er en god ting, at du har de her evner.”

    ”Nej. Jeg er ikke noget menneske,” hulkede hun.

    ”Vidst er du så,” svarede jeg. ”Du er i hvert fald ikke noget dyr.”

    ”Hvad er jeg så?” Hun stirrede trodsigt ind i mine øjne. ”Når jeg har gjort, det jeg skal, så dør jeg bare. Hvorfor er jeg ikke ligesom jer andre?”

    ”Hvad er det du er bestemt til at gøre?” spurgte jeg.

    Hun hamrede hånden ned i græsset. ”Det ved jeg ikke. Det har jeg jo sagt!”  

    ”Hvis bare du ville fortælle mig om dig. Jeg vil så gerne hjælpe dig Luna,” sukkede jeg.

    ”Du kan ikke hjælpe mig!” snøftede hun. ”Jeg savner Sarina!”

    ”Det gør jeg også,” sukkede jeg.

    ”Sarina har det godt Rakian.” Hun skiftede brat ansigtsudtryk.

    ”Hvordan ved du det?”

    Hun bed sig i læben. ”Det ved jeg bare.”

    ”Hvordan Luna? Har du kontakt til hende?” Jeg var meget ivrig efter at vide alt, hvad der havde med Sarina at gøre.

    ”Nej,” svarede hun kort for hoved.

    Jeg erkendte, at jeg ikke ville få mere ud af hende end det, men det var også nok. At vide at Sarina var i live var mere, end jeg turde bede om. ”Hvis jeg nu lover dig, at jeg ikke vil tvinge dig til at fortælle noget, eller gøre noget du ikke har lyst til, vil du så ikke lade være med at stikke af? Jeg er bange for, at du skal komme noget til Luna, for… du er jo ikke så erfaren.”

    Hun svarede ikke.

    ”Kom Luna… så går vi tilbage til slottet. Er du ikke sulten?”

    Hun nikkede tavst og lod mig trække hende op at stå. Hun var stadig let som en fjer, men det regnede jeg med snart ville blive lavet om.

    ”Rakian?” spurgte hun tænksomt.

    ”Ja?” sagde jeg opmuntrende.

    ”Hvorfor vokser jeg ikke mere? Jeg plejede at vokse hele tiden. På et tidspunkt kunne jeg endda se mine fingre var blevet længere i løbet af natten, men jeg står helt stille nu. Er der noget galt med mig?”

    ”Der er ikke noget galt med dig. Hvis jeg husker rigtigt, var det meningen, at du ville stoppe med at vokse, når du har voksen størrelse, og det er du jo nu.”

    ”Det forstår jeg ikke,” mumlede hun.

 

***

 

Det bankede på min dør, men vedkommende gik alligevel ind uden tilladelse. ”Undskyld, men jeg ville bare lige fortælle at Vick, Galia og Jeg tager af sted i morgen, når solen er stået op,” annoncerede Malum i døråbningen. ”Vi har brug for at komme tilbage til vores familier, og vi ved ikke endnu, hvornår vi kommer tilbage. Jeg synes bare, du skulle vide, at det var pænt af jer at lade os blive. I har ændret mit syn på jer evneløse, og det var nok meget godt.” Han smilede skævt og kløede sig på armen.

    ”I er mere end velkomne til at komme tilbage Malum. Det ved du jo,” svarede jeg.

    ”Tak. Og det gør vi også på et tidspunkt, men det er uvist hvornår.”

    ”Hav det godt så længe og pas på jer selv. I skal også lige huske, at vi gerne vil holde det her hemmeligt så længe det er muligt, så lad være med at fortælle noget til Alia. Hun behøver ikke vide noget endnu.” Han nikkede forstående og gik sin vej ud af døren igen.

    Dagen efter sagde vi farvel til dem, og det var til Lunas store sorg. Hun stak selvfølgelig af, men denne gang var hun ikke til at finde. Jeg ledte i lang tid, og fandt hende sidde på et blødt, meget grønt græsstykke ude på marken og græd for sig selv i stilheden.

    ”Hvorfor kan du ikke bare lade være med at følge efter mig?” hulkede hun. Selvfølgelig vidste jeg, at det måtte være irriterende at have en til at holde øje med sig altid, men jeg kunne ikke bære, hvis hun skulle komme noget til på grund af sin uvidenhed.

    ”Undskyld Luna, men det er kun fordi, jeg holder af dig.” 

    Et snert af galskab faldt over hendes ansigt, og hun tog arrigt fat i sit hår med rystende hænder. ”Forsvind fra mig!” råbte hun, så fuglene flygtede fra deres reder i trætoppene.

    Jeg bakkede et skridt tilbage i chok over hendes udbrud. ”Luna…” sagde jeg stille. ”Hvad sker der med dig?”

    ”Jeg ved ikke, hvad jeg gør… gå væk fra mig!” sagde hun med skingrende stemme. Tårerne strømmede ned af kinderne fra hendes røde opsvulmede øjne, og hendes knoer var hvide af at trække så hårdt at i sit hår.

    Jeg bakkede endnu længere væk og satte mig på hug i græsset. Jeg vågede ikke at sige et eneste ord af frygt for, hvad hun kunne komme til at gøre. Nok var hun et barn indeni, og nok mente hun ikke, at hun besad nogen evner, men jeg havde ikke glemt, hvilket uvejr hun kunne fremstille, da hun var lille. Jeg havde ikke glemt, at hun var bestemt til at udføre en opgave, som kun hun kendte til.

    ”Mennesker…” mumlede hun, mens hun vuggede frem og tilbage. ”Jeg kan ikke klare alle de mennesker. I skal holde jer fra mig,” hulkede hun sagte.

    ”Vi holder os fra dig Luna. Vi bliver væk, så længe du har brug for det, men vil du ikke nok være sød at fortælle mig, hvad der sker?” forsøgte jeg, men hun rystede vildt på hovedet og begravede sit ansigt i sine knæ.

    ”Jeg ved ikke, hvad der sker! Hold dig fra mig!” Hendes stemme var hård og kold. Koldere end jeg nogensinde havde hørt hende tale til nogen. ”Vil du ikke nok Rakian. Vil du ikke nok gå?” bad hun.

    Jeg tøvede, men valgte at nikke. ”Jo. Jeg går.” Hun slappede en anelse mere af i musklerne, da det var gået op for hende, hvad jeg sagde. ”Jeg går nu, og jeg spørger ikke om noget, når du kommer tilbage. Du skal aldrig være bange for at komme tilbage Luna.” Jeg rejste mig og vendte mig om for at gå min vej. Jeg så ikke tilbage selvom om lysten til at holde om hende og trøste hende var ubeskrivelig stor. Jeg gik bare.

 

***

 

Jeg vandrede frem og tilbage ude af stand til at slappe af. Mørket havde lagt sig over borgen, og gårdspladsen lå øde hen. Luna var derude et sted. Helt alene i verden. Måske græd hun, eller måske sad hun og betragtede stjernerne, mens hun spekulerede over alle de ting, hendes unge hoved buldrede med. Uanset hvad, kunne jeg ikke slappe af, før jeg vidste, at hun havde det godt.

    Det gav mig et chok, da et lyn flækkede mørket i et glimt, der lyste det hele op i et splitsekund. Det slog ned i skoven, og noget sagde mig at det ikke var helt tilfældigt.

    ”Vær nu sød Luna,” mumlede jeg. ”Kom tilbage.” Jeg sukkede tungt og dumpede ned på marmortrappen til slottet.

    ”Kom ind og sov, Rakian!” sagde Tailo fra øverste trin på marmortrappen og gabte tungt.

    ”Jeg kan ikke Tailo. Ikke når hun ikke er kommet tilbage.”

    Han tog spontant fat i min overarm og trak mig op at stå. Jeg trak arrigt armen til mig og trådte et skridt væk fra ham.

    ”Hvad laver du?” udbrød jeg.

    ”Gå ind og sov!” sagde han bestemt.

    ”Jeg kan ikke sove.”

    ”Så lad som om!”

    ”Hvorfor skal jeg lade som om? Det er bare dumt, når jeg vil have Luna til at forstå, at jeg gerne vil hjælpe hende. Hun er nødt til at vide, at jeg er der for hende.”

    Denne gang tog han ikke bare fat i mig arm, men han tog en god håndfuld af mit tøj oppe ved halsen og sørgede for, at jeg stod lige ud for hans dømmende øjne. ”Hvis du sidder der som en eller anden hønemor, så betror hun sig aldrig til dig!” hvæste han. ”Du er nødt til at forstå, at Luna ikke har et sind som andre mennesker. Vi ved ikke, hvad der foregår inde i hendes hoved, og det du har gang i skræmmer hende.”

    ”Hvordan kan det skræmme hende?”

    ”Husk på, at hun er blevet udsat for nogle ubehagelige ting på borgen Caprit. Folk har tortureret hende for informationer, og hvis jeg ikke tager meget fejl, er det derfor hun har lukket fuldstændigt af. Hendes krop gik i forsvarsposition og fik hende til at glemme vigtige ting. Nu er hun ved at huske igen, og kommer til at gøre ting hun ikke har magten over mellem en masse mennesker, som ikke kan forstå hende. Du er nødt til at tage den med ro!”

    ”Men hun skal ikke føle sig alene…”

    ”Det gør hun heller ikke.” Han slap min trøje. ”Du har vist hende, at hun kan komme til dig, og nu er det op til hende at finde ud af det her på egen hånd. Du vil gerne hjælpe, men du er nødt til at få ind dit hoved, at det ikke kan lade sig gøre. Ikke endnu i hvert fald. Hvis du vil sikre dig, at hun har det godt, så hold øje med hende lidt diskret i stedet for at jagte hende.” Han stak hænderne i lommerne. ”Gå i seng!”

    Ikke et ord mere sagde han, før han drejede om på hælen og gik sin vej.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...