Ilden i mig - Anden bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2014
  • Opdateret: 29 maj 2014
  • Status: Færdig
The story goes on... Sarina er på vej ind i Safir Bismara med mod på sjælen ved tanken om at skulle møde sin mor. Det hele ender dog i et familierod, som Sarina aldrig havde troet, hun var en del af, og den eneste hun har tilbage at stole på er faktisk sig selv. Det er et drama med nye venner, familie og underlig kærlighed. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - anden bog ud af tre.

26Likes
8Kommentarer
2616Visninger
AA

10. Den gamle mand

Hvordan skal vi få folk til at lytte til os? Spurgte Sansan. Vi traskede igennem byen for at se lidt mere, og måske finde ud af, hvor Ildfolket holdt til.

    Jeg ved det ikke. Tailo tog af sted, før jeg nåede at spørge ham om han kendte nogen.

    Vi passerede den gamle mand, vi havde snakket med et par dage før, hvilket fik mig til at stoppe brat op. ”Vent lige lidt,” mumlede jeg. Den gamle mand lå med hovedet tilbage og snorkboblede lige op i luften. Jeg funderede over, om jeg kunne være bekendt at vække ham, men jeg kunne godt bruge hans råd om, hvem jeg skulle søge hen til for at finde en ildbetvinger, der ville hjælpe mig.

    Du kan da ikke bare vække ham, kom det fra Sansan.

    Manden udstødte et højlydt grynt og så sig forvirret omkring.

    ”Det tror jeg heller ikke, vi behøver,” sagde jeg og smilede til manden. ”Jeg lovede, at jeg ville komme tilbage en dag.” Han rettede sig op i stolen og foldede hænderne.

    ”Det gjorde de sørme også,” sagde han.

    ”Hvordan går det? Kan de holde det ud.” Jeg slog mig ned på græsset, og Sansan fulgte mit eksempel. ”Det her er Sansan.”

    Manden smilede venligt til ham, hvilket man tydeligt kunne se på Sansan, at han ikke havde forventet. ”Hej med dig.”

    ”Jeg fik aldrig deres navn. Jeg kan vel ikke bare kalde dem gamle mand, kan jeg?”

    Han lo hæst. ”Kald de mig bare Jokke. Det gør alle alligevel, og ’de’ er heller ikke nødvendigt.” Han smilede venligt. ”Hvad laver i to så i dag?”

    ”Går lidt rundt og kigger. Ser du, vi har et lille problem. Vi vil gerne finde nogle ildbetvingere, som kan hjælpe os, for det ser ud til, at vi ikke kan stole helt på Alia alligevel.”

    ”Så du valgte altså at følge mit råd?” spurgte han.

    ”Råd om hvad?”

    ”Tja… jeg sagde jo, at du skulle holde fast i det du tror på og ikke lade dig manipulere.”

    ”Vidste du, at Alia prøvede at manipulere med mig?” spurgte jeg forbavset.

    ”Ja, var det ikke derfor, du tog afsked med krøltoppen og ham, som nægter at bruge sine evner?” spurgte han.

    ”Bare så du ved det, så hedder krøltoppen Rakian og ham, som nægter at bruge sine evner hedder Tailo.”

    ”Nå ja. Jeg kan jo ikke ligefrem gætte navnene vel. I ville vide, hvem i skulle opsøge, har jeg ret?” Jeg nikkede. ”Så skal du tage dig en snak med, ham der hedder Malum Alioka.” Jeg rynkede på næsen. ”Ham har du tydeligvis allerede stiftet bekendtskab med.” Han lo fornøjet.

    ”Hvorfor skal jeg snakke med ham?”

    ”Jeg tror, at han er nyttig, og han bryder sig bestemt heller ikke om Alia.”

    ”Men han sagde at…”

    ”Den dreng gør alt for penge min ven. Han er ikke et dårligt menneske, og han er heller ikke egoistisk, men han kan godt lide at have lidt penge, og han kan godt lide, at andre synes, at han er lidt interessant.”

    ”Det lyder som om, du kender ham godt.”

    ”Tja… han kommer i ny og næ for at snakke. Jeg tror nogle gange, han har brug for at blive hjulpet lidt på vej, og så kommer han og spørger sig til råds.” Jeg kunne ikke lade være med at udstøde en klukkende latter, fordi han - den gang vi mødte hinanden - havde været så irriterende bedrevidende og højt hævet over mig. En af dem, som tror, de kan alt.

    ”Jeg er altså ikke så sikker på, at jeg skal snakke med ham igen, og ærligt talt tror jeg ikke, at han kan lide mig. Han siger, at jeg er en løgner.”

    ”Jeg tror ikke at Malum ligefrem synes, at du er en løgner. Måske er han misundelig. Jeg synes i alt fald, at du skal snakke med ham, ikke mindst fordi han kender nogen, som måske ville være villige til at hjælpe dig.”

    Måske måtte jeg bare bide i det sure æble den her gang og bare snakke med ham. Hvor slemt kunne det gå? ”Hvor kan jeg finde ham?”

    ”Det er svært at sige. Malum er altid lidt over det hele, men jeg ville foreslå, at du kiggede over til Ildfolket. De bor i den østlige del af Safir Bismara.”

    ”Hvor ved du egentlig alle de ting fra? Nogen gange forudser du ting, før det sker.”

    ”Jeg ved det ikke,” sagde han tænksomt. ”Den gang jeg var en ung mand, kunne jeg læse tanker ligesom alle andre, men i stedet for at blive betvinger, kunne jeg se ting. Jeg kan spå ting, som ikke er sket endnu, og jeg kan se ting i folk, som andre ikke kan se. Tænk sig… en gang troede man at jeg var Abokarien, fordi de ikke kunne bestemme hvad jeg var.”

    ”Hvad var dine forældre?” spurgte jeg nysgerrigt.

    ”Begge to vandbetvingere.”

    ”Men hvorfor hjælper du så mig? Burde du ikke holde med Alia?”

    ”Når man kan se ting om folk, som ikke altid er helt gode, så er det nemmere at vælge side. Nu har du godt nok heller ikke lutter gode sider, og Alia er heller ikke kun et dårligt menneske. Hun har gjort mange gode ting for folket, og den eneste grund til, at hun så gerne vil være dronning og have magt, er fordi hun ikke stoler på, at andre kan finde ud af det. Alia er en af de der mennesker, der mener at tingene kun kan gøres på sin egen måde.”

    ”Hvad fik dig så til at hjælpe mig?”

    ”Tja… det er vel et valg man tager som menneske. Personligt syntes jeg godt om den ide, du har om, at vi alle skal arbejde sammen i stedet for at være adskilt.”

    ”Du kan læse mine tanker?”

    ”Egentlig ikke. Nej dine tanker er helt lukkede, men jeg kan se dine følelser, og nogen gange et snært at de tanker, der er bag følelserne, og så regnede jeg det selv ud.”

    ”Det må jeg sige. Du har virkelig en speciel evne. Folk må jo nærmest stå i kø for at få et glimt at sin fremtid.”

    ”Egentlig ikke. Folk mener, at jeg er en smule skør. Jeg ved jo selvfølgelig ikke, om de har ret, men jeg har ikke noget imod det. Desuden er det ikke alle, der har det så godt med at kende deres fremtid. Nogen bliver næsten sindssyge, hvis de har fået en masse dårlige ting at vide, og så tør de ikke at leve mere. Det interessante er bare, at folk selv bestemmer. Hvis jeg siger til dig, at du dør tidligt af druk, så kan du selv vælge, om det er sådan, det skal blive. Hvis du aldrig mere drikker en dråbe alkohol, så bliver det jo ikke sådan, som jeg havde forudsagt.”

    ”Kender du min fremtid? Du har - nu jeg tænker over det - egentlig ikke fortalt mig lige detaljer om den.”

    ”Jeg kender noget af den, men hvis jeg må give dig et råd, så vil du ikke vide det. Jeg vil nødigt skræmme dig til at gøre det modsatte, for det er nogle meget vigtige ting, jeg ser.”

    ”Nu er det jo din skyld, at jeg bliver nysgerrig. Er det en dårlig fremtid jeg har?”

    ”Det er som man ser det. Du får ting, som du aldrig har vidst, at du har ønsket dig, men det sker kun, hvis du holder fast i de ting, du gerne vil opnå.”

    ”Er du godt klar over, hvor mærkeligt det føles at sidde foran en person, som kender ens fremtid?” Det lo han af.

    ”Tja… det kan jeg kun gisne om. Jeg har jo aldrig prøvet det før,” grinede han. ”Smut nu ud og find det der stædige æsel ved navn Malum. Han trænger til at komme ud af den her fuglerede. Han var ganske lille, den gang vi flygtede fra Sydlandet, og han har ikke været udenfor siden, så sørg for, at han får sig et eventyr. Det trænger han til, men du skal finde dine talegaver frem, for han er et stædigt æsel specielt overfor piger.”

    ”Ja det var lige, hvad jeg havde brug for,” sagde jeg sarkastisk. ”Du skal have tak Jokke. Det var en stor hjælp. En gang kommer jeg og henter dig, og så tager jeg dig med til mine venner, der er ude i landet for at finde Rosa og de andre. Så kan du jo få lidt luftforandring.”

    Han rystede på hovedet. ”Jeg påskønner tanken, men du skal ikke spilde dine kræfter på mig. Jeg er en ældre herre, min ven. Jeg har planer om at sidde her til mine dages ende.” Han løftede hånden og pegede frem for sig. ”Jeg vil sidde her og holde øje med det der træ, lige til jeg dør.”

    ”Kan du godt lide det træ?” spurgte jeg og kiggede på det store bøgetræ. Det var et kedeligt træ, der så lettere sygt ud. Ikke mange blade, vågede sig ud på stammen, og dem der gjorde så ikke ud til at have det for godt.

    ”Nej jeg hader det. Det er det grimmeste jeg nogensinde har set.”

    Jeg udstødte en latter. ”Hvorfor flytter du dig så ikke?”

    ”Fordi nogen gange kommer man til at elske ting, man startede med at hade. Ser du, mit stædige sind vil bare ikke indrømme, at jeg ikke kan undvære det.”

    ”Nå, men nu har du altså indrømmet det.”

    ”Ja se bare der.” Han blinkede med det ene øje.

    ”Hav det godt,” sagde jeg og kom på benene. ”Jeg har et stædigt æsel at finde.”

    ”Held og lykke.” Jeg nikkede og kiggede efter Sansan, der luntede om på siden af mig.

    Og så begav vi os længere ind i byen. Igennem steder, jeg ikke havde været før, og pludselig så jeg en mand, der skulle smede en klinge, og i stedet for at stikke metallet ind i ilden rørte han ved det, og metallet blev glødende rødt. Selve stedet havde nærmest en ildbetvinger energi over sig, som man mærkede med det samme. Man kunne også se det på udseendet. Jeg havde lagt mærke til, at ildbetvingere ofte havde sort eller rødt hår, og huden var hverken brun eller mørk, hvorimod luftbetvingeres hud var lysebrun og håret mørkebrunt med tendens til krøller. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...