Ilden i mig - Anden bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2014
  • Opdateret: 29 maj 2014
  • Status: Færdig
The story goes on... Sarina er på vej ind i Safir Bismara med mod på sjælen ved tanken om at skulle møde sin mor. Det hele ender dog i et familierod, som Sarina aldrig havde troet, hun var en del af, og den eneste hun har tilbage at stole på er faktisk sig selv. Det er et drama med nye venner, familie og underlig kærlighed. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - anden bog ud af tre.

26Likes
8Kommentarer
2588Visninger
AA

13. Du er bare en pige!

Lav en flamme i håndfladen,” sagde Jannok, Malums far.

    I lang tid havde vi bare siddet på en fredelig græsplæne og øvet om og om igen på den samme øvelse, som Malum havde introduceret mig til. Denne gang måtte jeg bare ikke åbne øjnene, da jeg skulle lave flammen, og det komplicerede jo sagen lidt. Mit temperament var nærmest bundet til mine evner, så når jeg slappede helt af, kunne jeg ikke finde den energi frem, som der skulle til.

    ”Jeg kan ikke,” mumlede jeg.

    ”Jo du kan.” Jannok lød ufattelig meget ligesom sin søn, når han sagde det, og det kunne jeg ikke lade være med at blive distraheret af.

    Men trods det prøvede jeg målrettet igen, og jeg fandt min bedste viljestyrke frem. Jeg gjorde ligesom Malum havde fortalt mig og fokuserede på, at jeg skulle lade ilden bevæge sig ud og ikke trække den. Lettere sagt end gjort, men det skete langt om længe, og ilden i kroppen skød frem i mine årer. Jeg startede med at fokusere på at slappe af, mens jeg følte ilden sprede sig i mine muskler, og jeg nød som altid fornemmelsen. Denne gang var hele følelsen bare meget mere koncentreret, end den plejede, fordi jeg fokuserede så meget på den.

    Nogen rørte ved min arm. ”Hun er brand varm,” kom det fra Malum, der sad ved siden af mig.

    ”Fint Sarina. Prøv med en flamme i håndfladen igen.” Jeg gjorde som han sagde, og der kom det. Flammen blafrede lystigt som mit eget lille blæsevejr, og et smil prydede mine læber. ”Fantastisk!” Udbrød han. ”Åbn øjnene.” Og det gjorde jeg og så min smukke flamme.

    ”Ligeså meget som jeg hader at sige det, så må jeg indrømme, at du var hurtig til at lære det,” sagde Malum. ”Det tog mig to uger, og se hvor hurtigt det går for dig.”

    ”Der spirer et stort talent i dig min ven,” indvendte Jannok. ”Jeg er yderst fascineret af din tankeblokering. Du bliver noget stort en dag, det ved jeg. Du skal overhovedet ikke lytte til Alia. Hun har ikke en ide om, hvad hun snakker om, og du kan lige våge på at tro på de ting, hun fortæller dig.”

    Jeg havde selvfølgelig fortalt dem om de ting, jeg havde hørt Alia sige. Jeg følte, at de havde ret til at vide det. Jeg kunne ærligt talt ikke forstå, hvorfor de var blevet i Safir Bismara, for de hørte overhovedet ikke til, og Astan levede ikke mere til at kunne bestemme, at de ikke måtte være i resten af Nordlandet.

    ”Ildfolket er meget fredelige. Folk er bare skræmte over, hvilke skader vores evner kan forvolde. Det er også sandt, men hvem siger, at vi alle sammen render og ødelægger ting for sjov skyld. Vi er ganske almindelige mennesker med et anderledes temperament, end de kan forstå. Men skal jeg være ærlig, tror jeg aldrig Ildfolket kommer til at arbejde sammen med de andre former for betvingere. Jeg kan bare ikke se det for mig," fortalte Jannok.

    ”Jeg tror godt, det kan lade sig gøre," svarede jeg.

    ”Det får vi vel at se, hvis vi lever så længe.” Han lo hæst. ”Hør Malum, skulle i ikke over til Vick? Var der ikke noget, han skulle hjælpe jer med?” Jeg vendte blikket mod Malum.

    ”Er der noget, jeg ikke har fået at vide?” spurgte jeg forvirret.

    ”Jeg har muligvis fået Vick til at hjælpe os. Vi skal der over nu,” sagde han og rejste sig.

    Jeg kom på benene og smilede til Malums far. ”Tak for hjælpen.”

    ”Du kan bare komme i morgen også. Vi er skam ikke færdige.”

    Malum tog mig med ned til et hus længere nede af vejen, hvor vi blev lukket ind af en høj, ranglet dreng med lyst hår, hvilket ikke gav mening, eftersom jeg aldrig havde set en lyshåret ildbetvinger. Vi præsenterede hurtigt hinanden og satte os ved spisebordet.

    ”Hvad er det så, du skal have hjælp til?” spurgte Vick.

    ”Jeg skal have hjælp til at rede Luna i Bolania. Hun er Abokarien, og hun er nødt til at komme ud,” svarede jeg.

    ”Hvorfor er det så hemmeligt? Jeg troede allerede at Alia havde sendt folk ind for at hente hende.”

    ”De klarede den ikke, og hun tør ikke sætte ildbetvingere derind, fordi hun ikke stoler på os. Jeg tror bare, at det er den eneste måde, vi kan gøre det på, for måske har ildbetvingere bedre mulighed for at udføre opgaven, når vi besidder samme evner som de vagter, der holder hende fanget. Vores evner kan beskytte os.”

    ”Vi kan da ikke kun gøre det os tre, og hvad tror du Alia siger, når vi lige pludselig tropper op med Abokarien?”

    ”Abokarien skal ikke i Alias hænder. Vi tager hende til nogle venner, jeg har i Nordlandet.”

    ”Jeg troede kun, der boede evneløse i resten af landet.”

    ”Det gør der stort set også.” Han så overhovedet ikke ud til at forstå det. ”Mine venner i Nordlandet har ikke alle evner. Jeg skal bruge Luna til at samle Gia Livaria igen, så vi ikke går og hader hinanden, fordi vi er af forskellige racer. I modsætning til alle andre her i Safir Bismara, så kan jeg faktisk rigtig godt lide de evneløse, og jeg ved tilfældigvis, at de ikke er meget anderledes fra os andre, bare fordi de ikke har nogen evner.”

    Vick så aldeles skeptisk ud. ”Tror du virkelig på, at det kan lade sig gøre. Folk ændrer ikke mening sådan lige med det samme.”

    ”Jeg synes, at det er værd at gøre et forsøg. Tænk på alle de mennesker, der førhen blev henrettet i Nordlandet for at have evner og tænk på alle dem i Sydlandet, der er blevet henrettet for ikke have nogen. Det er et eller andet sted underligt, at vi ildbetvingere enten skal være her i Safir Bismara, hvor vi stort set er udstødt eller være i Sydlandet, hvor kongen praktisk talt er sindssyg. Men tænk også på alle jord- vand- og luftbetvingerer der er tvunget til at bo i Safir Bismara, fordi de ikke må være andre steder. Kongen i Nordlandet er død, og nu er Vatokan så småt ved at indtage det også. Hvis vi ikke gør noget, tager han også Safir Bismara med.”

    ”Hvad har du tænkt dig at gøre?”

    ”Jeg har venner i Nordlandet, der lige nu er ved at overbevise folk om, at vi er nødt til at forene Nordlandet og Sydlandet. Vi tager selv til Sydlandet for at få Luna ud, og hvis det lykkes, tager vi til Milenia for at se, hvor langt de er nået. Vi rydder op i Milenia, altså vi hjælper folk i de byer, der er blevet ødelagt. Jeg ved, at det er svært med sådan et stort land, men det er derfor, vi skal bruge en masse betvingere, som kan hjælpe os. I kan alle sammen hjælpe med at tage rundt i landet og overbevise folk, og til sidst ser vi, om vi kan vælte kongen. Det er min plan indtil videre.”

    Det var lige før det knagede, da han sad og tænkte over det. Jeg kunne sagtens forstå, at der var meget at tænke over, for han havde også familie at tage stilling til. Måske skulle han endda til at tænke over, om han overhovedet kunne arbejde sammen med almindelige mennesker, for i hans hoved havde de jo altid været de onde.

    ”Jeg ved ikke, om jeg kan forlade Safir Bismara. Jeg har, for at være ærlig, aldrig rigtigt været udenfor, siden vi flygtede fra Sydlandet, da jeg var baby. Men det lyder fristende. Jeg mener, det ville være spændende at være med til at kæmpe for landet.” Jeg lyste op.

    ”Kender du nogen andre, der også kunne være interesserede?” spurgte jeg.

    ”Ja jeg kender nogle stykker. Vi er bare nødt til at holde det hemmeligt. Hvis det slipper ud, hvad vi har gang i, ved jeg ikke hvordan alle andre vil reagere for ikke at nævne Alia. Hun er altså ikke nem at have med at gøre, når det omhandler den slags. Folk siger, at hun havde forandret sig helt, efter hun kom tilbage, da hun havde været i Astans rige. Hun havde ændret sin mening fuldstædig.”

    ”Med andre ord stoler hun ikke rigtigt på andre mere,” sagde jeg tænksomt. ”Men vil du med til Sydlandet? Du er velkommen til at tage tilbage til Safir Bismara bag efter, men jeg vil selvfølgelig gerne have dig med til Nordlandet.”

    ”Jeg tager med. Måske vil jeg overtale min far til at flytte til Nordlandet bag efter, men det bliver ikke nemt. Hun er ikke for glad for forandring, og hvem ved, om vi overhovedet vil finde et sted at bo deroppe.”

    ”Jeg vi gerne hjælpe jer med at finde et sted. Jeg vil hjælpe jer, alt hvad jeg kan, også dig Malum. Din familie er ikke ligefrem vildt glade for Alia, så måske de er interesserede i at flytte med. Jeg ved, at de heller ikke kan lide de evneløse mennesker, men måske vi kunne overtale dem. Jeg vil så gerne have, at betvingerne begynder at indse, at de evneløse er ligeså gode og intelligente mennesker som vi.”

    Malum rynkede panden og kløede sig i håret. ”Jeg ved ikke. Jeg tror ikke sådan, de er til at rokke i.”

    ”De skal bare vide, at jeg vil hjælpe dem med at finde et ordentligt sted at bo, hvis de alligevel skifter mening, men nu starter vi lige med at tage til Sydlandet og finde Luna. Så kan vi altid snakke med familierne bag efter.” Han nikkede.

    ”Men hvis de ikke flytter, så gør jeg heller ikke. Bare så du ved det.”

    ”Det bestemmer du selv,” svarede jeg og lænede mig tilbage i stolen. ”Vick, kan du ikke vise mig, hvor vi kan finde nogen, der kan hjælpe os? Nogen du stoler på vil holde det hemmeligt.”

    ”Skal vi gøre det nu?” Jeg nikkede. ”Fint, så lad os gå.”

    Vi rejste os og begav os ud i byen. Vick tog os med omkring i det, man kunne kalde Ildfolkets hovedkvarter, og vi snakkede med en hel del. Men skønt de lovede Vick at holde på hemmeligheden, fordi de var venner, så var der ikke mange der var interesserede. Vi ville alligevel dø i forsøget, så hvorfor prøve, og tja… det kunne de på sin vis have ret i, men nogen burde tage chancen.

    ”Er du med?” spurgte jeg en meget skeptisk ung mand på Malums alder. Han hed Dian, og det var Vicks bedste ven. Han var abnormt svær at overtale, men jeg syntes efterhånden vi var nået ind under huden på ham.

    ”Hvem siger, vi ikke bare dør?” spurgte han og krydsede armene.

    Jeg sukkede frustreret. ”Det er der ingen der siger, og måske gør vi, men er du slet ikke interesseret i at gøre en forskel?”

    ”Jeg tror bare ikke, vi kan gøre så meget.”

    ”Vil du ikke nok tænke over det?” bad jeg.

    ”Vi har brug for dig Dian,” sagde Vick. ”Hvis du beslutter dig for at være med, så skal du møde os oppe på klippen i morgen.” Vick klappede ham på skulderen. ”Jeg håber vi ser dig,” afsluttede han.

    Vi lod Dian være i fred og begav os endnu en gang ned ad de snoede veje igennem den livlige by. Jeg gik i tilbage til Alia med en dårlig fornemmelse i maven. Jeg var sikker på, at det nok skulle blive til noget, men jeg lå alligevel søvnløs den nat. Vendte og drejede mig, til det til sidst var så sent på natten, at det knap nok kunne betale sig at sove. Hvad nu hvis nogen forrådte os? Den risiko havde vi jo taget, da vi valgte at inddrage så mange, som alligevel valgte, at det var en unødvendig dødsmission.

    Om morgenen tog jeg direkte hen til Malum sammen med Sansan. Vi fulgtes op på klippen, hvor vi havde været, første gang Malum og jeg mødte hinanden. Det var et godt sted at samles, da ingen ville forstyrre os der, og udsigten over det kæmpemæssige Safir Bismara var køn. Safir Bismara var omkring ti gange så stort som Thornag, og bjergene der omringede byen var knap til at se for morgendisen, som lignede skyer. Jeg kunne dække Alias palads med min tommelfinger ud fra mit ene øje.

    Malum slog sig ned ved siden af mig op ad klippevæggen og sukkede. ”Jeg fatter slet ikke, at jeg gik med til det her,” mumlede han. ”Du er godt nok dum, hvis du virkelig tror, at vi kan nå ind i Sydlandet og alle slippe uskadte derfra. Kan du overhovedet finde derhen?”

    ”Jeg har ikke tvunget dig til noget Malum! Jeg har faktisk ikke tvunget nogen til noget!”

    ”Jeg tror ikke du skal regne med, at der kommer ret mange. Hvis jeg kender dem ret, så prioritere de deres egen sikkerhed højere.” Jeg vendte øjnene mod himlen og sukkede.

    ”Mange af dem virkede da meget villige. Du er bare så stædig Malum. Du kan ikke tåle, at det er en pige, der sætter den slags i gang.”

    ”Det er da klart! Se Alia! Jeg synes bare ikke, at det er en piges opgave at sætte livet på spil for et land.”

    ”Når du ikke tør gøre det selv, er der jo nogen der må starte det for dig, og du må leve med, at det blev en pige.”

    Han fnøs. ”Hvad er du for et kvindfolk? Nogen gange synes jeg ikke, at det er så underligt, at din far syntes, du var et underligt barn.”

    Hans ord sårede mig ikke længere, for jeg havde efterhånden lært at leve med det. ”Måske skulle jeg bare være født som dreng,” sagde jeg.

    ”Måske! Det havde været lettere for alle.”

    ”Hvorfor gør du hele tiden alt for at fornærme mig? Hvad er det, du vil have jeg skal gøre?”

    ”Jeg vil have dig til at overveje, hvad du har gang i og udsætter andres liv for. Vi har det fint her i Safir Bismara, men du ødelægger det hele. Det er derfor piger ikke skal sættes til det. I tænker ikke over konsekvenserne!”

    ”Efter din mening er jeg jo heller ikke nogen rigtig pige,” bed jeg af ham. ”I har det fint nu, men det bliver i ikke ved med. Helt ærligt Malum! Tror du ikke, jeg har overvejet konsekvenserne? Selvfølgelig kan jeg da godt se, at folk sætter sit liv på spil, inklusivt mit eget, men nogen gange må man ofre nogle ting, hvis man vil opnå noget. Sådan er livet.” Jeg krydsede armene. ”Jeg troede faktisk at ildbetvingere var kendt for ligestilling mellem køn. Du er måske ikke en rigtig ildbetvinger? Sådan som du opføre dig som en kujon, så skulle man tro du var vandbetvinger!”

    Hans næsebor vibrerede. ”Du er bare så… så…” Han lignede en der kunne eksplodere. ”Du har slet ikke fortjent at være ildbetvinger!”

    Den sad, og jeg var mundlam. Jeg fnøs og vendte blikket stædigt mod udsigten med mine læber som en smal streg.

    Der lød skridt ved stien og frem kom Vick. ”Hej med jer,” sagde han muntert. ”Er der ikke kommet flere?”

    ”Nej der er ikke kommet flere,” sagde jeg stift.

    ”Tror i de kommer?” spurgte han, mens han slog sig ned ved siden af os.

    ”Vi ved det ikke,” svarede Malum og skulede til mig. Jeg kunne slå ham i hovedet for at være så irriterende. Han kunne jo bare have valgt at lade være med at hjælpe mig, men han kunne ikke holde sig væk.

    ”Hvorfor er du sådan der Malum?” spurgte jeg.

Vick lignede et spørgsmålstegn. ”Hvad gør han?”

    ”Han mener ikke, at jeg kan være bekendt at sætte andres liv på spil for det her, og så kan han heller ikke tåle, at jeg er en pige. Piger kan åbenbart ikke finde ud af at sætte den slags i gang.” Jeg himlede med øjnene.

    ”Jeg var også overrasket, da jeg fandt ud af, at det var dig der satte det i gang, men jeg synes bare at det er godt, at piger også kan tage af færde.”

    ”Se Malum, det er ikke alle, der har samme holdning som dig!” Han fnøs igen, og Vick grinede.

    Vi hørte en gren knække, og et pigeskrig lød højt bag buskene. Alle blikke blev vendt mod stien, hvor en fortumlet pige væltede frem mellem træerne. Hun havde lyst langt hår og et sødt uskyldigt ansigt med store øjne og fregner over næsen. På kroppen havde hun en lang lyseblå kjole, som sad flot på hende.

    ”Vick!” udbrød hun.

    Han skyndte sig op at stå og løb over til hende. Hun så skræmt op på ham, da han tog fat i hendes arme. ”Hvad laver du her? Jeg sagde jo til dig, at du ikke skulle følge efter mig!” vrissede han.

    ”Undskyld Vick.” Hendes stemme rystede. ”Men jeg vil være med.” Hun stampede stædigt i jorden og sendte ham et hårdt blik. ”Du kan ikke tvinge mig!”

    ”Jo det kan du lige tro, jeg kan. Du skal hjem til mor igen. Jeg er sikker på, at hun bliver vred, når hun ser, at du ikke er hjemme til at passe de små.” Han begyndte at skubbe hende hen mod stien igen, men hun satte hælene i.

    ”Nej!” Hun skubbede ham væk fra sig og satte hænderne i siderne.

    Var det ikke Vick, der lige havde sagt, at piger også skulle kunne tage af færde?

    Vick sukkede frustreret. ”Hvorfor kan du ikke bare høre efter?”

    ”Jeg kan sagtens bestemme over mig selv. Jeg er altså ikke noget lille barn!”

    ”Du opfører dig som et!” Vick var rasende.

    ”Og hvad så? Du kan ikke bestemme, at det kun er dig, der må være med til alt det sjove!”

    ”Det her er jo ikke for sjov.”

    ”Hvad er det så? Hvorfor fortæller du mig ikke noget? Jeg troede, at vi fortalte hinanden alt!” Hun så nærmest såret ud, men jeg kunne ikke helt vurdere, om det var fordi hun ville have sin vilje, eller om hun rent faktisk var ked af det.

    Vick sukkede og kørte fingrene igennem håret. ”Hvis du lover, at du aldrig fortæller noget til nogen, så kan vi godt fortælle dig, hvad planen er.”

    ”Tak Vick!” Sagde hun glad.

    Han vendte sig om og trak hende med over til os. ”Sarina, det her er Galia. Min tvillingesøster.”

    ”Hej,” hilste jeg med et smil. Jeg havde aldrig gættet, at de var tvillinger. Hun var ikke ret høj, og hendes udtryk i ansigtet fik hende til at se meget yngre ud. Vick derimod, så meget ældre ud end han var, men visse ligheder var til at se mellem dem.

    Endnu engang vendte vi blikkende mod stien, hvor et par mennesker tumlede frem deriblandt Dian, som jeg ikke havde forudset ville komme. Han havde været en hård nød at knække. Også en ved navn Petan var til at se, men han havde også været med på ideen lige fra starten. Jeg smilede over hele ansigtet. Selvom det ikke var mange, så var det alligevel nok til at lave en lille ekspedition.

    Straks var vi i gang med at forklare og lægge planer, og sådan gik vores dag. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...