Ilden i mig - Anden bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2014
  • Opdateret: 29 maj 2014
  • Status: Færdig
The story goes on... Sarina er på vej ind i Safir Bismara med mod på sjælen ved tanken om at skulle møde sin mor. Det hele ender dog i et familierod, som Sarina aldrig havde troet, hun var en del af, og den eneste hun har tilbage at stole på er faktisk sig selv. Det er et drama med nye venner, familie og underlig kærlighed. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - anden bog ud af tre.

26Likes
8Kommentarer
2631Visninger
AA

31. Drengen med æblerne

Sarina

Den første uge havde været mærkelig, ikke mindst fordi jeg havde troet, at det ville være et helvede. Jeg blev behandlet godt, og Vatokan var rar nok, når han ikke flippede ud over små ting. Han havde endnu ikke flippet ud på mig, men han behandlede ikke andre mennesker særligt pænt, specielt ikke dem i byen.

    Jeg havde set det så mange gange før. Folk der blev henrettet i Thornag af Astan, og Vatokan var på ingen måde bedre. Tværtimod Faktisk. Han var fuldstændig ligeglad med, om det så viste sig, at de var uskyldige. Når først de var blevet taget, var de dømt. Det var en ting jeg lærte hurtigt, men ikke engang det kunne få mig til at hade ham på samme måde som før.

    Den anden uge havde han besluttet sig for, at folk skulle kende mig rigtigt. Han holdt en fest for at vise mig frem for nogle af de højtstående mænd, der boede i Bolania. Det var overhovederne som repræsenterede de andre byer i Bolania, der kom, hvilket resulterede i, at en masse mænd blev meget fulde.

    Vatokan selv var noget af en fulderik, når han en gang imellem besluttede, at der var noget, der skulle fejres. Han havde rejst sig på sine vaklende ben og udbragte en skål for mig. ”Må du leve langt og dø med ungt hjerte,” råbte han og grinede pjattet. Ikke at det gav så meget mening, men når man var fuld, kunne man se meningen i mange skøre ting. Han mindede mig om mig selv, når jeg havde fået lidt for meget indenbords.

    Nå, men selvom jeg ikke havde holdt styr på dagene, var jeg kommet frem til, at jeg nu stod i uge nummer tre på borgen Caprit. Jeg havde af og til snakket med Sansan, der blev mere og mere forbavset over, hvor gode venner jeg var ved at blive med Vatokan. Han gjorde i hvert faldt et stort nummer ud af at minde mig om dem derhjemme, for at sørge for, at jeg ikke glemte dem, men det gjorde jeg aldrig. Jeg kunne ikke glemme nogen af dem og specielt ikke Rakian. Jeg kunne heller ikke få Luna ud af mit hoved, og spekulerede tit på, om hun kunne falde til, og om hun kunne komme over de ubehagelige ting, hun havde oplevet.

    Hvad går du og laver? Spurgte jeg Sansan en dag, jeg sad i mit værelse og lavede ingenting, fordi Vatokan havde travlt.

    Ikke så meget. Jeg holder øje med dig selvfølgelig. Jeg tager for resten til Nordlandet i dag, svarede han.

    Hvorfor?

    Jeg vil se, hvad Rakian og Tailo laver. Se hvor langt de er nået, og så synes jeg også, de burde vide, hvad du render og laver Sarina. Selv Malum var ved at gå ud af sit gode skind over at skulle rejse fra dig, og du render bare og driver den af med Vatokan. Sansan lød ikke ligefrem fornøjet. Hør jeg ved ikke engang, om jeg kender dig mere Sarina. Jeg håber virkelig, du har en god grund, til det du har gang i, for hvis de andre havde set det, havde de troet, du havde forrådt dem.

    Sansan jeg kunne aldrig finde på at forråde dem. Jeg er stadig på jeres side.

    Det ligner det bare ikke, når du render rundt og leger far og datter med Vatokan. Helt ærligt, hvad tænker du på? Jeg kunne mærke irritationen som bølger ind i mit sind.

    Jeg-jeg… hvad skulle jeg sige? Det er jo stadig bare skuespil. Jeg prøver stadig at finde hans svage punkter. Jeg kunne godt selv høre, hvor utroværdigt det lød. Vatokan var ikke længere min fjende på samme måde, og det vidste jeg godt.

    Jeg kan godt regne ud, at du lyver.

    Sansan jeg kunne aldrig drømme om at skifte side, uanset hvor glad jeg så bliver for Vatokan. I er stadig min første prioritet, og det lover jeg.

    Det ved jeg godt Sarina, men du gør det svære for dig selv, end det er, ved at lade Vatokan komme ind under huden på dig. Du skal huske, hvad du kæmper for. Vil du løse alle dine familieproblemer, eller vil du samle Gia Livaria og blive dronning?

    Helst begge dele, men det kan jeg ikke. Selvfølgelig vil jeg samle Gia Livaria, og jeg kommer snart hjem til jer i Nordlandet. Hvis du skal der ned, så vil jeg gerne høre, hvor langt de er nået, når du kommer tilbage, hvis du altså har tænkt dig at komme tilbage.

    Selvfølgelig kommer jeg tilbage Sarina. Jeg er trofast ved din side til min død, sagde han højtideligt.

    Jeg grinede for mig selv. Jeg vidste jeg kunne regne med dig Sansan. Du er en god hund.

    Meget morsomt. Jeg foretrækker ikke at blive sammenlignet med mine mindre intelligente familiemedlemmer. Det er ærligt talt en fornærmelse.

    Jeg grinede igen. Vi ses Sansan.

    Hav det godt til vi ses igen Sarina, og husk nu at du ikke må glemme os andre.

    Han sluttede kontakten og i det samme blev rummet larmende stille. Jeg rejste mig og gik hen til det store vindue for at se ud, hvor ridderne trænede nede på kamppladsen ved siden af slottet. Jeg sukkede tungt af ren kedsomhed og bevægede mig ud på gangen for at finde noget at lave. Det hele var så kedeligt på borgen.

    Jeg bankede på de store tunge døre til Vatokans sal, hvor han plejede at sidde og arbejde, når han skulle underskrive papirer og den slags. Jeg havde ikke lyst til at vide, hvad han lavede, for det var garanteret ikke noget, der kom folk i byen særligt meget til gode.

    ”Hej med dig din gamle røver,” hilste jeg, da jeg trådte ind.

    ”Sarina!” smilede han venligt og lagde fjerpennen. ”Hvad vil du?”

    Jeg satte mig ned på stolen overfor ham. ”Hør, jeg ved godt, at du stadig ikke helt stoler på mig endnu, men jeg keder mig altså. Må jeg ikke godt gå ned i byen bare for at have noget at give mig til?” spurgte jeg og sukkede.

    Han spidsede læberne. ”Jo jo,” svarede han uden videre eftertanke.

    Jeg løftede øjenbrynene. ”Virkelig? Du skal ikke til at lave en eller anden tale om, at jeg bare stikker af, og så bliver det værst for mig selv, og alle de andre vise ord du kan?” spurgte jeg målløst.

    ”Næ… jeg har besluttet at prøve at stole på dig. Men du skal passe på nede i byen. Man ved aldrig, hvad de kan finde på.” Han rystede på hovedet. ”Hvis der er nogen, jeg ikke stoler på, så er det dem.”

    Ja gad vide hvorfor… tænkte jeg i mit stille sind.

    ”Nå, men du må hygge dig.”

    ”Tak,” sagde jeg og gik.

    Jeg skyndte mig ud af døren, og vagterne fulgte ikke engang efter mig. Frihed. Jeg havde ikke været udenfor slottet en eneste gang uden en vagt på nakken, siden jeg kom. Hvis jeg ville, kunne jeg tage hjem.

    Jeg standsede midt på stien, der førte ned mod byen og stirrede ud i luften. Jeg kunne tage hjem. Ville jeg gerne hjem? Selvfølgelig ville jeg gerne det, men… mine ting lå oppe på værelset. Jeg kunne jo ikke snige mig op og tage dem uden at blive beskyldt for at flygte. Jeg måtte have mine ting med mig!

    Jeg rystede på hovedet af min dårlige undskyldning. Jeg kunne ligeså godt indrømme det… jeg ville ikke væk fra Vatokan. Argh! Hvad havde jeg rodet mig ud i? Det var også Alia og Astans skyld! De kunne bare have været nogle ordentlige forældre, så jeg ikke gik og blev gode venner med min største fjende. Hvis bare de havde accepteret mig ligesom Vatokan kunne. Hvis bare…

    Jeg bevægede mig videre ned mod byen. Besluttede, at det var bedst, hvis jeg blev på borgen lidt endnu. Når jeg nu havde fået chancen i dag, kunne jeg sikkert let få chancen igen, så jeg blev. Jeg følte mig så dum. Jeg sparkede knoppen af en fin blå blomst og tog en dyb indånding, inden jeg gik ind mellem menneskerne, som alle kiggede underligt på mig. Hvorfor ikke? De var så hunderæd for Vatokan, så hvorfor skulle de ikke være bange for mig? De havde set mig stå ved hans side, mens han havde dømt flere af deres kære til døden, og jeg havde blot stået og kigget på for at opretholde mit skuespil mod Vatokan.

    En lille tynd lyshåret dreng kom løbende med en kurvfuld røde æbler, og lige da han rendte rundt om hjørnet til et lille faldfærdigt træhus, snublede han, så æblerne fløj ud til alle sider.

    ”Se dig dog for dreng!” vrissede en dame og gik forbi ham. Jeg havde ondt af drengen, så jeg satte mig på hug for at hjælpe ham, men hvad jeg troede bare var en uskyldig handling endte med det værste.

    ”Synes du ikke du har nok hva’? End at tage drengens æbler?” En mand så vredt på mig, og jeg krympede mig under hans blik og rejste mig langsomt. Han svajede til den ene side, og hans øjne var fjerne.

    ”Jeg ville hjælpe ham,” svarede jeg uskyldigt.

    ”Ja den er god med dig…”

    ”Snak pænt!” sagde en dame bag ham. ”Det må de undskylde frøken.” Hun nejede endda pænt for mig.

    ”Jeg var virkelig ikke ude på at tage nogen ting. Jeg ville bare hjælpe ham.”

    Men den hoppede manden tydeligvis ikke på. ”Jeg er ligeglad med, om du pudser den gamle idiot på os. Jeg er træt af at blive hundset med!” råbte han oprevet.

    ”Tig så stille! Ellers får du os alle sammen smidt i hullet!” Damen forsøgte at smile venligt til mig. ”Du må virkelig meget undskylde min mand, han har vidst drukket. Vi er ellers meget glade for kongen.” Jeg kunne sagtens gennemskue løgnen i hendes øjne.

    ”Forbandet være kongen!” sagde han surt. Det var tydeligt, at han var påvirket af alkohol, men man sagde jo altid, at man hørte sandheden fra fulde mennesker.

    ”Nu er det nok!” sagde en vagt, der tog fat i ham med hjælp fra en mere.

    ”Nej det må I ikke,” sagde damen ulykkeligt.

    Jeg forsøgte at se så selvsikker ud så muligt, og så vagten lige ind i øjnene. ”Slip ham,” sagde jeg.

    ”Det sorteres under kongen. At snakke sådan er strafbart.” De skulle til at trække ham med, men jeg tog fat i vagtens arm.

    ”Lad ham slippe. Kan du ikke se, han er beruset?” spurgte jeg.

    ”Lader du ham virkelig slippe for den slags? Det bliver kongen ikke glad for at høre,” sagde han. ”Vi tager ham med.”

    ”Men…”

    ”Du skal bare være glad for, at jeg ikke fortæller kongen, at du ville lade ham gå fri.” Og så sagde han ikke mere, men trak manden, som arrigt slog om sig med begge arme, med. Tilbage stod jeg helt paralyseret med en masse blikke hvilende på mig. Vrede blikke.

    ”Hvorfor gjorde de det?” spurgte damen. ”Nu har de taget ham.” En tårer trillede ned af hendes kind, og hun gemte ansigtet i hænderne, da hun sank sammen på jorden.

    ”Jeg prøvede jo på at hjælpe ham.” De så alle på mig, som om det var min skyld, og drengen var stukket af uden sine æbler. 

    Det var jo ikke min skyld!

    ”Hav en god dag deres majestæt,” sagde hun grædefærdigt og rejste sig op for at storme ned af gaden.

    Jeg vidste ikke, hvad jeg havde gjort galt!

    Hurtigt tog jeg benene på nakken og spænede tilbage til slottet. Jeg var nødt til at se, hvad de gjorde ved manden, så jeg løb ind af porten og hastede op ad trappen for at vælte ind i salen, hvor Vatokan ganske rigtigt stod og bestemte mandens skæbne.

    ”Sarina?” spurgte han forundret. ”Hvad så?”

    ”Manden har ikke gjort noget,” udbrød jeg, men der faldt en ubehagelig skygge over Vatokans ansigt, da han krydsede armene.

    ”Vidst har han så. Hvad er meningen med at forsvare ham på den måde?”

    ”Jamen det var mig, han blev sur på, og jeg synes ikke, han skal tages til fange for det.” Det var et tåbeligt forsøg. Det vidste jeg godt, men af en eller anden grund følte jeg, at jeg skyldte manden det.

    ”Du kan lige våge på at lyve for mig, unge dame. Jeg så hele scenariet i en af vagternes tanker.” Han gik faretruende tæt på mig, og jeg krympede mig under hans blik.

    ”Manden har vel lov til at sige sin mening,” prøvede jeg, men det gjorde ham kun endnu vredere.

    ”Smid ham i hullet, så finder jeg ud af det senere. Jeg skal lige snakke med Sarina alene.” Jeg havde vidst ikke bare gjort ham vred, men virkelig vred.

    De nikkede kort og trak manden med sig. Vatokan sendte mig et blik, der skar i mig som to syle. ”Hvad er meningen? Hvorfor forsvarer du den slags? Holder du med ham?” udbrød han.

    ”Nej jeg gør ej,” råbte jeg tilbage.

    ”Så, hvad er meningen med at lade nogen slippe for at sige den slags. Det er forræderi mod tronen. Han kan blive henrettet for sige disse ting!”

    ”Ja ifølge dine regler, kan man jo blive henrettet for alt,” råbte jeg, og med det samme ønskede jeg, at jeg kunne tage det i mig.

    ”Hvad skal det betyde?” spurgte han mellem sammenbidte tænder.

    ”Ikke noget,” mumlede jeg modvilligt.

    ”Jo sig det. Du er jo ikke bange for noget, ikke engang mig, så bare sig det.”

    Jeg tøvede. Jeg var bange for, hvad han kunne finde på. Selvom jeg var på nippet til at lade alle de grimmeste ord flyde ud af min mund, så måtte jeg også minde mig selv om, hvem der stod foran mig. ”Jeg har ikke noget at sige. Må jeg gå op på mit værelse?”

    ”Nej!”

    ”Nej?” spurgte jeg.

    ”Jeg troede jeg havde advaret dig,” sagde han vredt. ”Du har bare at opføre dig ordentligt fra nu af!” Måden han tog hårdt fat i min arm, og øjnene han sendte mig fik mig til at mindes Astan… Far… hvad skulle jeg kalde ham? Hvad skulle jeg kalde Vatokan?

    Det nærmest boblede i mig af vrede, fordi han ikke kunne se, hvad han gjorde galt. Selvfølgelig var det nogle grimme ting, manden havde sagt, men Vatokan kunne ikke se, hvorfor manden sagde sådan. Hvordan kunne man være stolt af at være konge til et land, hvis dit folk hadede en?

    ”Har du ikke noget at sige?” Han ville have mig til at sige undskyld, men aldrig om jeg ville gøre det.

    ”Nej,” svarede jeg trodsigt.

    ”Syntes du ikke at en undskyldning ville være på sin plads?” hvæste han mellem tænderne.

"Nej.” Jeg vidste godt, at jeg satte livet lidt på spil, men jeg havde brug for at prøve ham af.

    Han kæmpede gevaldigt mod sig selv. En indre kamp, man ikke behøvede at være tankelæser for at fornemme. ”I så fald…”

    ”I så fald hvad?” spurgte jeg. ”Smider du mig i hullet, eller henretter du mig?”

    ”Hvordan kan du sige sådan noget?” Der så han for en gangs skyld overrasket ud, men jeg var bare glad for, at nogle af mine ord sank ind. ”Er du bare så stædig, at du ikke kan fornemme, hvor meget du dummer dig lige nu?” spurgte han.

    ”Ja, og det er da godt, at der er nogen der er det.”

    ”Hvad skal det betyde?”

    ”Det skal betyde, at alle er frygtelig bange for dig, men det er jeg ikke, og det har du brug for.” Hvis jeg havde muligheden, havde jeg givet mig selv en lussing for at få mig selv til at komme på andre tanker, for min mund havde det med at lukke ting ud, uden jeg selv var herre over det.

    Vatokan så på mig med både vrede og forvirring i blikket. ”Gå op på dit værelse!” sagde han.

    ”Med fornøjelse.” Jeg drejede om på hælen og stormede ud af døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...