Ilden i mig - Anden bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2014
  • Opdateret: 29 maj 2014
  • Status: Færdig
The story goes on... Sarina er på vej ind i Safir Bismara med mod på sjælen ved tanken om at skulle møde sin mor. Det hele ender dog i et familierod, som Sarina aldrig havde troet, hun var en del af, og den eneste hun har tilbage at stole på er faktisk sig selv. Det er et drama med nye venner, familie og underlig kærlighed. Dette er historien om Ilden i Sarina Gaolari - anden bog ud af tre.

26Likes
8Kommentarer
2621Visninger
AA

33. Breve

Sarina

Sansan var kommet tilbage, og han havde et brev med fra Rakian. Eftersom Sansan ikke havde tommelfingre og ikke rejste med rygsæk, havde Rakian bundet en lædersnor rundt om det lille sammenrullede brev og bundet den om halsen på Sansan. Det var et problem, fordi folk helst ikke skulle se mig med en ulv, og alle holdt øje med mig, så jeg kunne ikke møde Sansan og få brevet. Han havde med stor besvær revet snoren af og gemt det under en sten et sted i byen, så nu skulle jeg finde det sted...

    Det skulle være lige overfor en slagtermester, men alene sådan en var der fem af i Caprit. Og brevet var meget lille, og der var mange sten, så det var ikke verdens letteste opgave. Men jeg fandt det. Jeg kom ved et tilfælde til at sparke til stenen og fandt brevet, som jeg satte fast under trøjen og rettede ryggen, mens jeg diskret så, om folk havde fattet mistanke. Det havde de ikke, så jeg hastede op mod borgen og sørgede for ikke at møde nogen, der kunne have interesse i en sludder.

    Jeg var på vej hen mod mit værelse, da jeg så Vatokan være på vej derhen. Jeg hoppede i skjul om hjørnet. Hvis han ledte efter mig, betød det, at der var en jeg skulle møde, eller noget han ville have mig til at gøre, hvilket jeg ikke havde tid til. Jeg smuttede ned af den anden gang, da det gik op for mig, at jeg aldrig havde været i den her del af borgen før. Jeg havde ikke turde gå på opdagelse, eftersom jeg nødigt ville blive beskyldt for at snuse rundt og lave skumle planer. Måske var jeg paranoid, men jeg ville hellere være på den sikre side.

    Jeg gik ned af en lang gang med fakler som erstatning for vinduer i væggene. Der var mange døre, og nysgerrigheden efter at finde ud af, hvad der var på den anden side af dem var forførende. Jeg havde altid været alt for nysgerrig, men alligevel tog jeg fat i håndtaget på et af dem og gik ind.

    Rummet var tomt, og der hang spindelvæv ned fra loftet. Der var intet vindue og ingen steder at slippe ud igen, hvis døren skulle gå i og låse sig. Jeg vidste ikke, om det var muligt for en dør at låse sig selv, men jeg fór ud i en fart og gik ned til en anden dør. Den var låst, så jeg gik videre til næste, som jeg sagtens kunne komme ind ad. Den var lidt mindre end de andre og lidt grimmere, hvilket i mit hovedet blev forbundet med lidt mere spændende...

    Jeg tændte en ild i håndfladen, gik ind og lod blikket glider over rummet i sin helhed. Der var store reoler af træ hele vejen rundt i rummet, og de var propfyldt med gamle lasede skriftruller, papirer og breve med røde sejl, der var stemplet med hver mands originale signatur. Ganske vidst var rummet spækket med støv og spindelvæv fra monster store edderkopper, men det var hyggeligt.

    Jeg fandt brevet frem under trøjen og foldede det ud med den ene hånd, mens jeg holdt flammen ind over skriften. Jeg kunne med det samme hende Rakians nærmest ulæselige skrift. Han ville aldrig blive udvalgt til en karriere som skribent.

 

Kære Sarina

Jeg savner dig. Det gør vi alle, og jeg håber snart at komme til at se dig igen. Husk mig. Jeg venter på dig her i Thornag.

Sansan kan forklare dig nærmere, men Thornag er ikke kun ruiner længere. Vi er flyttet ind, og vi har hjulpet hinanden med at skabe liv i byen igen. Jeg glæder mig til du ser det.

Jeg ved, Vatokan ikke længere er en ond galning i dine øjne, men lov mig du kommer tilbage. Lov mig, at du ikke har glemt, hvad vi kæmper for.

Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal skrive til dig, andet end jeg elsker dig, og ingen større lettelse har jeg følt, før Sansan fortalte mig, at du var i god behold.

- Din Rakian.

 

    Jeg lænede mig op ad væggen med et smil på læben. Thornag. De var taget tilbage til Thornag og genoplivet min elskede by. Rakian var i sikkerhed, og det hele gled som smurt. Det hele blev lige den tand bedre af, at jeg nu kun skulle bekymre mig om mig selv.

    Jeg gav mig til at se mig rundt på de mange skriftruller. Der var mange spændende ting at læse, men pludselig så jeg en hel bunke med biografier om diverse Abokarier. Der var så mange, at det var helt uoverskueligt, og derfor tog jeg en tilfældig ud og begyndte at læse et sted midt i det hele.

 

... og han havde kun et ønske, en opgave, der gav ham styrken og kræfterne til at opretholde balancen i livets kredsløb. Hans umenneskelige evner, hans intelligens kunne ingen hamle op med...

 

    En opgave... Tailo havde fortalt mig om en opgave Luna skulle have, men hvilken opgave. Livets kredsløb? Var det hendes opgave?

    Jeg lagde den tilbage på hylden og trak en anden ud. Denne gang læste jeg ved slutningen.

 

... hun blev sænket mellem blomster af den fineste slags. Lagt med værdighed, og trods dødens indtræden var hun stadig gudeligt smuk og yndefuld. Hun var beklædt med klæder kun en dronning værdi, og solen stod højt på denne sorgens dag.

To hundrede og fem og tredsenstyve år havde hun levet og åndet for den opgave, som hun var blevet velsignet med. Hun ville blive savnet for sit mod, sin handlekraft og den både indvendige og udvendige skønhed hun besad. Måtte hun hvile i fred...

 

    Skulle Luna leve så længe? Eller døde hun når hun fuldførte sin opgave? Hvad ville jeg ikke give for at vide, hvad det var. Jeg kunne godt huske Tailo sige noget om fred. Luna kunne ikke få fred, før hun havde udført sin opgave, men fred på hvilken måde? Tænk, hvis hun havde et dejligt liv, som hun ikke havde lyst til at forlade. Måske var det slet ikke fred i den forstand, at det var døden, der skulle melde sig...

    Jeg rodede videre og fandt en mere.

 

... man fandt ham siddende på en bakketop. Kiggede ud over landskabet og betragtede verden med sine intelligent barneøjne. Den gang havde man ikke vidste bedre... de havde taget ham med sig i den tro, at drengen blot var en forældreløs unge uden et sted at bo. De havde tvunget ham, men drengens uvidenhed havde fået ham til gøre det frygteligste. De stakkels mennesker var faldet om på stedet og døde, og drengen var gået derfra uden menneskelig følelse eller sorg over tabet af liv...

 

    Jeg søgte febrilsk videre lidt længere nede på siden efter at finde ud af, hvad der skete med drengen...

 

... drengen var blevet en voksen mand, og hos jordbetvingerne, havde han lært hvad det ville sige at tage et liv. Hvad det betød for et menneske at miste, og som tiden gik, begyndte han at blive familiær med meningen med hans eksistens. Han gik til den øverste i byen og fortalte sin hjerteskærende historie om drengen, der dræbte dem, som forsøgte at hjælpe ham. Han søgte tilgivelse, og bedst som han troede på freden, han pludselig følte i sin krop, gik det op for ham, hvilken opgave han var blevet bestemt til.

Han skulle sørge for at rydde op mellem gode og dårlige, dem der hjalp samfundet og dem der var medløbere. Han kunne mærke dem, hvis skæbne var stor og stærk, og han kunne mærke dem, der aldrig havde lært at påskønne livet. Hans opgave var at udrydde dem, der kastede sten for hjulet på livets fremgang og trak andre med i sin miserable tilværelse...

 

    Jeg læste spændt i fortællingen om drengen, og det gik op for mig, at ingen Abokari havde ens evner. De var udstyret med lige præcist de evner, de skulle bruge til hver sin opgave, og deres tankegang var styret efter det. Måske ville det tage lang tid, før de forstod deres opgave, og nogen gange fandt man ikke ud af, hvad de skulle, før de havde gjort det og var døde, men aldrig kunne eller ville de ændre deres mening om det, de var bestemt til. De skulle gøre det.  

    Jeg læste nogle flere og blev nærmest optaget af alle fortællingerne. Der var sågar en lille tynd, sørgelig fortælling om en, der aldrig fuldførte sin opgave, fordi han mistede besindelsen, og man var nødt til at slå ham ihjel. Det kunne kun lade sig gøre at få dem til at miste besindelse, ved at holde dem væk fra muligheden for at udføre opgaven længe nok, eller som i Lunas tilfælde forsøgte at torturere dem. Jeg havde aldrig fundet ud af, hvad Vatokan skulle bruge Luna til, men noget sagde mig, at han ikke ligefrem havde studeret  fortællingerne om Abokarierne. Han virkede også til at være ret ligeglad med, at vi tog hende fra ham.

    Jeg lagde skriftrullerne tilbage og gav mig til at rode i nogle af papirerne. Jeg rakte armen helt ind bag skriftrullerne og fandt en rødbrun æske i mahogni med et lille fint beslag, der let kunne pilles op med nogle effektive fingre. Jeg åbnede den og fandt nogle breve, der var blevet besejlet med Alias sejl, til Vatokan. Man kunne se, at de havde været åbnet før, så jeg tog det første brev, foldede det ud og læste...

 

Kære Vatokan

Hvorfor gjorde du det? Var det den rigtige beslutning du tog? Eller skulle vi have holdt fast i vores kærlighed til hinanden. Vi kunne hav elsket hinanden som før... måske tager jeg fejl. Vores holdninger er og har aldrig været ens, men det var en skam, at det skulle tage så lang tid for os at finde ud af. Vi er som ild og vand, og aldrig har jeg været så uenig med nogen, som jeg er med dig. Du er et fjols Vatokan, men du var mit fjols...

 

    Hvad gjorde han? Var det Vatokan, der sendte Alia ud af landet?

 

... Jeg er sikker på, at det var den rigtige beslutning, at lade det se ud som om, jeg flygtede. På den måde var det lettere for begge at få de andre betvingere ud, uden at nogen stillede spørgsmålstegn ved det. Nu kan du have dit land med Ildfolket, som du vil havde det, men der er en ting jeg er nødt til at fortælle dig...

Jeg er gravid... og jeg ved, at det ikke er Astans barn, så jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. Der er intet jeg kan stille op, andet end at få barnet og håbe på, at Astan er naiv nok til at tro det er sit.

Jeg kan blot love dig en ting Vatokan... du får aldrig del i barnets liv. Det skal jeg nok sørge for. Jeg vil opdrage mit barn efter mit hoved uden dit samtykke, og hvis du en gang alligevel skulle møde ham eller hende, er mit barn stærkt og selvstændigt nok til at kunne se rigtigt og forkert. Mit barn vil have mine evner. Det er jeg sikker på.

Tak for halskæden.

- Alia

 

    Jeg tog fat i reolen og støttede mig til den. Det hele havde været en løgn. Alia havde løget for mig. Vatokan havde løget for mig. Han havde vidste det hele tiden! Lige siden han fandt ud af, at jeg havde evner, havde han opsøgt mig i Thornag. Det var derfor, han angreb. Rakian havde formegentlig fortalt hans mænd om mig, og Vatokan havde set mine kampfærdigheder som en god ting og ledt efter mig.

    Jeg fik kvalme! Sådan en gang løgnere hele bundet. Ingen af dem havde skænket mig en tanke. Ingen af dem havde tænkt på mig, som den der skulle passes på, men mere som et objekt man skulle have fat i. En konkurrence om, hvem jeg lignede mest, og hvad skete der så? Alia blev bange og tog benene på nakken, mens hun efterlod mig hos Astan, som aldrig rigtigt kendte mig.

    Jeg sukkede for mig selv og gravede videre i bunken med breve. Fandt et med en kantet håndskrift, som om vedkommende, der skrev det, havde været rasende...

 

Vatokan!

 

    Intet kære Vatokan eller noget. Bare Vatokan!

 

Hold dig fra mit folk! Lad de andre betvingere tage til Safir Bismara bare for en gangs skyld! Du kan ikke holde alle dine borgere som fanger bag den mur for evigt alligevel. Og hvor ved jeg de ting fra? Ja ulvene må rende frit, som de vil mellem landende, uden du gør noget ved det, så det var ved et rent held, at jeg lod et af de bæster komme ind. Det er også sidste gang det sker, for de laver rod i mit folk. Hold dine køtere for dig selv Vatokan.

Stop med at sende riddere ud i Nordlandet. Der er ingen der truer dig, så hvorfor kan du ikke bare være tilfreds med det land, du har? Du forsøger at fylde et bære, der ikke er bund i.

Jeg har ikke mere at sige til dig.

 

    At læse sådan et bittert brev fra Alia, fik det hele til at give mere mening. Alias følelser for Vatokan havde udviklet sig fra kærlighed til irritation, og sidst jeg så hende, havde jeg ikke set andet end had i hendes øjne, når hun talte om ham. Men... Jeg havde hørt et gammelt ordsprog, hvor man sagde, at der var en tynd linje mellem had og kærlighed.  

    Jeg foldede brevet sammen og skulle til at lægge det ned i kuverten, da noget raslede ved døren. En nøgle blev stukket ind i nøglehullet, så jeg lynhurtigt hoppede om bag en af reolerne og gemte mig så langt ned, jeg kunne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...